Bowies bedste

Af Kasper Støvring 28

 

Siden Bowie døde, har jeg haft hans sange i hovedet hver eneste dag og har spurgt mig selv: Hvilken er den bedste? Jeg tror, jeg er nået frem til et svar. Det må være den tidlige “The Man Who Sold the World” fra 1970.

 

Musikalsk er det en meget fin melodi, underspillet og stemningsmættet, vokalen er mærkeligt udsvævende og dæmpet, næsten spøgelsesagtig, og de sidste 30 sekunder i originalversionen lyder som et helt kor af genfærdsstemmer, og det er – skal vi se – i sangens ånd. Der er overensstemmelse mellem indhold og form. Lyrisk er sangen en tæt, ambivalent og uhyggelig tekst om dobbeltgængermotivet og Judas-figuren. Gribende popmusik, hvis man kan sige det.

 

 

Jeg har altid forholdt mig skeptisk til idoldyrkelsen af Bowie. At mange beundrere er optaget af Bowies iscenesættelse af skiftende roller og kønnets ambivalens, det androgyne, kan bedst forklares psykologisk og sociologisk, med senmodernitetens attituderelativisme, idealet om den flydende og hybride identitetsdannelse og alt det dér. Men hvis det er kunst, må der andre kriterier til, æstetiske kriterier. Til alt held findes der virkelig store lyriske kvaliteter rundt om i Bowies tekster. Det er sjældent, at pop- og rocktekster udlægges, så lad os se lidt nærmere på teksten (se nederst) til ”The Man Who Sold the World”.

 

I den første strofe møder sangens jeg en fremmed på en trappe. Eller det er tilsyneladende en fremmed, for selv om de taler om en fortid, hvor jeget ikke var til stede, erklærer den fremmede, at jeget var hans ven. Det overrasker jeget, men måske er det ikke helt overraskende (”it came as some surprise”, min kursivering). For sagen er, at jeget møder sin dobbeltgænger, en del af ham selv, som han har forladt, og som nu møder ham igen, ja, hjemsøger ham.

 

Hvordan kan vi se det? Jeget taler til den fremmede, mere præcist: Han taler ind i den fremmedes øjne. Han ser altså sig selv i den fremmede, spejler sig i ham. Øjet er et spejl og det berømte vindue ind i sjælen, med andre ord: Han ser ind i sig selv. Af samme grund siger den fremmede, at han er en ven, unægtelig en kende diabolsk. At jeget møder sin dobbeltgænger på en trappe symboliserer, at jeget er på vandring i livet, enten på vej op – han er måske på vej blive en berømt rockstjerne – eller på vej ned, i sit liv, i helvede, ned i identitetsopløsningen. Det kan i dette tilfælde være ét og det samme. Op og ned er den samme vej.

 

Dernæst kommer den betydningsfulde verslinje med jegets tiltale til dobbeltgængeren:

 

“I thought you died alone
A long long time ago.”

 

For hvem er denne dobbeltgænger, denne gestalt, dette genfærd, hvilken karakter er han, hvilken side af jeget repræsenterer han? Han er selvfølgelig en del af jegets selv, et tidligere selv, hvilket er et velkendt tema i Bowies sange, hvor et galleri af figurer konstant afprøves, forlades og erstattes af andre.

 

Men dobbeltgængeren er også noget mere, han fremtræder i mytisk fordobling. Jeg ser en Judas-skikkelse i dobbeltgængeren. Judas var den, der for meget lang tid siden forrådte Kristus, verdens lys, og modtog de berygtede sølvpenge for det. Han solgte så at sige verden, men hængte sig i fortrydelse og desperation, forkastet og forladt, helt alene. Judas er “the man who sold the world”, og jeget står nu ansigt til ansigt med ham.

 

Judas, forræderen og løgneren, benægter selvfølgelig alt, ”Oh no, not me”, men eksklamationen røber ikke blot den falske benægtelse, men også, at han stadig er Fandens redskab. Det første omkvæd rummer en god del diabolsk sarkasme og ironi. ”I never lost control”, på én gang ude af sig selv og kontrolleret af onde kræfter.

 

At jeget står ”ansigt til ansigt” med ham udtrykker identiteten, skønt jeget i anden strofe søger at fornægte denne identitet med en afvæbnende latter, der dog efterfølges af en hemmelig bekræftelse i form håndtrykket, som han udveksler med Judas og derigennem med den Onde selv. Håndtrykket stadfæster aftalen med Fanden, med hvis hjælp man som bekendt vinder verden, men mister sjælen, så livet bliver koldt, dødt.

