Kunst og ideologi i Bornedals “1864”

Af Kasper Støvring 28

Med Morten Løkkegaard i front har EU’s ”Kulturkomité” brugt 10 millioner på at skrive fem siders tekst. Én ting er dette sædvanlige EU-frås med dine og mine penge, noget andet er propagandaen, der må gøre Sovjetkommunister misundelige: At kunstnere og intellektuelle lader sig hyre af en politisk organisation til at fremme dens værdier. Så har jeg mere respekt for Ole Bornedal, der håner VKO’s millionbevilling og med serien 1864 skaber en anti-VKO-fortælling.

 

Og om 1864 skal det handle her. I den megen kritik, der er blevet serien til del, er den opfattelse: at instruktøren ikke har fulgt et bestemt politisk opdrag, den svageste. Man kan ikke kritisere Bornedal for ikke at have fulgt VKO’s intentioner. Tværtimod, en kunstner er alene bundet af sin kunstneriske samvittighed, af forpligtelsen til at give et sandfærdigt udtryk for sin egen tilværelsestolkning. Kun i totalitære stater som Sovjet eller EU stiller man kunstnere bundne opgaver.

 

En anden type kritik går også galt i byen, om end ikke så hovedløst. Den handler om, at en kunstner skal give en historisk korrekt fremstilling af fortiden. Men i så fald måtte et værk som J.P. Jacobsens Niels Lyhne være uden værdi. Og det kan man jo ikke sige. Værdien ligger nemlig et andet sted end i det historisk korrekte. En kunstner skaber et drama ved frit at fortolke historien, og Bornedal laver jo ikke en dokumentarudsendelse om 1864. Derfor er Dansk Folkepartis forslag om, at DR’s serier skal forhåndsgodkendes af faghistorikere, ganske dilettantisk.

 

De dårlige kritikere og anmeldere, og det gælder både DF’s kulturordfører Alex Ahrendtsen og partiets værdipolitiske ordfører Pia Kjærsgaard samt deres modpol, forfatteren Carsten Jensen, bedømmer serien ud fra, om den tilfredsstiller deres moralske og politiske fordringer. Serien betragtes som en meningstilkendegivelse, og derfor er tendensen det afgørende for disse moralister og politiserende ideologer. Denne type kritik viser bort fra værket, den er udenforstående og reducerer værket til en enkelt af dets bestanddele, nemlig budskabet. Fejlen er, at der skelnes mellem indhold (”budskabet”) og form (æstetikken).

 

Så langt havde Bornedal ret, da han i sidste uges Deadline forsvarede sig selv og sin serie med, at 1864 skal forstås som et almenmenneskeligt drama med det apolitiske budskab, at man skal gribe livet, inden det er for sent. Ganske hæderligt og konsekvent har Bornedal da også udtalt, at Carsten Jensen i sin positive anmeldelse tager lige så meget fejl som DF’erne, når han vurderer serien på politiske præmisser.

 

Bornedal har altså ret i, at det politiske er uvedkommende, for en kunstners tendens er ikke afgørende for vurderingen af et kunstværk. Jeg er f.eks. dybt uenig med Lars von Trier som privatperson og som politisk menneske, men han laver fremragende film. Det samme gælder Klaus Rifbjerg; på TV var man for nylig vidne til kulturradikal nedsmeltning, men mange af Rifbjergs værker står tilbage uantastet. Eller tag et eksempel fra den modsatte fløj: Den franske digter Céline var som radikal antisemit og misantrop et aldeles ubehageligt menneske, men også han var en fremragende kunstner. En kunstner er ofte klogere i sine film end i sine offentlige politiske meninger, som jeg tidligere har skrevet om

 

Dertil må man så ganske vist føje, at et værk kun er godt, hvis meningen, budskabet eller indholdet har fået et godt udtryk, en æstetisk fuldendt form. Netop her kan man kritisere Bornedal. Hvori kommer de formelle brist i 1864 til udtryk? For det første er serien utrolig kedelig. Det skyldes dens elementære mangel på dramatik, dens flade, endimensionale figurer, dens forudsigelige handlingsgang, dens stiliserede og banale modsætninger mellem godt og ondt, dens tommetykke symbolik, hvor alt skal forklares – eksplicit med brugen af voice over, implicit med de mange gentagelser – og det hele skal være så belærende. Der er ingen spænding, ingen ambivalens, ingen dybere psykologi og ingen udvikling i karakterskildringen (1864 er dog flot filmet, det må man give serien og dens fotograf; beskæring, fokus, perspektiv, farve, lyd osv. fungerer virkelig godt).

 

Man kan nu spørge: Hvorfor er 1864 et dårligt kunstværk, hvad forårsager de formelle brist? Som Villy Sørensen skrev, er kunstneriske brist aldrig blot formelle, men dækker over – eller røber netop – noget uforløst hos kunstneren. I kunstnerens følelsesliv er der noget alt for privat, han eller hun er blevet hængende i, og som ikke burde komme os andre ved. Kun i uforløste værker, der er hæmmet af private slagger, må dette private moment blive et emne for kritikeren. Ikke i et fuldbårent værk, hvor det private er ophævet, almengjort.

