Utidssvarende tanker til tiden

Af Kasper Støvring 23

 

En røst fra fortiden kunne for nylig høres i radioen. Røsten tilhørte Weekendavisens skribent frem til 2012, Ulrik Høy. Poul Pilgaard Johnsen fra Radio24syv havde inviteret den 70-årige Høy i studiet i anledning af udgivelsen af bogen ”Høy på ord” med nogle af Høys bedste klummer.

 

En røst fra graven var det ikke, for hold da op, der var liv i Høy! ”Platuglen” har altid været en af landets allerbedste skribenter: Dannet, skarp, morsom, følsom, ironisk, sarkastisk og en forbilledlig stilist i den halvdistance – Høy var engang en dygtig atlet – som avisklummen er. Høy er et musisk menneske, og man tilgiver gerne den slags mennesker deres tossede indfald. Som dengang Høy i Helle Thorning-Schmidt så fremtidens store statsleder. Men det skal det ikke handle om her.

 

Det skal derimod handle om et bestemt tema, der optog mig, da jeg hørte programmet og genlæste klummerne. Nemlig, om der er visse erfaringer, vi ganske enkelt ikke gør os mere, ikke kan gøre os mere, og som betyder, at vi ikke kommer i berøring med afgørende dimensioner af livet, afgrunde af rædsel såvel som himmelske højder.

 

Ulrik Høy er en god, gammel reaktionær, og dem skal man passe særlig godt på. De har nemlig bud til tiden, usamtidige og utidssvarende bud, må det tilføjes, som kan forekomme både sære og skandaløse. Det er reaktionære tanker, som mangler i tiden, og som tiden altså har brug for. Som når Høy fejrer en tid, vi ikke kender længere, i fine erindringsbilleder fra barndommen i 1950’ernes Silkeborg.

 

Det var dengang, autoriteten var intakt. Når der var uro i stuen, sænkede far Jyllands Posten et par centimeter, så hans skilning kom til syne. Så blev der ro, fortæller Høy. Det var dengang, dyderne og pligterne var selvfølger, dengang både Gud og far residerede uantastet. Gode tider, forstår man.

 

Det var også tiden før psykoanalysens gennembrud. Da Høy som dreng begyndte at stamme, tog mor ham til lægen, der imidlertid kunne berolige: ”Deres søn fejler ikke noget. Det er bare psykisk”. Bare psykisk! Hvor heldig har man lov at være at vokse op i den tid, udbryder Høy, og vi andre må misunde ham. For nu fejler vi alle noget, er ”psykiske” fra morgen til aften.

 

Det var også før den seksuelle frigørelse. I 50’erne var der ingen fuldbyrdet erotik før ægteskabet, det var simpelthen forbudt. ”I de unge år”, skriver Høy, ”var der flere bøger end damer, flere stille stunder i julelampens skær end seksuelle julelege, mere snerydning end fellatio, også om sommeren, mere Chopin og sublimeret smerte end hurtige knald over disken.”

 

I dag er der uforpligtende knald, porno og selvtilfredsstillelse over alt, én stor selfie-business. Det betyder, at unge mennesker er forhindret i at komme i berøring med kunsten og litteraturen og dens vældige skat af indsigter og oplevelser. Ufuldbyrdet erotik er en kostelig erfaring, som den reaktionære Høy siger. For den åbner for sangskatten, lyrikken og de store romaner i litteraturhistorien. Den skat rummer nemlig noget langt mere værdifuldt end hurtige, uforpligtende knald. Det handler her om eros, om den åndelige længsel og åndelige kærlighed, som vi især møder hos de store romantikere.

 

Ulrik Høy indskriver sig i en veritabel kongerække af reaktionære skribenter. En af dem var litteraten Aage Henriksen, der har talt om et andet tab, der også angår det erotiske. Da præventionsmidlerne blev opfundet, blev hele det erotiske område – der før var forbundet med død, fryd og afgrunde – gjort farbart, ja, blev gjort til en harmløs legeplads. Men samtidig, har Henriksen pointeret, forsvandt også ”et gådefuldt kraftfelt”, en kilde til poesiens og fantasiens rige verden.

 

Eller tag en anden af de reaktionære konger, den amerikanske professor Allan Bloom, der mente, at den seksuelle frigørelse medførte et kolossalt dannelsestab. Eros bliver nemlig ikke længere forædlet og ledt op mod højere mål. I stedet for at læse mesterværkerne og lytte til de store symfonier hengiver de unge sig til primitiv rockmusik med al dens hyl og skrål og bejaelse af den øjeblikkelige udløsning. Årsagen? ”De unge genkender rockens rytme som samlejets”. Derfor går de unge i stå som mennesker allerede i puberteten, hvor eros melder sig. De mister, ja, musikaliteten i livet. De har mere sex på hjernen end eros i kroppen, som Villy Sørensen skrev.