 

Den verden, der vindes, er den materielle verden, rigdom og hæder, det er stjernen, der modtager millioner af menneskers gunst. I anden strofe begiver jeget sig netop ud for at erobre verden, vinde nyt land, men også for at ordne, forme, det kaos, den opløsning af jeget, der står tilbage i ham efter mødet med dobbeltgængeren. Det er en søgen, der imidlertid ikke forløses:

 

“I laughed and shook his hand
And made my way back home,

I searched for form and land,

For years and years I roamed”

 

Jeget når aldrig hjem, han er konstant i udlændighed, i en tilstand af hvileløshed, som det sig hør og bør for en urolig, besat ånd.

 

At millioner af menneskers gunst, berømmelsen, ikke tilfredsstiller, viser sig ved det døde syn (”I gazed a gazly stare”) på fanskaren, der hylder ham, og det understreges i den næstsidste verslinje i strofe to: ”We must have died alone, / A long long time ago”, hvor pronomenet, der står i ental i strofe et, er udskiftet med flertal: ”I thought you died alone” er blevet til ”We must have died alone.”

 

Jeget har måske vundet land, men publikum svarer ikke. Som Judas døde han alene, noget i ham døde for lang tid siden, og det kan også udlægges mere omfattende: Noget I menneskeheden er for længst gået tabt, det er en fælles skæbne, der berettes om, heri ligger sangens mytiske spor. Det er betegnende, at den sans, der præger sangen, er synets (øjnene i strofe et, ”ansigt til ansigt” i første omkvæd, og det stirrende blik i strofe to). Synet lader verden træde frem i pragt, men den er tom, uden kommunikation, jeget er i kontant tvivl og ængstelse. Det afsluttende omkvæd har følgelig betydningsfulde ændringer i forhold til det første:

 

”Who knows? Not me,
We never lost control.
You’re face to face
With the man who sold the world.”

 

For det første er det nu ikke dobbeltgængeren, der taler, men jeget. For det andet er fornægtelse erstattet af vildrede. For det tredje tales der på vegne af et vi, og det er en tiltale til et du, til alle os, der lytter blandt det store publikum: Vi står ansigt til ansigt med manden, der solgte verden.

 

Unægtelig en underlig sang. Men som opfordringen lyder i en anden af Bowies mesterlige sange:

 

”Turn and face the strange.”

 

 

David Bowie: “The Man Who Sold The World” (1970):

 

 

We passed upon the stair,
We spoke of was and when,
Although I wasn’t there,
He said I was his friend,
Which came as some surprise.
I spoke into his eyes,
I thought you died alone
A long long time ago.

Oh no, not me,
I never lost control
You’re face to face
With the man who sold the world.

I laughed and shook his hand
And made my way back home,
I searched for form and land,
For years and years I roamed.
I gazed a gazley stare
At all the millions here:
We must have died alone,
A long long time ago.

Who knows? Not me,
We never lost control.
You’re face to face
With the man who sold the world.

28 kommentarer RSS

  1. Af Niels Peter Lemche

    -

    Jep,

    Jeg har aldrig været meget for den slags musik; men jeg indrømmer blankt, at det er min egen fejl. Fruen er voldsomt optaget af Bob Dylan. Da hun var til koncert i Malmö to gade efter Dylles koncert i København, sad hun ved siden af en svensk journalist, der mente, at Dylle skulle have nobelprisen i litteratur. Men det som dine gennemgang af Bowies poesi viser, ligesom en tilsvarende af Dylles, er, at det er på et højt plan, men udtrykker Gesamtkunst på samme måde som Wagners operaer, der kombinerer Wagners musik med hans digtning. Taler vi–nu i tilfældet med Nobelprisen–ikke om et fremherskende intellektuelt snobberi versus det, som litteratur og musik egentlig skulle være, kunstværker for almenheden–mennesker som flest?

    Rigtig spændende indlæg

  2. Af Niels Peter Lemche

    -

    Lige at tilføje, at Shakespeares dramaer vist ikke kun var beregnet for de få udvalgte fra Stenskoven. For lige at starte fra den gode ende af.

  3. Af Niels Juul Hansen

    -

    Kære Kasper Støvring,

    Man når lige op i det røde felt over dine, efter min mening, rabiate holdninger til flygtninge, hvorefter du skifter emne og viser dig fra en helt anden og spændende side.

    Det har du gjort før – og tak for det.

