Dør kulturradikalismen ud sammen med Klaus Rifbjerg?

Af Kasper Støvring 76

 

Med Klaus Rifbjergs død har dansk litteratur mistet sin ubetinget mest betydningsfulde forfatter i nyere tid, hvad enten man synes om Rifbjerg eller ej. Betydningsfuld skal her forstås sociologisk, snarere end æstetisk. Store Klaus var allestedsnærværende, uhyre produktiv, og hans forfatterskab er i efterkrigstiden blevet læst af stort set alle skole- og gymnasieelever samt danskstuderende på universitetet.

 

”Hvor jeg er, er dansk litteratur”, dét kunne Rifbjerg have sagt om sig selv (og dermed have henvist til den tyske forfatter Thomas Manns berømte ord om sit forhold til tysk kultur). Spørgsmålet er, om Rifbjergs død også er symbolsk. Er det en hel åndstradition, kulturradikalismen, der dør bort sammen med Rifbjerg?

 

Det er måske meget symptomatisk, at netop Rifbjerg blev fjernet fra ministeriets officielle kanonliste få uger inden dødsfaldet. Rifbjerg er ikke længere obligatorisk læsning i skolen og gymnasiet. Det var næsten utænkeligt, når nu han har fyldt så meget. En af årsagerne til, at han fyldte så meget i undervisningssystemet, var, at det er let at undervise i hans særlige form for modernisme. ”It went well down in the academies”, som man siger på engelsk.

 

Det har til dels at gøre med psykoanalysen, der er en central del af Rifbjergs univers. Vi er alle fortrolige med den freudianske analyse af ”småborgerlighedens” traumatiske driftsliv, som Rifbjerg kritiserede i sine berømte værker. Overjeg, jeg og det underbevidste, fortrængning, forskydning, latens, projicering, vi kender termerne og genkender dem dramatiseret i Rifbjergs værker.

 

Undertrykkelsen af libidoen og frigørelsen af den er vel nok de vigtigste temaer i den kulturradikale opbyggelighedsutopi fra Poul Henningsen – Rifbjergs store forbillede – til forfattere som Leif Panduro og Rifbjerg selv. Ja, Rifbjerg repræsenterede emancipationsprojektet i en grad, så han blev ved med at tale om frigørelse, selv om det for længst var at løbe åbne døre ind. Hvem har i de seneste rigtig mange år set en trussel i klerikalisme, victoriansk seksualmoral, sort skole og militant nationalisme?

 

Men det virkede for gymnasielærere og velfærdsstatspædagoger: Med Rifbjergs ”konfrontationsmodernisme” skulle småborgeren konfronteres med sine traumer, for det er jo, ifølge den freudianske model, det første skrift til at blive et forløst menneske. Deri ligger kunstens instrumentelle værdi, for først det humane og åbne menneske er i stand til at tage del i den demokratiske proces. Derfor skal velfærdsstaten støtte kunsten – ikke mindst Rifbjergs nyradikale tressermodernisme. Kunsten har terapeutisk nytte, den skaber bedre mennesker, og det har velfærdsdemokratiet brug for.

 

Jo, der er fremragende ting i Rifbjergs produktion. Novellesamlingen ”Og andre historier” fra 1964 ynder jeg selv at undervise i, og hans epifanier er også storartet kunst. Men kun ganske få ting holder i længden, efter min mening. Og det bliver endnu værre, hvis man ser på Rifbjergs produktion som politisk meningsdanner. Villy Sørensen, den gode ven, sagde engang i en pristale til Rifbjerg i Det Danske Akademi, at Rifbjerg jo slet ikke kan tænke. Og det må man sige. Man fik det senest bekræftet i den sidste tv-udsendelse, Rifbjerg deltog i, nemlig samtalen med Adam Holm på DR2. Rifbjerg viste her, hvor ligegyldig han er som polemiker.

 

Vil Rifbjerg stadig blive læst i fremtiden, vil nogen stadig tage kulturradikalismen alvorlig?

 

Rifbjerg og de kultur- og nyradikale lancerede deres eget gennembrud ved at sværte den forudgående digtergeneration til, der især hørte til i og omkring tidsskriftet Heretica. Det var ”almuekulturens” gamle og reaktionære kulturkonservatisme, som bl.a. fandt udtryk i Martin A. Hansens forfatterskab.