 

Og mens vi er ved Sørensen – når man i en af hans noveller fra 50’erne læser om en dreng, der klatrer op i et højt, loddent og glat træ, der blomstrer hvidt foroven, så ser man straks sublimeret seksualitet i klar symbolsk tale: pubertet, stådreng, orgasme og vågnende driftsliv. Jeg har imidlertid som underviser ved universitetet flere gange erfaret, at de studerende finder en sådan læsning noget overdreven; når der stipuleres symbolanalyse, står de af. Men de har jo også travlt med at udleve driften i byture hver torsdag, fredag og lørdag.

 

Frigørelse og psykoanalyse var altså på programmet i den generation, der erobrede hegemoniet efter 50’erne. Det var Klaus Rifbjerg og de kultur- eller nyradikale kumpaner. Her skulle der gøres op, udleves, overskrides og overskides i lange baner. Nu var det ikke Martin A. Hansens Løgneren, men derimod Rifbjergs Den kroniske uskyld, der blev bibelen for flere generationers gymnasieelever og -lærere. Dens banaliserende psykoanalytiske skematik har Rune Selsing skrevet om her.

 

Ulrik Høy har utvivlsomt ret i, at 50’erne ikke kommer igen. Han har også ret i, at fuldbyrdet erotik hæmmer kontakten med den dybere eros. Men han har næppe ret i, at unge i dag slet ikke kan komme i forbindelse med eros og dermed poesien. Der findes nu som dengang sensitive mennesker, enspænderne og indadvendte – de psykiske! – der finder skatten og gør sig kostelige erfaringer.

 

[Dette indlæg er en forlænget udgave af dagens klumme i Politiko]

 

23 kommentarer RSS

  1. Af poul boie pedersen

    -

    Når man har læst dette indlæg forekommer det mig, at man sidder tilbage med det mærkelige spørgsmål: Hvad er det, at Støvring vil med det her?
    Vi præsenteres for en betagelse af 50’ernes autoritetstro, den seksuelle hæmmethed, der bl.a. ledte til ægteskaber af nødvendighed, udstødelse af enlige mødre og illegale aborter, og som fratog kvinderne alle de muligheder, de har i dag for at være egne mennesker i eget liv. Det ledte til det seksuelle mysteri og den erotiske betagelse, forlyder det, men også en hel masse fordomme om, hvad piger kunne lide og en masse uhæmmet sexchikane og undertrykkelse. Og netop som vi tror, at Støvring vil fremhæve de rædsomme 50’ere som en romantisk epoke ender det alligevel med, at de unge nok også i dag kan “komme i forbindelse med eros og dermed poesien”
    Der vil til evigheden være en konflikt mellem frihed og autoritet, og i min verden er det et fremskridt, når samfundet kan rumme friheden og opfattelsen af medmennesket som et voksent individ med ret til at definere sin egen tilværelse, uden snærende fordomme fra en selvbestaltet magtelite. Jeg kan stå inde for, at der findes masser af eros og poesi, også i dagens romantiske forbindelser, og når det lykkes kan man glæde sig over, at det er den andens glæde og ikke snavset nødvendighed, der bærer poesien.
    Så glæd jer køre medborgere over, at vi lever i 2015 og ikke i 1950’erne.

  2. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Kasper Støvring

    “Som dengang Høy i Helle Thorning-Schmidt så fremtidens store statsleder. “.

    Og det var formodentlig inden HTS blev seriøs kandidat til internationale topposter.

    Godt set. 🙂

    Jeg tror iøvrigt ikke, at der en mange, der ønsker sig tilbage til tiden før den seksuelle frigørelse.

  3. Af Jesper Høegh

    -

    Alt var godt – respekt om Kernefamilielivet – respekt om politisk ståsted-
    respekt om Kærlighedslivet – respekt for DK Historie – Kultur – Åndsliv-
    respekt til- og fra omverdenen.

    Dannelsestabet – alt hvad vi kendte – er totalt udraderet – findes nu lun i perverse udgaver
    – hvem kan vi takke – hvordan kan vi imødegå det ?

  4. Af Elisabeth Stoltz

    -

    Helt enig i P B Pedersens betragtning. Når man læser Støvrings længsel mod 1950’erne, tror man jo, der er tale om en gammel mands nostalgi ift til det evigt tabte. Støvring levede ikke i de sexforskrækkede 1950ere med snærende bornerthed og social kontrol. Tak og lov for de af Støvring så forhadte kulturradikale (af mangel på et bedre udtryk), der gjorde op med 1950ernes forløjede moralisme. Og se, der kom jo alligevel spændende litteratur ud af det, helt op til vor tid 🙂
    Den afdøde polske filminstruktør, Kieslowski, sagde i forbindelse med Polens frigørelse fra kommunismen, at nu ville man ikke længere kunne lave god kunst, idet denne kun bliver til på baggrund af censur og diktatur. Det viste sig at være rent vrøvl. Nu op med humøret, Støvring, og se dig om i landskabet af spændende (og erotisk) samtidslitteratur.

