Naturbilledet hos L.A. Ring og J.P. Jacobsen

Af Kasper Støvring 4

Er L.A. Rings maleri ”Sommerdag ved Roskilde Fjord” fra 1900 skønt eller uhyggeligt? (Klik på billedet for en bedre gengivelse).

 

ring Sommerdag

Jeg kom til at tænke på det igen i forbindelse med J.P. Jacobsens roman Niels Lyhne fra 1880. Ring var som Jacobsen erklæret ateist og meget optaget af romanen. Det er dog ikke så meget det biografiske aspekt, jeg er interesseret i, men derimod det tema hos Jacobsen, der handler om, at man aldrig kan gribe skønheden i naturen, og at naturbillederne i sig selv er ambivalente.

 

I Niels Lyhne findes der en skildring af Niels’ mor Bartholine, der altid har drømt sig hen i billeder af absolut skønhed. Som andre karakterer i romanen nærer hun en stærk længsel efter skønhed. Bartholine har drømt om skønheden i den schweiziske natur, så inden hun dør, rejser Niels med sin mor til Schweiz, så hun kan skue al skønheden i virkeligheden. Men da hun endelig når frem, skuffes hun af virkeligheden:

 

”Det kom jo da ogsaa Altsammen, Altsammen kom det, men det opfyldte og betog hende hverken med den Magt eller den Inderlighed, hun havde tænkt det skulde. Helt anderledes havde hun ventet sig det, men helt anderledes havde hun ogsaa ventet sig selv. I Drømme og i Digte, der havde det altid ligesom været paa den anden Side Søen, det Fjærnes Dis havde anelsesfuldt tilsløret Enkelthedernes urolige Mylder og samlet Formerne i store Træk til en sluttet Helhed, og det Fjærnes Tavshed havde bredt sin Feststemning derover, og det havde været saa let at gribe det i Skjønhed, men nu, da hun var midt i det, og hvert lille Træk stod frem for sig og havde Virkelighedens mange Røster, og Skjønheden var spredt som Prismets Lys, nu kunde hun ikke faa det samlet, ikke faa det over paa den anden Side Søen, og med et dybt Mismod maatte hun tilstaa for sig selv, at hun følte sig fattig midt i al denne Rigdom, hun ikke kunde raade med.”

 

I drømmen er naturskønheden inderliggjort som noget anelsesfuldt, naturen fremstår diset, samlet og stabilt. Den er på afstand, formgivet, fjern og tavs. Men i den skuffende virkelighed viser alle naturens detaljer sig, og alt i naturen fremstår med ”røster”, som visuelt og lydligt alt for påtrængende; naturens mylder fremstår klart, spredt og uroligt, og lyset er spalter som i en prisme. Bartholine kan derfor ikke blive ét med skønheden. Naturskildringerne hos Jacobsen har – som her – til formål at vise, at virkeligheden ikke kan leve op til vores drømme om den, andre steder viser de, at naturskønheden på én gang er nærværende og fraværende som i dette citat:

 

”Den lune Foraarsluft var fuld af Dufte, ikke mættet med dem, som en Sommernat kan være det, men ligesom stribet af Duft, af krydret Balsamduft fra unge Popler, sene Violers kølige Aande, Hægebærs lune Mandelvellugt, og Alt det kom og blandtes, gik og skiltes, blussed enkeltvis frem et Øjeblik, sluktes med Eet, eller løstes langsomt op i Natteluften. Og ligesom Skygger af Duftenes lunefulde Dans jog luftige Stemninger hen gjennem Sindet. Og ligesom Sansen gjækkedes af Duftene, der veg og kom, som selv de vilde, saadan higed ogsaa Sindet forgjæves efter, blideligt hvilende, at blive baaret hen i stille Flugt paa en Stemnings sagte, viftende Vinger, men det var nu ikke Fugle med Vinger, der kunde bære, Dun og Fjer kun, der bares for Vinden, sneede ned og blev borte.”

 

Hvad har denne natur- og skønhedsforståelse at gøre med Rings maleri? Lad os se på det. Rings maleri er hverken naturalistisk eller realistisk, det er symbolistisk – eller alle tre ting på én gang. Da maleriet først gang blev udstillet, blev det opfattet som mislykket. ”Det forestiller jo slet ikke en sommerdag!”, udbrød man skuffet, ligesom mange gør i dag. Allerede ved at undres over dette misforhold mellem maleriet og dets titel kommer vi på sporet af, at maleriet ikke er en nøjagtig, neutral og objektiv virkelighedsgengivelse, men noget andet. Naturen er (også) et symbol, en sjælstilstand eller sind. Akkurat ligesom Jacobsens roman ikke er romantik, slet ikke idyl; romanens naturbilleder viser os, at den er modernisme. Der er ingen harmoni i verden, ingen tilforladelig relation mellem menneske og natur. Selve forholdet mellem kunst og virkelighed er problematiseret.