 

Mit indtryk er imidlertid, at netop Heretica er ved at blive reaktualiseret på bekostning af kulturradikalismen. Studiekredse, antologier, monografier og tidsskrifter diskuterer livligt alt det, kulturradikalismen blændede ude, og masser af mennesker møder op overalt i landet for at høre foredrag om Martin A. Hansen. I centrum er her de kristne temaer om fald, skyld, samvittighed, ansvar og etik, altså et eksistentielt engagement snarere end en psykoanalytisk-emancipatorisk interesse.

 

For et par år siden anmeldte jeg professor Nils Gunder Hansens bog om efterkrigstidens kulturdebat, Tidsånder, og fandt her, i stil med kanon-eksemplet, noget symptomatisk. Jeg skrev, at Gunder Hansen får nye og andre perspektiver frem, end man er vant til. I den store danske litteraturhistorie fra 1980’erne fylder Rifbjerg klart det meste sammenlignet med andre af efterkrigstidens forfattere.

 

Men Poul Henningsen og Panduro nævnes slet ikke hos Nils Gunder Hansen, og hvad angår Rifbjerg fylder han heller ikke meget og optræder først sent i bogen. Et anskueligt udtryk for det nye perspektiv hos en af landets førende litteraturforskere er, at blandt andre Søren Krarup fylder godt (og behandles loyalt), men især, at hereticaneren Bjørn Poulsen bliver behandlet på mere end dobbelt så mange sider som Rifbjerg.

 

Sådan skrev jeg dengang, og mit bud på Rifbjergs og kulturradikalismens relevans ligger i forlængelse heraf. Den er i det store og hele historisk, ikke æstetisk og politisk.

 

 

 

76 kommentarer RSS

  1. Af Hans Clausen

    -

    Kommunisme= 10 millioner myrdede Sovjet medborgere- sov jot!
    En skam at I danske kommunister ikke tog toget til Sovjet så kunne I have nydt jeres tankefrihed sammen med Stalin, Kosygin og Bresnjev. Enjoy!!

  2. Af Martin Nielsen

    -

    Anders Kirkegaard Jakobsen

    Hvis du havde tillagt dine meddebattører andet end uvidenhed, ville du have været for vidende til at skrive dit indlæg d.d. 12:31, for du har jo på skift fået både venlige og kraftige hint om, at du mangler perspektiv.

    Du har f.eks. set, hvordan flere af os har skrevet om den historiske udvikling fra antikkens demokrati og naturretsfilosofi over middelalderens og renæssancens genoptagelse af tanker om respekt for individet. Dertil er kommet mane indlæg om de videnskabelige tigerspring og 1700-tallets store revolutioner og tanker om menneskerettigheder, og det havde alt sammen ikke noget at gøre med kulturradikalisme. Den var et sent fænomen fra slutningen af 1800-tallet, der levede videre i 1900-tallet og først og fremmest var et opgør med romantikken. Der var mange andre ismer, der trak i samme retning, marxisme, socialisme, socialdemokratisme, utilitarisme (John Stuart Mill) samt psykiatri og psykologi m.fl., og hvem der skal have æren for det ene og det andet, kan ikke afgøres, men jeg har fået fortalt, at det var den kristne kirke, der med indførelsen af ægteskabet i den tidlige middelalder først lykkedes så nogenlunde med at sikre kvinders og børns retsstilling.

    Mine forældre og bedsteforældre kaldte PH for en salonkommunist og nøjedes med at glæde sig over hans indsigt i lysteknik. Læser man Information, vil man vide, at der er PH ofte blevet udhængt som en arrogant person, der var meget lidt folkelig, i realiteten uinteresseret i det folkelige. Det samme kan siges om Georg Brandes og mange andre, som vi i dag forbinder med kulturradikalismen. Det er meget sigende, at Brandes var dybt optaget af den positivistiske franskmand Hippolyte Tane.

