Dåb og advent i Ole Sarvigs Frostsalme

Af Kasper Støvring 10

I går var fjerde søndag i advent, og i overmorgen fejrer vi juleaften. Nu da DR’s julekalender åbenbart ikke skal omhandle kristendommen, vil jeg her råde bod på savnet. Hvordan skriver man på modernistiske vilkår digte om kristendommen, om advent og dåb? En af de bedste digtere herhjemme, der har forsøgt, er Ole Sarvig. Hans digt ”Frostsalme for to eller tre”, fra samlingen Menneske (1948), er emnet i det følgende.

 

Det første, vi bemærker, er, at digtets titel henviser til Kristi ord: ”Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matthæus 18, 20). Eftersom Sarvig anvender disse Kristusord i et digt, får det os til at tænke, at hvor digter og læser er samlet, er Kristus. Men digtet rummer, skal vi se, en tvivl herom. For om Kristus virkelig er til stede, dét er netop spørgsmålet og sagen.

 

Uvisheden kommer jo allerede på sin vis af, at der er tale om en ”frostsamle” og om et digt. En salme er en hyldest til Gud og Hans værk og rummer et kristent budskab eller lovprisning. En salme inddrager menigheden, hvilket som regel sker i kirken, i Guds hus, men det er ikke helt tilfældet hos Sarvig, der jo netop udgiver en digtsamling. Frosten i titlen udtrykker ikke bare det elementære, at salmen omhandler vintertiden, men er også symbolsk udtryk for en sjælelig nød, der har at gøre med tvivl og uvished. Deri digtets tvetydighed.

 

 

 

Utroligheds frø,

hvis lov var at dale til jorden og dø

og gemmes en tid,

da frosten er haardest, og jorden er hvid.

 

I billeders hær!

saa mange der faldt over have og skær.

De sover vel nu,

de blændes af vandet og sover endnu.

 

Her er der kun sne

og dræbende kulde og frysende vé

og rædselens raab

i dagenes skygger, som vogter vor daab.

 

– – –

 

I sjælenes aar

har vinteren dybest en kerne af vaar.

Og er du vor gud,

da skyder vi blade, da springer vi ud.

 

Da er du i os.

Da er vi din vintervej dybt gennem os

lig sommerens dag,

som døber i smerte og lader den bag.

 

 

 

Det andet, der ud over titlens allusion springer i øjnene, eller øret, er digtets rytme, der er hentet fra salmer af Grundtvig og Kingo, som jeg har skrevet om her. Som Grundtvig mimede Kingo, således mimer Sarvig Grundtvigs ”De Levendes Land”, metrisk, men også tematisk. Begge digte, begge salmer, er bestemt af modsætningen mellem liv og død, mellem det jordiske og det paradisiske, mellem dåb og genfødsel – en modsætning som Kingo gjorde absolut, men som Grundtvig slog bro over. Med versene fra strofe ni i ”De Levendes Land”:

 

”O, Vidunder-Tro,

Som slaaer over Dybet den hvælvede Bro,

Der Iis-Gangen trodser i buldrende Strand,

Fra Dødninge-Hjem til de Levendes Land […]”

 

Det tredje, man umiddelbart lægger mærke til i Sarvigs digt, er den klare typografiske opdeling mellem de tre første strofer og de to sidste strofer. Undersøger man digtet ud fra denne opdeling, ser man, at de tre første strofer omhandler vinteren, imens de to sidste omhandler foråret og sommeren. Selve den tidsmæssige opdeling er simpelthen digtets grundlæggende struktur.

 

Den første del af digtet falder inden for det, der foregår på et bestemt sted, lige her, og på et bestemt tidspunkt, lige nu (om end det også omhandler fortiden), imens anden del af salmen udtrykker det, der muligvis kan komme. Men den dybereliggende dikotomi består mellem på den ene side en kriseramt nutid og på den anden side en mulig, forløsende fremtid.

 

Denne forståelse for digtets tidsmæssige struktur leder til den centrale problematik i digtet, der angår forholdet mellem tro og tvivl og herigennem selve den bærende modsætning mellem den lovmæssigt bestemte natur og menneskets eksistens som åndeligt mulighedsvæsen. Eller med andre ord: Er der en lov, der gør sig gældende for menneskelivet på samme måde, som naturloven gør sig gældende for naturen, så at også mennesket, som naturen – frøet – på mirakuløs måde vil skyde blade og springe ud (jf. strofe fire)?

