Dør kulturradikalismen ud sammen med Klaus Rifbjerg?

Af Kasper Støvring 76

 

Med Klaus Rifbjergs død har dansk litteratur mistet sin ubetinget mest betydningsfulde forfatter i nyere tid, hvad enten man synes om Rifbjerg eller ej. Betydningsfuld skal her forstås sociologisk, snarere end æstetisk. Store Klaus var allestedsnærværende, uhyre produktiv, og hans forfatterskab er i efterkrigstiden blevet læst af stort set alle skole- og gymnasieelever samt danskstuderende på universitetet.

 

”Hvor jeg er, er dansk litteratur”, dét kunne Rifbjerg have sagt om sig selv (og dermed have henvist til den tyske forfatter Thomas Manns berømte ord om sit forhold til tysk kultur). Spørgsmålet er, om Rifbjergs død også er symbolsk. Er det en hel åndstradition, kulturradikalismen, der dør bort sammen med Rifbjerg?

 

Det er måske meget symptomatisk, at netop Rifbjerg blev fjernet fra ministeriets officielle kanonliste få uger inden dødsfaldet. Rifbjerg er ikke længere obligatorisk læsning i skolen og gymnasiet. Det var næsten utænkeligt, når nu han har fyldt så meget. En af årsagerne til, at han fyldte så meget i undervisningssystemet, var, at det er let at undervise i hans særlige form for modernisme. ”It went well down in the academies”, som man siger på engelsk.

 

Det har til dels at gøre med psykoanalysen, der er en central del af Rifbjergs univers. Vi er alle fortrolige med den freudianske analyse af ”småborgerlighedens” traumatiske driftsliv, som Rifbjerg kritiserede i sine berømte værker. Overjeg, jeg og det underbevidste, fortrængning, forskydning, latens, projicering, vi kender termerne og genkender dem dramatiseret i Rifbjergs værker.

 

Undertrykkelsen af libidoen og frigørelsen af den er vel nok de vigtigste temaer i den kulturradikale opbyggelighedsutopi fra Poul Henningsen – Rifbjergs store forbillede – til forfattere som Leif Panduro og Rifbjerg selv. Ja, Rifbjerg repræsenterede emancipationsprojektet i en grad, så han blev ved med at tale om frigørelse, selv om det for længst var at løbe åbne døre ind. Hvem har i de seneste rigtig mange år set en trussel i klerikalisme, victoriansk seksualmoral, sort skole og militant nationalisme?

 

Men det virkede for gymnasielærere og velfærdsstatspædagoger: Med Rifbjergs ”konfrontationsmodernisme” skulle småborgeren konfronteres med sine traumer, for det er jo, ifølge den freudianske model, det første skrift til at blive et forløst menneske. Deri ligger kunstens instrumentelle værdi, for først det humane og åbne menneske er i stand til at tage del i den demokratiske proces. Derfor skal velfærdsstaten støtte kunsten – ikke mindst Rifbjergs nyradikale tressermodernisme. Kunsten har terapeutisk nytte, den skaber bedre mennesker, og det har velfærdsdemokratiet brug for.

 

Jo, der er fremragende ting i Rifbjergs produktion. Novellesamlingen ”Og andre historier” fra 1964 ynder jeg selv at undervise i, og hans epifanier er også storartet kunst. Men kun ganske få ting holder i længden, efter min mening. Og det bliver endnu værre, hvis man ser på Rifbjergs produktion som politisk meningsdanner. Villy Sørensen, den gode ven, sagde engang i en pristale til Rifbjerg i Det Danske Akademi, at Rifbjerg jo slet ikke kan tænke. Og det må man sige. Man fik det senest bekræftet i den sidste tv-udsendelse, Rifbjerg deltog i, nemlig samtalen med Adam Holm på DR2. Rifbjerg viste her, hvor ligegyldig han er som polemiker.

 

Vil Rifbjerg stadig blive læst i fremtiden, vil nogen stadig tage kulturradikalismen alvorlig?

 

Rifbjerg og de kultur- og nyradikale lancerede deres eget gennembrud ved at sværte den forudgående digtergeneration til, der især hørte til i og omkring tidsskriftet Heretica. Det var ”almuekulturens” gamle og reaktionære kulturkonservatisme, som bl.a. fandt udtryk i Martin A. Hansens forfatterskab.

 

Mit indtryk er imidlertid, at netop Heretica er ved at blive reaktualiseret på bekostning af kulturradikalismen. Studiekredse, antologier, monografier og tidsskrifter diskuterer livligt alt det, kulturradikalismen blændede ude, og masser af mennesker møder op overalt i landet for at høre foredrag om Martin A. Hansen. I centrum er her de kristne temaer om fald, skyld, samvittighed, ansvar og etik, altså et eksistentielt engagement snarere end en psykoanalytisk-emancipatorisk interesse.

 

For et par år siden anmeldte jeg professor Nils Gunder Hansens bog om efterkrigstidens kulturdebat, Tidsånder, og fandt her, i stil med kanon-eksemplet, noget symptomatisk. Jeg skrev, at Gunder Hansen får nye og andre perspektiver frem, end man er vant til. I den store danske litteraturhistorie fra 1980’erne fylder Rifbjerg klart det meste sammenlignet med andre af efterkrigstidens forfattere.

 

Men Poul Henningsen og Panduro nævnes slet ikke hos Nils Gunder Hansen, og hvad angår Rifbjerg fylder han heller ikke meget og optræder først sent i bogen. Et anskueligt udtryk for det nye perspektiv hos en af landets førende litteraturforskere er, at blandt andre Søren Krarup fylder godt (og behandles loyalt), men især, at hereticaneren Bjørn Poulsen bliver behandlet på mere end dobbelt så mange sider som Rifbjerg.

 

Sådan skrev jeg dengang, og mit bud på Rifbjergs og kulturradikalismens relevans ligger i forlængelse heraf. Den er i det store og hele historisk, ikke æstetisk og politisk.