 

I det fuldendte værk er kunstner og værk to helt forskellige ting. Det er nemlig fuldkommen ligegyldigt, hvad der var kunstnerens intention. I det uforløste værk svarer realisationen derimod ikke til intentionen, formen svarer ikke til indholdet. Kunstneren har haft et moralsk eller politisk motiv – og hvem har ikke det? – men han har ikke formået at forløse dette motiv kunstnerisk. Hans forfængelighed og moralisme kommer tydeligt til udtryk i værket, der derfor bliver tendentiøst. At kunstneriske svagheder kommer til udtryk i det formelle betyder, at der kun kan anlægges en positiv kritik af et vellykket værk, hvor indhold og form er et.

 

Bornedal har altså ret i, at et værk ideelt set skal bedømmes på de æstetiske kvaliteter, men han har ikke ret i, at man aldrig skal undersøge et værks politiske meninger. Hvorfor bliver man af og til nødt til det? Hvorfor bør man undersøge den politiske tendens i 1864? Fordi serien netop røber ophavsmandens, dvs. Bornedals, private, ideologiske idiosynkrasier, der gør 1864 til et æstetisk makværk. Derfor er en ideologisk kritik berettiget og nødvendig.

 

Problemet med Bornedal er, at hans ideologiske intention og inspiration er alt for tydelig. Det er måske ubevidst: Det kan meget vel være, at Bornedal ærligt ikke mener, at hans serie er politiserende. Men i så fald tror han, at hans private ideologi er udtryk for den rene almenmenneskelige fornuft. Det er den ikke. Bornedal burde have nøjedes med at skrive en kronik til Politiken. De gamle Morten Korch-film – for nu igen at tage et eksempel fra modsatte fløj – bliver heller aldrig gode film, selv om tendensen bag kan være nok så velmenende. Den gode vilje er ikke nok, når talentet mangler.

 

Er Bornedals serie således kedelig på ét plan, er den til gengæld, om ikke spændende, så dog interessant på et andet, nemlig som genstand for en ideologikritisk analyse. En sådan analyse vil afdække seriens ofte skjulte, underliggende ideologi, det, man kunne kalde den kulturradikale tendens. Deraf kommer det skematiske i person- og tidsfremstillingen: Hele serien er konstrueret, så den bekræfter Bornedals ideologiske sym- og antipatier. Et fuldbårent værk lader derimod holdningen vokse organisk frem af værket. Det er forskellen på Lars von Trier og Ole Bornedal, der ellers begge tilhører et anti-VKO-segment med dybfølt animositet og ressentiment i forhold til nation og kristendom.

 

At Bornedal er kulturradikal, er i øvrigt ikke nogen ny opdagelse. Det så man allerede i hans serie Charlot og Charlotte fra 1996, bl.a. i dens fremstilling af figuren pastor Seem, der heller ikke overlod meget til fantasien (alene navnet!). Nationale præster er utvetydigt onde figurer i dette univers. Hvis man derimod vil se en vellykket skildring af den ægte vare, den uforfalskede ondskab, bør man se Oliver Hierschbiegels film Der Untergang fra 2004, hvor Hitler bliver gjort til menneske i Bruno Ganz’ mægtige skuespillerpræstation.

 

Det samme talent ejer Bornedal næppe. Ud fra et forudfattet skema om de gode (bønderne, kvinderne, oplysningsfolkene) over for de onde (adelen, nationalisterne, præsterne) konstruerer Bornedal sin fortælling; han tilbageprojicerer sine nutidige kulturradikale sympatier til midten af 1800-tallet. Som historikeren Christian Egander Skov skrev: ”Det er her ikke fortiden, der fortæller os noget, men os, der fortæller fortiden, hvad den har at fortælle os”.

 

Bornedal ville vel gøre op med det, der er blevet kaldt den danske myte om det fredelige folk, der blev trampet ned af prøjserne, hvorefter vi indadtil måtte vinde, hvad der udadtil var gået tabt. Men Bornedals serie er selv grundlagt på en myte om 1864, som den er med til at vedligeholde: Myten om lilleputnationen med storhedsvanvid, sårfeberen fra Dybbøl, vi aldrig har overvundet, og som har udstyret os med et kompleks over for omverdenen og de fremmede. Vi er blevet en lille, lukket, reaktionær, klynkende og åndelig set kuldslået almue.

 

Hvorfor overhovedet skrive om serien? Det skal man ikke mindst, fordi den ses af 1,7 millioner danskere og vil blive anvendt til undervisning i gymnasiet og således få en virkningshistorie som – ukorrigeret – vil tjene til at opretholde dominerende, men fejlagtige holdninger. Falsk bevidsthed, for nu at blive i ideologikritikkens sprog.

 

Det ville dog yde Bornedals serie mest retfærdighed, hvis den endelige dom først blev fældet, når serien er afsluttet. Og det vil jeg så gøre.

 

28 kommentarer RSS

  1. Af Søren Revser

    -

    Nå – Der kunne jeg nu ellers godt tænke mig, at “kunstneren” var bundet af et eller andet, når han brænder 173 millioner af andre menneskers kroner af på noget “underholdning”, som ingen af betalerne har bedt om.

