TV-serien Breaking Bad som moralsk drama

Af Kasper Støvring 6

Jeg har nu set samtlige fem sæsoner af tv-serien Breaking Bad, og det må være den bedste serie, jeg nogensinde har set. Hold da kaje, den er fremragende! I denne udmærkede artikel om, hvorfor serien er enestående, gør Chuck Klosterman det klart, at det handler om moral, og om hvordan serien får os med på selv den værste. Det er også emnet i det følgende, der rummer en del plot-spoilers til advarsel for de læsere, der ikke har set serien endnu.

 

Seriens styrke er ikke det politisk-samfundskritiske, men det eksistentielle tema om godt og ondt og om, hvordan vi – eller skal vi bare sige: seriens figurer – har et frit valg i forhold til at leve efter moralske normer. Derfor, skriver Klosterman, er serien bedre end både The Wire, The Sopranos og Mad Men:

 

“Breaking Bad is the only one built on the uncomfortable premise that there’s an irrefutable difference between what’s right and what’s wrong, and it’s the only one where the characters have real control over how they choose to live.”

 

Kritikere af Breaking Bad peger på, at serien tenderer mod det kedsommelige i kraft af en del gentagelser især i de første sæsoner. Det er rigtigt, at serien går ned i tempo, men kun for at finde sit rette leje cirka midtvejs. Det giver netop mulighed for karakterudvikling, der er så formidabelt godt lavet. Seriens idemæssige ophavsmand Vince Gilligan har herom udtalt:

 

“Television is historically good at keeping its characters in a self-imposed stasis so that shows can go on for years or even decades. When I realized this, the logical next step was to think, how can I do a show in which the fundamental drive is toward change?”

 

Breaking Bad giver sig tid til at give os et (falsk) indtryk af figurerne, ikke mindst af narkohandleren Jesse som en dovrerøv, men med tiden fatter vi mere og mere interesse for ham. I anden sæson har vi forstået, at seriens hovedperson Walter White er geniet, der er gået i stå som gymnasielærer, men hele seriens egentlige og uovertrufne karakter af moralsk drama er kun ved at tage form.
Jeg skal ikke her bedømme, om Breaking Bad er overlegen i forhold til de andre serier, men for egen regning vil jeg sige, at en af grundene til, at jeg aldrig er blevet grebet af f.eks. The Sopranos skyldes, at karakteren ligger fast, ”ondskaben” ligger i naturen og er determineret én gang for alle. Det statiske moment præger også andre serier; ondskaben er her determineret af de sociale omstændigheder.

 

Første sæson af Breaking Bad er lige ved at få os narret til at tro på dette sædvanlige mønster. Walter White er dødelig syg af kræft og har ikke anden udvej end at ”breake bad” for at sørge for familien. Vi har nærmest medlidenhed med ham, indtil vi (for alvor) finder ud af, at serien overhovedet ikke handler om dette. Og det sker netop efter første sæson, hvor serien løfter sig over alt, hvad jeg hidtil har set (Twin Peaks er tæt på, men det er jo også lang tid siden, jeg har set den).

 

Det fremragende ved serien er altså bruddet med det statiske; i Breaking Bad finder der en veritabel karakterudvikling sted. Det gælder ikke mindst i forhold til Walters forvandling fra kedelig og livstræt gymnasielærer til gangster (man tror, at det er løgn – men det virker!). Men denne forvandling i sig selv er ikke det egentlig enestående ved serien. Som Klosterman skriver:

 

“It’s not just that watching White’s transformation is interesting; what’s interesting is that this transformation involves the fundamental core of who he supposedly is, and that this (wholly constructed) core is an extension of his own free will. The difference between White in the middle of Season 1 and White in the debut of Season 4 is not the product of his era or his upbringing or his social environment. It’s a product of his own consciousness. He changed himself. At some point, he decided to become bad, and that’s what matters.”

 
Breaking Bad rummer fremragende skuespil, selvfølgelig af Bryan Cranston i rollen som Walter White, men også af Aaron Paul, der spiller Jesse og af Anna Gunn, der spiller rollen som Skyler, Walters kone. Men det egentlig geniale ved rollebesætningen er det forhold, at vi – eller i hvert fald jeg – ikke kender skuespillerne fra andre film. Jeg tænker, at dette bidrager til det ”klaustrofobiske” ved serien og til seriens evne til at få os til at leve os så meget ind i personerne, at vi identificerer os med dem, ja, sympatisere med dem, selv når de handler ondt: Vi har ikke andre identifikationsmuligheder. Det klaustrofobiske, som også har at gøre med det begrænsede antal figurer i alle seriens mere end 60 afsnit, er altså en klar kvalitet ved serien, som jeg ser det.

 

Breaking Bad lægger hårdt ud. Det første afsnit, pilotepisoden, som den kaldes, er forrygende: En midaldrende, kedelig gymnasielærer i underbukser koger metamfetamin og kører dødskørsel i en udtjent ”mobile home” med to lig, der rutsjer rundt mellem alle kemikalierne. Er seriens indledning ubetalelig – morsom, dramatisk, hektisk og cool på sin egen skæve måde – er afslutningen, især de tre sidste episoder i serien, virkelig vellykkede.