    Jeg er selv ‘vokset op’ med David Bowie. Hans ‘Space Oddity’ er blandt mine første LP’er (dog ikke blandt hans ypperligste) Jeg boede i England i første halvdel af 70’erne, hvor hans indflydelse på den britiske musikscene var enorm. Det mest imponerende ved David Bowie – udover de fantastiske sange – var hans evne til at skifte musikstil. En musikalsk Picasso kun overgået af Bob Dylan.

    Ingen over og ingen ved siden af Bob Dylan – selv om der er mange fremragende singer/songwriters: Joni Michell, Neil Young, Lou Reed, Leonard Cohen, Nick Cave, Patti Smith – og ja, Bruce Springsteen.

    Plus de mange super rock bands: Stones, U2 osv.

  4. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Der er en rigtig god hjemmeside om David Bowies værker kaldet “Pushing Ahead of the Dame” med undertitlen “David Bowie, Song By Song”.
    Bowies “Absolute Beginners” er en udmærket sang, men vores egen danske Sebastians “Måske Ku’ Vi” siger faktisk det samme, bare bedre og flere år tidligere. Om Bowie nogensinde har hørt den sang, ved jeg ikke, men han havde antennerne langt ude, så det ville ikke undre mig.
    Bowie var et meget åbent menneske, hvilket er forklaringen på hans evne og villighed til at lave kunstneriske lån ind fra højre og venstre, uden at komme til at fremstå som efterligner. Alligevel var han svær at komme helt tæt på. Der var en hård kerne, som også forklarer, hvorfor han ikke døde 30 år tidligere, med alt dét han udsatte sig selv for.
    Bowie var kreativt anlagt, og formentlig i modsætning til mange andre rockmusikere gik han med ægte lyst ind i arbejdsprocessen med sceneopsætning, sminkning, kostymer, publikumspleje og alt det der.
    I den forstand kan man betegne Bowie som en bærer og fornyer af scenisk og musikalsk kunsthåndværk som fag og tradition, og derfor ville det være for snævert kun at betragte sangteksterne som værende interessante for eftertiden.
    Sangeren og sangskriveren Bowie var klog og generøs over for sine musikere. Han lod dem gerne tage over, når det var gavnligt for helheden. Det kan man høre i sange som “Stay”, “Blackout” og “Up the Hill Backwards”.
    Han efterlod verden rigere end han modtog den, sådan som ægte skabende kunstnere gør.

  5. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Anders Thornvig Sørensen

    “Bowie var et meget åbent menneske, hvilket er forklaringen på hans evne og villighed til at lave kunstneriske lån ind fra højre og venstre, uden at komme til at fremstå som efterligner”.

    Jeg mener, at det var Bob Dylan der citerede Picasso om dette emne.

    “Amatører låner, ægte kunstnere stjæler med arme og ben”.

  6. Af Henrik Petersen

    -

    Tak Støvring. Den er rigtig god, og det samme kan siges om rigtig meget i hans meget omfattende bagkatalog.

    Forunderligt nok var hans mest kreative periode 1970’erne, hvor han vist var coke-misbruger big time.

    En af mine første lp’er var ‘Aladdin Sane’, stadig en fantastisk lp, fulgt op af Berlin-trilogien, primært ‘Low’ med det dystopiske nummer ‘Warszawa’ og naturligvis ‘ Heroes’ . Også ‘Station to station’ står som en milepæl, samt en hel del andre albums.

    Jeg blev dybt berørt, da jeg læste om hans død, mere end jeg havde forestillet mig. Men hans værker vil leve for rigtig mange i rigtig mange år.

  7. Af Henrik Knage

    -

    Nu behøver man jo ikke være en tyv, fordi man lader sig inspirere af andre, fordi så er vi vel alle tyve. Men Bob Dylan stjal faktisk vinylplader, af Miles Davis, så vidt jeg husker – og var inspireret af Miles Davis (jazz).

    David Bowie var meget begejstret for Roxy Music og Brian Ferry, hvilket han selv har sagt indtil flere gange. Han har også sagt at “Hero” var en fejl – men det synes jeg nu ikke man kan påstå.

    Selv om “If There Is Something” fra filmen “Backflash of a fool” er et Roxy nummer, så kommer Bowie ca. inde inde i midten på nummeret, og gir´den anderledes “turbo”. Det er tydeligt at høre.

  8. Af Henrik Knage

    -

    Nu er det ikke for at kloge mig på Bowie tekster, og hvorfor han netop syntes at “Heroes” var en fejl. Jeg vil skyde på at det var efter, at han så X – Faktor, og derigennem havde gjort grin med ham. For hvem gider være en helt, for en dag?

