Kulturbegrebets tilsynekomst i den offentlige debat

Af Kasper Støvring 64

 

Der debatteres forskellige kulturelle syn på kvinder som aldrig før, selv venstrefløjen og akademikere er med. At sige, at kultur ikke er alt, er en selvfølgelighed; at sige, at socioøkonomiske forhold ikke er alt, er så langt, akademikere generelt hidtil har villet gå; at sige, at kultur er helt afgørende, er det nye, det opsigtsvækkende, vi i disse dage er vidne til blandt akademikere, forfattere og på venstrefløjen (generelt).  At kulturbegrebet for alvor er kommet til syne i den offentlige debat glæder en kulturforsker som undertegnede. Interessant var Rockwool-fondens forskningschef Torben Tranæs’ udtalelser i weekendens Politiko. Hvorfor klarer kvindelige efterkommere af ikke-vestlige indvandrere sig bedre i uddannelsessystemet end mændene? Tranæs udtaler:

 

»Både arv og miljø er det samme – de er jo søskende med samme familie og sociale baggrund. Derfor er der kun kulturelle faktorer og traditioner til at forklare forskellen på drenge og piger. Der er sket noget, så pigerne indhenter det danske niveau, mens drengene ikke gør. De kunne have gjort det, men er løbet ind i barrierer, som kan være i deres egne hoveder, i deres forældres eller i omgivelsernes.”

 

Ja, det kunne jo bl.a. være fordi, at man i muslimske, patriarkalske kulturer giver drengene en særlig ophøjet status alene på grund af deres køn. Men i vores kultur vurderes man på baggrund af meritter, præstationer, og det kokser så i hovederne på drengene, når de ikke uden videre møder anerkendelse ude i verden. Man kunne også føje til: Når pigerne ikke får samme muligheder for at begå sig i det offentlige rum, men i stedet påbydes at opholde sig i hjemmet, gives der mere plads til studierne.

 

Tranæs fortsætter om forskellene på kulturelle grupper, nu hvad angår erhvervsevne og -deltagelse:

 

»Hvis man ser på ukrainere i Danmark, så tjener de 85-90 procent af deres indkomst ved erhvervsarbejde, mens det kun er 40 procent hos dem, der kommer fra Syrien. Ukrainerne kan heller ikke sproget og har ikke højtlønnede job. Deres indkomst ligger tæt på niveauet for de sociale ydelser. Der er altså allerede et arbejdsmarked med simple manuelle funktioner, og de bliver bestredet af nogen, der ikke kan sproget. Men forskellen er, at de er udvalgt, fordi de kan og vil.”

 

Altså forskel i arbejdsetik, det har ikke primært med sprogfærdigheder eller uddannelse at gøre. Det samme kan siges om udlændinge med asiatisk baggrund. De klarer sig godt, fordi de betoner personlig ansvarlighed, disciplin og flid.

 

Har integrationsproblemerne hos personer med baggrund i Afrika og Mellemøsten så med flygtningebaggrunden at gøre? Nej, indvandrere fra f.eks. Sri Lanka og Vietnam har netop også flygtningebaggrund, men er markant mindre kriminelle og klarer sig bedre uddannelsesmæssigt og på arbejdsmarkedet. Når Danmarks Statistik år efter år påviser, at personer med afrikansk og arabisk baggrund er mere kriminelle og mere afhængige af offentlig forsørgelse, så er der allerede korrigeret for alder og socio-økonomiske forhold. Kun kulturen er tilbage.

 

Mange andre forhold er blevet nævnt for at forklare visse gruppers underpræstation i forhold til uddannelse og erhverv og deres overrepræsentation i forhold til kriminalitet. I tidligere indlæg har jeg berørt nogle af dem, hvad angår forhold på verdensplan, og jeg vil, blandt en del bøger om emnet, henvise til Lawrence Harrisons og Samuel Huntingtons fremragende antologi Culture Matters.