  5. Af Martin Nielsen

    -

    ” I 50’erne var der ingen fuldbyrdet erotik før ægteskabet, det var simpelthen forbudt.”

    Nå ikke. Mon ikke de herrer, der skriver sådan sublimerede, hvad de ikke selv kunne finde ud af eller komme af sted med og ophøjede det til et højere åndeligt gebet, når det nu ikke kunne være anderledes. Ingen dyd er så stærk som nøden.

    Sammenligner man alderen for datidens giftermåls indgåelse med tidspunktet for første barns fødsel, bliver man klogere, og det gælder især i de mere folkelige samfundslag, hvor man af samme grund giftede sig langt tidligere end i dag. 18 år var en meget almindelig alder for en ung pige, og mændene var gerne et par år ældre. Indenfor det højere borgerskab var det mest almindelige, at pigerne giftede sig med den første mand, de havde et fuldbyrdet erotisk forhold til, og de var gennemgående først i 20’erne, hvorefter deres mødre kunne slappe af. Hvis de var fyldt 25 og stadig ugifte, blev danske piger/kvinder dengang anset for at være “on the shelf” med ringe udsigt til ægteskab og børn, fordi skilsmisser og enkemænd var meget få. De tidligt gifte var præget af den kvindefrigørelse, som deres mødre og bedstemødre havde været med til at drive frem, og de gik videre med projektet og begyndte at lade sig skille i 1960’erne. Den udvikling var for længst i gang, førend 68’ernes rødstrømper kom til fadet og påstod, at det var dem, der stod for frigørelsen. For de højborgerlige kvinder betød det ofte for en periode “udelukkelse af det pæne selskab”, hvis de blev skilt. Det blev betragtet som en voldsom deroute, hvor de måtte klare sig som de bedst kunne, da der ikke var den hjælp, som nutidens velfærdssamfund byder på. F.eks. ingen SU, der kunne hjælpe dem til at få den uddannelse, som en stor del af dem ikke havde nået at gøre færdig eller starte på. Det var ikke åndelig suplimering, der stod på programmet men kamp for at komme op af dyndet og give eventuelle børn en god opvækst.

  6. Af K.Larsen .

    -

    “Rend mig i traditionerne” af Leif Panduro, handlede om en person der havde fået slipset galt i postkassen.
    EU og selvstyre:
    “Jeg ligger her på bunden af svømmebasinet, hvor der er fred og ro, der er ingen druknedød, kun tilsagn om min families ret til at undre sig over min selvdestruktive adfærd.”

  7. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg blev inspireret til at læse Selsings indlæg, som Støvring bla henviser til, så et langt indlæg kan læses dér, da det er forstemmende sådan at gøre Rifbjerg synonym med psykoanalysen og ligefrem aflive den og at have læst “Kulturens Byrde” noget forkert; men det er jo vanskeligt med en civilisation, da ikke enhver kan gå i psykoanalyse – og ganske enkelt fordi der heller ikke er analytikere nok, såvel som de kan præsentere sig forskelligt fra nation til nation. Nogen er strengt ortodokse freudianere og andre med lidt få omskrivninger; men der skal mere til, idet hverken Freud, Adler, Jung, Fenichel, Rank mfl ikke kan stå alene, såvel som andre videnskaber er trådt ind med viden omkring også vores celler – efter elektronmikroskopet.

    Det vi bliver præsenteret for i Støvrings oplæg virker meget forsimplet, og en ungdom bliver stadig i vore dage meget nødigt og kun nødtørftigt informeret om seksualitet. Joh, om prævention. Vigtigt også naturligvis. Men ikke om følelser, lykke kærlighed og det inklusive den dybere tilfredsstillelse for ens seksualitet. Det hører nemlig sammen – fremfor, ja undskyld, udtrykket at forherlige Eros i poesi og litteratur og så sidde og blive ‘tyk bag ørerne’ , fordi det ene udelukker ikke det andet. Tværtimod. Det er misforståelse – også af psykoanalysen, om end der har været nogle vilde udlægninger og udlevelser fra mennesker, der ikke rigtig har forstået hverken sig selv eller formålet – blot udlagt sig selv som en eller anden hensigt.