    Der findes en lille video fra sidste år på nettet, hvor Adam Holm interviewer Klaus Rifbjerg, som harcelerer over, at danskerne skulle være verdens lykkeligste folk. Det fremgår, at han ikke har forstået, at det drejer sig om en idiotisk udenlandsk undersøgelse, der kun måler på og vurderer nogle få parametre. Jeg har aldrig set danskere have andet en hånlige ord til overs for de overfladiske undersøgelser, men Rifbjerg mente tydeligt nok, at der var “konsensus” for denne påståede “lykke”, og det gav ham endnu en gang lejlighed til at vrænge ad danskernes efter hans mening bundløse uvidenhed og dumhed. Han røbede også ved den lejlighed, at Enhedslisten (ikke Det radikale Venstre) var hans parti.

    Længere nåede Rifbjerg altså ikke, sin succesfulde litterære karriere til trods, og det er tankevækkende. Men som jeg skrev i aftes kl. 22:10, indtraf pubertetsoprøret jo også usædvanligt sent, da han i 1970 sad og røg hash på kulturministeriets trappe. Han var da 39 år, havde været gift i 15 år, havde tre børn, var iført habitjakke og havde pomadiseret hår. De øvrige deltagere var langt yngre, nogle af dem kunne han have været far til. De gjorde oprør “mod systemet” ved at ryge hash. Heldigvis var min far mere ansvarlig, og det var de fleste fædre på den alder.

  3. Af Niels Juul Hansen

    -

    Det er især DF’ere, som hader Rifbjeg som pesten.

    Og det var gensidigt.

    I interviewet med Adam Holm for nogle måneder siden, blev han spurgt om dette parti – og han svarede, at han ikke gad snakke om de røvhuller!

  4. Af Ole Hansen

    -

    Rifbjerg var netop en salonkommunist som Martin Nielsen skriver , og det var vel derfor at medierne dyrkede ham og forsøgte at bilde os ind at han var et geni og et orakel. Men hvorfor skjules saglige og sobre indlæg også i denne debat? Det er da meget useriøst.

  5. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Jamen Martin Nielsen, så forklar hvad kulturradikalisme er.

    Min og mine forældre, bedsteforældre og oldeforældres forklaring er klar som vand:

    Opgør med kvindes fængsling i hjemmet.

    Opgør med snæversynet seksualmoral.

    Opgør med at klasseskel ikke kan overskrides.

    Opgør med klunkemøbler (også symbolsk forstået). Klare liner, Skandinavisk design.

    Opgør med snæversynet nationalisme, der blandt andet bevirkede at Danmark mistede Slesvig i krigen 1864.

    Og så er kulturradikalisme også TV-hygge omkring Matador, en kulturradikal fjernsynsudsendelse af dimensioner.

    ALT HVAD DER ER DANSK GENNEM DE SIDSTE 100 ÅR ER GENNEMSYRET AF KULTURRADIKALISMEN.

    Ønsker man preussiske tilstande i Danmark, tilstande vi kæmpede imod under besættelsen, ja så kan man jo emigrere til Putin-Rusland.

  6. Af Martin Nielsen

    -

    Anders Kirkegaard Jakobsen.

    Jeg vil ikke angribe dine familietraditioner og bruge mere tid på dette emne men kun som tidligere anbefale dig at sætte dig ind i det, du skriver om. Læs f.eks. denne artikel om den kulturradikale superstar Brandes’ forhold til kvinder. Den handler om magt og karriere vha. erotik og om at kassere ofrene, som Brandes følte sig socialt og kulturelt hævet over.

    http://webmagasin.kvinfo.dk/artikler/georg-brandes-og-kvinderne

    Ang. Matador har jeg for nylig genset halvdelen af serien, og selv om der er en vis hygge over det, er den jo proppet med kunstige stereotyper, der mest af alt er vildt overdrevne karikaturer og som sådan ofte ondskabsfulde. Vi har vænnet os til Matador, men jeg kunne ikke lade være med at tænke, hvor langt mere interessant serien havde været, hvis den havde holdt sig mere til virkeligheden i stedet på at være folkekomedie tilsat lidt social forargelse. Desværre er det så at sige altid sådan i danske film og serier, at man ikke formår eller ønsker at nærme sig det ægte. I øvrigt talte vi om, at interiøret hos bankdirektør Varnæs bortset fra spisestuen var alt for overlæsset og gammeldags. 30’erne var bl.a. funkis, og der blev bygget mange funkisvillaer i Danmark og tegnet mange møbler, der passer dertil. De er stadig i høj kurs.

