Dannelsestabet

Af Kasper Støvring 15

 

I et tidligere indlæg skrev jeg om regeringens bebudede nedskæringer på de humanistiske uddannelser. Her vil jeg fokusere på et aspekt af regeringens politik, nemlig dannelsestabet, og gøre det med henvisning til en ny bog af historiker Michael Böss: Det demente samfund.

 

Men først en pudsig observation. Det er Det Radikale Venstre, der leder an i kampen mod Humaniora. Det strider imod mange humanistiske akademikeres fordomme; for disse tilhører netop i meget høj grad vælgersegmentet omkring centrum-venstre. Der skal nok være nogle konspirationsteorier, der forklarer de nuværende neddimensioneringer. F.eks. at stærke embedsmænd nu har held med at påvirke en svag minister til at få fjernet ”de røde” fra universiteterne. Men med mit kendskab til embedsmandsværket, så tilhører dette dog netop også i høj grad segmentet omkring De Radikale og centrum-venstre. Tænk, hvis det var en borgerlig regering, der kom med det nuværende initiativ om neddimensionering. Det ville udløse et, om muligt, endnu højere ramaskrig. Men man bør huske på, at det faktisk var Dansk Folkepartis Jesper Langballe, der i sin tid modsatte sig instrumentaliseringen af Humaniora og insisterede på kulturfagenes egenværdi. Langballe lancerede her en konservativ kritik af både socialismens planlægningstro og neo-liberalismens styringsredskaber.

 

Men hvad betyder nedskæringen og instrumentaliseringen af især de humanistiske universitetsuddannelser for dannelsen? Hvad er de dybere perspektiver? Ifølge Böss er vores samfund et funktionsbaseret samfund, hvor viden ikke er i højsædet, men derimod kompetencer, og hvor der er sket en markedsgørelse af kulturen. Det hænger sammen med et bestemt træk i moderniteten.

 

Herhjemme begyndte miséren med funktionalismen, der bl.a. var en bærende ide i kulturradikalismen: ud med det gamle unyttige lort, ind med lys, fremskridt, rene linjer og moderne arkitektur, moderne pædagogik og modernistisk litteratur. Hvad angår byplanlægning, ryddede man de gamle baggårde og boliger, der var skabt på grundlag af hævdvunde håndværksmæssige traditioner. I stedet gav man plads til funktionelt byggeri, som var fremmedgørende og grimt, men praktisk – funktionelt. Også kulturarven måtte der luges ud i – Goethe og Kierkegaard kunne moderne mennesker ikke bruge til noget, som Poul Henningsen skrev. I værste fald kunne man tage skade af det metafysiske nonsens. Næh, Rifbjerg og Panduro, dét var straks noget!

 

Når der ud fra den slags idealer om hygiejne ryddes ud i kulturarven – en bestræbelse, som kendetegnede Helge Sander-fløjen af de borgerlige partier, og som den nuværende regering og dens proselytter viderefører – risikerer vi at miste værdifulde dele af vores fælles nationale kultur, litteraturen, kunsten, mindesmærkerne, historien. Vi overskylles konstant af nye reformer, tag f.eks. regeringens folkeskolereform, der ringeagter den historiske dannelse. Undervisningsminister Christine Antorini har retorisk bekræftet dette: I skolen skal man ”ikke diskutere fortidens problemer og konflikter” (citeret på side 210 i Böss’ bog).

 

Böss modsætter sig denne tendens, og hans bog udmærker sig desuden ved at rehabilitere to strømninger i dansk åndsliv, man normalt forbigår. Det gælder for det første romantikken, der havde sans for den partikulære, nationale kultur. Litteraten Rasmus Navntoft har i dette interview om Thomas Mann jo helt ret i, at demokratiet ikke kan stå alene. Arven fra romantikken, besindelsen på kulturen, må med for at sikre demokratiets forankring.