    Så vidt jeg er orienteret, er pengene brændt af på ekstremt dyre kampscener i bedste Hollywood stil; mens historien indtil videre minder mest om en Julekalender krydret med bar røv og klokkeværk ad libitum.

    Skulle vi ikke lade Hollywood om at brænde fantasillioner af på action scener som vi har set 100 gange før og i bund og grund ikke bringer en hujende fis til historien, som jo burde være det centrale.

  2. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Kasper Støvring.

    Tak for et sobert og redeligt indspark.

    Jeg er i kke enig med dig på alle punkter, men jeg ser frem til dine kommentarer, når serien kan betragtes i sin helhed.

  3. Af Niels Juul Hansen

    -

    @SØREN REVSER

    “Nå – Der kunne jeg nu ellers godt tænke mig, at “kunstneren” var bundet af et eller andet, når han brænder 173 millioner af andre menneskers kroner af på noget “underholdning”, som ingen af betalerne har bedt om.”

    Var det 1.7 millioner danskere, som kiggede med?

    Skal kunstnere virkelig arbejde ud fra din ‘facitliste’. Det lyder sgu for dumt!

    “Så vidt jeg er orienteret, er pengene brændt af på ekstremt dyre kampscener i bedste Hollywood stil; mens historien indtil videre minder mest om en Julekalender krydret med bar røv og klokkeværk ad libitum.”.

    Ville det ikke være en god ide at se alle afsnit, inden du belærte os om, hvad pengene er brugt til?

  4. Af Niels B. Larsen

    -

    Enig med Søren Revser. Når man modtager 173 millioner kroner af andre folks penge til at lave en fortælling om et historisk emne, så har man så sandelig ret til at forvente, at Historien bliver fortalt ikke som Bornedal vil det, men som den skete.

    Så må Bornedals kulturradikale tosserier træde i baggrunden; hans mening, ønsker og formodninger er inderligt ligegyldige. Og Bornedal har tilsyneladende ikke – jeg har kun set de første 20 minutter af den indtil da dræbende kedelige præstation – kunnet undlade at blande sin egen holdning ind i serien.

  5. Af Søren Revser

    -

    Niels Juul Hansen; Nej jeg gider faktisk ikke se Laust’s bare røv mere. Og de 1,7 millioner seere(hvor du så end har det fra) har stadig ikke bedt om det her.

    173 millioner for Bornedals beskæftigelsesprojekt + 450 millioner for Mellodunte Grand Prix . Det kan man dæleme købe mange ikke vakuumpakkede madpakker til ældreplejen for.

    DR skal vist snarest muligt under økonomisk administration af nogen der har bare en smule mere respekt for andre menneskers penge

  6. Af P Christensen

    -

    Hvornår mon der kommer en film om danskernes dybfølte animositet og ressentiment
    til de kulturradikale redepissere ?

  7. Af Niels O

    -

    “Det ville dog yde Bornedals serie mest retfærdighed, hvis den endelige dom først blev fældet, når serien er afsluttet. Og det vil jeg så gøre.”

    Nej, det gjorde du så ikke.

  8. Af Henrik Knage

    -

    Den kritik slår alt – stor ros 🙂

    Jeg kan forstå, at den karismatiske unge kvinde med påmalet sodskæg og fyldt med talent er ved at indspille “Steppeulven”, sikkert efter Herman Hesses roman af samme navn.

    Den (håber jeg) film vil jeg helt sikkert se. Den bliver en rejse til det hinsides nærværende.

    Her er Bornedal agterudsejlet alene på titlen.

  9. Af Arvid Holm

    -

    Netop de kulturradikale insisterer uophørligt på, at man ikke bør generalisere.
    Samtidigt synes de overbevist om, at folk ustandselig gør det alligevel.
    Men objektivt vurderet må man gå ud fra, at folk var lige så forskellige i 1864, som de er i dag.
    Man kan dermed ikke få et realistisk billede af, hvad hverken bønder eller herremænd gjorde, følte og tænkte på den tid, ved at følge enkeltpersoner, der eksisterede den gang.
    Der er slet ingen berettigelse for at generalisere Bornedals personers handlinger, følelser og tanker, da personerne tilmed er opdigtede på nær nogle få, der er så præget af Bornedals subjektive gengivelse, at de også forekommer opdigtede.

    Tv- serien må derfor i alt overvejende gard betragtes som underholdning.
    Da serien uophørligt formidler Bornedals ambitioner om at opdrage folket i sit eget forvirrede billede, er den tilmed temmelig sløj underholdning.