 

 

 

76 kommentarer RSS

  1. Af Henrik Petersen

    -

    Gudskelov har jeg stort set lykkeligt glemt det Rifbjergske stads, som jeg var tvangsindlagt til i gymnasiet.
    Om ca. 20 år er han glemt, hans skriblerier lånes ikke mere på biblioteket og smides derfor ud. Eller lægges i kælderen og er ikke længere pligtpensum i gymnasiet.
    Fordi kulturradikalismen forhåbentlig uddør langsomt med ham. Og det samme forhåbentlig gælder for de få, der stadig mener, at Freud var en gave til menneskeheden.

    Støvring begår dog en enkelt fejl: At sammenligne den ekstremt dygtige forfatter Thomas Mann, der om muligt bør læses på originalsproget med – efter min opfattelse – den temmelig ligegyldige og kedsommelige Rifbjerg er som at sammenligne Pyrenæerne med Valby Bakke.

  2. Af niels O

    -

    “Dør kulturradikalismen ud sammen med Klaus Rifbjerg?”

    Det må man da så sandelig håbe.

  3. Af Bjorn Sorensen

    -

    Sofatisseren Klaus Rifbjerg, det selvglade vroevlehoved magtede jeg kun at laese en bog af, og jeg kan ikke laengere huske indholdet.
    Hans faetter Henrik Stangerup var der mere saft og kraft i.

    Kulturradikalismen, de sorte faars livsfilosofi, som forpestede 3-4 generationer med en urealistik droemmeverden kan man da kun haabe paa vil uddoe, men den har desvaerre stadigvaek tag i ungdomsoproererne og deres afkom.

  4. Af Heinrich Handseife

    -

    @Henrik Petersen

    Jeg var selv i gymnasiet tvangsindlagt til riffens vrøvlepoesi om det udtryksfulde stykke badesæbe. Siden da svor jeg aldrig mere at læse noget af den herres småborgerlige tidsspildende udgydelser. Hans enearving, Carsten the Jensen, er et stykke af samme kælderklamme håndsæbe. Frøkataloger er mere interessant læsning!

  5. Af kjartan Brandsson-Nielsen

    -

    Det er godt ,at der er forskellig smag, ellers ville denne verden være utrolig kedelig. Der er flere af Rifbjergs værker jeg ikke kan huske særligt godt, men , der er heldigvis også mange hvor jeg stadig kan huske den nerve, den stemning jeg følte da jeg læste dem,
    at sammenligne forskellige forfattere er umuligt, til gengæld er det sjovt at gå tilbage i tiden og se hvor mange af de forfattere der for eksempel fik priser i 60 og 70’erne man kan huske og om man kan huske hvad de skrev. (jeg konstaterede at jeg kunne huske navne, men ikke mange værker).

  6. Af Svend Petersen

    -

    Er det her hvor man tager sig til hovedet igen, over den såkaldte kulturforsker alt for tynde konklusion, oven på et smædeskrift af en af Danmarks store forfatteres død.

    I tilfældet af at det ikke har strejfet “kulturforskerens” opmærksomhed så er kulturrelativisme strømninger som et pendul. Det svinger lidt frem og tilbage i en evig fremadgående bevægelse.

    Kulturradikalisme har ikke alene sejret ad helvedes til. Den er også god smag. Hvis man kigge på Lauritz.com så vil man hurtigt opdage at den også er mange penge værd. københavn som er hovedstaden for kulturradikalismen, har aldrig været mere populær at flytte til, provinsens unge flygter fra småborgerligheden, for at blive en del af det såkaldte hipster miljø, som i en eller anden saglig misfortolkning er nutidens svar på kulturradikalisme, nemlig det anticoole, opgøret med autoriteten, og ikke mindst dyrkelse af det autentiske.

    Så nej til dit spørsmål Kasper Støvring. Kulturradikalisme er ikke død, der er mere trendy end nogen sinde før. PH og Klaus Rifbjergs værdier leves, efterleves og er kulturbærende i endnu højre grad end nogensinde før.

  7. Af Niels Juul Hansen

    -

    Nej, Kasper Støvring, jeg tror ikke på at frisind dør med Klaus Rifbjerg, men der er ingen fyrtårne som ham i kulturdebatten længere.

    Og det er lidt trist.

  8. Af Jesper Høegh

    -

    Ja hvem påtvang os pensum – den samme gruppe der påtvang os
    Nulle i Hullet – der har comeback – sammen med en anden overflødig Journalist-i skrædderstilling – på DR – plads til alle arbejdsløse !

    Det er ikke bare kultur radikale . men ildrøde politikere/Journalister —
    der styrer Kulturen og det politiske liv i DR og DK..

    At mennesker der afgår ved Døden – vækker alle de politiske korrekte med udtalelser om hvilke gudbenådet menneske afdøde var – og deres varme venskab – på trods af de ikke har set/hørt dem i årevis.

  9. Af PF Jensen

    -

    Rifbjerg er vist stærkt overvurderet, og hans store succés skyldes vel mest at han var politisk korrekt på den rødradikale måde der pleasede nomenklaturaen, hvorfor han skulle tvangslæses i skolerne. Maos, Stalins, Lenins og Hitlers rablerier og udgivelser var jo også en stor “succés” en overgang.