 

For det andet rehabiliterer Böss kristendommen og forsvarer den som del af vores fælles arv. Reformationen var f.eks. med til at løfte almuen og give den læsefærdigheder, så det ikke kun var eliten, der fik gavn af lyset. Menigheder, vækkelser og understregning af friheden, f.eks. trosfriheden, var alle positive, undertiden dog utilsigtede, konsekvenser af reformationen, og dertil kommer folkeligheden, som vi ser den artikuleret hos bl.a. Grundtvig, der i modsætning til, hvad Ole Bornedal gerne vil have os til at tro, fandt udtryk i form af fredelige, ikke-selvhævdende og apolitiske billeder. Tænk blot på sangen ”Langt højere bjerge”.

 

Hvorfor er traditioner og social erindring vigtig? Det er de ikke mindst, fordi de er med til at stabilisere samfundet i en tid med store forandringer. De giver identitet og tilhørighed, binder os sammen i fællesskaber. Stærke fællesskaber er netop ikke primært økonomiske, retslige eller politiske, de er kulturelle – erindringsfællesskaber, med Böss’ ord.

 

Den tendens til atomisering, rodløshed og forvirring, der findes i vores globaliserede tidsalder, skyldes bl.a., at der ikke i samme grad som tidligere findes tætte bånd mellem generationerne, ganske enkelt fordi vi ikke længere videregiver erfaringer på samme måde som tidligere. Böss gør meget ud af dette perspektiv, og man kan supplere hans betragtninger med en anden historiker, nemlig Henrik Jensen, der mener, at det ikke blot gør os forvirrede, men også svage, ængstelige, neurotiske. Det var noget andet, dengang bonden førte plovens langsomme gang gennem jorden, og traditionsoverlevering bestod i salmesang og bordbøn.

 

Det billede kan måske gøre os bevidste om alt det, der er gået tabt undervejs, og som ikke kan generhverves. Men dengang som nu har mennesker brug for at sikre sin identitet og mærke kontinuitet i en tid, hvor alt synes at forandres og alt, hvad der er solidt, synes at fordufte, som Marx sagde om kapitalismens epoke. Hvad gør man så? Man sikrer civilsamfundet, som er krumtappen i et samfund præget af stærk sammenhængskraft. Böss henviser her til den engelske konservative Phillip Blond og hans advarsel mod at centralisere, mod at lukke skoler, kirker og butikker i randområderne; civilsamfundet forarmes, og kun foreningerne er efterhånden tilbage. Men kan de magte opgaven?

 

Tilbage til dannelsen. Et samfund holdes ikke kun sammen af love, af forfatninger og rettigheder. Nej, der kræves noget mere end forfatningspatriotisme, som Böss er inde på i en omtale af den ellers liberale Francis Fukuyama, der citeres for følgende:

 

”Den individualisme, pluralisme og tolerance, som er bygget ind i de formelle institutioner, fremmer kulturel diversitet og har derfor potentialet til at underminere de kulturelle værdier, som vi har fået i arv fra fortiden. […] en dynamisk, teknologisk innovativ økonomi vil ifølge sin egen karakter nedbryde de sociale relationer.”

 

Alt det, som Humaniora arbejder med – sprogene, arkæologien, historien, kulturen, litteraturen – bliver mere og mere overflødiggjort. Her er det på sin plads at minde om, at totalitære samfund har virket mest effektive ved netop at bevirke glemsel. Den rumænskfødte forfatter Monica Papazu har et sted fortalt, hvordan hendes familie under kommunismen nedgravede deres gamle, forbudte bøger og bogstavelig talt i al hemmelighed gravede dem frem, når man havde næring nødig. For det er, hvad kulturarven er: åndelig næring.

 

Nu kan man naturligvis hævde, at dannelsesargumentet strategisk set måske ikke er det bedste argument at føre frem, når man vil redde Humaniora. Det er jo elitært, ufolkeligt, og vil ikke skabe sympati i den brede befolkning. Det skal der nok være noget om, men det er jo i bund og grund, som jeg har prøvet at vise her, en misforståelse af dannelsesbegrebet. Det er ikke kun akademikere, der bliver fattigere af dannelsestabet. Det er folket som sådan.