    Han kunne også have sunget : Kong Hans Om Aftenen – Kong Kurs Om Dagen!

  9. Af Rikke Nielsen

    -

    Respekt for din gode smag, Kasper Støvring. Jeg tilgiver dig hermed de mere fremmedvrede indlæg.

    Min aller-aller første LP overhovedet var Scary Monsters – siden har jeg været en fan og især holdt af hans ældre numre. Mine forældre har nok ikke nydt ham lige så meget som mig, da de var tvunget til at lytte med for fuld volumen 😉

    Safe travels Major Tom

  10. Af Frank A

    -

    For mig selv er Laughing gnome, som jeg mener at huske at jeg lyttede til på Radio Luxembourg på mellembølge i min tidlige barndom, den bedste Bowie sang.

    Dernæst de tidlige som Ground control to Major Tom fra Space Oddity albummet.

    En strøtanke – Hvis du nu Kasper Støvring hengav dig mere til litteraturen og lyrikken i tekster og musik, er jeg overbevist om at du vil få en rarere hverdag. At fylde sin eksistens med bitre og modstræbende tanker om muslimer, er jo gift for både krop og sjæl.

    Bedste hilsner her fra..

  11. Af Erik Carlsen

    -

    Dylans Like a Rolling Stone, er verdens bedste sang. Ingen ved siden af Dylan. Complet alone without a Home, no Direction Home, Like a Rolling Stone
    EC

  12. Af Kasper Støvring

    -

    Niels Juul: Tak for ordene, ja, jeg ved jo, at du synes at jeg er “rabiat” og “muslimhader” m.m., sjovt nok skrev jeg indlægget her efter jeg havde spist pizza hos Odenses bedste pizzakok, min gode bekendte, Bassam, selv muslim, og her lægger jeg villigt øre til udtalelser om og forslag til, hvad man bør gøre ved kriminelle og unyttige muslimer, udtalelser, der giver mine egne baghjul og med garanti vil kunne få dig op i det røde felt med beskyldninger om at være rabiat. Men du og andre har da bestemt ret i, at man skal bruge det meste af sit liv på gode ting, som fx litteratur, hvilket jeg da bestemt også gør!
    I øvrigt var det T.S. Eliot, der er kilden til udsagnet om at gode kunstnere stjæler.

    Frank A: “At fylde sin eksistens med bitre og modstræbende tanker om muslimer, er jo gift for både krop og sjæl.”
    Nu er det ikke tanker om, men faktiske handlinger, begået af bl.a. muslimer, der forgifter min krop og sjæl.

  13. Af Niels Peter Lemche

    -

    Kasper Støvring,

    Og derfor var det også, at Bob Dylan frit lånte fra Eliots Waste Land i sin Desolation Road! Det er godt at få punktueret den moderne opfattelse af originalitet, der tillader ethvert talentløs bidrag til kulturen, bare det er originalt.

    Det er utroligt forfriskende med dine indlæg, og jeg tro din muslimske pizzabager. Hvis nogen, er det folk som ham, der lider under muslimske kriminelles udskejelser, der nærer det latente og blinde fremmedhad, der er så tydelig i DFs retorik og på disse blogs.

  14. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Bowie møder også sig selv i sangen “Width of a Circle” fra samme plade. Han erkender sig selv som et uhyre og lader sig forføre af uhyret. Det kan velsagtens fortolkes på utallige måder, og jeg kan i hvert fald nævne to muligheder. Enten som en nihilistisk parodi på Biblens syndefaldsberetning, eller som en selvkritisk refleksion over rockstjernens egomaniske forelskelse i glansbilledet af sig selv som den personliggjorte evige ungdom.
    Alter ego tematikken vendte mange år senere på konceptpladen Outside fra 1995, hvor det antydes, at detektiven – pladens hovedperson – er skizofren og selv er den morder han søger efter. Outside er måske inspireret af filmene “Angel Heart” med Mickey Rourke og “Tightrope” med Clint Eastwood, men Outside går videre og stiller det provokerende spørgsmål, om det er praktisk, æstetisk og moralsk muligt at dyrke overlagt mord på andre mennesker som en særlig kunstart.

  15. Af Frank A

    -

    @ støvring

    Det er jo et skidt, for naturligvis er der negative ting nok at tage fat på.

    Det er mere hele livsholdningen og -indstillingen.