  10. Af Inge Petersen

    -

    Nu har jeg forstået opdraget med 1864-serien sådan, at det skulle være en serie, der primært fortalte historien om 1864 så nøjagtigt som muligt, når det drejede sig om rammerne for serien. Og det har Bornedal ikke gjort! Han har ikke engang gidet at forholde sig ordentligt til de ydre rammer, men sjusket med det i en grad, så man virkelig bliver pikeret. Han har haft alle muligheder for at fortælle en seriøs historie med alle de digterier han har ønsket. Det har han i mine øjne ikke gjort. Alene den måde han har behandlet Konseilspræsidenten på er horribelt. Monrad får jo ikke et ben til jorden. Jeg ved udmærket godt, at han er den primært skyldige i misseren via november-forfatningen, men man kunne have givet manden en chance for at forklare sig ud fra datidens opfattelse af tingene i stedet for at latterliggøre ham. Et er, at vi i dag opfatter nationalisme som noget det onde har skabt. Men det gjorde man ikke den gang. Tværtimod. Men det kræver forståelse for tiden at se det uden at forarges!

    Og skal vi endelig give nogen skylden for Slesvig spørgsmålet bør vi vel egentlig gå helt tilbage til Valdemar Sejr. Det var ham der delte riget op i hertugdømmer for at tilgodese sine umulige sønner. Det var hertug Abel, der i sit storhedsvandvid lagde kimen til al den ballade, der senere udviklede sig gennem de slesvigske hertugers selvopfattelse. Sidst med hertug Frederik af Slesvig og hans bror, prinsen af Nør, der startede 3-års krigen. Deres mor var søster til Fr. d. VI, og deres søster var gift med Chr. VIII. Deres far havde følt sig berettiget til at gøre krav på den svenske trone, og han blev stiktosset, da Fr. VI fik forpurret det.

    Alt det rod var med til at skabe ønsket om at knytte i det mindste Slesvig nærmere til Danmark under samme forfatning, men det tillod udlandet ikke.

  11. Af Niels Poulsen

    -

    Kasper Støvring skriver:

    “Ud fra et forudfattet skema om de gode (bønderne, kvinderne, oplysningsfolkene) over for de onde (adelen, nationalisterne, præsterne) …”

    “Bornedal ville vel gøre op med det, der er blevet kaldt den danske myte om det fredelige folk, der blev trampet ned af prøjserne, hvorefter vi indadtil måtte vinde, hvad der udadtil var gået tabt. Men Bornedals serie er selv grundlagt på en myte om 1864, som den er med til at vedligeholde: Myten om lilleputnationen med storhedsvanvid, sårfeberen fra Dybbøl, vi aldrig har overvundet, og som har udstyret os med et kompleks over for omverdenen og de fremmede. Vi er blevet en lille, lukket, reaktionær, klynkende og åndelig set kuldslået almue.”

    Jeg mener, at det er en forkert analyse.

    Jeg tror, at Gabold og Bornedal bygger på en marxistisk-freudiansk teori om, at repressive samfundstyper skaber monstre.

    Som udgangspunkt er mennesket godt, og meningen med livet er, at mennesket realiserer sit kærlighedspotentiale.

    Men stakkels de mennesker, som lever i det repressive samfund anno 1864, som er præget af social ulighed, nationalisme og krig. De er dømt til at mislykkes med deres kærlighedsprojekt. Samfundshierarkiet og den herskende ideologi forkvakler menneskenes følelsesliv, både hos overklassen og underklassen. Den oprindelige kærlighed forvandler sig til vold og seksuel perversitet, som mange scener næsten overtydeligt viser i Tv-serien.

    Godsejersønnen er altså ikke puttet i en boks, hvorpå der er skrevet “ond”, nej han er et offer for det repressive samfund som alle andre samfundsborgere på hans tid. Hans følelsesliv er blevet forkvaklet af krigen, og hans position gør det muligt for ham at udfolde hans dæmoni på de lavere samfundsklasser. Det samme gælder Monrad-skikkelsen som er fremstillet som en formbar dukke, der modelleres og føres af andre.

    Jeg tror ikke, at Gabold og Bornedals serie ender med at fremstille Danmark som ”en lille, lukket, reaktionær, klynkende og åndelig set kuldslået almue.” Tværtimod tror jeg, at serien vil ende lyst. Når krigen er tabt og nationen reduceret, vil den usunde nationalisme erstattes af en ny vision for Danmark: den gryende velfærdsstat. Sociale reformer vil gøre Danmark til et mere lige samfund. I sin endelige version har velfærdsstaten frigjort mennesket, så det kan realisere sit kærlighedsprojekt. Mens den halvfeudale og nationalistiske stat dræbte kærligheden og transformerede menneskenes libido til vold og seksuel perversitet, så er velfærdsstaten et produktivt kærlighedsfællesskab, hvor libidoen flyder frit og varme hænder tager sig af de svage.

    Der er nogen, som har undret sig over nutidshistorien med den unge postpunker. Men bemærk: Hun er i aktivering som hjemmehjælper for en gammel mand, som er efterkommer af Tv-seriens oprindelige godsejer. Hjemmehjælpererhvervet som vel er det erhverv, som bedst symboliserer vores velfærdssamfund. Mon ikke det ender med forsoning mellem samfundsklasserne? Og en fælles erkendelse af, at hvor er nationalisme og krig spild af menneskelige ressourcer. Vores liv er så kort (Poul Henningsen). Skal vi ikke hellere elske? Og gør man ikke det bedst i velfærdssamfundet?