 

Lad os gense tre hovedforklaringer, eller rettere: bortforklaringer. Den første forklaring på, hvorfor nogle grupper klarer sig dårligt, henviser til kolonialisme eller til det, der kaldes ”dependency”. Men det er en utilstrækkelig forklaring, for en række tidligere kolonier er i dag blevet dele af den rige, ”første verden”. Det gælder f.eks. to tidligere britiske kolonier, nemlig Hong Kong og Singapore, og to japanske: Sydkorea og Taiwan. Kulturen står tilbage.

 

Den anden forklaring drejer sig om forskelle mellem grupper internt i et land, f.eks. i USA. At sorte, såkaldte ”Black Americans”, underpræsterer, skyldes, siger man, racisme og diskrimination. Men i dag, 50 år efter at den sorte befolkning fik samme rettigheder, kan diskriminationsforklaringen næppe bruges på en overbevisende måde. Denne pointe understreges af, at også den latinamerikanske gruppe, de såkaldte ”Hispanics”, underpræsterer i voldsom grad. Men den gruppe har været udsat for langt mindre diskrimination end både sorte og de tidligere kinesiske og japanske indvandrere (de sidste to grupper klarer sig særdeles godt). Igen: Kulturen står tilbage.

 

Den tredje forklaring drejer sig om geografi og klima. De mest velstående og demokratiske lande har historisk primært ligget i det tempererede klima, imens de lande, der klarer sig dårligst, ligger i det tropiske klima. Men der er for mange vigtige undtagelser – f.eks. Singapore, Hong Kong, Costa Rica og Taiwan – til, at denne forklaring holder i længden. Også her står kulturen tilbage som forklaring.

 

I USA lever mange forskellige grupper under de samme politiske og økonomiske betingelser; incitamentstrukturen er den samme, og alligevel er udfaldet som nævnt meget forskelligartet. Især borgere med jødisk og asiatisk baggrund klarer sig godt. Breder vi perspektivet ud, kan man tænke på, hvor godt de kinesiske minoriteter klarer sig rent økonomisk i lande som Thailand, Malaysia, Indonesien og Filippinerne. Ja, tænk bare på jøderne over alt i verden, hvor de har slået sig ned. De var ofte udsat for massiv hetz og mange levede oprindeligt under usle sociale forhold. Men i løbet af meget kort tid befandt de sig i toppen af samfundet i bl.a. USA.

 

Skal vi ikke bare stilfærdigt konkludere: I Danmark og i resten af verden kan kulturparadigmet forklare rigtig mange ting, når alle de andre forklaringer ikke rækker.

 

64 kommentarer RSS

  1. Af Thomas Jensen

    -

    @Niels Peter Lemche
    Tak for tip om litteratur – det vil jeg undersøge nærmere.
    Jeg er ikke helt enig med dig ang., hvor let eller svært det er at afgrænse en kultur indefra eller udefra. Måske ikke du, men så i hvert fald mange andre, der ønsker at relativere eller afspore diskussionen om kultur, folk og nation, grænser, indvandring og lignende, indleder altid med at fortælle om alle de særprægede og svært forståelige tilfælde, hvor mange kan være enige om, at det kan være svært at sondre.

    Men helt ærligt: Lad os dog i stedet konstatere, at vi langt hen ad vejen er enige om, hvem og hvad der er dansk, og hvem og hvad der ikke er. Hvis du aldrig har boet i landet, ingen familie har i Danmark, ikke taler sproget – ja, så er du ikke dansk. Det siger vist sig selv.

  2. Af Jan Petersen

    -

    En debattør, der end ikke kan stave eget navn – eller gør grin med navn og dermed sig selv – interesserer mig ikke!

