Bornedals og Gabolds falske bevidsthed

Af Kasper Støvring 65

 

 

DR’s forhenværende dramachef Ingolf Gabold udtalte forleden, at ”højreorienterede ikke er interesserede i at lave kunst”, og Ole Bornedal, der instruerede 1864, udtalte i samme ånd: ”Nationalisme tager jeg naturligt afstand fra, ligesom jeg tager afstand fra vold mod kvinder og børn.”

 

Mange har kritiseret de to for at misbruge DR til politisk propaganda. Gabold har erkendt sit hidtil forborgne forehavende, han er ligefrem stolt af at have søsat 1864 som led i anti-national propaganda, imens Bornedal har taget afstand fra dette synspunkt. De er imidlertid begge lige ideologiske og på samme måde: Højreorientering og nationalisme er noget skidt.

 

Men Bornedal synes at skjule sin ideologi, ikke kun over for andre, men også over for sig selv. Hans ord ”naturligt” røber det. Nationalisme kan altså ikke være andet end ondskab, noget, man skal tage afstand fra som med al anden ondskab, f.eks. vold mod kvinder og børn. Bornedal er ikke ideologiløs, og han er heller ikke ideologifri, som han tror (han har udtalt, at han ikke politiserer, for han laver film om mennesker). Bornedal skjuler sin egen partikulære interesse – kampen for det europæiske, det kosmopolitiske udsyn og velfærdsstat, for underklassen, fri seksualmoral, ateisme, og hvilke budskaber, der ellers kommer frem i 1864 – ved at camouflere den som om, den er i alles interesse: Anti-nationalismen er jo netop naturlig, dvs. forankret i tilværelsens væsen, i den rene fornuft, i selve det godes ide.

 

Bornedal er præget af falsk bevidsthed, som de gamle ideologikritikere sagde. For faktisk kan man hævde, som i en kommentar i Berlingske forleden, at det er nationalisme – ideen om et folk – der er forudsætningen for liberalt demokrati, altså for netop det, Bornedal bekender sig til. Bornedal mystificerer sig selv og andre – og påkalder sig dermed en ideologisk kritik.

 

Ydermere afslører Bornedals ideologi sig ubevidst i serien 1864, som jeg har analyseret her. Serien er et makværk, men formelle brist er ikke tilfældige, de vidner om noget mere, noget i indholdet, i inspirationen – de vidner om det uforløste, det tendentiøse hos ophavsmanden: At han ikke har frigjort sig fra sin ideologi, hvis påståede sandhed han søger at føre bevis for i sit værk. Derfor får værket, som 1864, et privat, konstrueret, floskuløst præg.

 

En sådan symptomallæsning af Bornedals serie kan basere sig på mange ting, fx den skematiske figurfremstilling, det didaktiske-belærende i tonen, den dårlige dialog, den tonstunge symbolik, ensidigheden og det overtydelige, den utroværdige personkarakteristik og historieforfalskning (som ikke i sig selv er et problem, men bliver det i en serie, der også vil være Danmarkshistorie – læs Henrik Gade Jensens bog om Monrad-bog, hvis man vil læse et sagligt indlæg).

 

En ideologikritisk tolkning ser ikke Bornedals serie som noget, der skal forstås, men som noget, der skal forklares. Hvorfor denne anti-nationale ideologi? Det er ikke Bornedals hensigt, der er interessant, men det, at han er symptom på noget andet.

 

Hvad så med Gabold? Han skjuler ikke sin ideologi. Han siger jo rent ud, at han med DR-serierne ønskede at bekæmpe DF og højrefløjen. Men tager han alligevel fejl? At højreorienterede ikke interesserer sig for kunst passer for en nærmere betragtning ikke. Det er en ”myte”, men i negativ forstand: bagvedliggende mystifikation; Gabold er som Bornedal et symptom på en særlig dansk, eller skandinavisk, kulturforståelse.

 

I Danmark har kunstnere traditionelt været venstreorienterede, men ikke i udlandet. Man kunne nævne de største modernister i det tyvende århundrede – Pound, Eliot, Jünger, Celine og mange andre. Når Gabold tror det, han tror, så skyldes det, at han er socialiseret ind i et miljø (i gamle dage ville man sige en ”klasse”), han ikke kan gennemskue.

 

At kunst vel af de fleste i Skandinavien bevidstløst regnes for ”venstreorienteret” har at gøre med vores særlige kulturpolitiske model, hvor disse ting hænger intimt sammen: progressiv folkesocialisme, socialdemokratisk velfærdsstat, freudiansk opbyggelighed, kulturradikale kunstmiljøer, modernisme, traditionsoversk(r)idelse, avantgardisme og meget andet. Jeg har skrevet om sammenhængen i denne kronik i Information for ti år siden.