    Jeg ved ikke så meget om det, men teorien om at repressive samfundstyper resulterer i bestemte socialkarakterer, er oprindelig udtænkt af psykiateren og sociologen Erich Fromm. Gabold og Bornedal er muligvis inspireret af ham eller en af hans disciple. Mere nærliggende kan de være inspireret af den østrigske filminstruktør, Michael Haneke. Hans film, især ”Det hvide bånd” viser, hvordan et repressivt samfund invaliderer menneskene og forvandler dem til monstre. Han må om nogen være inspireret af Fromms marxistiske og freudianske teorier. Og de første afsnit af “1864” virker ofte som en vaudevilleudgave af “Det hvide bånd” måske mest, fordi det er godmodige danske skuespillere som skal agere onde og sproget er dansk. Til gengæld er de tyske scener med Bismarck præget af alvor og uhygge.

    Men hvor det hos Fromm – så vidt jeg ved – er den socialistiske eller kommunistiske stat, som er det produktive kærlighedsfællesskab, så er det hos Gabold og Bornedal blevet til velfærdsstaten. Det er lidt problematisk. For velfærdsstaten er oprindelig en borgerlig opfindelse, som bl.a. skulle forhindre socialisterne og kommunisterne i en magtovertagelse. Velfærdsstaten bygger jo på kapitalisme og markedsøkonomi, og ifølge Fromm virker det også undertrykkende på menneskene. Det at nogen har flere penge og dermed mere magt end mig, gør at mit kærlighedsprojekt må mislykkes. Så velfærdsstaten må strengt taget også afvises som et repressivt samfund. Derfor er Gabold og Bornedals hyldest af velfærdsstaten (som jeg her har prøvet at forudsige) som den bedste statsform for at det enkelte menneske lykkes med sit kærlighedsprojekt i sit korte liv, deres egen hjemmestrikkede opfindelse.

    Hvis der nu er nogen, som mener, at jeg fantaserer, når jeg hævder, at ”1864” vil munde ud i en hyldest til velfærdsstaten, så lyt blot til, hvad Bornedal sagde i et interview i B.T.:

    ”De liberale og kulturelle kræfter, der havde promoveret krigen, forstummede og faldt sammen som støv. Der var rungende tavshed, og en erkendelse af, at vi ikke længere kunne kigge udad, nu kigger vi indad. Vi er os få tilbage, så nu må vi samle stumperne og få det bedste ud af det. Passe på hinanden og sørge godt for hinanden.

    Og muligvis er det dér velfærdstanken og ideen om velfærdsmodellen opstår. Ud af ruinerne fra en krig. Så jeg kan godt lide, at den danske folkesjæl er kompetent nok til at vide, hvad vi kan, og til at få det bedste ud af det, der er, selvom det er meget lidt. Og at vi så ender med at få rigtig meget ud af det. Måske endda noget meget stort.”

  12. Af Søren Revser

    -

    Hvis nu jeg og andre blot kunne fravælge “1864 underholdningen”, og så i øvrigt få den del af licenspengene tilbage, så var der slet ikke noget problem.

    Alternativt kunne man tilbyde kunderne muligheden for helt at framelde DR’s tvivlsomme tjenester. Så var der slået uendelig mange fluer med eet smæk.

  13. Af Niels Juul Hansen

    -

    @SØREN REVSER

    “Hvis nu jeg og andre blot kunne fravælge “1864 underholdningen”, og så i øvrigt få den del af licenspengene tilbage, så var der slet ikke noget problem.”.

    Ja, eller udgifterne til Melodi Grand Prix, X-Factor og diverse internationale sportsbegivenheder.

    Frit valg på alle hylder. Det bliver et allerhelvedes kompliceret licenssystem.

    P.S. Jeg går ud fra at vi får nogen af pengene tilbage, hvis serien 1964 skulle have interesse i andre lande. Det er set mange gange før..

  14. Af Michael K.

    -

    Tak, det var meget præcist, også min mening, jeg bare ikke rigtig har kunnet formulere. På en underlig måde en kedelig serie, med netop “flade, endimensionale figurer”, og stor, stor forudsigelighed. Må jeg tilføje – overgearet dramatisk, typisk for dansk drama i øvrigt. Og så mangler jeg den almindelige, episke fortælling. 1864 kan på ingen måde sammenlignes med Matador. Jeg tvivler meget på, at den vil blive genset særlig mange gange.

  15. Af Seker Gün

    -

    Jeg så andet og sidste afsnit i går aftes. Det er lige så stort tidsspilde som at læse Dan Brown eller Stieg Larson.

  16. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Krigen i 1864 medførte en langsigtet styrkelse af antimilitarismen i Danmark. Ejderpolitikerne fejlvurderede den internationale situation og styrkeforholdene i krigens udgangspunkt, med det resultat at Danmark stod alene mod to europæiske stormagter, Preussen og Østrig. Men endnu værre var det, at selve krigsførelsen var så idiotisk og amatøragtig fra den danske regerings side. Folk kan acceptere en forkert politisk beslutning. Men når krigsførelsen er direkte dum, konkluderer folk bagefter: “De mest krigsivrige er de mest uduelige til krig, når det kommer til stykket”.