    Fordi – der ikke (kan) skelnes mellem det neurotiske og det sunde i elskoven, hvis man ikke kender til dette. Naturligvis ikke – og derfor svært at gøre op med og derfor tillade sig havde jeg nær sagt: det egentlige. Det gælder ikke bare om hverken at knalde eller ligefrem kneppe løs .. men det gælder om at hæge om sin seksualitet udvikle den, hvis hæmmet, og i mangel af et bedre ord: at ‘forfine’ sit følelsesliv, så det bliver indbringende og mærkbart for en selv og en partner. Ikke bare at bruge los af ‘materiale’ – mænd og kvinder, hvilket for nogen kan virke tvangspræget og uden denne ‘forfinelse’, uden at det skal lyde forkert, af både seksualiteten og det tilhørende følelsesliv – til netop den dybeste tilfredsstilles for både krop og sind.

    Det giver energi – også til netop poesi og litteratur.

    Og – så er livet jo ikke færdigt hverken før, under og efter en pubertet. Der er mange år, og megen dannelse var før i tiden ganske den skinbarlige vane, fordi den var påduttet. Den kom ikke inde fra den enkelte nødvendigvis som en given ting, at man opfører sig ordentligt og anstændigt overfor andre, og her mener jeg at nogle ligefrem blev tævet til sådant. Voksne gik ikke altid ud fra el vidste så særligt om børn og deres natur, at identificeringen også har en god lektie at vise børn, gode muligheder for sådant, hvis de voksne opfører sig ordentligt. Børn skulle helst sidde i matrostøjet og i stiveste puds, kunne spise med kniv og gaffel, før de nærmest kunne mestre deres motorik og udviklingen her. Gå -før muskulaturen blev udviklet tilstrækkeligt til at kunne bære dem, så det affødte en hjulbenethed for nogle børn.

    Børn skulle være små voksne før tid. De blev presset ind i en slags kasse og med hænderne op over dynen, så de ikke pillede unødigt og således kunne bede deres fader vor.

    Som min analytiker tit har nævnt det, så skulle de unge læse og læse og kun læse, når det var eksamenstid – fremfor at forældre ikke var så ovenud ængstelige og tillod dem samvær med kæresten eller en god fornøjelse i biograf, Tivoli – en tur med vennerne. Til at give energi til resten af enten lektier el denne eksamenslæsning. Næh, så hellere røde øjne, trætte af uendelig læsning, de ikke forstår el kan kapere. Og – slet ikke, hvis ‘tyk bag ørerne’. Så kniber det .. livsglæden og dermed seksualiteten er vigtig; men vi svigter stadig børn såvel som unge – vi holder det for os selv.

    Og – hvorfor gør vi det. Det er der forskellige forklaring på, da det nok hverken skal være forældre eller lige klasselæreren; men nok folk ‘udefra’, der skal servicere de unge med yderligere oplysninger – udover prævention!

    Følelser er stadig forbudt el ikke så forundt igen for os, selv i 2015!

    Men – rigtigt, at disse af mig påpegede mangler også har givet en afsmitning på en egentlig dannelse, for nogle i hvert fald; men årsagen hænger ikke sammen med, om der bliver knaldet eller ligefrem kneppet rundt af de unge – det er mangler fra forældrene og samværet med dem, såvel som det forbudte ord ‘klasse’ kan være afgørende, om tidligere generationer overhovedet har lært nok i forhold til dette fænomen.

    De efterlignede i hvert fald tidligere gerne de mere velstående i går en og laden – uden at have haft den store tilgange til andet end at se el beskue disse manérer. Det gjaldt også om at være renskuret, have ren negle, hilse pænt og sidde ordentligt til bords – og siden ligedan blive til mere end forældrene måse havde opnået el haft muligheden for, enten økonomisk el i forh til tidens udvikling.

    Det såkaldt fin-kulturelle er det ikke alle forundt at beskæftige sig med i større stil, de har måske helt andre liv, der kræver sit og andet, alle heller ikke kan leve op til, og som er så ganske udmærkede og såkaldt velanstændige og ordentlige; men jeg mener, at alle, der kan, bør have en studentereksamen og ikke som socialdemokratiet vil afskaffe denne mulighed: For så kan de senere igen dyrke en anden uddannelse. Det vil nok kun gøres af et fåtal, når der først et stiftet familie .. men at få denne viden, der er i gymnasiet, vil nemlig nemmere kunne glæde både i dagligdagen og siden for den enkelte – til også at give videre til næste generation –
    at have fået nys om og lidt til, at der findes en dejlig og skøn litteratur.