 

 

15 kommentarer RSS

  1. Af Niels Juul Hansen

    -

    Kære Kasper Støvring,

    Mener du seriøst som borgerlig nationalkonservativ, at det er blå stue, der skal redde Humaniore?

    Jeg køber den ikke.

  2. Af Niels Peter Lemche

    -

    “Fra tanke til faktura” — som blev forskellen på det klassiske, humboldtske universitet, og det modernistiske, sanderske universitet.

    Men ødelæggelsen af vores vidensarv, som bloggeren her så rigtigt beskriver, startede ikke kun med de kulturradikale. Det var i høj grad en del af den marxistiske baggrund bag 1968-oprøret. Ødelæg, fjern alt det, som ikke er samfundsrelevant, det var sloganet, idet disse marxister udmærket vidste, at fjerner man et folks historie, som fjerner man dette folks identitet, og så er det rede til den kommunistiske internationale.

    Det groteske er, at det i højeste grad har været den liberale del af politikkerne, der har fulgt op på denne ideologi med deres “moderne tider” forestilling om menneskeværd, eller snarere manglen herpå.

    Det eneste, der efterhånden holder et folk sammen er fodbold. Sporten er nutidens gud. Folk er ikke dumme og kan huske; men hvad får de mulighed for at huske? De endeløse opregninger af statistikker under sportsudsendelser erstatter fortællingen om fortiden og låser tilhørerne/seerne til et bestemt og i grunden ligegyldigt univers.

    Og for at læserne kan forstå det, så er det måske problemet bag Bornedals 1864: Han har ingen erindring om fortiden, og ingen forståelse for betydningen af fortiden. Derfor bliver hans serie på trods af alt så forfærdelig banal.

    Og så er der ingen grund til at tro, at det er det, som folk i virkeligheden vil. Min søn, der arbejder for en stor international virksomhed, blev først ved ansættelsen interviewet af sin lokale chef, der fik at vide, at sønnen havde studeret teologi. Reaktion: Nej, hvor er det interessant. Det har jeg altid ønsket, at jeg kunne få lov til. Da den øverste chef hørte det samme, var reaktionen præcis den samme. Mennesker, der arbejder med folkeoplysning, vil sikkert gerne skrive under på dette. Men mennesker, der ikke ved noget, stiller ingen spørgsmål (det skulle da lige være, om der var straffespark forleden).

  3. Af Preben Jensen

    -

    For en gangs skyld meget enig med Lemche. De røde har i årevis via skolerne, universiteterne, DR og partier som R og S m.fl. arbejdet på den fordummelse af danskerne, som de mener vil bane vejen for et marxistisk diktatur på dansk grund.

    Og de røde er tæt på at lykkes med deres projekt. Vi er nu på vej mod både svenske og nordkoreanske tilstande på samme tid. Oveni risikerer vi dog at sådanne tilstande vil blive afløst af islamiske tilstande.

  4. Af Peter Buch

    -

    Det er ikke kun akademikere, der bliver fattigere af dannelsestabet. Det er folket som sådan.

    Ja, det er lige før jeg igen, (for hvem er ikke folket når der ikke reelt er betingelser for at være en af folket respektivt kunne være på tålt ophold hos folket?), nynner og synger med på:
    Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien.

    http://www.youtube.com/watch?v=JYLKouOCwLY

    Men folket er også i stand til at foretage ufornuftige beslutninger, ulogiske valg og i den grad udelade rettidig omhu så tragedien kan synes det ene mulige forløb i en kronologisk fremstilling.

    Individets såvel som humanioras stilling i samfundet er delvis markedsafhængig. Alt efter hvor vil fastlægger definitionerne for hvornår markedsafhængighed er tilstede, i ringe, stor eller så stort format den er totalt dominerende.