  10. Af Elisabeth Lindhardt

    -

    Kulturradikalismen som litterært begreb hører en bestemt tid til, nemlig først det moderne gennembrud i 1870’erne ved Georg Brandes og siden en anden ombæring i 1950’erne og 60’erne ved bl.a. og måske især Rifbjerg og som sådan vil den bestå. Hvorfor skulle den ikke det? I gymnasiet gennemgår man vel stadig dansk litteratur fra Folkeviserne frem til ca. nu og som man gennemgår det menneskelige vilkår i Folkevisernes feudale tidsalder gør man forhåbentlig det samme, når det gælder det menneskesyn, 1870’erne og 1950’erne og 60’ernes samfundsorden var bærere af. Det er jo lige præcis det litteraturen kan og skal: vise os hvad det ville sige at være menneske i en bestemt epoke. Vi er forhåbentlig ikke kommet dertil, at en bestemt politisk retning (de højreorienterede i dette tilfælde) skal diktere, hvilke forfattere, der dømmes ude. Det må vel stadig være sådan, at en forfatters litterære/kunstneriske værdi er bestemmende for dette. Rifbjerg er jo netop en spændende forfatter (ikke alt i hans produktion er dog lige godt) derved, at hans forfatterskab kredser om splittelsen mellem det ideelt set frisatte menneske og trangen til alligevel at høre til i….netop det (små)borgerskab, han havde et had/kærlighedsforhold til. At afvise ham og kulturradikalismen i litteraturen forekommer mig temmelig fladpandet og det undrer mig, at Støvring ikke kan sætte sig ud over sine snævre politiske tilbøjeligheder.

  11. Af Claus T.

    -

    @ Svend Petersen

    Spot on!

    Kulturradikalismen er en lillebitte del af en verdensomspændende bevægelse, som har betydet, at menneskeheden har gjort enorme fremskridt, både økonomisk, teknisk og socialt.
    Da først videnskaben gjorde sig fri af religionens klør, begyndte den at sprøjte opfindelser ud til glæde for os alle: el-motorer, dampmaskiner, penicillin, biler, tog osv. osv.
    Det skabte velstand og velfærd.
    Samtidig hermed fik oplysningstiden for alvor sit gennembrud med værdier som demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder i centrum.

    Så man kan da godt foragte kulturradikalismen, som Støvring og hans klakører gør. Men foragter de også muligheden for at blive gift – og skilt i gen? Fri abort? Gratis hospitaler? Folkepension? Ægteskaber for homoseksuelle? Ligeløn – og alle de andre mærkesager for de kulturradikale.?

    Og til de bitre fhv. skoleelever her på bloggen: hvor er det bare synd for jer, at I skulle læse Rifbjerg i skolen!
    Blev I også tvunget til at lære regning, matematik, sprog og historie? Det må have været et helvede for jer. I må hellere tage en tudekiks eller to!

  12. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    Klaus Rifbjerg er en af de 2000 personer, der gjorde mig stolt af at være dansker. Uden ham ville Danmark for længst have været helt fortabt i nationalisme og navlebeskuelse. Han har givet mig troen på, at dansk kultur også i fremtiden har mulighed for udfoldelse på trods af de besynderlige forestillinger, der netop nu hersker blandt det primitive flertal af nationalister og fremmedhadere.

    Nu må arvtagere efter Rifbjerg træde i karakter og effektivt fortsat bekæmpe den voldsdyrkelse, der blandt andet har givet sig udtryk i Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, en militaristisk, fascistisk politik, der tillader danske bombefly at bombe andre landes civile borgere helt uhæmmet.

    Det kan ikke passe, at det Danmark, som jeg engang holdt af har skrottet kulturradikalismen og i stedet koncentrerer sig om indkøb af nye bombefly, der kan øge vores destruktionskapacitet – samtidig med, at der lægges stadig flere hindringer i vejen for adgang til Danmark af de flygtninge, hvis eksistensmuligheder, vi har smadret. Det er skamfuldt.

  13. Af thomas jepsen

    -

    Da jeg læste Rifbjergs tilfældighedsroman ” ALEA” var jeg lykkelig over, at tilhøre den generation, som fik lov at få kendskab til de forfattere/ kollegaer, som han på den mest ondskabsfulde måde sviner til i dette smædeskrift.Hvem har i årtier efterlyst den gode tone?

  14. Af Elisabeth Lindhardt

    -

    Støvring har leveret en forbavsende fladpandet blog om Rifbjerg og kulturradikalismen. Havde vi ikke haft Georg Brandes, der i 1870’erne kaldte til det store kunstneriske oprør mod den flæbende romantisme, havde vi ikke haft Poul Henningsen, 1930’erne og Rifbjerg i de gnistrende småborgerlige 1950’ere, ville vi ikke være dem, vi er i dag. Kort og godt. Man kan mene meget om Rifbjerg og det var ikke alt, han lavede, der var lige godt, men at tro, at hans forfatterskab skulle tage kulturradikalismen med sig i den store glemmebog er simpelt hen for useriøst. Kom igen Støvring!

  15. Af J. E. Jensen

    -

    Rifbjerg og patentrettigheder.
    Nu er Store Klaus så død, men bestemt ikke glemt, og det sker heller ikke med det samme. For meget kan man mene om manden, men uproduktiv det var han ikke. Han var ikke en person, som man kunne overse, og man havde også indtryk af, at det bestemt heller ikke var hans ønske. Faktisk holdt han så meget af sine egne synspunkter og at udbrede dem til de undrende masser, at han nok mente at have taget patent på sandheden om det meste. I hvert fald var det ikke nemt for undertegnede at registrere bare en smule usikkerhed bag mange af hans udgydelser. Senest om opdelingen af den danske befolkning i 2000 begavede og resten, de ubegavede. Folk fra Dansk Folkeparti afskyede han tydeligvis, og hvis man ikke var en af de 2000, hvortil han formodentlig henregnede sig selv, kunne man komme i tvivl om, hvorvidt han anså én for at have en eksistensberettigelse. Han vil sikkert blive savnet, men ikke af undertegnede.

  16. Af Niels Andersen

    -

    En udemokratisk kulturradikal bisse og skiderik er gået bort og vi må håbe det hele er kommet med. “Skiderikker var, hvad han kaldte de 20 %, der stemmer på DF og resten af befolkningen, på nær 2000, – kaldte han ubegavede idioter.

  17. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Tid til at græde, tid til at le.