  7. Af Hans Hansen

    -

    Hans Clausen

    Næ, Sovjet slog 20 millioner ihjel, ikke kun 10, og sammen med Mao’s despoti, der nakkede 80 millioner, ialt 100 millioner, så ligner holocaust et fritidshjem.

    Sådan noget kan socialisterne ikke lide at tale om, helt ligesom muslimerne ikke vil tale om islams koalition med nazisterne under anden verdenskrig. Al deres snak om kulturradikalisme, modsiges ad de blodige fodspor der følger disse antidemokrater gennem historien.

  8. Af Henning Svendsen

    -

    Kulturradikalisme er en farlig sag og heldigvis var fjolset ikke på stemmesedlen -han var vel et produkt af 68 et andet produkt af kulturradikalismen var Mao og Hitler ja og såmænd vores egen produkt af 68 Anker Jørgensen og det de alle sammen har udrettet-det er kulturradikalisme.

  9. Af P Jensen

    -

    Svar igår til A. Kirkegaard J. er stadig ikke på??

  10. Af Bjørn Sørensen

    -

    “Kulturradikalismen har sit udsprung i de borgerlige frihedsrettigheder (eller friheds bestræbelser).
    Dansk kultur og mentalitet er så gennemsyret af kulturradikalismen, at det er svært at forstille sig Danmark og dansk mentalitet uden den.”

    Men uden industrisamfundets velstand var denne frihedsbølge ikke mulig. Det var velstanden som gjorde det muligt at slække på de stramme normer.

    Velstanden varede i 50 år, og nu er den i vores arrogance sat over styr. Og al den frihed var et kostbart eksperiment, som vi ikke længere har råd til.

    Så nu skal vi til at opføre os fornuftigt igen, hvorfor vores frihedsrettigheder igen vil blive begrænset og fornuften bliver igen nødvendig hvis vi vil have et godt liv.

  11. Af søren rasmussen

    -

    Det ville klæde den Radikale leder, Morten Østergaard, selv at gå foran og fremsætte et lovforslag hvor alle i folketingen, nuværende og tidligere ministre, går ned i pension og som først kan træde i kraft som ved lov som nuværende folkepension.

    Radikales leder, Morten Østergaard og hele det radikale sekment er dygtige til at skumme fløden på det arbejdende folks vegne. De har altid mulighed for at blive freelance skribenter på deres partiavis Politiken. Dumheden kender ingen grænser i det parti og menneskesyn er at måle med fej nepotisme.

    Gid at DF og det der kalder sig venstrefløjen kunne blive enige om at vi alle er lige og at der ikke er mere lige end andre., og fremsatte et forslag som nævnet.

  12. Af Henning Svendsen

    -

    Måske har kulturradikale Jesus som deres forbillede? –Hitler vidste at Jesus var Nazaræer og brugte den samme betegnelse og som Jesus var han i modstrid med tyngdeloven.
    Og disse typer af menneskeheden de kan i Danmark blive tilbedt som en Gud -og snart vil vi nok se denne Yasatan komme på finansloven og fylde op på biblioteket -en ny epoke vil blive indledt og kulturradikalismen vil slå en kolbøtte og lande på hovedet igen .

  13. Af Axel Eriksen

    -

    Ret skal være ret. I gymnasiet havde vi Rifbjergs :”Den kroniske uskyld” som tvangspensum, og det var en af de bedre bøger end andet, vi blev konfronteret med! Jeg tog den ned fra hylden igår og læste den – og den kan godt genlæses med mere end 40 år på afstand – uden at tabe i værdi!

    At jeg ikke har læst andet af ham, skyldes nok hans politiske holdninger og den kendsgerning, at han bosatte sig Francos fascistiske Spanien. Hvor var frihedsrettighederne der?

  14. Af søren rasmussen

    -

    OPROP til ansvarlighed i folketinget.

    Det ville klæde den Radikale leder, Morten Østergaard, selv at gå foran og fremsætte et lovforslag hvor alle i folketingen, nuværende og tidligere ministre, går ned i pension og hvor pensionen først kan træde i kraft som ved gældende lov som nuværende folkepension.

    Det vil de Radikale ikke. Nej for radikale er radikale….