  3. Af Niels Peter Lemche

    -

    Thomas Jensen,

    Men du har altid undtagelserne. Jeg tænker altid på Schweiz. I Sovjetunionen havde de vist snesevis af officielle sprog, i Indien noget lignende. De taler engelsk for at forstå hinanden. I Sydafrika var vittigheden, at hvis SAL på ruten Cape Town – Johannesburg skulle komme med meddelelserne på alle de officielle sprog, var man nødt til at tage en tur ud over Det Indiske Ocean for at nå det, og så talte man engelsk indbyrdes, som kun var modersmålet for et fåtal.

    Man kan givetvis blive ved og ved. med at komme med eksempler. Den af mig flere gange omtalte definition af forskellen på et sprog og et dialekt er, at et sprog er forsvaret af en hær og en flåde. Det er noget, magthaverne i et område er blevet enige om.

    Men det er rigtigt, at Danmark er ret enkelt. Men det er alligevel ikke helt korrekt. Den store danske udvandrerkoloni i Argentina talte indbyrdes dansk i tre generationer. Derefter gik danskheden i opløsning; men fornemmelsen af stadig at være dansk, holdt længe ved. Det er vist et af de store problemer, man fremhæver ved den muslimske indvandring. Jeg har boet officielt i Sverige i ti år: men jeg holder stadig med Danmark, når der er fodboldlandskamp.

    Så selv om du har ret i hovedsagen, er problemet stadig af et enormt omfang. Men det er herligt at kunne diskutere dette uden at høre primathylene fra den sædvanlige bande på disse blogs. Så tak for sludderen!

  4. Af Niels Peter Lemche

    -

    Jan Petersen,

    Så fik du det sagt; men hvem interesserer sig for dig?
    Et indlæg i filtret som sædvanligt.

  5. Af Jan Petersen

    -

    Lemche, øøøhhh jeg får da jævnlig reaktioner, bla fra dig – griner. Og det er da fint nok. Men bestemmer selv om jeg gider svare på på tomsnak plus evt et trukket nazismekort. Ingen af de to emner interesserer mig!

  6. Af Kasper Støvring

    -

    Til Lemche, Niels Juul og andre: Jeg er oprigtig ked af, at debatten herinde besværliggøres af spamfilteret, der blokerer rigtig mange gode indlæg, både dem jeg er meget uenige i, lidt uenige i, helt enige i! Jeg ser lige, hvad jeg kan gøre ved det. Jeg godkender indlæg, så snart jeg ser dem i filteret.
    Ellers: Fortsæt endelig den gode debat, pro et contra mit eget indlæg.

  7. Af Niels Peter Lemche

    -

    Kære Kasper,

    Bliv bare ved med disse gode blogs–denne er nok løbet ud nu. Så kan vi få en kvalificeret diskussion. Jeg synes, at ved bloggernes og bidragydernes samlede indsats har kvaliteten ændret sig på de fleste blogs. Trollene må efterhånden få på fornemmelse, at de simpelthen bliver ignoreret.

  8. Af JAN ULRIK FRIIS

    -

    Kultur v Thomas Jensen:
    “Man kan sige, at jeg har et vist platonisk anstrøg i min tilgang til definitionen af ‘kultur’ og til definitioner i det hele taget. Uden at jeg dermed vil tages til indtægt for en komplet begrebsrealisme, nok nærmere en realistisk funderet konceptualisme. Med andre ord: Begreber og begrebsdannelse udtrykker en menneskelig åndelig aktivitet, der funderes i en struktureret virkelighed, et kosmos.”

    Den højt begavede Jan P blev denne blog udsat for diverse kulturudredninger, og andre underlødigheder fra Niels Peter Lemche – Thomas Jensen – Søren Sørensen grænsende til overgreb !

    At dommen kom da også promte, og helt præsist, og helt retfærdigt fra Jan P, han var blevet presenteret for det rene ævl!
    Disse usle typer i forlængelse af deres kultur deres natur trak nazikortet, og andre underlødigheder imod Jan P, der havde glædet sig en kunstruktiv kulturdebat, men var havnet i det dårlige selvskab, blev kun presenteret for det rene ævl, NPL – TJ – SS blev vejede og blev fundet for lette!
    At tænke sig, disse har hele livet ævlet sig igennem!