 

Maleriets motiv hos Ring er altså Roskilde Fjord omkring Frederiksværk år 1900. Når maleriet ikke er realistisk/naturalistisk, skyldes det bl.a., at motivet er manipuleret. Forgrunden er langt tættere på end i virkeligheden, og det kuperede terræn i venstre sides baggrund er også tættere på og større end i virkeligheden (det samme gjorde sig gældende i 1900). Jeg har aldrig selv været ude ved det sted, hvor Ring stod og malede, men jeg har læst mig til, at det forholder sig sådan. Og det forstår jeg godt, for gennem manipulation ønsker Ring, at vi som noget af det første lægger mærke til venstre sides baggrund, hvorefter vi panorerer mod højre, hvilket fører os ind i maleriets centrum, men også i dybden; vi suges ud i eller fortaber os i det fjerne, i tomheden, intet. Heri ligger selve maleriets ide, og det gør netop maleriet symbolistisk, ja, næsten helt abstrakt. Naturskønheden kan ikke gribes, det er det, jeg mener med parallellen til Jacobsen og den skuffende virkelighed (maleriet er som romanen til gengæld et poetisk mesterværk).

 

Ydermere er lyset i maleriet koldt, blåkoldt, svagt, nærmest dødt, hvilket skyldes, at det kommer fra en indirekte kilde. Solen er nemlig endnu ikke stået op. Maleriet rummer en stilhed, der næsten er eskatologisk: Det er øjeblikket før solopgangen. Men billedet er tomt, for lyset er på vej til at forsvinde i universets uendelige dyb. Det er det ateistiske tema om jordens fald i et mørkt tomrum.

 

Uhyggen kommer delvis af den blåhvide farve. Når maleriets tomhed skyldes lysets fortabelse i universet, har det at gøre med, at jorden ikke længere har sin faste plads i et velordnet kosmos; der er ingen Gud. Den blå farve er kun et optisk bedrag, der er fremkommet ved, at sollyset brydes i jordens meget tynde atmosfære. Lige bag ved det tynde, skønne azurblå er en baggrund af uendelig mørke. Gradationerne i maleriet er utrolig fine og tjener et beslægtet formål: Det blå går over i det hvide, i intetheden. (Når jeg skriver optisk bedrag, er det kun forstået ud fra en ateistisk tanke, som ikke er min egen. Jeg vil hellere istemme ”dejlig er den himmelblå” sammen med de kristne salmister).

 

Rummet er tegnet med horisontale streger, der skaber det, der er blevet kaldt en ”monumental ro”, men som også netop fører i dybden, hen mod en skuen af det fjernes dis. Ring malede ofte portrætter, men grunden til, at dette maleri er så enestående i Rings produktion, er ikke blot, at det er landskabsmaleri; det er snarere enestående, fordi det mangler dynamik: Der er stort set ingen diagonale og vertikale streger. Horisontaliteten fremkalder den uendelighedsfølelse, som maleriet er berømt for. Alt er fjernt.

 

Hvad med stedet og jorden? Det er et tavst og forladt sted, der er næsten ikke noget menneskeligt spor. Maleriet er unheimlich, ikke blot uhyggeligt, men u-hjemligt. Hvis man går tæt på, er der faktisk menneskeskikkelser i båden, men de er netop små og ubetydelige i det store landskab. Dette er ikke et menneskeligt sted, der er ingen intimitet, for det er ikke en beboelig verden. Selv gårdene i baggrunden er blot elementer i den nærmest skulpturelle formgivning af et afsjælet og goldt landskab, som angivelig består af ufrugtbar sandmoræne. Det er imidlertid et meget konkret og meget stofligt maleri, hvad angår forgrundens strandeng. Man kan næsten brække et stykke af overfladen af. Men det betyder, at der ikke er nogen fast grund. Jorden er porøs og er selv ved at blive opslugt af himlen, jf. vandhullernes spejlinger af himlen.

 

Jorden ligner en drivende skorpe med sår, ar, bylder og gevækster – som sjælen der venter på forløsning, på solens fødsel af havets skød. Men solen er kun til som forventning, intet er forløst. Der er i maleriet en klar kontrast mellem noget stofligt og noget æterisk, mellem nærvær og fravær, men det sidste synes at vinde. Det skyldes, at det element, der mangler, er ilden, og den dimension, der mangler, er tiden, altså har vi at gøre med et statisk og koldt rum, symbolsk udtrykt: et livløst univers.

 

Det er netop meget betydningsfuldt, at der ikke er nogen bevægelse i maleriet, rummet er fuldkommen statisk (de små krusninger på vandoverfladen i den bagerste del af fjorden vidner dog om, at der ikke er helt vindstille). Heller ikke båden bevæger sig; garnet hænger til tørre efter nattens fiskeri. Da jeg forleden underviste i maleriet, var en studerende inde på, at båden langsomt synes at bevæge sig ud af fjorden, dvs. udtrykker en udlængsel. Denne tolkning danner dog ikke mønster, passer ikke ind i de øvrige elementer og kan ikke kaste betydning af sig. Det har også at gøre med de manglende elementer og dimensioner. Maleriet udtrykker på markant vis tre elementer (jord, luft og vand), ligesom det udtrykker en enorm rumlig dimension. Når ildens element og tidens dimension mangler, hænger det sammen med forløsningstemaet: Det er tiden, der driver solen frem i en opadstigende bevægelse. Eller rettere: Det sker netop ikke. Der er allerhøjst tale om venten, forventning om varme og liv.