 

Netop dette, at Breaking Bad ikke fortsætter – og ikke kan fortsætte – mod det uendelige, ligesom andre serier, men hele tiden bevæger sig mod sin afslutning, hører også til de mange enestående ting ved serien. Allen St. John har skrevet herom i relation til den mulighed, som tv-serier i modsætning til almindelige spillefilm giver, nemlig en indlevelse i den lange, organiske udvikling, man kender fra romanen:

 

“We’ll have spent almost ten times as much time with Walt and Jesse and Skyler as we did with Gatsby and Daisy or Michael Corleone and Tom Hagen. We know Walter White in a way that few great characters have ever been known, coming to that knowledge organically, over time. But we spent that same kind of time with Tony Soprano and McNulty. Breaking Bad differs from those shows–and surpasses them–in one important way. This is a story that’s moving toward an ending.”

 

I seriens afslutning bindes alle enderne sammen på original og dramatisk vis, kulminerende med Walter, der dør på et cementgulv som Kristus på korset, komplet med udstrakte arme og gabende sår i siden, efter han har taget al skylden på sig, eller dog befriet Jesse og renset Skyler for skyld. Det sidste er så utrolig godt lavet: Lige dér, hvor vi er lige ved at tro, at Walter har nået endnu et moralsk bundniveau ved at kidnappe sin og Skylers baby og fordømme Skyler, opdager vi, at han gør det hele for at iscenesætte sig selv – over for politiet og anklagemyndigheden – som selve den Onde, så de andre kan gå fri.

 

Og det rummer seriens genialitet i sin reneste form: Vi skifter mellem at opfatte figurerne som gode og onde, faktisk kan jeg ikke komme i tanke om en eneste person, vi lærer at kende, der fuldt ud er ond: Selv den forhærdede narkogangster Tuco tager sig af sin far Hector, og nazionklen af sin nevø Todd. Det har at gøre med det gennemgående familietema: Der findes ingen nihilisme, derimod er der altid en rest af godhed, der består i dette at sørge for familien (”you have to provide”, som den kriminelle mastermind Gus Frings på et tidspunkt siger til Walter).

 

Tilsvarende er der ingen rigtig gode figurer (bortset fra Walters søn, der med rette kaldes ”Son” = menneskesønnen): Selv Skyler går så meget ind i det kriminelle liv, at hun er lige ved at tage Walters frihed og initiativ fra ham og geninstallere ham i rollen som tøffelhelt – alt det, han forsøger at flygte fra. Politimanden Hank er helten i serien, men også han afstumpes så meget i sin iver at få Walter arresteret, at han er villig til at ofre Jesses liv (som han antyder over for sin forbløffede politimakker).

 

Og den medynkvækkende Jesse er netop også morder, selv om vi næsten glemmer det. Han er ikke den eneste, der har samvittighed; han er derimod den eneste, der bryder sammen af samvittighedskvaler.

 

Det er med rette, at Breaking Bad hører til en af de mest anerkendte og sete tv-serier nogensinde.

 

 

6 kommentarer RSS

  1. Af Niels Juul Hansen

    -

    Kære Kasper Støvning,

    Her er vi helt enige.

    Som en kendt sportskommentator engang sagde:

    “Det er genialt det der!!!”

  2. Af Christina Alfthan

    -

    Enig.
    Og ” Say my name” er den bedste replik.
    Det er genialt, at han tager dæknavnet ‘Heisenberg’. Han er jo selv videnskabsmand. Og Heisenberg er kendt for ubestemthedsprincippet, hvilket er med til at definere seriens udvikling.

  3. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    Kære Støvring – som sædvanlig et konstruktivt syn på sagen. Sidder og ønsker, at du var medlem af DR’s bestyrelse, så du kunne bidrage til at hæve denne public service institutions programmer over dagligt vande, og udover politisk plat. Uanset jeg selv er djøf’er mener jeg, at du er det gode eksempel på, hvad humanister i bredere betydning kan tilføre af merværdi (undskyld!) add value for samfundet. Hermed et forslag til den kommende Kulturminister.

  4. Af Niels Juul h

    -

    @Jørn Strand Nielsen

    Ja, for min skyld måtte Kasper Støvring gerne erstatte Ole Hyltoft i DR’s bestyrelse.

  5. Af Erik Bramsen

    -

    Glimrende klumme.

    Et andet overset aspekt er, at hovedpersonerne faktisk var kriminelle lige fra starten, vi lagde bare ikke maerke til det.

    – Skyler hjaelper sin tidligere boss med at forfalske regnskabet
    – Marie er kleptoman
    – Hank ryger cubanske smuglercigarer.

    Hvem skulle (bortset fra Walter Jr.) vaere kvalificeret til at kaste den foerste sten? I modsaetning til Walter, blev deres forbrydelser jo ikke begaaet med nogen form for naestekaerligt motiv.

  6. Af Niels O

    -

    Ja, det er en genial serie.

    Jeg synes godt nok bare, at Walter var ret heldig i den sidste scene med nazi’erne, at de ikke var interesseret i at se ned i hans bils bagagerum (hvor maskingeværet var), da han skulle lukkes ind ved hovedporten.

    I øvrigt har jeg hørt rygter om en fortsættelse af serien. Vi ved jo heller ikke med sikkerhed, at han døde til sidst.

Kommentarer er lukket.