    Sikring af baglandet kan forekomme absurd at nævne i en verden hvor det internationale, masseaspektmæssige gives megen plads, Dels rubriceres som et begreb moderne våben som missil- og missilforsvarstilbehør og andre ældre såvel som nyere elendigheders tilstedeværelse har overflødiggjort. Men begrebet, sikring af baglandet, kan tillige fortolkes som værende et sprogligt begreb for samfundsessensen, en verbal beskrivelse af indholdet, og delene, elementerne i basis forholder sig for bittesmå såvel som store samfund. Begrebet kan retteligt anvendes både til skildringen af fredeligt sociale forhold såvel som af krigskatastrofelignende .
    Kommer måske tilbage til det.

  5. Af Ulf Timmermann

    -

    Denne fokusering på “kulturradikalismen” er for nem; ikke alene for nem, den er en bortforklaring, ikke alene en bortforklaring, men en afledningsmanøvre fra at at gå i flæsket på de seneste 4 årtiers accelererende udvikling.

  6. Af Arvid Holm

    -

    Bekæmpelsen af national identitet kunne være fornuftig, hvis man i stedet kunne identificere sig med et universelt fællesskab med universelle værdier.
    Men det tilgængelige alternativ til det nuværende nationale fællesskab er kun et nyt nationalt fællesskab, der omfatter hele Europa.
    Dette nye fællesskab bliver kvalt i fødslen, når national identitet bekæmpes generelt.

    Fællesskaber defineres af deres normer, der forsvares med intolerance overfor normbrydere.
    Tolerance fører derfor til manglende definition af fællesskabet og manglende identitet hos individet.

  7. Af r. vangkilde

    -

    Dit konservative budskab! dannelse
    og humanisme ELLER, – i de nye
    Nationale fællesskaber, finder du jo
    i sportens verden, hvor den højeste
    fællesnævner er et must, MÅSKE er
    det netop derfor vores Kronprins føler sig til rette i den nationale sundhed, som højeste priotet, og ikke romantikken eller det militære fællesskab.

  8. Af Poul Fogh

    -

    Kære Blogger og Debattører
    Jeg vil tillade mig det standpunkt, at hvis det er op til humaniora at bevare dannelsen i samfundet er vi rigtigt på r…. Jeg forstår ikke, hvorfor “god opdragelse”, oldævl, civilisationshistorie, og alt det som har været smidt væk i den sidste generation, ikke skulle være nok til genskabe noget sammenhængskraft i samfundet. Det er alle, også håndværkeren, der bør vide nok om “dannelse,” til at samfundet godt kan undlade at anvende en væsentlig brøkdel af uddannelsesudgifterne på at uddanne “fuldtidsdannede” personer.
    Mere dannelse til folket, mindre overhead til samfundet!

  9. Af r. vangkilde

    -

    UD-DANNELSE! – der er gået politik i dannelsen eller opdragelsen, hvor eleven har ret til,
    at nægte dannelse i demokratiets navn, og i min gamle skole fik man en på kassen eller af
    kæppen, hvis man ikke forstod at rette ind, eller have fokus på lærdommen og mesterlæren.

    Staten eller det offentlige giver garantier for dannelsen af privatlivet! ELLER demokratiet som garantere fuld beskæftigelse og underhold til livet med ret til ytringsfrihed, hvis nogen vild fremmede kommer, og stjæler de erhvervede og arvede nationale rettigheder.

    Dannelsen er altså blevet udkonkurreret med laveste fællesnævner i demokratiet ELLER,
    folkeoplysningen er overladt til den elektroniske kommunikation, hvor serviceborgeren
    selv skal indberette, og søge egen information om personlig identitet.

  10. Af søren sørensen

    -

    Støvring du har ret i at borgerlige ønsker at fjerne røde fra ledelsen af uddannelserne der bedømmer hvem kommer ind på og får frasorteret så mange røde som muligt løbende der viser potentiale til . Dette ses dog overalt i samfundet private som offentlige steder. Derfor er Advokater/dommere/politi fx så godt som kulsorte borgerlige.

    Støvring dit vedvarende vrøvl om at Rifbjerg mv. ønskes af røde over Kirkegaard var en diskussion i 1960érne. Vi andre har bevæget os videre eller har som undertegnet altid været udover denne sølle diskussion du bringer op i hvert indlæg.

