Idealistisk historieforståelse

Af Kasper Støvring 25

 

Forrige uge besøgte jeg CEPOS og debatterede det liberale demokratis fremtid med Politikens chefredaktør Bo Lidegaard. På et tidspunkt kom vi ind på, hvordan freden er bragt til veje i Europa. Lidegaard mente, at freden skyldes, at vi taler sammen med andre, handler med dem og bliver enige om at løse problemer i organer som EU.

 

Det er også rigtigt, delvist i hvert fald. Men den gode mand glemmer en vigtig betingelse, der skal være opfyldt, før man overhovedet kan gøre disse ting. Lidegaard er symptomatisk for en udbredt idealistisk forståelse af historien og dens drivkræfter.

 

Vi har levet så længe i en fredelig verden, at mange har glemt, at brutale processer er med til at forme historien og også har gjort det på vores eget kontinent for ikke så mange år siden. Man kan endda skærpe indsigten: Forudsætningen for etableringen af de stabile, liberaldemokratiske nationalstater i Vesten har været fuldbyrdelsen af det etno-nationale projekt: hver nation sin egen stat. Kulturel homogenitet er helt afgørende, som jeg skriver i min seneste bog om nationalstaten og EU. I Danmark nyder vi frugterne af homogenitet i en grad, så vi glemmer, hvor vigtig den er. Vi tager stabiliteten som en selvfølge, men i områder uden homogene stater, vil der stadig blive spildt store mængder blod, før det etno-nationale projekt vil blive fuldbyrdet, og relativ stabilitet vil finde vej.

 

I Europa oplevede vi i det tyvende århundrede massiv etnisk udrensning af millioner af mennesker fra forskellige folkeslag. Hele områder blev mere eller mindre tømt for mindretal, så majoritetsgruppen – etnisk og kulturelt defineret – kunne etablere deres egen stat, og mistillid og fjendtlighed kunne erstattes af en høj grad af social solidaritet, samhørighed og sammenhængskraft. Først da kunne mennesker for alvor finde sammen i et samarbejde om fælles mål, fælles for netop denne partikulære gruppe. Sejrherrerne efter Anden Verdenskrig tillod på Jaltakonferencen denne til tider uhyre brutale fremfærd, fordi man først da ville kunne løse problemet med løsrivelsesbevægelser og grænsestridigheder.

 

Historien har siden vist, hvad der sker i områder, hvor det etnonationale projekt ikke blev gennemført. Belgien er i dag ved at falde fra hinanden, Spanien kæmper konstant med løsrivelsesbevægelser, Schweiz har løst problemet med opdeling af nationerne i kantoner med udstrakt selvstyre, Tjekkoslovakiet undergik en fredelig opsplitning, hvorimod det tidligere Jugoslavien viste den blodige vej. De mange stridende grupper, her endda repræsenteret ved hele tre forskellige civilisationer – de ortodokse serbere, de bosniske muslimer og de kroatiske katolikker – kunne til nød holdes sammen af tvang, altså i kraft af et stærkt kommunistisk regime, et diktatur. Da jerngrebet forsvandt, eksploderede Balkan, og stabilitet er først opnået med grundlæggelsen af homogene nationalstater i området (Bosnien som det mindst vellykkede eksempel og et vidnesbyrd om, at homogenitet langt fra er tilstrækkelig, for kultur og institutioner er også en del af regnestykket).

 

Det samme vil også ske i den arabiske verden, før man kan forvente bare nogenlunde fred.  Stabilitet opnås først med adskillelse af grupperne i hver deres stat. Hvornår det vil ske, om det vil ske og med hvilke frygtelige midler, det vil ske, tør man næsten ikke spå om. De imperiale magter har trukket streger i sandet, efterladt et kludetæppe af stridende etniske og religiøse grupperinger, en veritabel krudttønde, der allerede er eksploderet i anarki, og som vil flamme op de næste årtier. Når Islamisk Stat er nedkæmpet, vil en ny bevægelse tage over, og de shiamuslimske grupper er angivelig lige så barbariske og frygtes lige så meget. Det understreger, at diktatur, i bedste fald kompetente autokratier, som regel er langt at foretrække frem for anarki.

 

I den nye verdensorden er det kulturen, der betyder det meste. Bløde værdier som dialog og handel som vej til fred forudsætter en helt anden orden, som ofte er opnået med illiberale midler. Det er vigtigt, at vi forstår dette, fordi det også har konsekvenser for vores egen stabilitet. De homogene stater i Vesten er ved at blive ødelagt af masseindvandring, multikulturel fragmentering og ny imperial jurisdiktion, af EU – Den Europæiske Superstat.

 

Når Kina står så stærkt i dag, skyldes det også, at 93 procent af kineserne forstår sig selv i etniske termer, som Han-kinesere. Kineserne udviser dog en meget lav tolerance for forskellighed, hvilket bl.a. tibetanere og uighurere må undgælde for på frygtelig vis. Det er imidlertid ikke kun et problem, men også en styrke. Det skaber en stærk sammenhængskraft og har forhindret, at Kina er faldet fra hinanden under den voldsomme proces, landet har undergået de sidste tredive år. Stabilitet og homogenitet hænger sammen, og er der stadig nogen tvivl om, at homogenitet er en vigtig faktor, kan man blot skue til Ukraine.