    Resultatet blev en skeptisk holdning til militærudgifter i den danske bondestand og hos dens politiske ledere, Bondevennerne. Den sidegren af Bondevennerne, som senere blev til de Radikale, førte antimilitarismen videre. Men også hos den store midtergruppe i Bondevennerne, der blev til Venstre, var der skepsis mod militæret. Det viste sig under forfatningskampen i 1870’erne, hvor Venstres afvisning af Højre-regeringernes finanslov hang sammen med udgifterne til Københavns Befæstning.

    Derfor er Bornedal ikke helt ved siden af med sin historiske kritik mod Monrad, for så vidt gælder den politiske og militære del. Men uanset al kritikken mod Monrad, må man også anerkende hans nationale sindelag og hans indsats i dansk politik i årene omkring enevældens afskaffelse. Måske var Monrad syg i sjælen, og måske blev han presset ud over kanten under den højspændte situation i 1863-64. At være regeringsleder i krigstid er langt mere krævende, både fysisk og psykisk, end det er i fredstid. Hvis vi nægter at yde Monrad retfærdighed, historisk og menneskeligt, er det i den sidste ende os selv og eftertiden, som vi derved gør ondt på.

  17. Af Kasper Støvring

    -

    Niels Poulsen, meget interessant. Men begge tolkninger kan vel eksistere på samme tid: Det er de gode mennesker, der ødelægges, kuldslås, af nationalistisk politik, af kristendommen og den sorte skole. Så FÅR vi et dårligt folk, om end med lommer af modstand og ægthed og kærlighed, ifølge den kulturradikale forståelse, der stemmer på Dansk Folkeparti (og Venstre og K og LA og S).

  18. Af Niels Poulsen

    -

    @Kasper Støvring

    Det er rigtig nok, og jeg køber heller ikke den marxistiske og psykologiske teori om, at bestemte samfundstyper skaber bestemte slags mennesker og har betydning for deres kærlighedsliv og lykke.

    I Bornedals serie er perioden 1850-1864 ikke set gennem et temperament, men gennem et troldspejl, som forvrænger alt. Når man ser den kunst, der blev skabt i tiden op til krigene, så flyder de for mig at se over med kærlighed til menneskene og verden, både i billeder og litteratur. Så der er intet der tyder på, at kærlighed til nationen er noget, som forkvakler menneskers følelsesliv.

    Hvis man derimod ser på den nuværende velfærdsstats kunst, så får man ofte en meget negativ fremstilling af menneskene. Kærlighedsprojektet mislykkes som regel.

    Velfærdsstaten er tilsyneladende ikke det produktive kærlighedsfællesskab, som nogle tror det er. Folk lever af passiv forsørgelse. Unge har selvskadende adfærd, eller de har et misbrug af stoffer. Ægteskaber bliver opløst. Aldrig har så mange danskere levet alene. Osv.

    Så Bornedals kommentar om, at velfærdstanken, som nederlaget i 1864 i hans fortolkning mundede ud i, er “noget meget stort”, viser, at han mere er en ideolog og utopiker end en kunstner, som sandfærdigt føler og mærker verden, som den er.

  19. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    Niels Poulsen, din repressive systemteoretiske analyse er interessant, og som den slags i første omgang besnærende. Men jeg mener ikke, at den holder praksis ved nærmere omtanke. For systemer er jo i virkelighedens verden ikke abstraktioner, men skabt og drevet af mennesker af kød og blod.
    Morten Olsen udtalte i pressen for nogen tid siden, at det jo ikke er en selvfølge, at et lille land som Danmark hver gang kvalificerer sig til EM og VM i fodbold, og endda i det mindste så klarer sig igennem det indledende gruppespil. For det er jo det vi danske forventer. Vi vil opleve eventyret i Sverige i 1922 hver gang uden hensyn til de skiftende landsholds evner og modstandere. Og når det så som til EM i England eller VM i Sydafrika går helt galt, ja så bliver vi alle urimeligt skuffede, men har så helt glemt forløbet, når det hele show atter går i gang blot 2 år efter. Og medierne gejler både det folkelige forventningspres og den senere skuffelse op, fordi det jo er en god historie. Og selv vores mest kulturradikale politikere rider med på bølgen, og glemmer helt, at de måske aldrig burde være rejst med til Ukraine.
    På samme vis var der jo i den danske befolkning i tiden op til krigen i 1864 en sagligt ganske ubegrundet forventning til den danske hærs evner og muligheder. Befolkningen ville igen opleve sejrsrusen fra den tidligere 3-årskirg uden nogen skelen til, at modstanderen ved en krig i 1864 ville blive af en ganske anden kaliber.
    I en sådan situation er ledende ministre jo under stort pres, og er de ikke stærke nok til at modstå presset, ja så må de blot selv ride med på den folkelige bølge. Og Monrad var på det tidspunkt af sin politiske karriere uheldigvis for Danmark ikke længere noget stærkt menneske.
    Som det gælder for vores holdning til landsholdet, er jeg derfor heller ikke enig i, at krigen i 1864 skabte en underkuet befolkning. Måske en oplevelsesmæssig skuffelse og for nogen sorg over mistede venner og familie. Men på længere sigt nej. I vores selvforståelse er vi danske flest stadig en nordeuropæisk stormagt, som vi reelt også var det indtil tabet af Sydsverige og Norge. Vi tager overhovedet ikke ved lære af tabte og besatte territorier, men er klar, når dommeren igen sætter en ny turnering i gang, hvad enten der spilles med bold eller F16.
    Derfor er det også indlysende rigtigt, at Bornedal giver almindelige danske en vigtig rolle i sin TV serie, fordi det netop var den almindelige danske befolkning, som selv ville krigen, og som selv måtte bære skuffelserne samt i mange tilfælde tab af liv og lemmer. Vores ministre magtede blot a rejse sig op på tribunen, når bølgen kom forbi.
    .