 

Før der kan svares på det, må vi se på den ambivalens, der kommer til udtryk på flere planer. Vinteren dræber med kulde, men sneen beskytter også sædekornet, der omtales i strofe et, ligesom den hvide sne står for uskyldighed – i dåben vaskes mennesket rent for synd. Der tales om, at utrolighedens frø, eller miraklets frø, skal ”gemmes” en tid, dvs. ligge beskyttet i jorden for siden at spire eller blomstre.

 

Det er en positiv lovmæssighed, der understreges i form af en sikker viden om, at det faktisk forholder sig sådan, og som kommer til udtryk i en glose som ”dale” – i modsætning til strofe to, der mere negativt udtrykker tvivl og taler om billederne, der ”faldt” (klangligt er det også en hård glose, i modsætning til ”dale”, der er en blød glose). De billeder, der omtales, er Kristi ord, om hvilke det hos Matthæus kapitel 13 – Sarvigs digt alluderer til lignelsen om sædemanden – hed, at nogle faldt på stengrund (jf. ”skær”) og nogle i god jord (jf. ”haver”), dvs. i menneskers hjerter, hvor de siden ville spire frugtbart.

 

At billederne – ordene – sover, betyder, at de vil vågne, dvs. spire i hjerterne (”det, som blev sået i den gode jord, det er ham, der hører ordet og fatter det og så bærer frugt”, hedder det hos Matthæus), hvis og såfremt de har ligget beskyttet i den gode jord; gemmes de, og ”dør” frøet, vil genfødslens mirakel – muligvis – ske. Jf. ordene fra Johannes-evangeliet: Hvis hvedekornet ikke falder til jorden og dør, bliver det kun dette ene, men hvis det dør og forvandles i sin form bærer det megen frugt (hvedekornet der dør, begraves og genopstår, er naturligvis også et billede på, en profeti om, Kristi opstandelse).

 

Sarvigs digt udtrykker en viden om naturens kredsløb, forløbet fra frø til plante, men udtrykker også en tvivl om denne lovs gyldighed for mennesket. Strofe fire og fem kommenterer de tre første strofer, for så vidt som der her sker en metaforisk sammenføjning af den lov, der gælder for naturen og for mennesket, men i det sidste tilfælde kun som potentialitet, for stroferne rummer en tvivl om genfødslens fremtidige realitet. Dåbspagten er betinget, og deri består virkningen af digtets brug af det betingede udtryk ”da” i de to sidste strofer (Sarvig- og Grundtvig-kenderen Niels Egebak har haft et godt blik for dette betingelses- og tvetydighedsforhold hos Sarvig – se noten).

 

Digtet er umådeligt rigt på potentialitet. Det kan man aflæse af digtets verber. De centrale verber er ”sover”, ”blændes” og ”vogter”, thi den, der sover, skal siden vågne; den, der er blændet, skal siden se; og den, der våges beskyttende over, skal siden gøres fri, når tiden er moden – i tidens fylde. Men grundlæggende kan man aldrig opnå sikker viden herom, frelsen er et trosanliggende. Digtets ambivalens understreger denne moderne kristentro – om menneskets kerne vil springe ud som en frugtbar plante afhænger af et positivt bekræftende svar på tvivlen: Er du vor gud?

 

I en række andre digte som ”Drømmekærne” fra Grønne digte (1943) og ”Kristus i kornet” fra Jeghuset (1944) sammenkæder Ole Sarvig også på metaforisk vis natur og menneske, også her digtes der om kornet, kernen og vækstkimet, men den isprængte tvivl gør panteismen, der opfatter naturen som guddommelig, til en umulig holdning.

 

I ”Frostsalme for to eller tre” rummes både håbet om forvandling og frygten for fortabelse i verberne sover, blændes og vogter, og således radikaliserer salmen Grundtvigs poler mellem destruktion og skabelse, mellem undergang og genfødsel. Til grund ligger dog en esoterisk kristendomslængsel og en adventsforestilling, som optog flere andre digtere i og omkring det Heretica-miljø, som Sarvig om ikke var en del af, så dog beslægtet med. Ole Sarvig har om længsel og venten udtalt følgende til Iben Holk i dennes antologi Tidstegn:

 

”Jeg må vente på miraklet. Og der sker også mirakler for mig, på den ene og på den anden måde. Der blev skrevet i min salmebog dengang, da jeg endnu stod i folkekirken og var barn, der blev konfirmeret, i en tid, da jeg havde haft en religiøs vækkelse, – der blev skrevet: ’Søg først Guds rige. Så skal alle andre ting gives dig i tilgift.’ Men den største gåde for menneskelivet er, hvad dette Rige er. Jeg mener at have skimtet en flig af Riget i bevidsthedens erkendelse af sig selv og bevægelse ind mod og ind i andre imod bevidsthedspunktet, på deres vilkår.”