    Fordi den også er historie, vores historie .., hvor vi så kan følge slægters gang for nu at sige det lidt højtideligt og se, at vi er kommet videre ..men hvor langt er vi egentlig i forhold til en naturlig væren – dette set i forhold til en naturlighed i forhold til den enkeltes seksualitet. Læs: uden de store kvababbelser for nu at sige det lidt nemt her, til mest mulig lykke for den enkelte. Det er jo det, det i sidste ende handler om – og ikke at fornægte og sublimere, være nødsaget til det – fordi forældre stadig ofte viderefører tidligere tiders ‘pænhed’. Og – det handler ofte så netop ikke om ‘pænhed’ .. men om såkaldte perversioner, de fleste heller ikke kender naturen af; men det får være for her.

    Men psykoanalysen står og falder altså ikke med hverken Rifbjerg, Støvring, Høy, Selsing og andre, der – har jeg set tidligere – bare udlægger teksten, dvs egen opfattelse – uden egtl at kende til psykoanalyse/n. Den er nemlig vanskelig at forstå , hvis man ikke selv har gennemgået en sådan.

    Og – en tanke til Støvring, selv om jeg ikke kender til hans undervisning:

    Men kunne det tænkes, at du til dine elever ikke først gennemgår symbolik og symboler, før de præsenteres for bla dit eksempel her? Alle – i den analyseform, jeg gik i og har udøvet, bliver først præsenteret for de forskellige drømmesymboler, således at de har et redskab til fx en tekst eller en film – og hvor det i en analyse for et menneske ikke fra analytikerens side virker som de rene postulater – men altså, at de forskellige symboler, generelle, seksuelle, mandlige, kvindelige, mere individuelle ER gennemgået, andre er igen mere sammensatte symboler – således at folk kan følge med og evt. selv tolke med i forhold til et givent emne. Ellers kan de være lost og ikke få noget ud af det. Nå, bare en tanke, selv om det da også kan kræve lidt tilvænning at skulle se og forstå ting på et dybere plan, selv om vi faktisk er mange af symbolerne så ganske bekendte eller bevidst om – uden at vi tænker over det. 🙂

  8. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Hvad angår Rifbjerg, så kender jeg ikke så meget til ham – har nærmest glemt indholdet af “Den kroniske Uskyld” – men ville vi til en Shakespeares produktion sige, at det var for at være sensationel – eller var det blot en del af virkeligheden man dengang vidste om og godtog som også eksisterende.

    Jeg ved ikke om el kender til psykoanalyse i forhold til Rifbjergs. Tror blot ikke, at han som Panduro har gået i en sådan; men derfor kan han jo godt have læst nogle tekster af Freud .. men egentlig psykoanalyse ville være, hvis man tolkede de personer i selve historien og ikke blot fortalte om deres oplevelser og diverse hændelser. Historierne er jo troværdige nok – hvadenten Rifbjerg selv kendte til sådanne fra virkeligheden eller blot havde hørt om sådanne skæbner.

    Det kræver nemlig en del at forstå psykoanalysen som sagt. For de fleste vil det være bedst også at have gennemgået en sådan, såvel som min erfaring er, at det kræver mange år at kunne egentlig anvende den, overskue den (som med andre videnskaber/discipliner) – uden at sammenflette egne forblommede meninger, fordi noget er for svært i forhold til den enkelte selv.

    Jeg tror, at navnet var Niels Gunder Hansen, nu vistnok professor udi litteraturen – og al respekt for det, der engang skrev en artikel i Berlingske. Jeg ringede ham personligt op og fortalte, at det faktisk ikke var i orden at blande egne meninger ind i Freuds, så det var vanskeligt at skelne for læseren. Joh, jeg kunne bare skrive et indlæg. Joh tak, svarede jeg – men at sidde og dissekere her og så få det tilbage i hovedet igen. Det var min tid grundet min senere erfaring med Berlingske så ganske afgjort ikke til!

    Så – der er mange meninger om psykoanalysen, uden at der kendes til den nu om dage og dermed dens erfaringer, fordi det er det, den bygger på, når mennesker har gået i analyse og fået det ubevidste gjort sig bevidst, hvor disse to størrelser ofte er direkte modsætningsfyldte i et udsagn.

    Og – slutteligt her, så er psykoanalyse/n ikke identisk med hverken kulturradikalisme el andet fra diverse godtfolk, der har ytret sig også i 60’erne og 70’erne fx og da stadig. Det er en selvstændig videnskab og disciplin, metode, der ved at gøre det ubevidste i mennesket bevidst for det, tjener det formål, at løse op for neuroser (fejlforvaltede driftsenergier, hvilket vil sige at nogle af disse har måttet finde sig andre udveje og dermed baner at løbe i end de opr. tilsigtede til formålet for dem), således at den enkelte fungerer indefra med sit potentiale af sundhed, fremfor disse udefra påduttede ideer af andre, som skal følges.