    Men hvad med DF, EL, SF, Konservative? – Ja tænk hvis Venstre eller socialdemokraterne turde…..

    Et forslag som nævnt ville vise hykleriet i tredie potens. Så kunne de folkevalget godt trække gardinet for og finde sandkage og portvinen frem og græmme sig.

    Tænk hvis der var substans på Tinge. Tænk.

    Man taler meget om politikerlede? Hvorfor dog det?

  15. Af P Christensen

    -

    Eriksen skrev: “den kendsgerning, at (Rifbjerg) bosatte sig i Francos fascistiske Spanien.”

    Eller som CV Jørgensen, sang “I vor nynazistiske og asociale sammenhold”.
    Men CVJ har nok ikke tænkt på, at teksten kunne komme til at omfatte hans egne ude på venstrefløjen,. da han skrev den.

  16. Af Per Torbensen

    -

    Nu er det vil faktuelt,at Franco døde i 1975 og mon ikke Rifbjerg købte hus i Spanien efter dennes død??.alt andet vil være utænkeligt.Pablo Picasso ligeså.

  17. Af Axel Eriksen

    -

    Sorry, men han købte altså huset i 1960`erne. Jeg er ked af, hvis en del af glorien bliver lidt falmet. Men er det ikke dobbeltmoral, rent hykleri , når man bosætter sig i et fascistisk land og så samtidig råber på øgede frihedsrettigheder andre steder??

  18. Af Martin Nielsen

    -

    Utænkeligt! Det startede allerede først i 1950’erne, hvor andre med politisk samvittighed ikke nedlod sig til at feriere billigt i Spanien.

    politiken.dk/kultur/boger/ECE2027333/klaus-rifbjerg-daarlig-samvittighed-kommer-vi-sgu-ingen-vegne-med/

  19. Af Erik Larsen

    -

    Det må vel nok give DF vind i sejlene op til valget og mange, mange flere stemmer at
    “Rifbjerg – iflg. (oraklet Niels Juul Hansen fra venstrefløjen) skulle have udtalt “at han gad ikke snakke om de røvhuller” (som han selvfølgelig mente at DF og danskere, der ikke lige var kulturradikale var). – og ER! Tak Rifbjerg! Hvil i fred. Mine danske sportsvenner og studiekammerater grinte af dig og vendte heldigvis tommelfingeren ned. Men meget har du ødelagt alligevel og ændret gamle Danmark. – Desværre. Men stadig tror undertegnede at Holger Danske måske snart vågner igen.

  20. Af Per Torbensen

    -

    Så vi kan hermed konstatere,at Rifbjerg købte hus i Spanien under Franco regimet,med amerikanske baser i landet og Spies rejs og vær glad og Tjæreborg præsten på landevejene med danske charter turister.Ja var der selv i 1966 som lille dreng,så det er åbenbart ikke utænkeligt.

  21. Af Martin Nielsen

    -

    Per Torbensen, det tænkte jeg også på. Pastoren med grisefesterne rykkede til Spanien på samme tid, som Rifbjerg forelskede sig i landet. Jeg vil nu stadig påstå, at selv i tresserne, hvor charterturismen blomstrede fælt i Spanien, så folk med stor misbilligelse på styret, som de ikke kunne undgå at få øje på, fordi der var mange uniformerede personer i gadebilledet.

    I dagens udgave af Jyllandsposten har Gerhard Eriksen skrevet en lidt anderledes historie om Rifbjerg, som bladet havde et godt forhold til. Sådan var han åbenbart også, den store Klaus. Jeg mener, som før nævnt, at hans digte var superbe, og at han beherskede det danske sprog på fremragende vis, hans romanpersoner sagde mig blot ingenting, fordi de levede i helt en anden verden, og jeg syntes, at det var umodent at bruge så mange skældsords og liderligheder og aldrig overkomme denne uvane. Når det er blevet manér, er det trivielt.

    Måske er jeg bare ikke typisk dansk, for jeg afskyr også det flade danske grin og for det meste også stand up komikere. Hvis I har mulighed for det, skulle I læse forfatteren og historikeren Henrik Jensens JP-reportage d.d. om, hvordan kongehuset under fødselsdagsfesten i Aarhus blev udsat for hele det socialdemokratiske cirkus og flade grin. Godt man ikke er kongelig og nødt til at smile over den slags smagløsheder, hvor Janteloven er meget nærværende men kamufleret som folkelighed.