    Kasper Støvring og hans nationalkonservative følgesvende viser sig som det udanske krapyl, de nu engang er.
    En dansk forfatter af vist format er død, og begravelsen endnu ikke fundet sted.
    Noget mere upassende, vulgært og udansk som Støvrings indlæg og diverse kommentere, skal man lede længe efter.
    Måske om et par måneder.

    Og hvad angår kulturradikalismen, ja så skal man da have skyklapper på for ikke at kunne se, at den trives i bedste velbefindende:
    Kvindernes frigørelse og aktive deltagelse på arbejdsmarkedet.
    Den seksuelle frigørelse hvor vi ikke længere er bundet af viktoriansk moral.
    Homoseksuelles frigørelse (formanden for de konservativ er bøsse).
    Social bevidsthed omkring minimumsydelser til socialt udsatte.
    Den almene sygesikring.
    Folkeskolen.
    Fri abort og så videre og så videre.

    Men Støvring og følgesvende: KEEP DREAMING.

    I morgen vågner jeres børn op i den globaliserede virkelighed.

  18. Af Martin Nielsen

    -

    For mig var Ole Bornedals “1864” de kulturradikales forsinkede svanesang. Velfotograferet men hæslig og uægte i indhold. Mere Morten Korchsk end samme Morten ville have været bekendt. Men godt nok til det dumme folk, ikke sandt, Elisabeth Lindhardt? Dette makværk blev endda i forhåndsomtalen præsenteret af Ole Bornedal som hans gave til det danske folk. Mere nedladende bliver det ikke.

  19. Af Martin Nielsen

    -

    Marxisterne vil mene, at du er helt ude i hegnet, Anders Kirkegaard Jacobsen.

    Jeg hører ikke til Støvrings supportere men synes, at han har skrevet et sobert efterskrift til Rifbjerg, der forfattede nogle dejlige digte, men havde de fleste af sine romanlæsende beundrere i det neurotiske segment, hvor de har tværet rundt i Freud og kæmpet med deres angstanfald forårsaget af hashrygning.

    Rifbjerg vandt sig ligesom Panduro magt over det sarte kulturliv ved at slå om sig med unødvendige ondskabsfuldheder, der skulle forestille at demonstrere intellekt. Vha. “uartige ord” kæmpede han for at komme ud af sin egen amagerikanske småborgerlighed, og i det lignede han gud og hver mand, der kalder sig kunstnere, og som hævder, at de bedriver deres kunst for at vække borgerskabet.

    Det er almindelig viden, at Rifbjergs mange romaner længe har fyldt godt op på bibliotekerne og kastet mere end en halv million kroner i forfatterpenge af sig om året, selv om de ikke er blevet udlånt. Hans tid var forbi for mange år siden, og nye forfattere vil rykke ind på hylderne. Hvor de er på vej hen, er ikke godt at vide, men fantasy med flugt fra virkeligheden og opblandet med historie og drama og lige dele vold og romantik, synes at være det mest hotte password, nu hvor markedet er ved at være overmættet med liderlige og grusomme kriminalromaner.

    Familiens kvindfolk, der ellers kun falder for det bedste af det bedste, tilbragte således helligdagene med at se en britisk-amerikansk BBC serie, der havde det hele og en helt igennem tapper og ædel kriger som helt. Hans kærlighed faldt på en kvinde af lignende støbning, der ustandselig bragte sig i situationer, hvor han skulle redde hende, og jeg kan hilse og sige, at det faldt i god jord. Og som min bedre halvdel udtalte, er det befriende, at der ikke er historisk malplacerede og overjordisk ædle afrikanere eller muslimer indflettet i serien, der endda har sine politisk ukorrekte sider. Det er den vej, vinden blæser, og vi blæser sikkert med. Freud er død, og hvis man sørger over det, kan man trøste sig med, at han overlever i Norge. Så længet det varer.

  20. Af P Christensen

    -

    Kalifbjerg blev til en tids- og arktetypisk klovn af en stueren venstrefløjsmand:
    En kystbanesocialist, der selv levede godt af den arbejderpøbel, som han
    inderst indeforagtede.
    Som selv levede lagt væk fra de negative konsekvenser af de stuerene
    holdninger som han udtrykte.
    Som selv mente at kunne sige hvad som helst, men kritiserede
    når (ikke-stuerene) gjorde det samme.

  21. Af Axel Eriksen

    -

    Verden har vist lidt større tab end hans bortgang!

  22. Af Per Torbensen

    -

    De borgerliges moral og dyder opgav de selv,idet herrens årti 1960 erne-det spændende liv med masser af alternative meninger og oplevelser deltog de selv i ,men alt med måde og det forstod de så sandelig ikke selv,de ville selv frigøres for ansvarets åg .

    Leif Panduro og Rifbjerg kritiserede blot deres eget småborgerlige miljø, som var deres æt og
    måske ganske sandfærdigt.

    Opfører de borgerlige sig idag,med alle de gamle dyder, sig mere moralske korrekte end

    venstrefløjen-næppe.

    Der er nemlig gået inflation i begreberne med opkoblingene og de ny rige ,hvor traditioner og faglig stolthed er gået tabt ,med markedet som den ultimative dyrkelse og sandhed.

    Tak Klaus Rifbjerg,du gav plads til andet.

  23. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Martin Nielsen

    Det er timeligheden i Støvrings indlæg,, der falder mig for brystet.

    Tid til at græde, tid ti at le.

    Inden en begravelse hoverer man ikke over den afdøde. Det er decideret usmageligt.

    PS. Danmarks bedst sælgende digter for tiden hedder Yahya Hassan.

  24. Af Martin Nielsen

    -

    Anders Kirkegaard Jakobsen.