    Ser man hele tiden glasset som halvtomt, bliver tilværelsen let op ad bakke.

  16. Af Niels Juul Hansen

    -

    Hej Kasper,

    Tak for dit svar. Jeg mener stadig, at der er to måder at forholde sig til integration og fremmed kultur. Arbejde med det på en konstruktiv måde – eller grave grøfter, der er med til at hidse en stemning op. Jeg foretrækker den første, og jeg mener, at du med dine indlæg graver grøfter.

    Og jeg måtte lige checke efter.

    Picasso sagde, at gode kunstnere kopierer, store kunstnere stjæler.

    Du kan google ‘good artists copy, great artists steal’.

    T.S. Elliot har også beskæftiget sig med dette – men jeg har ikke fundet citater.

  17. Af Henrik Knage

    -

    Jeg synes det er en rigtig dårlig blog, både musikalsk, politisk og litteratur – oplevelses – mæssigt.

    Der forsøges, at fange en bestemt tone, og identificere sig selv, via tonen. Jeg har levet og boet sammen med en klassisk uddannet musiker i 6 år, der er docent på Rytmisk Kons – og vi (jeg)udpegede de elever, der skilte sig ud fra flertallet.

    Det er ikke god tone, at forstå musik – og lede ens egen musiksmag præge sit eget politiske “billede” – og håbe på at fange andre svage sjæle, som en anden Jehovas Vidner. En missionær i musik, der fremhæver en David Bowie, som selveste Jesus, til musikforståelse.

    Det du her hørt, er kun selve korsfæstelsen – selve vejen til korset kender kun Bowie.

  18. Af Niels Juul Hansen

    -

    Ved gennemlæsning af mit indlæg ser jeg, at jeg fik stavet Eliots navn forkert (det var kattens – apropos T.S. Eliot!). Jeg må lære at læse korrektur , inden jeg trykker på sendknappen.

    Man bliver så ivrig!

  19. Af Jens Hansen

    -

    Af Kasper Støvring – 5. februar 2016 11:11
    “Tak for ordene, ja, jeg ved jo, at du synes at jeg er “rabiat” og “muslimhader” m.m.”

    Jo. Nu da Støvring selv nævner det.
    Så kunne man godt få den opfattelse.
    Men han har så også en mere imødekommende og interessant side.
    Som vi ser i ca. hver tredje af hans blogs.
    Og Kasper Støvring tåler jo at blive modsagt.
    Hvilket han også bekræfter i mails.

  20. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Den livevideo som Støvring linker til, synes jeg viser Bowie fra hans bedste side netop når det gælder musikvideoer. Bowies studieproducerede musikvideoer er jeg generelt ikke særlig imponeret af, ikke fordi de er dårlige i sig selv, men fordi de ikke kan udtrykke eller rumme mere end en lille del af sangenes og musikkens samlede rigdom af temaer, billeder og betydningsmuligheder.
    Jeg er ret begejstret for de mange musikvideoer man kan finde på nettet, ikke kun for de professionelle, officielle videoer, men også for de hjemmelavede amatørvideoer, som folk lægger ud til en sang.
    Jeg tror, at når sangen og musikken er mangetydige og rummer et helt univers i sig selv, bør videoen ikke forsøge at følge sangteksten direkte. De mest vellykkede videoer er dem, som beholder sangens grundstemning eller grundtematik, men ellers gør ligesom sangen og frit udvikler deres eget univers på egne betingelser.
    Det er lidt ligesom ved sproglige tekstoversættelser, hvor en ord-til-ord tilgang let virker kluntet. I filmen Stjernekrigen er der en scene hen imod slutningen, hvor kamppiloterne flyver tæt ind imod den gigantiske rumstation Dødsstjernen. “Look at the size of that thing”, siger en af piloterne. Ord-til-ord skulle det egentlig hedde “Se på størrelsen af den ting”. Men den danske undertekst siger derimod “Den er jo enorm”. Hvilket er en meget bedre oversættelse efter min mening.

  21. Af Per Torbensen

    -

    Her en smuk scene i en grufuld verden som fortæller måske lidt om hans inderste sande jeg.

    https://www.youtube.com/watch?v=HPgOO-nFwas

  22. Af Per Torbensen

    -

    Her er vist den rigtige -det forbudte kys.
    https://www.youtube.com/watch?v=AALrrgEOlvU

  23. Af t ha

    -

    Hypen er imponerende.
    Det er jo peanuts, både litterært og musikalsk.
    Man får associationer til Kejserens nye Klæder

  24. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg hælder til, at det er Bowie’s snak med sig selv, udlagt i en fremmed på en trappe, han ikke ved, om han skal opad eller nedad (forstår ikke, hvorfor Støvring mener, at det kan være det samme ? Det mener jeg så absolut ikke. Op er andet end ned.