 

I maleriets receptionshistorie er der i øvrigt ikke enighed om tolkningen. Poul Erik Tøjner har skrevet om, at himlen invaderer hele billedrummet og skaber en dyb melankoli. Henrik Wivel har i samme ånd skrevet, at maleriet ”hviler på en ulægelig smerte over sin egen tomhed”. Omvendt har Finn Termann Frederiksen gået i rette hermed i en hel bog, han har skrevet om maleriet. Han betoner forløsningen, forvandlingen i maleriet: ”Tomhedsfølelsen undergår en forvandling til en følelse af smertefrihed”.

 

Men de tre udlægninger er, skønt præcise i enkeltheder, ikke helt korrekte, mener jeg. Frederiksen har delvis ret i sin pointe med forløsningen – biografiske oplysninger fortæller, at Ring på dette tidspunkt var blevet lykkeligt gift og havde fået børn, og hans tidligere depression var overvundet – men forløsningen er bare ikke indtruffet. Var forløsningen indtruffet, ville Ring have malet sommeren og solen som i en salme af Jakob Knudsen. Igen: naturskønheden kan ikke gribes, den er på én gang nærværende og fraværende. Som hos Jacobsen har vi i egentligste forstand at gøre med en forunderlig skønhed.

 

Det er et smukt, men uhyggeligt, naturalistisk, men symbolistisk maleri. I drømmen, poesien og maleriet er naturskønheden inderliggjort som billede og symbol; den er samlet og stabil, men tavs og fjern.

 

 

 

4 kommentarer RSS

  1. Af Hans Hansen

    -

    Jeg skal gerne indrømme Kasper Støvring, at jeg har visse problemer med relevans. Det er en malers rettighed, såvel som en forfatter, at vise et indtryk under forudsætningen for subjektivitet. Det er også tilfældet når det handler om delvist fotografiske gengivelser.

    Kanske kort som; “The Eye of the Beholder”. Tavshed og fjernhed er måske uinteressant for nogle, og et behov for andre. Muligvis ikke engang tilsigtet, men dog fortolket af nogle.

    Naturalismen som malerisk udtryk, er ganske erstattet siden fotografiets ankomst. Ikke alle steder, og ikke i alle forbindelser, men dog ganske eftertrykkeligt generelt. Jeg vil ikke beskæftige mig med kunstanmeldelser eller kunstanmeldere i almindelighed, blot henlede opmærksomheden på naturalisme i et subjektivt, eventuelt et surrealistisk lys. Noget som kan formodes relevant efter den teknologiske udvikling.

    Du nævner forløsningen som en slags mulig forudsætning, men er du sikker på at forløsning er relevant i forbindelse med L.A. Rings billede? Hvad nu hvis netop det modsatte er tilfældet?

    Som du nævner; “Det er dog ikke så meget det biografiske aspekt, jeg er interesseret i, men derimod det tema hos Jacobsen, der handler om, at man aldrig kan gribe skønheden i naturen, og at naturbillederne i sig selv er ambivalente.”

    Udtrykket kan være ambivalent, og opfattelsen ligeledes. Igen er det som altid The Eye of the Beholder der afgør dette for beskueren, måske mere end kunstrens evner eller mening, med mindre udtrykket er så tydeligt, at det er umuligt at misforstå.

  2. Af Hans Hansen

    -

    Du nævner kort ateisme i forbindelse med Laurits Andersen Ring og Jens Peter Jacobsen. Jeg ved ikke om du sammenkæder ateistens virkelighedsopfattelse med teistens i billedeanalysen, eventuelt i forbindelse med forløsning, men det er tydeligt at du stiller spørgsmål ved om at billedet udtrykker skønhed eller uhygge.

    Det udtrykker det beskueren oplever. Hverken fra eller til, og det er for såvidt ligegyldigt hvad Ring synes det gør for ham. Det medfører ikke at billedet ikke kan ændre udtryk for beskueren. Nærmest helt modsat, at horisonten ændrer udseende alt efter afstanden man ser det fra, og at al opfattelse gør det samme.

    Billedet kan godt virke uhyggeligt, og det kan virke helt modsat. Det kommer helt an på hvem man er, hvor man stod før, hvordan man oplever nuet, og hvad man tror/ved man har behov for. Hvor langt er man kommet? Er man kommet videre eller stadig langt fra? Er der ro eller bevægelse? Er man i balance eller gået i stå? Var det så hvad man ønskede?

  3. Af Så læser vi! | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/11/07/naturbilledet-hos-l-a-ring-og-j-p-jacobsen/ […]

  4. Af Martin A. Hansen og ”gammellivet” | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/11/07/naturbilledet-hos-l-a-ring-og-j-p-jacobsen/ […]

Kommentarer er lukket.