  11. Af Ulf Timmermann

    -

    Nu er det altså sådan, Støvring og Sørensen – 2 alen ud af samme stykke, ungefähr – at det ikke er debatterne, der former virkeligheden, men virkeligheden, der former debatterne. Det er ikke så uløselig gåde som i: – Hvad kom først, hønen eller ægget?

  12. Af søren sørensen

    -

    Tømmermannn@

    En interessant iagtagelse..

    “any reality is an opion and you make up your own reality”
    level 242
    🙂

    Den fantastiske tv serie 1864 er et godt eksempel udover at der jo er mere “reality” i den mht borgerlige magtmennesker…

  13. Af Ulf Timmermann

    -

    Ud over dig, Sørensen, er det kun Thomas Borgsmidt, der forvansker mit familienavn til “Tømmermann” her i Berlingeren. Hvilken kreativitet, hvilken dansk “exceptionalisme” a la … ? Gør ikke spor, har hørt det 10.000 gange før, når mine meninger kom på tværs af nogen 🙂

  14. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    @ Kasper Støvring
    Meget enig i nødvendigheden i at overføre viden om vores historie og kultur for at bidrage til en “vi-os-sammen” oplevelse, og dermed styrke fællesskabet. Men der jo altid et “men”, og det er der også i min læsning af dit indlæg.
    For uanset jeg selv er akademiker, så mener jeg du forholder dig meget akademisk til denne overførsel af viden, hvorfor du også kommer til at tillægge vores universiteter, herunder humaniora, en for stor betydning. Dit dannelsesbegreb er simpelthen ikke folkeligt, hvilket Danmarks største dannelsesspring i sidste halvdel af 1800-tallet jo netop var.
    Dannelsen er jo desuden ikke begrænset til det humanistiske vidensområde, men omfatter også den viden og kultur, som i århundreder er blevet overført indenfor handel, søfart, håndværk og landbrug, samt ikke at forglemme kvindernes husholdning og husgerning. Også på disse områder møder du mennesker, som har fået overført viden, og derfor stadig ved, hvad f.eks. “godt købmandsskab” og “godt håndværk” og “god kogekunst” er. Og også her fører dannelsestabet jo bare til plat.
    Der er oplagt behov for en ny vækkelse i Danmark, men som i 1800-tallet for den aldrig gennemslagskraft uden brede, folkelige drivkræfter. Der er jo ikke mindst DJØF-kulturen, som er ved at undergrave vores folkestyre, og den kultur er vel om nogen akademisk. Den er så også nu ved at æde “sine egne”, nemlig den humaniora, hvoraf den har sin akademiske rod. Jeg er selv som scient.pol. en af DJØF’erne, men savner aldeles mine fagfællers evne til selvkritik m.h.t. deres egen dysfunktion, ja på det senest synes de sågar at ynke offentligt, når en minister beder dem holde ave. Mange DJØF’ere har desværre lagt deres akademiske dannelse bag sig for karrierens skyld, og bare plat er det jo desværre blevet til.
    Må endelige tilføje, at de gode humanister jo ikke er ganske uskyldige, da de jo åbenbart ikke har haft evne og vilje til at udbrede deres dannelse til folket i et omfang, så folket nu vil støtte dem mod DJØF’erne. Et helt oplagt område for udbredelse af den humanistiske viden er jo vores folkeskole, som de kære DJØF’ere nu er i gang med at forbedre “kvantitativt af samme skuffe” i stedet for simpelthen at sørge for, at børnene indholdsmæssigt lærer noget mere. Så hvis vores fine akademiske humanister ville nedstige fra ånderens rige til folkeskolen dyb er jeg overbevist om, at de ville opnå større agtelse i den brede befolkning, og dermed også en større forståelse af rimeligheden af de humanistiske forskning og uddannelser.

  15. Af hr j christensen

    -

    Dannelsestab?????

    Har man kun “dannelse” hvis man har taget en uddannelse i dannelse?

Kommentarer er lukket.