    Nu fik du mig til at læse Støvrings oplæg en ekstra gang, og jeg kan ikke se, at han hoverer. Hvis du lytter til interviewet i Beinovs Hot Spot, bekræfter Rifbjerg selv nogle af Støvrings hovedpunkter, nemlig at hans forfatterskab er en løbende kommentar til hans liv på forskellige tidspunkter, dvs. at forfatterskabet er samtidshistorie set fra hans personlige synsvinkel. Rifbjerg taler også om, at et sådant forfatterskab ganske naturligt kan blegne og blive til støv, og at det fint for hans vedkommende. At Rifbjerg ikke var polemiker, som Støvring pointerer, kan diskuteres, idet han jo i høj grad havde personlige kommentarer til tiden, men der var aldrig tale om, at han indgik i ligeværdige diskussioner, i hvert fald har jeg ikke oplevet det. Rifbjerg fik lov til at dominere, og det fik han naturligvis kun, fordi andre mente, at han havde pondus til det, eller fordi de ikke turde går i mod ham, fordi han virkede så enerådende på parnasset.

    Jeg har læst en del af det, der er skrevet om Rifbjerg i det seneste dage, og jeg undrer mig virkelig over, hvor enslydende det er. Det tror jeg ikke, at Rifbjerg ville have brudt sig om, og derfor tillod jeg mig at skrive anderledes. Han ville nok have foretrukket nogle slag i bolledejen, for at det ikke skulle blive alt for tamt.

    Det var ganske sjovt at se Yahya Hassan folde sig ud, men jeg blev lynhurtigt træt af at høre på ham og zappede videre. Ordskvalder i en uafbrudt time tilsat store doser af fornærmelser er mellemøstlig teknik og ikke dansk. I Mellemøsten ender det tit i slagsmål, og det skulle Yahya vel også være mand for. Domme for kriminalitet mangler han jo ikke. I Mellemøsten gælder det om at ydmyge sin modstander, og argumenternes indhold behøver ikke at have nogen relation til virkeligheden, sladder er gangbar i selv de mest ondskabsfulde former. Det virker sikkert også i uintegrerede muslimske miljøer i Danmark.

    Når jeg bruger udtrykket ”sjovt”, er det fordi Hassans tale også lignede en grov karikatur af det christiansborgske spil, som vi er så ind i helvede trætte af. Og det skulle ikke undre mig, om Hassan, hvis han bliver valgt, kunne have en positiv indflydelse på de øvrige politikere, fordi hans verbale udskejelser virker som et vrængbillede af dem selv, når de er værst, bare meget værre. Det niveau tror jeg trods alt ikke, at nogen etnisk dansk politiker ønsker at bevæge sig ned på.

    Unge Hassan har f.eks. ikke fattet, at Sverige er en af de største eksportører af våben og dermed i høj grad er medspiller på et af de mest frastødende af de frastødende markeder for dødens købmænd. Hvor Danmark har store økonomiske tilsæt på de i krige, vi på en eller anden måde er deltagere i, har Sverige store indkomster og bidrager til at gøre dem endeløse. Hassan har heller ikke forstået, at i Norge tales der ofte med to tunger.Han har i det hele taget ikke forstået spillet mellem de skandinaviske lande endsige fattet den tragedie og det tab af demokrati, som Sverige har bevæget sig ind på. De kan man dårligt klandre Hassan, og jeg synes faktisk, at det er tid at få hævet alderen for vordende folketingskandidater. De bør ikke komme lige fra skolen og uden erhvervsmæssige erfaringer, og heller ikke lige fra retten med en voldsdom.

  25. Af Hans Hansen

    -

    Rifbjerg er måske den eneste danske forfatter jeg aldrig har læst. Han er i hvert fald en af dem. Han sagde aldrig noget der ikke kunne forudsiges, efter at havde hørt ham snakke. Så hvorfor læse hans skriverier? Men hvad ville han mon have sagt, hvis han havde været ung i dag?

    Ville han lyde som Yahya Hassan? Jeg kan ikke holde til at høre på ham en hel lang time.

  26. Af Hans Hansen

    -

    Rifbjerg er måske den eneste danske forfatter jeg aldrig har læst. Han er i hvert fald en af dem. Han sagde aldrig noget der ikke kunne forudsiges, efter at havde hørt ham snakke. Så hvorfor læse hans skriverier? Men hvad ville han mon have sagt, hvis han havde været ung i dag? Ville han lyde som Yahya Hassan? Jeg kan ikke holde til at høre på ham en hel lang time.

  27. Af Niels O

    -

    Per Torbensen – 7. april 2015 16:55

    Kender du definitionen på “småborgerlig”?

  28. Af Niels Peter Lemche

    -

    Tja, Hans Hansen, det vil sikkert ikke glæde dig at høre, at en kendt kulturradikal i mellemkrigstiden hed Hans Hansen! Måske skulle du skifte navn?

    Artiklen på Wikipedia om kulturradikalisme er ganske interessant, ligesom de navne, der nævnes. Jeg ved ikke, om der bliver så meget tilbage af dansk litteratur i de sidste hundrede år, hvis du fravælger kulturradikalismen. Jeg er ingen tilhænger af den retning; men man må ikke undervurdere, hvad de har betydet. Husk, du lærer intet af dine venner. Du lærer af dine fjender, fordi de hele tiden tvinger dig til at tænke, så du ikke ender med at sidde fast i det Morten Korch’ske hængedyng.

  29. Af PF Jensen

    -

    Den helt store manipulation af det danske folk har længe været i gang. Som led i denne manipulation blev Rifbjerg gjort til et stort geni, og nu er man så igang med Yahya Hasan. Som fik en times fri taletid plus masser af omtale. Men hvis en dansk mand vil tale om hvad “systemet” har begået af overgreb og uretfærdigheder mod hans familie og børn, menneskerettigheder og land, er der slet ingen taletid eller han afbrydes efter 17 sekunder og derefter handler det kun om fortielse. “There is something very rotten in the state of Denmark” som allerede Shakesspeare konstaterede. Og nu er det så værre end nogensinde før pga. især de kulturradikale. And the rest is silence?