 

 

 

 

25 kommentarer RSS

  1. Af Martin Nielsen

    -

    “I Europa oplevede vi i det tyvende århundrede massiv etnisk udrensning af millioner af mennesker fra forskellige folkeslag. Hele områder blev mere eller mindre tømt for mindretal, så majoritetsgruppen – etnisk og kulturelt defineret – kunne etablere deres egen stat,”

    Det er jeg slet ikke enig i, og jeg er heller ikke sikker på, at Bosnien er den dårligst fungerende stat i det gamle Jugoslavien. Dårligt står det ganske rigtigt til, men elendigheden er også stor i Kosovo, hvor det serbiske mindretal er mere end trængt.

    Historikere fremhæver netop, at det nationale havde trange tider i årene efter Anden Verdenskrig, og i realiteten ligger Hitlers ekstremt nationale skygge jo stadig over debatten den dag i dag i hele Europa. Når nogen vil tvære en modstander ud, begynder de at kalde vedkommende for nazist og racist, og det er forbløffende så få, der tåler det, skønt det løb nu må være kørt, da de udtryk er blevet så fortærskede, at de har tabt deres virkning i almindelighed. Vi går jo heller ikke mere rundt og taler om “høj brøndkarse”, det hørte 70’erne til.

    De gange jeg har læst dine indlæg og artikler, har jeg tit siddet med en fornemmelse af, at du romantiserer tiden før den franske revolution, som du ikke kan lide. Det kan jeg heller ikke, men jeg betragter den ikke som en ulykke, der faldt ned fra himlen, men som resultater af en lang forudgående udvikling, hvor netop det fælleseuropæiske kastede meget værdifuldt af sig. Europæere med en vis dannelse var den gang sprogkyndige og talte latin, fransk og tysk, og der var en livlig europæisk handel med tidens mest omtalte og epokegørende bøger. I Danmark fulgte vi også med, moderne mænd af tiden læste filosofiske bøger fra mange lande, og det samme gjorde kejserinden i Rusland, der ofte fremhæves for sin omfattende korrespondance med andre europæiske statsledere og intellektuelle.

    Har du læst Naser Khaders “Kristen-muslimsk jødehad” i dagens Jyllnds-Posten? Hvis jeg var dig, eller medlem af Trykkefrihedsselskabet, ville jeg føle det, som om jeg havde fået en kniv i ryggen, men det er fint, at avisen lader ham gå linen ud. Mindre fint er det, at en person, der driver hans form for betalt propaganda. er opstillet for De Konservative. Gad vide, hvad jyderne siger til det, jeg er ikke sikker på, at de er så imponeret af al den DR’s “ekspert”.

  2. Af Jens Cini

    -

    Kasper -Du skal være opmærksom, at i mange lande er etnicitet ikke en socialitet. Libyen har omkring 140.klaner, Irak er også mange klaner indenfor de forskellige grupper. Så homogenitet vil ikke skabe stabilitiet i sådanne samfund fordi etniciteten ikke er en socialitet -det er klanen. Antropologen Robin Fox siger, at det som virkeligt gør vesten unik er det forbud kirken laver mod ægteskab med nær familie. Dette forbud er motiveret af, at man vil gøre samfundet større og bekæmpe klan. Dette medfører et større samfund med et civil samfund, individualismen er også et resultat af, at folk kommer fri af klan socialiteten. Forfatninger i 12-tallet med rettigheder for individer osv. Disse her ting kan man ikke gennemfører i klansamfund. Man er ikke fri men skal fører klanen videre. Kvinden er ikke et individ men bærer af klanens blodbånd. At tro, at etnicitet er en socialitet er derfor en form for vestlig etnocentrisme for det er det ikke i klansamfund.

  3. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    Kasper – du har ret i, at det er EU-idelogisk at tillægge EU’s institutioner i sig selv værdi som fredsskabende faktorer, og at historiske fredsforklaringer i stedet må søges i underliggende, reale forhold. Men din hypotese, om en national-kulturel homogenitet holder ikke, da den ikke forklarer årsagen til Den Store Krig (WW-1), som vel om nogen var en europæisk krig mellem alliancer af nationalstater. Perioden 1900-1914 var jo desuden en kulturel “guldalder”, og helt umuligt også kulturelt at forstå WW-1’s udbrud. Når vi ikke har haft større krige i Europa siden WW-2, må årsagen efter min vurdering snarere søges i den internationale situattion,, at både Tyskland, England og Frankrig under WW-2 klart udstillede deres tabte magtstatus som verdensmagter, idet USA og Sovjet helt tog over, ja vel i Englands og Frankrigs tilfælde allerede fra 1940, og i Tysklands tilfælde i 1941, hvor USA gik ind i krigen. Det var også i globalt perspektiv et kulturelt tab, og en anden værdikonservativ, Ander Bodelsen, har da også netop betegnet D-dagen, som den dag, da Europa indledte sit kulturelle nederlag til USA. Efter WW-1 og “opfølgningskrigen” WW-2 var det klart for alle, inkl. landene selv, at ingen europæisk nationalstat havde evne og dermed heller ikke længere vilje til alene at dominere Europa end sige verden med magt. EU bør derfor efter min vurdering overhovedet ikke betragtes som noget inter-europæisk freds initiativ, men derimod som de forsmåede nationalstaters bestræbelse på i fællesskab at finde en plads i den nye, globale verdensorden, som på den tid var domineret af USA-Sovjet. Det lykkedes aldrig, fordi EU’s politiske ideologer suppleret af EU-bureakratiets almen hang til budgetvækst ikke havde tid, men “sprang over gærdet” ved at søge hurtig institutionel storhed, i stedet for gennem “det længere træk” fuldt ud at udnytte potentialet ved Det Indre Marked. Vi befinder os i samme fatale situation nu, hvor USA-Sovjet er skiftet til USA-Kina, mens Europas nationalstater fortsat bygger overnationale, institutionelle pagoder, i stedet for at opnå indflydelse på verdensordenen baseret på en stærk økonomi. EU skulle have været midlet til at udvide det tyske Wirtschaftswunder til hele Det Indre Marked, men tabte fokus på sin eneste, reelle styrke: Det Indre Marked.