  20. Af Niels Poulsen

    -

    @Jørn Strand Nielsen

    Det er et meget stort emne, som jeg i hvert fald ikke har overblik over. Så blot denne kommentar: Når et stort flertal af den ellers krigstrætte danske befolkning støtter missionen mod IS, hvor Danmark deltager med F-16-fly, så er det ikke udtryk for overdreven nationalfølelse eller den stemning, som er hos sportsinteresserede op til en landskamp i fodbold. Nej, danskerne er dybt rystede over det barbari, IS udfolder, og vil have det standset, før det breder sig til resten af verden. Det er i hvert fald det, som de mennesker, jeg møder i min dagligdag, giver udtryk for.

    På den måde må krigen mod IS siges at komme meget ubelejligt for Bornedal og hans antikrigsserie. Krigen mod IS er ikke udtryk for, at danskerne er “Guds udvalgte folk”. Det er en krig mellem civilisation og barbari, som også humanisterne må kunne tilslutte sig.

    Jeg mener, at det er en misforståelse, hvis man mener, at humanismen nødvendigvis må have en pacifistisk position.

    Tænk på store humanistiske skikkelser som George Orwell, Andre Malraux, Thomas Mann og flere, som plæderede for en kæmpende, ja måske ligefrem militant humanisme.

  21. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    @ Niels Poulsen
    Det er en spændende analyse, som du her præsenterer os for. Jeg kan tilslutte mig meget af det, og omkring det nutidspolitiske med Mellemøsten er jeg ligeledes enig. Jeg føler absolut ingen sympati for det, hvis nogen forsøger at drage paralleller mellem 1864 og krigen mod terrorisme efter 2001. Bornedal har sin kunstneriske frihed, men jeg har min meningsfrihed, og mere vil jeg ikke sige.

    Men omkring det kunsthistoriske og velfærdsstaten vil jeg gøre et par randbemærkninger.

    Historisk har udbredelsen af velfærdsordninger typisk været forbundet med store krige. Det begynder som en bestræbelse på at give lemlæstede krigsveteraner en tryg og værdig alderdom, og at sikre rimelige levevilkår for børnefamilierne til døde eller invaliderede, dvs. ikke-arbejdsdygtige, hjemvendte soldater. Preussen i 1700-tallet og USA i 1800-tallet er klassiske eksempler. Men det allerbedste eksempel er måske indførelsen af den britiske velfærdsstat efter sejren i 1945. Det efterkom et meget stærkt ønske hos den britiske befolkning. Den stemte Labour til magten ved valget i 1945 for at være sikker på, at den kunne få sin velfærdsstat.

    Det er også typisk sådan, at blodige krige og epidemierne i deres kølvand virker formørkende på kunsten. Folk bliver pessimistiske og misantropiske af tragedierne. Folk bliver også forhærdede, så de bliver mere åbne over for at acceptere dystre temaer i kunsten. De amerikanske film noir er måske et eksempel på det, for deres storhedstid begyndte for alvor under 2. verdenskrig.

    Derfor opstår der et tidsmæssigt sammenfald mellem velfærdsstatens udbredelse og udbredelsen af misantropi og pessimisme i kunsten. Jeg udelukker ikke en direkte årsagssammenhæng mellem de to fænomener, men af deres samtidighed kan man ikke i sig selv konkludere en sådan.