    Indvandrerne er inde i DRs og den politiske varme, danskerne er ude i kulden og mørket som de 3. rangs borgere de jo er i sammenligning med de langt sjovere og mere spændende nyankomne kulturfremmede.

  30. Af Niels Peter Lemche

    -

    Det er nu ikke bare Jensens og Jensens indlæg, der hænger fast eller forsvinder.

    Jeg skrev et til Hans Hansen, som er væk. Så: noget i denne stil:

    Hans Hansen skulle bare vide, at en af de kendte kulturradikale i mellemkrigsårene hed Hans Hansen! Tid til en lille navneændring, gode Hans Hansen?

    Uden at synes om de kulturradikale må man lade dem, at de ændrede noget, og husk: Man lærer af sine fjender og ikke af sine venner. Fjenderne tvinger en til at skærpe sig!

  31. Af Kasper Støvring

    -

    Elisabeth Lindhardt og Anders Kirkegård

    Der er blevet skrevet rigtig meget entydigt positivt om Rifbjerg i de første dage, langt hen som det sig hør og bør, at jeg nu bidrager med mere kritiske vinkler, er helt på sin plads. At nogen har ondt over det, viser bare hvor forgudet Rifbjerg var, trods alle banaliteterne. Men, ja, der ER fremragende ting imellem, som jeg også skriver, og, ja, der vil stadig blive undervist i hans forfatterskab, det gør jeg selv, men han vil altså finde sin rette plads blandt de mindre ånder i dansk litteratur. Som det sig hør og bør.

    Og som jeg skrev på FB: Man skal også være opmærksom på, at forfatteren er betydelig bedre end debattøren/privatpersonen, og at værkerne af og til også modsiger Rifbjergs meninger (i den seneste, sidste, bog er der vist en fremstilling af den kulturradikale som et dumt svin), og man skal altid være varsom med at læse bøgerne i den samme optik, som forfatteren selv foreslår, for så risikerer man at ende i en slags tautologisk selvbekræftelse. Mit ærinde er jo kulturradikalismen, som jeg vurderer i anledning af Rifbjergs død, altså: institutionaliseringen af den kulturradikale ideologi især i undervisningssystemet, en ideologi som passer som hånd i handske til mange af Rifbjergs egne bøger.

  32. Af Martin Nielsen

    -

    Ovenfor skrev Elisabeth Lindhardt om de “småborgerlige” 1950’ere, og nu vover Niels Peter Lemche sig ud i at skyde på, at der ikke bliver meget tilbage af dansk litteratur, hvis vi ser bort fra kulturradikalismen; begge dele er efter min mening helt forkert.

    Danskerne skulle et stykke ind i 1950’erne , førend de fik kæmpet sig fri af de sidste krigsrationeringer, over dem hvilede Den Kolde Krig, men det lykkedes dem også at lægge grunden til vort nuværende velfærdssamfund, og mange fik langt bedre boligforhold. Det var også tiden, da ungdomskulturen fik vinger med de nye “teenagere”, og enhver by, stor eller lille, fik en jazzklub, hvor det på flere måder gik hedt til. Unge mænd i islandske sweatere dansede ultratæt med ungmøer i blød angora, og indimellem var der fra midten af 1950’erne masser af rock’n roll på de danske gulve. Damerne var i fuld gang med at frigøre sig, som de også havde været det i de fem foregående årtier. Det var teenagepigerne fra 1950’erne, der gjorde op med de sociale krav om at blive i dårlige ægteskaber og fra 1960’erne søgte skilsmisser og kastede sig ud i at blive enlige fraskilte mødre, så at mændene fik kamp til stregen på en ny måde. Men det hører man alt sammen sjældent om, fordi det hovedsageligt er 68’erne, der har skrevet historien i de seneste 50 år, og de har taget hele æren for en udvikling, der for længst havde manifesteret sig, da de kom til. Faktisk blev der slet ikke lagt så meget mærke til 68’erne, undtagen på universiteterne.

    Af kendte forfattere, der ikke var kulturradikale, og som var meget læst i 1950’erne, kan i flæng nævnes Johs. V. Jensen, Kaj Munk, Jacob Paludan, Karen Blixen, Ole Sarvig, Thorkild Hansen, Frank Jæger, Tage Skou-Hansen og den uforlignelige Martin A. Hansen, hvis inderlighed og ægthed er i særklasse. Jeg kunne sikkert komme i tanke om flere, men har ikke tid.

  33. Af Alexander Beaumont

    -

    Der har lige været en debat i radioen hvor Søren Krarups påstand om at de kulturradikale var hovedårsagen til at Danmark er på vej mod at blive en ny udgave af det vilde vesten, Balkan eller Libanon eller hvad det var, blev betegnet som det rene vrøvl af Lykkeberg fra Politiken, under henvisning til at også Norge og Sverige er blevet indvandringslande. Og det er jo rigtigt at både Norge og Sverige (men ikke Finland) har åbnet for alle sluser, men kan årsagen ikke være at de kulturradikale og “socialdemokratiske” kræfter i alle tre lande i virkeligheden bekender sig til marxistisk og global ideologi, hvor der ikke er plads til nationale, folkelige og lokale hensyn?

    I en avis skriver en mand at hvis danskerne har besluttet at give afkald på deres land, for derefter at blive fordrevet og uddø som folkeslag, så skal rød stues politik bare fortsætte. Og manden har efter min mening ret, for fortsat indvandring vil uvægerligt ende med at vi danske bliver gjort til vor tids indianere eller jøder.

  34. Af Hans Hansen

    -

    Niels P L

    Hæ. Hvis jeg skulle bekymre mig om navne sammenfald med kulturradikale gennem tiden, så ville jeg formentlig ende op med to alternativer. Ellers har du ret i at man skal holde sine venner tæt, og sine fjender endnu tættere. Jeg har iøvrigt ikke noget imod Rifbjerg. Han har bare aldrig rigtig sagt mig noget.