  4. Af Kirsten Rasmussen

    -

    Man kan også sige det på en anden måde: Vi mennesker kan godt lide at klumpe os sammen med nogle, der ligner os selv.

  5. Af Niels Peter Lemche

    -

    Dejligt med et sobert indlæg og en sober debat. Så er det af mindre betydning, at jeg selv er rygende uenig i meget af det, som her er skrevet. Jeg vil tværtimod hævde, at begrebet nationalstat er den største ulykke, der har ramt Europa i moderne tid, ikke mindst når ideen blev parret med ideer om etnisk forskellighed og overlegenhed og rent ud sagt racisme. Moritz Arndts (1769-1860) insisteren på den tyske nations overlegenhed over alle andre, ja, der ved vi alle, hvad det førte til. EU blev skabt for at komme videre end de selvmorderiske nationalstater. Der var drøftelser mellem unge franske og unge tyske politikere allerede under krigen (læs Speer), fordi begge parter vidste, at galskaben ikke kunne fortsætte.

    Frigørelsen fra det nationale vanvid er en besværlig proces, og ingen kan sige, at den vil lykkes. Men det har været interessant at se, hvordan middelalderens Europa viser sig igen, i Østersøområdet, hvor Hanseaterne i deres himmel (eller helvede) må smile bredt, og den begyndende genoprettelsen af den store økonomiske region Baden-Württemberg-Piemonte-Burgund ligner noget, der har været der før, og så ligger banken lige i midten. På den anden side har man, ud over de nævnte nationalistiske bevægelser, f.eks. la lega nord i Italien, der hævder at være nationalistisk, men egentlig bare er et opgør mellem den rige del i nord og den fattige del i syd.

    Danmarks situation har været exceptionel, fordi identiteten har to ben at gå på: Først og fremmest monarkiet, hvis rødder–officielt–kan føres tilbage til Gorm den Gamle. Ingen er i tvivl om betydningen heraf, slet ikke hvis man bor i Sverige med det langt mindre forankrede “franske” styre. Det andet ben er nationalismen, som den opstod i begyndelsen af det 19. årh. Når talen kommer ind på, at Danmark i 1658 for evigt afgav Skåne, Halland og Blekinge til Sverige, må man svare, nej, det gjorde Danmark ikke; men den danske majestæt måtte afgive dele af sine besiddelser til sin svenske fætter. Landet var kongens private ejendom.

    Nogle siger, at man kan datere den eksplosive fremvækst af nationalismen meget nøje, til mellem 1805 og 1809. Da Napoleon rykkede ind i Wien i 1805 blev han hyldet af befolkningen som den store mand og helt. Da han kom tilbage i 1809, var der ingen hyldest; men folk gik surmulende rundt og snakkede om “das Vaterland”. Nationalismen blev fremmet i den grad af Preussen efter nederlaget i 1806, simpelhen fordi landet var ved at gå fuldstændig i opløsning. Det reddede Preussen, der tres år senere blev til det tyske kejserrige, og uha uha, hvor det gik.

  6. Af Martin Nielsen

    -

    Jens Cini.

    Fint indlæg om noget uhyre væsentligt .

  7. Af Kasper Støvring

    -

    Cini: Ja, det er meget muligt, at homogene stater i muslimske regioner ikke vil skabe fred – der skal mere til end blot homogenitet – men jeg tror dog, at det vil skabe mere stabilitet.

    Lemche: Hvis ikke national samhørighed, hvad så? National identitet er ikke så varm som den religiøse og ikke så kold som forfatningspatriotismen (EU-bindemidlet), med andre ord velegnet til demokratiske stater. At det nogle gange går galt, fordi det nationale entydigt identificeres med det etniske eller endda det racistiske, er rigtigt.
    Sidst: Nazityskland fx er ikke et godt eksempel på en nationalstat, men på et imperium. Det modsatte, altså.