  22. Af Martin Nielsen

    -

    Efter at have set Deadline med Kasper Støvring, Rasmus Brygger og Barbara Læssøe Stephensen sidder jeg tilbage med en fornemmelse af at have været på besøg i et miljø, hvor man fodrer hinanden med oplæg til nye indforståede debatter, hvis emner hurtigt taber den almindelige interesse. Ikke fordi diskussionen foregår på et højt plan, det er desværre lige omvendt, og dette skriver jeg ikke som en kritik af Støvring, der ikke sagde så meget.

    For det første aner jeg ikke, hvad studieværten Adam Holm mente, når han brugte ordet nationalisme, og det skulle ikke undre mig, hvis de tre debattører heller ikke havde på det rene, om de tillagde begrebet det samme eller forskelligt indhold. Måske var de bare ligeglade og også ligeglade med,, om vi andre havde styr på, hvad de mente, eller blot sad og måbede. Måske var det hele bare inderligt ligegyldigt, fordi det i bund og grund handlede om at være på og blive set. For os, der er passeret de 45, var der ikke andet at hente end endnu mere kul på den pessimisme, som breder sig sammen med leden ved politik og medierne.

    Efter at have set Deadline til ende, kunne man som udenforstående dårligt tro andet, end at alt, hvad der har med samfundsengagement og kritik at gøre er et udtryk for noget kulturradikalt. Som sådan af ret ny dato, tidligst Georg Brandes, og det er jo noget forfærdeligt vrøvl, som især den kvindelige deltager lod fosse ud over skærmen i stride strømme. Jeg er så træt af de kvinder, der blot kværner løs og tydeligt bliver høje af at høre sig selv. Dette eksemplar burde have været standset af Adam Holm, men som kollega går det vel ikke an.

    Den unge liberale Brygger lød som et ekko af bloggen 180 grader og var endnu et eksempel på, at blot man tør og gider snakker løs, så gør det ikke noget, om man siger noget nyt eller interessant, det kan sagtens være selvfølgeligheder og uigennemtænkt. Den slags er ok i politiske ungdomsforeninger men at ophøje det til Deadline, der skal forestille at være dybdeborende, er at gøre grin med os, der er tvunget til at betale licens.

    Man må jo spørge sig selv, om det ikke er muligt for DR at finde kulturradikale, der har en horisont, som omhandler andet end deres eget og højest tiden siden Brandes? Og hvorfor skal vi alle udnævnes til at være kulturradikale produkter og så indsyltet i kulturradikalisme, at vi end ikke er klart over det? Jeg er udmærket klar over, hvad jeg er et produkt af, og det er meget mere end det, som skolen og DR har forsøgt at hælde på mig.

    Sådan er vi da mange, som har det, vi er hverken første eller anden generation, der tænker selv og læser og udvælger lødige bøger. Det blev vi opdraget til hjemmefra, hvor vi også deltog i mange diskussioner, der gav os et ståsted, fordi vi blev opmuntret til at turde tænke selv . Den frie tanke var meget respekteret i mine borgerlige omgivelser.

    Hvordan tror man, at ikke blot det danske men alle andre vestlige samfund nåede frem til det nuværende kulturstade? Der har da altid været kritik og debat, og de kulturradikale er forsvindende få i den sammenhæng og efter min opfattelse ikke mere af betydning, hvis man overhovedet kan sige, at de eksisterer. Jeg tror, at jeg lægger mig fast på, at PH var den sidste, og den heltestatus, som han har fået tillagt, havde han ikke, da han levede. .Som jeg tidligere var inde på, har PH aldrig været den store sandsiger i vor familie, hvor vi var mere interesserede i hans lamper, og han blev betragtet som en flab og salonkommunist, der ikke tænkte særlig dybt eller hensynsfuldt. Til tider underholdende, men heller ikke mere. Derimod var min mormor ret optaget af hans mors bøger, men det er jo længe siden.