  35. Af Niels O

    -

    Ordet “småborgerlig” bliver ofte brugt forkert. Den forkerte brug stammer fra 68-generationen:

    Fra wikipedia:

    “I Danmark og måske også i andre lande er selve ordet ’småborger’ holdningsladet. Under ungdomsoprøret fra 1968 og frem blev det blandt erklærede venstrefløjsretorikere direkte anvendt som et nedsættende skældsord om forældregenerationen og deres måde at leve på. Selv arbejderne blev opfattet som værende ’småborgerlige’ i deres livsstil med parcelhus, biler og andre forbrugsgoder. Og inden for de forskellige partier og sekter på venstrefløjen var det et ofte benyttet skældsord, som udtrykte foragt for modpartens tanker og handlinger. Ofte blev ordet fejlagtigt brugt i stedet for Marx’s egen skældud på “spidsborgerne”, hvormed han betegnede og tog afstand fra en særlig from, dydig og fornem facade hos dele af det daværende borgerskab.”

    da.wikipedia.org/wiki/Sm%C3%A5borgerskab

  36. Af Elisabeth Lindhardt

    -

    @ Svend Petersen og Claus T: Helt enig med jer.
    @ Martin Nielsen: ??! At der var flere læseværdige forfattere i 1950’erne end Rifbjerg er jeg enig med dig i. Især er Karen Blixens forfatterskab stadig en kilde til glæde.
    @ Kasper Støvring : Vi ser bare forskelligt på Rifbjergs litterære betydning . Det er jo også ok. Men jeg synes, det er ærgerligt, at du som litterat og ofte meget interessant analytiker ikke kan løsrive dig fra dine (parti)politiske holdninger.

  37. Af Erik Larsen

    -

    Jeg voksede op og så Rifbjerg “ryge pipe” m.m. og har aldrig set og oplevet en mere udansk person. Fred være med ham. Men han var jo én af de der ændrede DR og medierne til at tro at de skulle være nærmest “hippier” for at man ligesom var med “på noderne”. Med 1968 og bl.a. Rifbjerg (ikke kun – men ) her startede Danmarks forfærdelige deroute, som i dag har – efter min mening – i særdeleshed fostret det radikale venstre , SF og dengang venstresocialisterne og kommunistpartiet m.fl.
    Man ser jo også at i dag er det de yderst venstreorienterede der roser ham til skyerne.

  38. Af PF Jensen

    -

    Hvornår vil Elisabeth L. (og Claus T/ Svend P.) mon løsrive sig fra sine (deres) forvirrede og verdensfjerne rødradikale idéer om at nykommunismen er en glimrende erstatning for gammelkommunismen? Men begge udgaver af kommunismen er forrykte, asociale og livsfarlige. At nykommunismen er forklædt som radikal og global næstekærlighed samt kamp for humanisme, “ligestilling” og retfærdighed………. bliver den ikke mindre destruktiv af. I sin kerne er også nykommunismen menneskefjendsk og altødelæggende.

  39. Af Erik Larsen

    -

    Hvad Klaus Rifbjerg har gjort af gode ting, tror jeg ikke på er ret mange.
    For mig og dem jeg er vokset om med var han kun og kun en person, der var meget, meget modsat os der satte sport, idræt, god musik og Danmark m.m. højt.
    Han var præcis lige modsat – en – undskyld nærmest “hippie”. Og hvad godt eller fornuftigt, hvad særlig dansk eller belærende, kulturelt – lige DET skulle være var ufatteligt, at der var nogle der altså mente. Men, så OK, hvor kom så hans supporter fra? Det behøver jeg vist ikke at remse op, men de kom ikke fra specielt sunde, demokratiske, sportsinteresserede, danskere. nej, nej, nej, de kom fra de kulturradikale miljø, præcis fra den gruppe der siden har væltet lille Danmark.
    Så, ja, han opnåede da – nok hvad “han ville” i sit liv.

  40. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    Kulturradikalismen dør ud, efterhånden som dansk folkeparti vokser sig stor. Dens død er overhovedet forudsætningen for, at dens absolutte modsætning, folkepartierne, kan vokse sig store.

    Frisindet, humanismen og de åbne armes samfund afløses nu igen af fordomme, lukkethed og de knyttede næver. Internationalisme bliver til nationalisme, varmhjertethed til følelseskulde.

    Dansk folkeparti har givet os Danmark tilbage, som det var i trediverne og partiet arbejder med held på, at fortsættelsen også bliver det – der er åbenbart ingen vej udenom.

  41. Af Martin Nielsen

    -

    Klaus Rifbjerg fik aldrig noget egentligt modspil. Var han blevet født en generation tidligere, hvor der var større litterære ånder til, tror jeg, at han ville være blevet presset til at få mere ud af sit talent.

    Hvad der end er skrevet her, mener jeg, at David Trads overtrumfer alt ved at udnævne nittenårige Yahya Hassan til at løfte arven efter Rifbjerg, hvoraf jeg konkluderer, at Trads ikke har læst Rifbjerg eller ikke har forstået et pluk. Sommetider er Danmark en utålelig andedam, og jeg forstår egentlig godt, at Rifbjerg kunne blive træt af at være her.

  42. Af J Nielsen

    -

    Som Bo Bojesen opdagede nye arter inden for den ornitologiske verden – den højrøstede klagesanger, den hvidkravede mappedykker m.fl. – således rummer arven fra Rifbjerg i det mindste en enkelt vigtig botanisk opdagelse: den skallesmækkende mimose.

    Det kan overraske, at denne letantændelige gevækst har formået at holde sig skjult til langt op i 1960’erne, nærmere betegnet 1967, hvor arten første gang blev beskrevet af en af Rifbjergs forfatterkollegaer. Men det var Rifbjerg der gav den sit udødelige navn.