  8. Af Martin Nielsen

    -

    Nej, Lemche, det er ikke rigtigt, at Danmark var Frederik III’s private ejendom Det er et faktum, at da han tiltrådte sin kongegerning, var den stadig noget, man blev valgt til af landets øverste stænder, og at ingen dansk konge nogensinde er blevet bundet så stramt på hænder og fødder som netop Frederik III blev det i en håndfæstning.

    Men den fik han jo smøget af sig, da han fik gennemtrumfet enevælden, og Griffenfeld udarbejdede Kongeloven, hvorefter Danmark blev et arverige. Siden var de enevældige danske konger Guds udkårne forvaltere og skulle stå til regnskab for Gud og kun Gud, og derfor tilsidesatte de ofte deres egne dommere, når de dømte strengt. De danske konger lempede tit småfolks kår, og det er ganske vist. Men Gud glemte at tage højde for sindssyge i familien, og Christian Viii var resultatet af en officers mangeårige kærlighedsaffære med en tysk fyrstedatter, der var gift med Juliane Maries lidet attraktive søn med Frederik V. Så hverken Christian VIII eller Frederik Vii var rigtig kongelige, og det vidste deres samtidige og bar over med. Men med lidt omveje er vor nuværende dronning alligevel efterkommer af Gorm den Gamle – og franske revolutionære samt en masse tyske fyrster. Man kan godt undre sig over, at hun ser så dansk ud. Det irriterer mig tit, at enevælden omtales som helvede på jorden for almindelige mennesker, for det var den ikke. Gud holdte i form af kongerne sin hånd under de små, for kongerne var troende og vidste, at de kun havde fået deres magt til låns, og at de som sagt skulle stå til regnskab på dommens dag.

    Jeg synes, at Jens Cini lægger op til det, som vi to har diskuteret tidligere om middelalderens humanisme og den individualisme, du fremhævede, og jeg udnævnte til en hovedsageligt aristokratisk renæssancerørelse for de få, men med rødder endnu længere tilbage og skyldig reverens til både kristendommen og antikkens naturlære.

    Ang. de stemmer, der lyder hist og pist om Skåne, Halland og Blekinge står jeg helt af. Tabt er tabt.

  9. Af Søren Sørensen

    -

    Der et ikke tvivl om at homogene som i både kultur og helvede ide’en religion burde adskilles i homogene størrelser for mere harmoni.. Fx burde kristenfundsmentalisterne som Støvring forlade Danmark for mere homogenitet i landet som er verdens anden mest ateistiske stat med 90% ikke troende.

    Men kunne også tage skridtet videre og reletere til politik. Uden jydens land intet v og DF og ingen borgerlig regering. Jylland burde naturligvis være et selvstændigt land så friheden og kultur kan eksistere uden for i det socialdemokratiske paradis på øerne. Århus burde dog af humanistiske grunde indlemmes i landet med kultur.

    Dog ligefrem ar ære nazisternes tilgang til homogenitet?
    Syntes modellen viste sig ikke at være god’ den er en ommer Støvring.

  10. Af D. Christensen

    -

    Lidt korrektion til Martin Nielsens indlæg 13:55.

    1) Den håndfæstning som Fr. 3 underskrev, var udtryk for at adelens magt i Danmark på det tidspunkt toppede – i forhold til kongens magt. Da Skånelandene i 1658 af England og Frankrig blev foræret væk til Sverige kvit, frit og permanent, var den gave resultatet af et pilråddent dansk adelskabs deroute – Corfitz Ulfeldt var her bundskraberen af den danske adel, som i øvrigt næsten svigtede totalt i sine forpligtelser overfor fædrelandet.

    2) Kun takket være indrømmelser til borgerskabet og adelens komplette degeneration fik Fr. 3 enevældig magt. På én måde blev Danmark herefter både et meritokrati og et autokrati.

    3) Tabt er tabt ? Der er håb endnu for Skånelandenes tilbagevenden. En avisafstemning i 2007 afslørede et skånsk flertal for tilbagevenden til det gamle moderland. Så krikken halter, men er ikke ganske død endnu, især nu når eliten i Stockholm holder på med at arabisere Skånelandene med tvang; det avler modstand. I øvrigt mener jeg at Skånelandene bør returneres.

  11. Af Niels Peter Lemche

    -

    Til Martin Nielsen: Her må jeg nok citere en af mine doktorander, der plejede at sige: Du har ret! Du skal hænges!

    Selv om det nok er værd at se på forholdet mellem rigsråd og kongemagten, hvordan den udviklede sig.

    Men givet er det, og det er ikke noget jeg har fundet på, at den oplyste enevælde nok var den fornemste styreform, der har eksisteret, for det var de bedste folk, dvs. de mest kvalificerede, i riget, der styrede–i høj grad importerede tyskere. Demokratiet har én fordel: Det gør det muligt at slippe af med politikere uden, at man behøver hugge hovedet af dem. Demagogerne har derimod frit spil.

    At du ikke har ret meget tilovers for foreningen af Europa kan hænge sammen med manglende bevidsthed om tilhørsforholdet til dette Europa. I mine årer flyder der blod fra det halve Europa. Jeg har altid følt mig rigtig hjemme, når jeg var i Italien.