    (Vi har – uden sammenligning i øvrigt ml kunstnerne – en Gitte Hænning, der i sin tid sang: “Snakker med mig selv, snakker med mig selv, taler til mit bedre Jeg”. At snakke med eller til sig selv kan faktisk allerede ses som et lille stykke skizofreni. Det gør rigtig mange jo – uden at vi opfatter dette som andet end ganske almindeligt. Gite Hænning formentlig heller ikke – bare en sød måde at fortælle noget på.

    Ligedan kan det ses som fint udtrykt af Bowie, hvis jeg har ret, at han er uafvidende om denne person (selv om han skulle være bevidst om at det/denne fremmede skulle repræsentere en side af ham selv, han gerne vil afskære fra sit/som en del af sit Jeg), da han ikke mener at have været til stede. Fordi indflydelsen er pågået uden hans bevidste viden om dette (under opdragelsen – uden at have bedt om det heller).

    I øvrigt klart, at Bowie i sangen er overrasket over dette, at manden er en ven!

    Bowie’s – “I gazed a gazly stare – kan hænge sammen med denne hans tilstand, hvorfor han ikke er i stand til rent følelsesmæssigt heller at involvere sig egtl og i at kunne se, hvad der foregår i andre, oå grund af vel også en både mental og kropslig stivhed på én gang – han så at sige ser dem kun, som han selv er i stand til at se dem, nemlig som værende i samme tilstand som han selv.

    Dette om at tro, at denne person (nok fra underbevidstheden, det indbyggede Overjeg – opdragerne) skulle være død for længe siden og alene, altså have forladt sin indflydelse på Bowie – (Overjeg’et være gjort op med, dødt/på og uden indflydelse for en vis del af Jeg’et, personlighed) og/eller reelt være død (det også fysiske Overjeg, i live som en reel person) – også, som måske Bowie/Jeg’et i digtet – og så senere en troen det samme om og derfor som et ‘vi’ – det gælder dette stirrende blik ud på forsamlingen/publikum, at de, da de ses at være aliens i Bowies blik, naturligvis også skulle være døde (havende været udsat for samme behandling som Bowie, hvilket har forårsaget denne tilstand), fordi Bowies tilstand må være det samme som levende død. En stivnen – hvis der er tale om denne dybere problematik for ham på det tidspunkt eller et tidligere tidspunkt, før han kan synge sin sang, hvor han også forud for sin levering af sangen siger, at det er kendetegnende for ham .. måske ikke helt væk ? Denne tilstand eller del af ham på godt og ondt.

    Sætningen: “The man who sold the world” kan i denne sammenhæng ses som en ligegyldighed fra en opdragers side med resultat i dette gazing blik, som også tillægges tilskuerne, som han kun er i stand til at se dem i denne sin egen tilstand. Måske også påvirket af stoffer af en slags.

    Så – nedad trappen kan være flere ting, både i forhold til succes som kunstner, privatliv og eksistens i det hele taget, hvorimod opad trappen indebærer succes, hvad han jo også endte op med at få – også privat med en egentlig familie.

    Trappe eller stige, det er rent symbolsk samme sag – det handler om potens. Vi taler tillige på flere leder om fx at stige – fx stige i rang el (opad) i graderne. OK – hvis en nedadstigning er til fx en kælder, så taler vi ofte om de nedre regioner på et menneske, bagpartiet – og vi er så ovre i den homoseksuelle afdeling. I forhold til drømmes tydning og symbolikken i disse.

    Sætningen: “The man, who sold the world” – kan jeg derfor nemt opfatte som et Overjeg, som tilskuerne også må have været udsat for, ifølge Bowie her – han ses at være en person, der har ’sold the World’ – prisgivet den/dens mennesker – for et eller andet eget. 🙂 Komplekst jo. :-)BHL

  25. Af Så læser vi! | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2016/02/04/bowies-bedste/ […]

  26. Af Martin A. Hansen og ”gammellivet” | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2016/02/04/bowies-bedste/ […]

  27. Af Ind i Katedralen | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2016/02/04/bowies-bedste/ […]

  28. Af J.P. Jacobsens malende stil | Kulturkamp

    -

    […] http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2016/02/04/bowies-bedste/ […]

Kommentarer er lukket.