    Niels Peter Lemche:
    “Så fik du det sagt; men hvem interesserer sig for dig?
    Et indlæg i filtret som sædvanligt.”

    Thomas Jensen:
    “Kulturer kan også berige hinanden – men altid med respekt for hinandens grænser. Jeg ville således nødig undvære berigelsen fra tysk kultur eller angelsaksisk.”
    Thomas Jensen:
    “Jeg mener altså ikke, at begrebet ‘kultur’ bare er samlebetegnelse for enkelte kulturer: dansk kultur, svensk kultur, kristen kultur, muslimsk kultur, madkultur, sub-kultur. Jovist findes der species-domæner i en kultur, men jeg tænker her på kultur i sin regionalt-universelle form som monokultur, som det, der hersker universelt på en lokalitet som monokultur. Monokultur er det kulturbegreb, der har logisk prioritet over alle andre varianter af kulturbegreber. Man kan jo så selv tænke sig til, hvordan jeg forholder mig til den såkaldte ‘multi-kultur’. ”
    ?
    /En flybillet koster idag 260 euro fra Berlin hjem igen til Irak!
    .

  9. Af Niels Peter Lemche

    -

    Juffeman,

    denne blog er død; men du skulle lige vise dig. Er Jan Petersen og du den samme? Hvorfor blander du dig overhovedet i det her?

    Din tale om monokultur er noget forfærdelig vås. Utroligt at du tør fremture med den slags ævl som efterskrift til en debat, der faktisk kom langt. Jeg forestiller mig ikke engang, at der findes monokultur i det kælderværelse i Moskva, hvor du skriver dine uhyrligheder. Det skulle da lige være de lokale kakerlakker. .

  10. Af JAN ULRIK FRIIS

    -

    Dog den ros til Niels Peter Lemche, som jeg meget gerne gentager, ret skal være ret, disse få ord fra dig i denne blog kræver ros, var beundringsværdige fra NPL : “Disse små macho-djævle, ja, der er ikke andet at gøre end at ‘banke’ dem på plads. ”
    Det var vel talt Niels Peter, ja oslagbart!
    En anden melding fra Sverige; denne at de ikke kan finde ud af om disse langskæggede ‘flygtningebørn’ i virkeligheden er flygtningebørn, eller ikke, da der ikke er foretaget en undersøgelse, men at nu vil Svenskerne foretage en test af hver enkelt ‘flygtningebarn’, en undersøgelse for at fastslå om de langskæggede er, eller ikke er flygtningebørn?
    Men til mit forsvar i angrebet at skulle være blevet indblandet i monokultur, kan jeg vel her henvise til Thomas Jensens ord: “Monokultur er det kulturbegreb, der har logisk prioritet over alle andre varianter af kulturbegreber. ”
    Om NPL underkender mig, Thomas Jensen vil NPL respekterer ud i monokulturbegrebet!

  11. Af Thomas Jensen

    -

    Den franske avis Le Figaro har en vigtig pointe allernederst i denn artikel fra i torsdags: Kulturer bliver ikke ødelagt – de begår selvmord.
    (http://www.lefigaro.fr/vox/monde/2016/01/21/31002-20160121ARTFIG00170-islam-et-occident-une-petite-histoire-du-choc-des-civilisations.php)

    Det er ihvertfald, hvad Arnold Toynbee mener, og han har ret.

    Kulturer går under, fordi kulturens medlemmer ikke forsvarer deres kultur. Da kulturer kun holdes oppe ved, at de forsvares mod indtrængende kulturer og aktivt udvikles og bringes videre til næste generation, ja, så går kulturer altså under ved en slags selvmord eller aktiv dødshjælp, hvis ikke hver kultur forsvares.