    Jeg forstår imidlertid ikke din henvisning til antikkens naturlære. Den er meningsløs, men lad os tage den antikke filosofi i stedet, idet man bør huske, at Aristoteles aldrig blev glemt.

    Til D. Christensen: Det er unfair over for folk i Halland og for den sags skyld også Blekinge at glemme dem. Jeg forstår fra hvad jeg hører herovre, at hallænderne ikke er meget forskellige fra skåningene i deres syn på Danmark. Men tro mig, du kan sikkert godt lave en sjov avisundersøgelse, men den holder ikke i byretten. Hvad skulle skåningene dog med en “genforening”? tredobbelte bilpriser, enorme boligskatter, i det hele taget et vanvittigt afgiftsniveau. Men det er roligt at tage en tur over sundet og købe sprit. De gider ikke engang at hjemmebrænde ret meget mere (de gør det dog). Det er dansk nationalromantik, at der skulle ske en tilbagevenden.

  12. Af Martin Nielsen

    -

    Nej, det er jeg ikke enig i. Den gamle danske uradel var ikke “pilrådden” om en hals, det er en senere tids radikale historikere og nutidens socialister, der har markedsført dette ensidige synspunkt. Man må for det første have klart for sig, at den danske adel blev sent forfinet, og for det andet skelne mellem lavadel og højadel, hvor af det især var lavadelen, der var på deroute, fordi den havde mindre jord. Ulfeldt huskes, fordi han var landsforræder, og det var jo netop ikke det gængse. Adelige kunne være i krise af flere grunde, hvor arvelovene og krigsudmattelse spillede store roller. Vores uradel var gennemgående praktiske landmænd, og deres enker også tit, men det var svært, når der var mange, der skulle arve jord.

    .Adelens privilegerede forhold var for mange blevet til en rigtig dårlig forretning, fordi det var dyrt, når man til gengæld skulle stille med udstyr og mandskab i diverse krige. Derfor ser vi også, at mange lavadelige opsagde deres adelskab hen i 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet og blev storbønder, selvejere eller forvaltere, i stedet. I praksis betød det ikke altid så meget. Efter enevældens indførelse fik vi fra Christian V en ny adelsstand med udnævnte grever og baroner, dvs. brevadel, og endnu senere sværdadel (officerer) og embedsadel (embedsmænd) og i disse forbindelser de mange tyskættede adelige, som kongerne kunne spille på for at sqeeze den danske uradel. Men noget af uradelen er der da tilbage. Hvad borgerne angår, tror jeg, at vi alle ved, at de stillede sig på kongens side under spillet om enevælden, og lad os så ikke glemme, at den salige Frederik selv var en intelligent herre.

    Dette emne kunne professor Troels Dahlerup tale sig varm over.

    Man har lov til at drømme, men det er et meget nationalromantisk synspunkt at ønske Skånelandende retur. Du må i så fald være forberedt på at tage Rosengård med, og det er vi mange, der på det kraftigste vil have os frabedt. Og du må også tage Niels Peter Lemche med. Jeg ved ikke, hvor han bor, og jeg synes ikke, at Blekinge og Halland virker danske. Det gør de heller ikke oppe i det nye Dubai nord for Skagerrak, som du vel også vil have tilbage .

  13. Af Martin Nielsen

    -

    Mit foregående indlæg var til D. Christensen,

    Ork jo, Lemche, jeg har et udpræget tilhørsforhold til Europa og har altid haft det, føler mig hjemme i flere lande hvor jeg har holdt de fleste af mine ferier. Jeg synes, at Europa langt overgår alle andre verdensdele i interessante kulturer og skatte af enhver art. Jeg er 100 pct. for Europa, men på den anden side er det jo netop de forskellige europæiske kulturer på en hovedsagelig kristen baggrund , der gør Europa så kolossalt facetteret og interessant, og derfor ønsker jeg ikke EU’s ensretning, men gerne markedet og lidt mere.

    Ja, du har ret, enevælden var bedre end sit nutidige rygte, og de nationale bevægelser i 1700-tallet opstod jo især blandt veluddannede danske og norske borgere, der ikke kunne få de gode embeder, som tit gik til adelige og dygtige udlændinge. Det nationale var stærkt knyttet til jobproblemer og klasseforskelle.

    Du kommer altså ikke uden om, at renæssancens humanister var vilde med antikken og forsigtigt nærmede sig tankerne om naturretten, som siden Holberg blev skudt i. Også Aristoteles, det ene udelukker ikke det andet. Hvis du vil se noget, der får hårene til at rejse sig på hovedet, skal du læse Naser Khaders artikel i dagens Jyllands-Posten, hvor han beskylder europæerne for at have lært muslimerne at være antisemitister. Men han er jo også lønnet af et institut, der støtter yderlige konservative kræfter i Israel.