    Siden er livsbetingelserne for arten blevet overordentlig gunstige, og den har bredt ud over hele den danske kultur.

  43. Af Niels Peter Lemche

    -

    J Nielsen, glem nu ikke den toptunede skallesmækker!

    Og til Martin Nielsen, der mener, at Rifbjerg havde fået mere modstand, hvis han var født tidligere, må man sige, at det nu ikke er så sikkert, når man ser på navnene på de kulturradikale fra trediverne. Men hvis du tænker på Heretica-folkene, og Martin A. Hansen, så har du nok ret. Der ville nok have været et mere kvalificeret modspil. Alligevel tog Ole Wivel, da han flyttede til Gyldendal, ikke afstand fra Rifbjerg og Panduro, men indlemmede dem begge i sit forlag. Og Klaus Rifbjerg hed allerede dengang i disse kredse “store Klaus”.

    Han fyldte meget, og man bliver klart over det, når man ser en helsidesartikel om ham i et svensk provinsblad som Kristianstadbladet (i dag).

    Og jeg er helt sikker på, at han i sit elysium glæder sig over de kritiske bemærkninger, bare de er velformulerede og underbyggede. Så meget til denne blogs forfatter.

  44. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    Internationalismen og kulturradikalismen dør ud i takt med, at nationalismen og dansk folkeparti vokser sig store. Det er to modsætninger, der aldrig vil kunne fungere sammen – frisindet og de åbne arme kontra lukketheden og de knyttede næver.

  45. Af Martin Nielsen

    -

    Det skjulte liv fortsatte i Spanien, og det første virkelige udbrud kom ganske rigtigt sent. Først var Rifbjerg i mange år en nydelig ung mand med brylcreme og habitjakke. Født i 1931 og gift i en alder af 23-24 år ikke noget med en vild ungdom i stedet tre børn, ærkeborgerligt. Dukkede i 1970, hvor han var hele 39 år, op på kulturministeriets trappe med kammeraterne Charlotte Strandgaard født 1943 og Ebbe Kløvedel Reich født 1940. Der sad så denne midaldrende familiefar, der havde været gift i 15 år, og gjorde oprør mod “systemet” sammen med langt yngre kolleger, og det foregik vha. hashrygning. Det var marxisterne, der gav dem luft under vingerne.

  46. Af hans andersen

    -

    Rifbjerg har sammen med andre kulturradikale været dygtig til at så had og splid i befolkningen, og den tone han brugte er blevet allemandseje 🙂

  47. Af Axel Eriksen

    -

    Internationalismen er i din optik lig med imperialisme som udøvet af Sovjet og Kina!
    Frihedsrettigheder er et fremmedord i kommunistiske lande!

    Se blot på Putins Rusland, hvor ånden fra Sovjettiden er altoverskyggende. Modstandere af regimet bliver p.g.a. verbale ytringer bliver likvideret – eller i heldigste tilfælde fængslet!

    Er det, du kalder “frihedsrettigheder” ??

  48. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Kasper Støvring og følgesvende.

    Skal vi nu ikke lige få på det regne, hvad kulturradikalisme egentligt er.

    Kulturradikalismen har sit udsprung i de borgerlige frihedsrettigheder (eller friheds bestræbelser).

    Dansk kultur og mentalitet er så gennemsyret af kulturradikalismen, at det er svært at forstille sig Danmark og dansk mentalitet uden den.

    Lad mig påpege igen tre vigtige punkter:

    1: Kvindefrigørelsen.
    Kvindernes ligeberettigelse og aktive deltagelse på arbejdsmarkedet.

    2: Den seksuelle frigørelse.
    Adgangen til fri abort. Skilsmisse. Der er ikke mere noget der hedder uægte børn. Homoseksuelles synliggørelse og ligestilling. Sex før ægteskabet.

    3: Uddannelse.
    Muligheden af at alle kan få en uddannelse uden hensyntagen til klasseskæl.

    Der er MANGE andre vigtige punkter fra PH-lamper til socialhjælp, det er umuligt at forestille sig uden kulturradikalismen.

    Så¨Kasper Støvring og følgesvende. Meld dog klart ud hvis I ønsker:
    1: Kvinderne tilbage til kødgryderne.
    2: Søren Pape indespærret på Sankt Hans.
    3: Ubemidlede fratages muligheden for at få SU.

  49. Af Jørgen Jensen

    -

    Anders Kirkegaard Jacobsen er vist en typisk rød og radikaliseret radikal uden jordforbindelse. Sikkert en ung uden indsigt i hvor forringet samfundet er blevet i de sidste 30 år. Og uden forståelse for at Danmark antagelig er en nation uden fremtid.

  50. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    Det er utroligt, at der også i disse spalter findes indlæg om socialisme og kommunisme, der viser, at vedkommende absolut intet ved om disse emner. Man slynger om sig med vanvittige påstande, der kun kan være hentet fra den gennemperverterede, antikommunistiske amerikanske propaganda, der oversvømmede Europa under den kolde krig.

    Det eneste krav, der dengang blev stillet til det CIA-producerede informationsmateriale, var at sandheden om kommunismen var forbudt. Den skulle males sort i sort og kaldes rødt i rødt. De kulturradikale nægtede at bukke under for indoktrineringen og blev lagt for had af højrefløjen, der beskyldte dem for at ville den samme undertrykkelse, som man i sin forbløffende uvidenhed helt vanvittigt påduttede kommunismen.

    Det er forbløffende, at den amerikanske indoktrinering stadig har tag i de mere utiltalende dele af højrefløjen, som har kunnet gennemtvinge den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik og rette den mod Rusland. Man kom meget nærmere sandheden hvis man kaldte det den militaristiske erobringspolitik fuldstændig uden formildende omstændigheder.

    På et eller andet tidspunkt må det gå op for folk, at USA er hele verdens fjende.

Kommentarer er lukket.