    “De cette confrontation entre les deux civilisations sur un même territoire, le célèbre anthropologue Claude Levi Strauss nous dit qu’il en résultera, inévitablement, à terme, une nouvelle civilisation. C’est ainsi que meurent les civilisations. Face à cette triste perspective, nous pensons qu’il est bon de rappeler la pensée de ce brillant esprit du XXème siècle que fut Arnold Toynbee: «Les civilisations ne sont pas assassinées: elles se suicident».”

    Et andet vigtigt citat angående definitionen på, hvad kultur er – her med understregning af, at religion “enstemmigt af alle antropologer” påpeges at ligge til grund for hver kultur:
    (“Et tous les anthropologues, unanimement, nous disent que, à la base de chaque civilisation, il y a une religion”)

    “L’anthropologue mexicain Rodolfo Stevenhagen nous dit qu’une civilisation c’est «L’ensemble des traits distinctifs spirituels et matériels, intellectuels et affectifs qui caractérisent une société: cela englobe les modes de vie, les façons de vivre ensemble, les systèmes de valeur, les traditions et les croyances». Et tous les anthropologues, unanimement, nous disent que, à la base de chaque civilisation, il y a une religion: le judéo-christianisme pour la civilisation occidentale, et l’islam pour la civilisation musulmane.”

    Hermed er konfliktpotentialet mellem kristendom og islam trukket op.

    Der er jo altså ingen grund til at gøre tingene mere komplicerede, end de er: Kultur er det, vi er fælles om.

    Dette fællesskab afgrænset af det stykke geografiske land, som kulturen bebor; af sproget, af folket og af historien – og af religionen (eller den konkrete udformning af fraværet af religion, kunne man tilføje).

  12. Af Thomas Jensen

    -

    Eftertanke: Det mere eller mindre uforklarlige for mig angående kulturbegrebet er, hvordan en stærk, produktiv, rationel, realistisk, pragmatisk, tillidsbåret enhedskultur som den danske, hvor der endda har været nogenlunde overensstemmelse mellem stat (territorium) og nation (folk og kultur) nu med sikre skridt går mod sin egen undergang.

    En ting er, at det kan være svært at forklare kulturers opståen, men at forklare en kulturs undergang forekommer næsten umuligt, særligt når der som i Danmarks tilfælde faktisk er så grundlæggende kulturbefordrende strukturer som her. Jeg forstår ved den søde grød ikke, hvorfor så mange danskere så vælger at ødelægge vores kultur.

    Men det er vel ligesom fremkomsten af suffragetter og kvindebevægelse: Den tog form i begyndelsen af 1900-tallet, men tog for alvor fart med urbanisering og industrialisering i 1950’erne. I den tid og i årtierne derefter har kvinderne aldrig haft så lidt at lave i hjemmene, takket være husholdningsmaskiner, færdigmad og al anden “convenience”. Alligevel er det i hine årtier, at kvinderne for alvor går på barrikaderne og smadrer familiens strukturer ved at tømme familielivet for indhold og outsource funktionerne til daginstitutioner, kunstig befrugtning, Facebook, Dating.dk, Just Eat, H&M, au-pairs og iPod. Befrugtning, yngelpleje, samtale, opdragelse, madlavning og husholdning, beklædning samt underholdning, musik og sang – alt dette er outsourcet. fra familien, som nu er imploderet i formål og funktion.

    Hvorfor?

  13. Af Thomas Jensen

    -

    Endnu en eftertanke: Globaliseringens bagside i form af den såkaldte multikultur og tilhørende migration til ikke mindst Danmark fik for alvor form, farve og synlighed i selvsamme årtier som “af-familiariseringen” – i en tid, hvor aldrig så mange før fik råd til at rejse Europa og verden tyndt. Aldrig rejste vi så meget ud af landet som i de årtier for at opleve verdens mangfoldighed som i selvsamme årtier, hvor så mange af udenlandsk herkomst rejste ind i landet.