    Det bliver vi syge af. Og – jo sundere vi er, desto mere kan vi gensidigt lade andre i fred med deres, fremfor med vold og magt at ville påtvinge dem noget ud fra en bestemt idé om godt eller skidt, som kan være gennemsyret af neurotiske tilbøjeligheder. Se til verden af i dag og gæt selv. Det er blevet værre, og det vil det stadig blive, hvis der ikke sker ændringer af den sundere og humane slags, fremfor disse styringer, som siges at komme ‘oppefra’ og ikke fra os selv – i en eller anden tro og dermed topstyring af mennesket til skade og sorg for det selv og til ødelæggelse også af dets muligheder i verden.

    Vi kan roligt regne med, at det er seksualiteten, den er gal med – i bund og grund i ofte en eller anden dobbelt-moralsk forstand. Pænhed udadtil fordres der – perversitet indadtil og siden vendt ud mod verden for at opnå anerkendelse ved vel at mære tvang.. Jeg tænker på denne IS og dette fænomens tilbøjeligheder, set i ekstrem grad – og ligedan visse grupper i Syrien mfl. Disse fascistiske tilbøjeligheder – uden ringeste ret til sådant overfor andre mennesker! Hvad er det egtl de forsvarer med denne nævenyttighed ud over alle grænser, andet end deres egne perverse tilbøjeligheder – og så i en religions navn!

  9. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Jeg har læst Tove Ditlevsens barndomserindringer fra det indre København på krigens tid. Det lader til, at de unge mennesker dér i fattigkvartererne var fanget mellem to modstridende krav. På den ene side var der den officielle kønsmoral, som forbød samleje før ægteskabet. På den anden side var der en ungdomskultur med egne normer, hvor man ikke kunne være ligeværdigt medlem af gruppen, hvis man ikke fik gjort sin seksuelle debut. Tove Ditlevsen beskrev sit eget første samleje som en sådan pligthandling, som var kemisk renset for lyst fra hendes side, endsige erotik.

    Det var altså verden set fra gadeplan. Mit problem med reaktionære skribenter er, at det let går hen og bliver mere kunstigt end kunstnerisk.

  10. Af Hans Hansen

    -

    Med lidt godt gammeldags, oprindeligt defineret, folkestyre Jesper H. Hvad ellers? Du tror vel ikke politikerne har hjerne til varetage beslutningsprocesserne?

    Er der tvivlspørgsmål, så spørg befolkningen. Kan man heller ikke finde ud af det, så betal for politikernes dumheder. Hvor svært kan det være?

  11. Af Søren Sørensen

    -

    Mht seksualitet og musik

    Nok rigtigt at den rytmiske stryger mentalitet i amadeus skaber kedelige borgerlige egoist børn og Bob Dylan det politiske intelligente røde barn. (Overser her at Dylan var born again kristen og omfavnet evangelisterne i 80’erne og ikke har frasagt vrøvlet endnu men synger dog ikke om det)..

    Det borgerlige soveværelse er dog uden tvivlt kedeligt, langtrukken og søvndyssende. Lige som en god v revisor til selskab flytter men derover når sengetid nærmere sig.

    Dog rigtigt at uden røde ingen kultur og musik. At borgerlige byggere opera og teater for folkets penge til dem selv er dog en elitær kultur vi må finde et opgør med! Fx det hele via skatten og billetter delt imellem alle statsborgere. Som det er nu betale fattige jo “kultur skat” til mæersk familien mv.

  12. Af Jesper Høegh

    -

    Det er eksemplet der opdrager – gå foran – gør hvad der forventes af jer-
    som Far-Mor – Arbejdsgiver – Arbejdstager etc.

    Mærsk gik foran med sit aldrig svigtende kulturelle Adfærd – Amaliehaven –
    Operaen – hvad var Takken –
    gik foran økonomisk – Olieboring – hvad er Takken !

    DR går foran med obskøne udsendelser – en Lund Madsen i skrædderstilling
    og Tophue – Signe Molde – en konkurrence i eder og forbandelser!

    Vore Politikere – ja kan man ikke blive andet – så er partibogen
    adgangsbilletten – der stilles ikke Krav !