 

Alt dette tankegods er sivet ind i institutionerne og har aflejret sig som selvfølgeligheder, som ideologi. Det er så selvfølgeligt, så naturligt, at hvis man opponerer imod tanken om, at god kunst er progressiv, så er man nu pludselig den, der politiserer. Sådan forholder det sig i miljøer og institutioner, hvor en meget stor majoritet har en kulturradikal, venstreorienteret eller anti-national selvforståelse: i medierne, i uddannelsesinstitutionerne, i kulturlivet, i den kreative klasse.

 

Derfor ændrer det absolut ingenting, at den nuværende dramachef Piv Bernth afviser Gabolds synspunkter – hun kan jo heller ikke andet på grund af sit ansættelsesforhold i en public service-institution – men hun er da selv højst sandsynlig bærer af samme ideologi og er som Gabold og Bornedal symptomer på det kulturradikale hegemoni.

 

Måske var det på tide at afskaffe licensen og bane vej for en ægte pluralisme?

 

Interessant er det, at ideologer som Bornedal og Gabold tilsyneladende er blinde for deres egen magtudøvelse. Det er et synspunkt, man også finder i Rune Lykkebergs bog om kulturradikalismen, Kampen om sandhederne, og den kommer også frem i hans klumme i weekendens Politiken. Lykkeberg har jo lært sin ideologikritik af bl.a. Søren Krarup. ”De røde lejesvende holder med den nye overklasse”, som det hedder med det traditionelle klasse-begreb. Blinde? Ja, for man mener ikke at undertrykke andre – selv om man i praksis konsoliderer sig hegemoni i de nævnte institutioner – for de andre skal jo bare komme til fornuft, og de skal hjælpes til det af de antinationale ideologer.

 

Det er klassisk mystificering: Man hævder, at man tjener det fælles bedste, men sikrer i virkeligheden sine egne særinteresser. At Bornedal siger, at han blot laver en almengyldig serie om mennesker, ikke om politik, gør ikke sagen bedre. Som Carl Schmitt skrev: Den, der siger menneskehed, lyver.

 

 

65 kommentarer RSS

  1. Af J Nielsen

    -

    “Udtrykkene ‘venstreorienteret’ eller ‘højreorienteret’ er mere diffuse idag end tidligere.”

    Det giver kun mening i bipolære politiske systemer, og sådan et har vi ikke haft herhjemme siden Højre og Venstre var politiske modstandere. Alene navnet, Venstre, viser hvilken anakronisme disse to begreber er i dansk politik.

    Jeg har dette synspunkt:

    Vi har et tripolært system. Der er ikke to, men tre yderfløje, nemlig DF, LA og EhL. Og de repræsenterer de tre grundideologier: (national)konservatisme, liberalisme og socialisme. Med hvert sit projekt, som er henholdsvis nationen, individet, og fællesskaber. Eller: loyalitet, frihedsrettigheder, og solidaritet.

    Der er to borgerlige ideologier, konservatisme og liberalisme. Der er to fællesskabsideologier, nemlig socialisme og konservatisme. Der er to frihedsideologier: liberalisme og socialisme.

    Sådan opfatter de sig selv, men sådan handler de ikke nødvendigvis i praksis.

    De tre partier, DF, LA og EhL, ligger nogenlunde lige langt fra hinanden. Det kan ikke rummes i en højre-venstre akse. Det er snarere en ligebenet trekant, med de rene ideologier i hvert sit hjørne. Herude ligger ingen af partierne, men de tre nævnte er dem der er tættest på.

    [ Beskrivelsen med værdi- og fordelingspolitisk akse er bedre end en enkelt akse, men efter min mening ikke fyldestgørende. Der kan være flere akser end to. Hvad er sikkerhedspolitik for eksempel? Og en lang række politikområder kan ikke karakteriseres som enten værdi- eller fordelingspolitik.]

    I vores valgsystem (med relativ repræsentation og lav spærregrænse) får alle tre ideologier en vis magt. Ingen har flertal alene, og der skal indgås en alliance for at regere. Og i en alliance kan ingen ride sin egen kæphest. Men man kan samarbejde med sin alliancepartner om at bekæmpe den tredje, ekskluderede part. Det kan man dog blive enige om.

    Og det er omkring det dansk politik udspiller sig.