  14. Af Niels Peter Lemche

    -

    Til Martin Nielsen,

    Jeg er helt enig i din vurdering af den europæiske renæssance og den antikke verden, og du har uden tvivl ret i det med naturretten. Jeg misforstod dig, når du talte om naturlære. Jeg skulle selvfølgelig have været vågen nok til at indse, at det ikke handlede om vores naturbegreb, men om renæssancens. En af mine kolleger holdt for tyve år siden et fordrag i Helsingfors om reformationsteologen Sebastian Franck naturbegreb og gjorde ham til naturelsker. Så rejste en finsk professor sig op og spurgte, om ikke Franck mente den menneskelige natur! og så kunne man høre knappenålen lande i det bløde tæppe.

    Men vi skal nok til at vende tilbage til spørgsmålet om den idealistiske historieskrivning …

  15. Af D. Christensen

    -

    @Martin Nielsen og Niels Peter Lemche:

    Skånelandene = Skåne + Halland + Blegind.

    I Skånelandene havde flere slægter også svenske grene, hvoraf flere af disse grene naturligvis holdt på den svenske krikke i farens stund.

    Berettigelsen af “genforening” af Skånelandene er egentlig af 1) traktatmæssig og 2)”militær” art.

    1) I Roskildefreden garanterede svenskekongen at Skånelandene ikke kulturelt eller administrativt skulle indgå i den svenske enhedsstat, men ideelt behandles som eksempelvis det af svenskerne besatte Forpommern. Svenskekongen tvang diverse dansk-skånske embedsmænd og biskoppen i Lund til at “anmode” svenskekongen om at blive optaget i Sverige som svenske statsborgere. Adelen blev mobbet til at melde sig i Riddarhuset i Stockholm og optages i den svenske adelsstand.
    Disse manøvrer plus regelret grov og rå vold var kernen i forsvenskningen.
    Altså en eklatant overtrædelse af en traktat indgået af to konger og garanteret af England plus Frankrig.

    2) Ved slutningen af Den Skånske Krig 1679, stod danske militære styrker stadigvæk i Skåne og Sverige var totalt besejret maritimt. Alligevel dikterede Ludvig 14. i Fontainebleau en “ante bellum” fred, hvor Danmark skulle evakuere Skåne og Brandenborg opgive sin erobring af Forpommern til fordel for Sverige. Svinestregen her bestod i, at Ludvig forhandlede på skrømt med de nordiske land – svenskerne fik bagefter fredsdiktatet information om Ludvig enerådige beslutning.

    Som man kan se, taler alle juridiske og traktatmæssige kendsgerninger for en “genforening”
    med henblik på at genoprette tilliden til de internationale traktatsystemer.
    Desuden, i disse tider med kompensation og undskyldninger for historiske forurettelser, er her en glimrende lejlighed for Svenskerne at frisætte de mennesker, der gennem hundreder af år er blevet frataget sine etniske og kulturelle livsbetingelser og med vold tvunget ind under en fremmed kultur.

    I øvrigt mener jeg at Skånelandene bør genforenes.

  16. Af Hans Hansen

    -

    Martin N

    ““I Europa oplevede vi i det tyvende århundrede massiv etnisk udrensning af millioner af mennesker fra forskellige folkeslag. Hele områder blev mere eller mindre tømt for mindretal, så majoritetsgruppen – etnisk og kulturelt defineret – kunne etablere deres egen stat,”

    Det er korrekt. I Danmark, omkring 1943, nogenlunde samme tidspunkt de russiske jøder ankom, sendte man de mest integrationsuvillige af de ortodokse fra mosaisk samfund videre til USA. Blot til oplysning.

  17. Af Hans Hansen

    -

    De russiske jøder begyndte ankomsten allerede fra omkring 1880

  18. Af Hans Hansen

    -

    Hvis historieskrivning bliver annalistisk, så bliver den iøvrigt værdiløs set i perspektiv. Det er ikke muligt at danne sig et reelt overblik med andet end pragmatisk historieskrivning. Det er altid annalister der ikke forstår sammenhæng.

  19. Af r. vangkilde

    -

    DET LIBERALE DEMOKRATI ER EN FUNKTIONALISME! – i et homogent samfund, som skal stabilisere værdierne imellem den private foretagsomhed, beskæftigelsen af praktisk og teoretisk vækst i handel og investering ELLER, deraf yde socialt stabilitet i samfundet med skatter- og afgifter til grundlæggende fællesskabs værdier skoler, sygehuse, ældreomsorg , og økonomisk hjælp etc.
    Liberal funktionalisme er kendt fra det private samarbejdes kultur, fra andelsbevægelser og andre fællesprojekter der kan fungere optimalt i indtjening og konkurrence, ELLER når skatten er for høj , så går det ud over funktionalismen.
    Kina har funktionalisme med mange små og enkelt mands virksomheder,og uden skat på arbejde, og derfor ingen reel omfordeling. Alene i Shanghai findes 5 mil. mennesker, som ikke er registreret. Staten og Kommunistpartiet har den overordnede funktionelle styring, så hvis man ønsker sociale ydelser, skal man være medlem af partiet.
    Ukraine skal forsøge, at få landet til, at fungere bedst mulig uden demokrati, med en ny
    forretningsorden,fordi politikerne er korrupte allerede.
    Kommunismen gik fallit, og når værdierne er fælles ejendom, så gælder det om, at berige sig af de IKKE tinglyste værdier. Krigen i øst er en krig imellem rige Oligarker.