  13. Af poul boie pedersen

    -

    “Mærsk gik foran med sit aldrig svigtende kulturelle Adfærd – Amaliehaven –
    Operaen – hvad var Takken –
    gik foran økonomisk – Olieboring – hvad er Takken !”
    Jamen den er vel en svimlende formue.
    Før 2003 havde DUC, der var efterfølgeren til intentionen om, at olieudvindingen i Nordsøen skulle ligge på danske hænder, et skattefradrag på investeringer i Nordsøen på 250%. Det betyder, med datidens selskabsskattesats på 40%, i daglig tale, at konsortiet, kr. for kr., kunne spare i skat nøjagtigt det beløb, som man investerede. Den ordning kunne mange andre virksomheder sikkert godt misunde Møller dynastiet.
    Efter 2003, da selskabsskatten blev lavere, solgte man dernæst, i en ny aftale med Bentsen i spidsen, afgiftsniveauet ud på et langt lavere niveau, end et var gældende for tilsvarende aftaler i f.eks. Norge. Det store problem var, at ved stigende oliepriser, steg satsen ikke som andre steder, hvilket i visse år, iflg. vismændene gav konsortiet en ikke markedsbetinget fordel på op til 10 mia. kr. pr. år. Med en andel på ca. 1/3, var det en ekstra gevindst til APM på ca. 1½ operahus om året, en kompensation for operahuset, der vel trods alt også tæller med.
    Så kom finanskrisen. Danske Bank gik reelt konkurs, og måtte reddes af regeringen. Med bankpakke 2 investerede staten 24 mia. i Danske Bank med samme risiko, som en aktieholder. Meningen var, at staten skulle modtage aktier for pengene, og så senere afsætte disse aktier igen (Upside modellen, http://www.business.dk/finans/hvorfor-afviste-espersen-upside-modellen). Dette blev imidlertid, den sidste aften inden pengeautomaterne iflg. Lene Esbersen løb tør, ændret, ved under den trussel om kaos, at vride armen om på forligspartierne og gøre det til et lånearrangement med en særlig benævnelse, hybrid kernekapital. Dette var iflg. Sass Larsen danmarkshistoriens største røveri, fordi aktieværdien i lånets løbetid tredobledes. De siddende aktionærer beholdt altså værdi i deres aktiekapital for 24 mia. men skorede i tillæg kursgevindsten i lånets løbetid, der beløb sig til 48 mia. kr. i et fallitbo, der blev holdt oppe af staten Da APM ejer ca. 25% af aktierne i DB, kan man vel sige, at også i den situation kan man tale om et afdrag af gælden på Operahuset.
    Og så er det fremtiden. Kommer der flere afdrag på operahuset? Det vides ikke, men undrer man sig over DONG-salget, ville der jo være logik i, at APM kunne have interesse for at træde ind i vedvarende energi på monopolbasis, når oliekilderne tørrer ud. Skulle det være tilfældet er Goldmann Sachs jo så blot et stråmandsmellemspil der ender i 2018 med at APM til en gunstig pris købte sig ind i DONG, da minoritetsposten i DONG blev solgt i januar 2014.
    Dette sidste er helt klart tankespin, men selv uden dette må jeg sige, at operahuset har forrentet sig vel for gavegiveren.

  14. Af Jesper Høegh

    -

    Mærsk – er ikke et Filantropisk foretagende – en Katalysator-
    for Kultur og Økonomi + Skattebidrager i særklasse.- – Donationer i rigt mål-
    en god ide med køb af DONG.

    Sass Larsen meninger – JA -truslen om medieforligets ophør – har rystet
    Berlingske – er nu på Boulevard presse niveau –

  15. Af poul boie pedersen

    -

    “Mærsk – er ikke et Filantropisk foretagende..”
    Jamen, det var vel egentligt min pointe.
    Og husk så i dine lovprisninger, at der er forskel på forretning og lidt for gode vilkår.

  16. Af Jesper Høegh

    -

    Utidssvarende tanker og handlinger!

    Der sælges Æg og Sæd i lange baner – Ind- og Udland –

    Dr. Jekyll and Mr. Hyde Reagensglas Afkom – frit valg på alle Hylder!

  17. Af Hans Hansen

    -

    Alt der opnår en vis alder, risikere at blive utidsvarende. Forudsætningen for at det ikke sker er udvikling. Årsagerne mange, men logiske. Visse tanker er dog fremsynede, repræsenteret af visse filosoffer, men disse har den egenskab at deres logik er yderst pragmatisk, baseret på logiske konsekvenser de fleste ikke kan overskue.

    Fordi alt nødvendigvis skal tage hensyn til virkelighedens forandringer, for at overleve, fordi kun tilpasningsdygtighed har vist sig eksistentielt fungerende, så skal demokratiet naturligvis reformeres med hensyn til udviklingen. Den er befolkninger og teknologier der aldrig før er set. Der er nye spillere på banen.

    Demokrati er den PT største magt på planeten. Intet andet kan fremvise større styrke både militært og økonomisk, men demokrati er ikke defineret stationært. Den er en politisk metode under forandring. De utidssvarende tanker, i denne forbindelse, er manglende forståelse for de ændrede faktorer. Hvilke faktorer er aldrig sket førhen?