  22. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    @Niels Poulsen
    Det er jo naturligvis en anledning til, at en bølge går i gang, og i til fældet IS jo sikkert de på internettet udstillede henrettelser. Og hele det danske, politiske spektrum er jo oprørt, og ønsker noget gjort for at undgå gentagelser. Men her skilles vandene jo så som i 1864 imellem de, som hovedløst straks rider med på den igangsatte bølge, eller de som lige tøver en kende for at overveje situationen lidt nærmere. For vores deltagelse i bl.a. den 2. Iraq krig, i krigen i LIbyen, nu krigen – eller hvad det nu lige hedder officielt – mod IS, samt den lidet diplomatiske håndtering af Muhammed-tegnings-krisen viste sig jo at være hovedløs. Jeg er som dig enig i, at det undertiden er nødvendigt at forsvare humanisme med magt, men i de omtalte tilfælde er interventionerne jo foretaget uden planlægning for efterspillet. Vi fjerner diktatorer over night og bliver så overrasket over, at de tilsyneladende trods alt var garanter for en politisk balance imellem deres interne klaner. I tilfældet Syrien nu så kaotisk, at vi for blot et år siden måtte spændes fast i stolen for ikke at drage i leding imod den grumme Assad, men da godt vi blev spændt fast, for nu er det så pludselig den mest effektive modstandsbevægelse mod Assad, som vi får så megen kløe i røven over, at vi må rejse os op. Den eneste ædruelige analyse af, hvad bør gøres, er faktisk foretaget nylig af EHL’s udenrigspolitiske ordfører, som da forsøger at forholde sig til en kompleks situation i stedet for på vanlig Fogh maner, at reducere alt til en gang cowboy og indianer. Fogh er for mig indlysende “en Monrad”, og den eneste kredit jeg må indrømme ham er, at han fik genoprettet et godt forhold til USA, hvilket p.g.a. vores interesser i nordlige arktis var tiltrængt. Men behøver vi at stille op hver gang USA vil lege cowboy’dere for at bevise vores mandom? Og når nu arktis er så strategisk betydende, hvorfor bruger vi så hele vores militære budget og isenkram i fjerne ørkenområder i stedet for at opbygge en så stor militær kapacitet på Grønland, så vi ligesom svensken i Stockholms skærgård kan hævde vores suverænitet samt sikre fiskeri- og søredningstjenesten deroppe, når isen smelter. Og det går jo stærkt.

  23. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    For blot et halvt år siden ville jeg have været enig med dig, Jørn Strand Nielsen. Men meget har ændret sig på kort tid. Alliancen med Amerika er Europas sidste forsvar, og hvis ikke man betaler til forsikringen, dækker den ikke.

  24. Af Gert Nicolaisen

    -

    Jeg er slet ikke enig i alt, men må tilslutte mig det synspunkt, at ” Et fuldbårent værk lader derimod holdningen vokse organisk frem af værket. ”

    Det er netop i værkets egenanalyse af sagen, at dets uafhængighed træder frem. Det er her kunstneren dokumenterer værkets betydning for ham selv. At han/hun er blevet klogere igennem arbejdsprocessen.

    For mig at se er det smukt, når en kunstner efter endt arbejde udbryder, det havde jeg ikke troet før jeg gik igang.

    Overfor dette står et arbejde, hvor man fornemmer rester af uudtalte dagsordner og politisk korrekthed.

  25. Af Tom C

    -

    Måske har Kasper Støvring ret i at vi ikke kan stille krav til en kunstner, bare fordi vi har bestilt værket.

    Men burde det så ikke være på sin plads, at vi IKKE bestiller værket !!!

    170 millioner – som kunne være blevet brugt på mange andre ting. Jeg tror ikke den ældre der spiser uge gammelt mad og ligger i sin ble i 18 timer tænker : Det helt ok, bare jeg må se Bornedals venstreorienteret perverse propaganda serie !

  26. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    Blandt Foghs argumenter for deltagelse i den 2. Iraq krig mener jeg han især skylder danskerne en konkret analyse af, hvad den alternative udenrigspolitik efter hans mening burde have været i tiden op til 9. april 1940, og med hvilke sandsynlige konsekvenser for det danske militær og især den københavnske civilbefolkning.
    For i denne periode var Frankrig besat og England magtede knap nok at forsvare sig selv. Der var desuden klare diplomatiske udmeldinger fra England om, at hjælp ikke kunne forventes i tilfælde af en tysk besættelse af Danmark. USA var på det tidspunkt meget forbeholden for overhovedet selv direkte at gå ind i krigen, og ikke engang USA selv kunne jo forudsige krigserklæringen fra Japan året efter. Og Sovjet var på det tidspunkt samarbejdspartner med Tyskland, så at også Sovjet blot et par år efter ville være i krig på allieret side, kunne heller ingen forudsige i april 1940. Krigen tegnede på det tidspunkt faktisk med at ville ende med en tysk besættelse af England, og dermed et endeligt ophør af krigen ved en fredsaftale på tyske vilkår..
    Derfor var Foghs grundlovstale kun en fantast, men ingen dansk statsminister værdig. Og den er især personligt uanstændig overfor en Stauning, som i April 1940 måtte træffe den bedst mulige beslutning for Danmark i den da foreliggende, lidet håbefulde situation. Fogh miskrediterer i sin tale faktisk en af Danmark største statsministre blot for at tilføje endnu et argument for dansk krigsdeltagelse i en helt anden langt senere historisk situation. Det er en personlig skamplet langs større end hans eventuelle pres på nogle ministerielle embedsmænds.

  27. Af Bornedals og Gabolds falske bevidsthed | Kulturkamp

    -

    […] afslører Bornedals ideologi sig ubevidst i serien 1864, som jeg har analyseret her. Serien er et makværk, men formelle brist er ikke tilfældige, de vidner om noget mere, noget i […]

  28. Af Så læser vi! | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/10/22/kunst-og-ideologi-i-bornedals-1864/ […]

Kommentarer er lukket.