  20. Af Thomas K. Rasmussen

    -

    Den snigende islamisme minder om den snigende nazisme i 30’erne – som vi heller ikke tog alvorligt! Og nu er den samfundsundergravende røde løftebrudsregering sammen med venstrefløjen i gang med det helt store bluffnummer! Nu begynder de hykleriske socialdemokrater deres valgkampagne med at indrykke store annoncer hvor de skriver at de vil have strammere asylregler!!! Nu har den røde løftebrudsregering i hele deres valgperiode sammen med De Radikale og Enhedslisten ikke bestilt andet end at lempe på VKO’s stramme asylregler og afskaffet asylansøgernes kontanthjælpsloft – med det resultat at lille Danmark er blevet oversvømmet af fattigdomsflygtninge og mørkemænd som koster os mia.af kr. ekstra om året og som bliver en evig social udgift! Tror de virkelig at de kan snyde danskerne som betaler gildet? Med De Radikale i en regering vil islamisterne snart få flertallet herhjemme! Vi er nødt til at stemme på Venstre eller DF for at få ryddet op i gavebutikken og for at bevare vores sammenhængskraft og velfærdssamfund! Selv på små øer som Ærø, Langeland, Samsø, Bornholm m.fl. er der nu asylcentre og man læser om folk som ikke kan sælge deres huse hvis de bor tæt på et asylcenter! Hjælp evt. disse flygtninge i deres nærområder!

  21. Af Martin Nielsen

    -

    D. Christensen

    Du ved godt, hvad jeg vil svare, gør du ikke?

    Forleden skrev jeg på Ellemann-Jensens blog, at det altid har givet os store fordele og en masse bøvl, at de naturlige vandveje ud og ind af Østersøen er vore. Så vidt jeg husker, var Øresundstolden og tolden i bælterne i mange år de danske kongers største indtægtskilde, og bælterne og Øresund har givet os en speciel geopolitisk og upopulær rolle i europæisk politik. Ingen stormagter ville godvilligt støtte, at vi residerede på begge sider af bælterne og desuden på begge sider af Øresund og kunne lukke af. Tidligere havde vi jo også en af Europas største flåder.

    Det er ikke den eneste traktat i tidernes løb, der ikke var det papir værd, den blev skrevet på, men det er da ganske sjovt, at nogen vil have Skånelandene tilbage, vi har alle lov til at have en afsindig hobby, bare den ikke skader andre. Så lykke til med projektet.

    For at vende tilbage til Støvrings emne, så mener jeg, at noget uendelig værdifuldt er blevet sat over styr. Danmark var tidligere beboet af et folkeslag, der havde formået af assimilere udefrakommende. Alle var danskere, alle talte dansk og langt de fleste havde fælles kultur og historie. Langt de fleste havde også fælles religion, og de få undtagelser var velassimilerede og indstllet på fredelig sameksistens. Et sådant folk har alt andet lige nemmere ved at trække i samme retning, og fred og fordragelighed er grobund for vækst og velstand for flest muligt. Faren er, at et sådant folk bliver sig selv nok, men det har vores lidenhed og få ressourcer forhindret. Ergo – navigare necesse est.

  22. Af Hans Hansen

    -

    Martin N
    “de naturlige vandveje ud og ind af Østersøen er vore.”

    Nej det er (heller) ikke korrekt.

    Øresund er et såkaldt internationalt stræde (internationalt farvand), men de danske basislinjer er trukket således, at Drogden og Hollænderdybet er indre danske farvande. Den dansk-svenske aftale fra 1979 om territorialfarvande betyder, at der umiddelbart nord og syd for sundet er åbent hav. Ifølge den såkaldte Adgangsordning fra 1999 skal en formation af mere end tre orlogsfartøjer under samme flag ad diplomatisk vej anmelde gennemsejling, undervandsbåde skal sejle i overfladen, og alle orlogsskibe skal føre orlogs- eller nationsflag.

    Øresund var indtil 1660 et indre dansk farvand og har gennem hele historien været den vigtigste forbindelsesvej mellem Nordsøen og Østersøen. Den Franske konge ville ikke tolerere at hverken danskerne eller svenskerne havde eneretten til Øresund.

  23. Af D. Christensen

    -

    @Martin Nielsen – 13:23

    Stormagterne kunne bare tvinge Danmark til at ophøre med tolden – det gjorde de jo i 1857. Sandheden er nærmere den, at Sverige på det tidspunkt var Frankrigs krigshund på Frankrigs nordflanke og i 1658 (+1679) opstod en gylden lejlighed til at lade andre betale for svenskernes militære ydelser til Ludvig 14.

    I 2007 var det mere end halvdelen af respondenterne i Skåne der syntes om idéen med genforening (en stor Helsingborg avisundersøgelse). Så det er altså lidt mere end en afsindig hobby for underlige danskere. Genforening kan også være et tiltrækkende alternativ til et fremtidigt skånsk kalifat.

    Grundet beliggenheden har Danmark altid været porten mellem Skandinavien og kontinentet sydpå. Der har således altid i høj grad været gennemstrømning og udveksling af kultur og mennesker i Danmark. Vi har aldrig været i fare for at være os selv nok – kun oikofobe myteskabere og multikultifantaster bruger argumentet om aflukkethed mod omverdenen.