    Svaret ligger lige foran næsen og de er overordentlig synlige. Kan man ikke se dem er man blind.

  18. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Ja, Jesper Høegh – utidssvarende tanker og handlinger! Rugemødre! Og – så dette sæd- og æg-opsamlende firma, der siger, at de tænker meget på etik! Ja, måske i forhold til opbevaringen af æg og sæd – men ikke så åbenbart heller ikke længere.

    Og – i vore dage taler vi om, at kvinder venter for længe med at få børn, så det ikke lykkes for dem siden.

    Ak ja, det er ikke altid nemt at være menneske.

    Men at sende dansk sæd og æg rundt i verden og ikke kun til rugemødre, hvor begge dele fra et par kan ‘udruges’, så er for mig etikken allerede forduftet – og endog før, fordi jeg mener, at fx anonym donor skal forbydes.

    Og – jeg mener, at forklaringen på manglende fertilitet ligger i hhv mandens og kvindens psyke, i deres egen historie. Her burde der måske satses mere for de naturligvis ulykkelige par, der i hv f bevist ønsker sig børn.

  19. Af Jesper Høegh

    -

    Ja Birgit Hvid Lajer

    Jeg – min familie -Venner – Bekendte – er virkelig forundret –

    Hovedingrediens – Penge – Videnskabens idioti – designede Individer –
    eller Vanskabninger !

    Hvem tager Ansvaret – Hvem bærer/har Ansvaret!

    Mangel på Rugemaskiner/Mødre = Reagensglas!

    Uhyggelige perspektiver for Menneskeheden.

  20. Af Line Nielsen

    -

    For mig ville det at sælge mine æg være som at sælge mine børn. Jeg forstår ikke, hvordan det kan komme på tale, det er jo kynisk, perverst, umoralsk og al mulig andet ondt.

    Jeg har også altid været frastødt af, når mænd sælger deres sæd og ment, at børn altid har krav på at få at vide, hvem deres biologiske forældre er og det uanset de omstændigheder, de kom til verden under.

  21. Af søren rasmussen

    -

    Ulrik Høy er eller blev en ronkedor. Som beskrives ‘….som er en gammel, ofte aggressiv hanelefant, der lever adskilt fra flokken. Ordet kan også anvendes om ‘en ældre, vrissen mand’….’.

    Er Ulrik Høy ikke mere?

    Ulrik Høy skrev på det sidste i Weekendavisen. Det var stærkt underholdene. Og han gik ofte i kødet på den, også dengang, radikale Politiken og den også dengang tåbelige chefredaktør.

    Det var f….. morsomt. jeg savner ham som type og intellekt.

    Vi er flere der kunne gøre det samme, men vi vil aldrig komme til fadet i dag. Og hvis vi gjorde så ville avisen blive angrebet at kulturradikale islam tilhængere med søgsmål og blasfemi regler og fanden ved jeg, så avisen ikke ville orke at tage kampen op.

    – Men jeg er glad for at jeg i mit lange liv fik lov til at tage hele turen fra VS til DF med hele det radikale slæng på sidelinien, inkl. den nuværende og tidligere femtekollone på Politiken.

    Uanset hvor Ulrik Høy florere så har hans intelektulle substans skabt frø til en journalistisk substans på flere medier. Jeg tænker ikker her på den radikale……

  22. Af Søren Sørensen

    -

    Line som i det borgerlige segment du er sælger og køber i jo allerede mennesker på arbejdsmarkedet?
    Hvorfor adskille de to? Det er aldersdiskrimination.

    Problemet med sædsalg hjemme og udenlandsk er problematisk.
    Den borgerlige studerende gokker af for pengenes skyld så han kan købe endnu en Mont blanc. Og hashvraget så han kan få noget at spise….

    Hvilken type af danskere er det vi befolker verden med som verdens største leverandør?
    Borgerlige blonde egoistnymfer og hashvrag! Ikke smart for en fornuftig verden og det danske ry.

    Det største problem er jo at kvinder er født med dette baby gen der ikke gør deres liv værd at leve uden et barn og helst med en “god redebygger og betaler” som partner..

    Som arbejdende i medicinal branchen du er, Kan vi få piller på bordet der nedsætter dette børnegen?

  23. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Ja, det er vanskeligt med denne handlen med æg- og sædceller. Det er utilstedeligt – jeg kan tildels strække mig til, at et par bliver hjulpet med reagensglasmetoden, hvor parrets egne hhv æg- og sædcelle bliver befrugtet. Tildels – fordi ved almindeligt samlede er udvælgelsen større i forh til antal af sædceller, der skal kappes på vej frem til ægget. 🙂

Kommentarer er lukket.