 

Kristusordene er i den forstand faldet i god jord. Nu kan man kun vente på, at de vil spire i hjertet og bære frugt.

 

Glædelig jul!

 

 

 

Note:

Det ovenstående rummer kun nogle få af de perspektiver, man kunne anlægge på Sarvigs enkle, men dog komplekse digt. Jeg har fået stort udbytte af at læse bl.a. litteraterne Knud Wentzels, Torben Brostrøms og Niels Egebaks tolkninger af Sarvigs forfatterskab (sidstnævnte har ikke tilfældigt også skrevet gode analyser af Grundtvigs salmer). Den interesserede læser vil også kunne få udbytte af Iben Holks antologi samt selvfølgelig Ole Sarvigs essaysamlinger Midtvejs i det tyvende århundrede, Krisens billedbog og Evangeliernes billeder belyst af vor tid.

10 kommentarer RSS

  1. Af soren sorensen

    -

    Stovring mig indlaag mangler? Skriver det med det samme saa jeg er fri for at goore det senere.

    Jeg onsker ogsaa at onske kristne og andre religiose en god Jul med et lille digt fra Dawkins..

    “The God of the Old Testament is arguably the most unpleasant character in all fiction: jealous and proud of it; a petty, unjust, unforgiving control-freak; a vindictive, bloodthirsty ethnic cleanser; a misogynistic, homophobic, racist, infanticidal, genocidal, filicidal, pestilential, megalomaniacal, sadomasochistic, capriciously malevolent bully.”
    Richard Dawkins

    Som i ved kan men altid regne med at religiose omskriver historien ved at skrive en ny naar tiderne aandrer sig og den gamle ikke er vandtaat laangere..Selv paven var ude i forrige maaned og sige at “evolution er et fakta” og at biblen skal omskrives.. Det bliver aldrig for sent for religiose at andre i skonlitteraturen!

    God agnostiker/ateist jul til alle..

  2. Af søren rasmussen

    -

    Smukt………..

    Dejligt med en kultur der er så stor. Håber at kommende generationer kan se lyset.

  3. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Hvis hvedekornet ikke dør

    Så gror kærligheden

    Der er så stor og rummelig

    Så er der ikke dig og mig

    Så er der os

    Så er der julefred.

    For alle på jord

    For dem der ikke er som dig og mig

    Men hvis hvedekornet dør

    Ja så er der dig og mig

    Og ingen julefred

    Men had og nag

    Dér i sorte muld

    Hvor døden bor

  4. Af Ulf Timmermann

    -

    Øh, Støvring, har du nogensinde hakket roer, høstet et neg, holdt en hammer eller en sav i hånden, gravet en køkkenhave?

  5. Af Lene Magnussen

    -

    Til Ulf Timmermann
    Hvorfor skriver du det du skriver. Hvad har det med Støvrings gode indlæg at gøre – meget mærkeligt!

  6. Af Ulf Timmermann

    -

    Lene Magnussen, det skal jeg sige dig: Vi er nu nået ”the breaking point”, jeg har selv talt efter: Der er nu flere danskere, der lever af at mene noget, end der findes danske civilister, der deltager i debatterne. 🙂 Glædelig Jul.

  7. Af Jan Petersen

    -

    Med ønsket om en god kristen næstekærlig jul og et godt næstekærligt nytår, hermed en dybtfølt tak til præsten Kathrine Lilleør for dette videoklip på BT:

    http://www.bt.dk/danmark/kendt-praest-kriminelle-flygtninge-skal-sendes-hjem

    Iøvrigt go’ jul og godt nytår til alle de brave danske mænd og kvinder, der endnu IKKE er faldet fælden ……. “politisk korrekt cirkus” 🙂

  8. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Hvis hvedekornet dør

    Håber vi på miraklet

    70 flygtninge i Sandholmlejren

    Vi ikke kender

    Bliver til Juleevangeliet

    Send dem i pokker i vold

    Med præstens velsignelse

    Lad dem dø

    De kender ikke juleevangeliet

  9. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Men hvedekornet vil aldrig dø

    Det er blandt dig og mig

    Der hvor hjertet slår

    I min puls jeg føler dig

    Hvor hele verden er

    Kommer du til mig

  10. Af Vagn Noach

    -

    Vi læser her i julen om præster der ikke tror på opstandelsen. Nej man skal ikke tro man skal vide hvordan det går til og det kan man læse om i værket Det Tredie Testamente. Vi er under udvikling som Jesus udtalte det til at lære næstekærlighed. Når vi når dette punkt behersker vi materien og kan materialiserer og dematerialiser os selv. Så enkelt er det. Jesus var bare foran med mange tusind år.

Kommentarer er lukket.