  24. Af Flemming Ast

    -

    Det er igen en fejl af Bo Lidegaard at mene, at vi har fred i Europa, fordi vi taler sammen. Og vi har netop ikke talt sammen.

    Da USSR brød sammen, talte EU og NATO til USSR ved blot at udvide EU og Nato.

    Det rigtige havde været at tale MED USSR og ikke TIL USSR.

    Og det betaler Krim og Ukraine og resten af Europa og Rusland for lige nu.

    Konflikterne i Mellemøsten er skabt af Europa. I stedet for at indføre demokrati inden europæerne forlod områderne, overleverede europæerne områderne til lokale stammeleder, så diktaturer kunne leve videre.

    Nazisme har altid eksisteret i Europa også i dag. Forskellen er, at i dag ved vi hvad det er og bekæmper dette.

    Når du kender den typiske nazist eller Jihadist, så er det sølle uvidende idioter, som udgør en procentdel af befolkningerne.

    Min hustrus kusines søn, ung mekanikker på 22 år, er nazist. Jeg advarede ham så meget kraftigt på FaceBook, hvor han havde skrevet om sit tilhørsforhold.

    At vi så ikke vil have noget som helst med ham at gøre, er én ting. Den anden ting er, at samfundet/skolesystemet ikke er i stand til at forhindre disse idioter i at melde sig ind i en nazistisk forening.

    For vi har jo foreningsfrihed og tillader foreninger, som ikke vil landet det godt.

    Nu har vi lige læst, at Iran holder en Holocaust konkurrence for karikaturtegninger. Det fortæller alt om ekstrem religion herunder alle religioner. Besøg Oregon og oplev det selv. Jeg har familie siden 1903 i Oregon. De er binde gale kristne i Pinsemenigheden og Jehovas Vidner. Så jeg ved, hvad jeg taler om.

    Under 2. verdenskrig var der uenighed i familien om den økonomiske støtte til Holger Danske, som var meget stor fra de religiøse områder i USA. Så min fars fætter tog fra USA til Limfjorden – igen – alene med det formål at stikke modstandsfolk.

    Desværre skulle modstandsfolk selv likvidere egne familiemedlemmer. Og sådan blev det.

    Bundlinjen er, at verdensborgerne skal kunne læse og skrive samt erhverve viden for at gennemtvinge en eller anden form for demokrati, eller hvad du nu vil kalde det.

    Dette vil aldrig blive tilladt i Mellemøsten og i Nord- og Centralafrika.

  25. Af Niels Peter Lemche

    -

    Flemming Ast,

    Desværre har du ret i det meste af din analyse. Problemerne i Mellemøsten går dog længere tilbage, til Det Osmanniske Imperiums sammenbrud, da englænderne og franskmændene snød Faisal og hans allierede, og trak streger i sandet mellem de dele, som de selv ville styre. Det blev ikke bedre af, at franskmændene skilte Libanon ud af Syrien, og lidt senere gav Hatay provincen til Tyrkiet, mens englænderne lige snuppede Kuweit for sig selv pga. British Petrolium. Saddam havde i og for sig ret i sin invasion of Kuweit; men han kom op mod de gamle kolonimagter.

    At man ikke skabte demokratier, er nok at forlange for meget. Der var og er i Mellemøsten ikke forudsætningerne herfor, specielt ikke en velfungerende, selvstændig og talrig middelklasse. Det er et patronage-samfund, med få patroner og mange klienter. Det er et slags mafia system. Det mellemøstlige samfund fungerer helt forskelligt fra vores samfund. Det kan vi ikke ændre på her og nu, men måske alligevel hjælpe med til at få skabt den middelklasse, der er brug for. Det absurde er, at Bath-partierne faktisk var i gang med det både i Syrien og i Irak, hvilket bl.a. førte til en stærkt forbedret rolle for kvinderne. Men så kom Saddam med sine storhedsdrømme, og resten kender vi.

    I Østeuropa havde man en windows-situation i 1990ff. USSR var brudt sammen og en saga fra fortiden, mens Rusland var kaos. Massiv hjælp med genopbygning af økonomien og samfundsstrukturen havde været på sin plads—en slags Marshallhjælp—men man var så begejstrede over “kapitalismens” sejr, at man glemte at tage hensyn til den besejrede og troede, at bare de blev kapitalister som os, så var alt i den skønneste orden. Siden har man set følgerne af en fuldstændig tøjlesløs form for kapitalisme, som kulminerede med krakket i 2006ff.

    I stedet gentager historien sig med en ny alfahan—diktator in spe—som ser sig som nationens frelser og som kombinerer skammen over fornedrelsen med ideen om panslavismen og zardømmets storhed: Alle slavere skal forenes! Og Putin er frelserne.

    Er der nogen der ser ligheder til situationen efter Den 1. Verdenskrig? Man glemte at snakke med den besejrede; han skulle trynes helt ned i skidtet, og så kom der en “latterlig” lille mand med fipskæg, som ville genoprette tyskernes—ariernes—storhed.

Kommentarer er lukket.