    Et argument for indvandring var jo, at vi lukkede verden op ved at lukke den ind i landet. Men vi kunne have nøjedes med at rejse ud. For de uendeligt mange milliarder af kroner, som indvandringen har kostet danskerne, kunne vi have fået statsbetalte rejser ud til alle tænkelige rejsemål.

    Kunne man finde en fællesnævner i disse forfaldshistorier om den danske kulturs forfald, om familiens forfald og om globaliseringens forfald, hvor to udviklingsløb på en gang går parallelt og på kryds og retur? Progressivt og retrogradt forfald på en og samme tid?

  14. Af Thomas Jensen

    -

    Efter-eftertanke: Hvorfor ødelægges kulturer, eller rettere: Hvorfor ødelægger kulturer sig selv? Hvorfor smadrer familier sig selv? Hvorfor?

    I de ovenstående indlæg har jeg peget i retning af vel overvejende materielle faktorer som steder, hvor vi kunne finde forklaringselementer: Husholdningsmaskiner, velfærd, infrastruktur m.m. Men spørgsmålet står stadig tilbage: Hvorfor?

    Disse eftertanker er vel at sammenligne med, at vi ætser det underlødige og svage metal væk, så det stærke metal står tilbage – så forklaringskraftige faktorer står tilbage.

    Vi peger på materielle faktorer, og vi vender igen og igen tilbage til materielle faktorer som forklaringsfaktorer, men vi skuffes hver gang. Min konklusion må være, at vi i forfaldsforklaringer bør se i en anden retning end til det materielle: Vi må forklare kulturforfaldet åndeligt, simpelthen fordi kultur er ånd. Jovist, det manifesterer og materialiserer sig, men det begynder, og det fortsætter med ånd. Men når åndslivet svækkes og segner, er det netop, fordi det ophører med at være ånd, og fordi det forfalder til ren materialitet.

    Med andre ord: Kultur er ånd, og vores kultur forfalder, når ånd fortrænges af materialitet. Materialismen får overtaget. Vi blændes af en materiel fortryllelse og forbandelse. Så ender kulturen i nyopførte operahuse, i organisatoriske strukturer med kantineordning og overenskomster frem for at være kulturelt liv, båret af ånd, spontant, levende, liv.

    Det er i kampen mellem ånd og materie, at vi skal se kampen mellem kultur og u-kultur.
    Åndsbegrebet er konstitutivt og regulativt både på objekt- og metaplan – både i kulturen som levende liv og i den måde, vi forklarer kultur og kulturtab på. Disse to planer skal selvfølgelig være tilsvarende. Fællesnævneren er ånd.

    Når det så er sagt, står spørgsmålet så tilbage: Hvad er ånd?
    Før var spørgsmålet: Hvorfor går vores kultur under?
    Nu er spørgsmålet transponeret til det dybere, ja, transcendentale spørgsmål: Hvad er ånd?

    Dette spørgsmål har filosofien og teologien søgt at besvare igennem årtusinderne – ja, i dette spørgsmål lever selve den europæiske – og danske – kultur. Vores kultur er simpelthen en stadig tilnærmelse, en tiltrækning til og frastødelse fra ånd. Åndsspørgsmålet er vor kulturs vugge og vores kulturs grav.

    Søren Kierkegaard ser mennesket som en syntese af sjæl og legeme formidlet ved ånd. Ånd er det almene, det, der er mennesket overgribende, det, der danner menneskeheden, det, der muliggør individualitet og ansvar og samvittighed. Kierkegaard ville vel kalde det for ånd, som er Gud og relationen mellem Gud og menneske.

    Hermed er vi tilbage ved de antropologer, som jeg citerede fra Le Figaro. Under enhver kultur ligger religionen. Vi kunne også sige: Over enhver kultur står religionen. Men den europæiske kultur har slået Gud ihjel. Og netop derfor går vores kultur under.

    Uden åndsbegrebet

Kommentarer er lukket.