  23. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    Frisind, åbenhed og menneskelighed forsvinder aldrig helt. Kulturradikalismen mister aldrig helt sit eksistensgrundlag. Det er svære betingelser for den slags i øjeblikket med højrefløjens og dansk Folkepartis fremgang, men når befolkningen engang igen vender blikket udad, vil ny blomstring atter ske.

    Med Brandes, PH og Rifbjerg som fyrtårne vil en ny generation igen se lys for enden af tunnelen. Der dannes netop nu nye partier med mærkværdige grundlag, og det er underligt, at ingen for alvor har forsøgt en partidannelse med åbenhed som grundlag. Det ville være kulturradikalisme. Skulle vi ikke prøve?

    Når Alternativet og Nationalpartiet kan samle 22 000 stillere burde det være let for et parti med så fremragende ånder som Brandes, PH og Rifbjerg.

  24. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Ja, egtl underlligt, at Rifbjerg er fjernes fra ministeriets liste. Jeg vil mene, at han !Kroniske Uskyld! stadig kan ses som en klassiker.

    Jeg er ikke til Rifbjerg, læste 3 bøger i alt engang i 60/70-erne af ham; men har da købt hans samlede digte for vel 7-8 år siden – men kun læst en smule i dem, endnu.

    Jeg var mere til Panduro, selv om der er værker af ham, jeg ikke har læst; men jeg læste John Chr. Jørgensens i sin tid, finder jeg, fine biografi om ham. Han gik i psykoanalyse – det mener jeg ikke, at Rifbjerg gjorde, og jeg kender ikke hans produktion og udlægninger inden for psykoanalyse. Så faktisk nyt for mig.

    Jeg tror nok, at man vil bruge og henvise til Rifbjerg – men ikke i en større målestok som med de ‘rigtig store’ og større forfatterskikkelser igennem litteraturen end han, her i landet som uden for landets grænser. Thomas Mann’s ‘Buddenbrooks’ læste vi i skolen på tysk – og med gotiske bogstaver, så jeg tror, at det måske var en lettere forkortet udgave af bogen, som jeg siden har købt på dansk; men ikke fået læst 🙂 – men set TV-serien.

    Næ – og desværre, mit forhold til Rifbjerg var snarere at lukke af til en vis grad, når han bragede ud på TV, tidligere; men efter at jeg så ham på TV sammen med Kim Larsen, så vandt han en del hos mig. – Men da trist, at han er død. <men – jeg har intet fulgt af omtalen, da han ikke er 'min' type af forfatter, selv om 'Den kroniske Uskyld', 'Operaelskeren' og Anna – jeg Anna' blev læst.

    I øvrigt gik Leif Panduro i psykoanalyse hos dr.phil, psykoanalytiker Sigurd Næsgaard – første psykoanalytiker i DK, og ligedan Asger Jorn og vistnok også Egil Jacobsen, kunstmaleren, såvidt jeg husker – og måske et par stykker til af de mere kendte skikkelser inden for kunst; men jeg ved ikke så meget om dette ellers. Folk – jeg har truffet herigennem kan jeg naturligvis ikke oplyse om, kendte, mere el mindre kendte, som slet ikke kendte af offentligheden. De nævnte er kendt for at have frekventeret psykoanalysen i forvejen.

  25. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    Vi har brug for et parti, der bygger på kulturradikalismens fortsættelse, hvis vi vil undgå at ende i nazilisme som de konservative eller lignende fremmedfjendtlige ismer.
    Ingen af de nuværende partier går for alvor ind for frihed, åbenhed og ligeværdighed for andre end egne vælgere. Der mangler et modspil, men det er jo nok for sent. Det ser ud som om vildskaben har sejret endegyldigt.

    Hvor er de kulturradikale?

  26. Af Monica Adenfors

    -

    Ja, der er brug for modspil mod markedskræfternes frie spil, egocentrismen, bristen på solidaritet etc. Selvfølgelig må en fortsættelse af kulturradikalismen opfinde nye måder at angribe tingen på, som Suzanne Brøgger skriver i dagens Politiken. Det er dog lidt forstemmende at hun også mener at “kampen mod kongehuset har overlevet sig selv” og at “tronfølgen er en historisk identitetsmarkør”. Ordner hænger man ikke kun på idioter i dag. Nej, dem hænger man også på tidligere kulturradikale.

Kommentarer er lukket.