    En social-liberal alliance, som under den forrige regering, er i strid med sig selv men kan enes om at bekæmpe det nationale. En nationalkonservativ-liberal alliance, som under den nuværende regering og tidligere, efter “magtskiftet”, kan have svært ved at finde fælles fodslag, men kan enes om at nedbryde solidariteten i samfundet (“solidaritet er tvang”). En national-social alliance kan meget vel blive grundlaget for den næste regering. To fællesskabsideologier ved magten vil sætte individets liberale frihedsrettigheder under kraftig beskydning.

  2. Af Svend Jensen

    -

    @ANDERS THORNVIG SØRENSEN – 12. FEBRUAR 2016 0:09
    “Det var en labyrint uden udgange.”

    Det var ikke en labyrint overhovedet. Det var brutal tysk magtudøvelse i ren prøjsisk nationalistisk regi. Slesvig var løftestangen for Bismarck for at eliminere Østrig og skabe det tyske kejserrige. Danmark havde, uden Ruslands, Frankrigs og Englands støtte, ikke en kinamands chance overfor rå tysk imperialisme. Danmark kunne ikke levere modydelser til Frankrig-England-Rusland for at få lov til at beholde Slesvig.
    Situationen var ikke uden lighedspunkter med Skånekrigene. Frankrig havde brug for Sverige som blodhunden fra nord og England var interesseret i et Øresund med fjender på hver sin strandbred. Derfor fastholdt de lande Skåne som bestikkelse og gave til Sverige. Danmark kunne ikke levere modydelser til Frankrig-England-Holland for at få lov til at beholde Skåne.

  3. Af Jens Hansen

    -

    Mange har kritiseret de to for at misbruge DR til politisk propaganda.
    Skriver Støvring.

    Man skal huske på, at siden 2001, hvor Fogh og Pia Kjærsgaard lagde deres sorte klamme skygge over Danmark, er Danmark gået til højre.
    Medierne er blevet ukritiske og følgagtige.
    Overfor Venstres pressetjeneste.
    De borgerlige partier raser over, at et enkelt medie, DR, endnu ikke er helt under deres kontrol.
    Men alle “gode” kræfter er sat ind på at ødelægge landets eneste kritiske og uafhængige avis.

  4. Af Kent Andersen

    -

    Lad mig stilfærdigt bemærke, at når man fravælger at være deltager i “internationale tiltag”, så er det i mange internationale brancher det samme som at vælge, at være en 2. rangs virksomhed. Det er ikke altid verdens førende ekspert indenfor et givet område er dansk. Det kunne være fysik. Hvis man i Danmark derfor fravælger, at se internationalt, når det gælder fysik, så kommer Danmark efter al sandsynlighed aldrig til at have ledende universiteter indenfor fysik. Dermed bliver danske universiteter 2. rangs universiteter.

    Men nu er vi jo så heldige, at een af verdens førende eksperter
    indenfor litteraturvidenskab tilfældigvis er en dansker…… Netop derfor vinder denne dansker vel også let “konkurrencen” om at få en fast stilling på et dansk universitet indenfor dette område……

  5. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Svend Jensen – 12. februar 2016 7:50
    Som sagt, ejderpolitikken i 1864 var dumt tænkt og dumt gennemført, og Preussen fik let spil.
    Der er ingen grund til at hvidvaske Tysklands adfærd eller motiver i de slesvigske krige.
    Selvfølgelig er det for længst blevet påpeget, at Danmark fik relativt gunstige forhandlingstilbud ved international mægling under krigen i 1864, tilbud som – mener nogle – den danske regering skulle have sagt ja og tak og amen til. I stedet for at fortsætte krigen mod en overlegen modstander.
    Nu er det bare sådan, at jeg stoler ikke på politikere, hverken nutidens eller datidens. Når først Danmark i princippet havde accepteret en deling af Slesvig, skulle Bismarck nok sørge for at få drejet de videre forhandlinger derhen, hvor han i virkeligheden ønskede dem.

  6. Af Rikke Nielsen

    -

    Svend Jensen

    Problemet er bare, at der ikke er automatisk lighedstegn mellem at være “fremmedfjendsk” og “danskervenlig” – det er formentlig dér logikken knækker for dig.,

    DF’s danskerfjendlige (i hvert fald, når det gælder svage danskere) politik burde også overbevise dig om dette.

  7. Af Rikke Nielsen

    -

    Malthe P. H
    Nu er det vist dig, der bruger automatpiloten – lad mig derfor vende spørgsmålet om, fortæl mig, hvilke fakta, der viser, at DF IKKE er et fremmedfjendsk parti.

  8. Af Svend Jensen

    -

    @ANDERS THORNVIG SØRENSEN – 12. FEBRUAR 2016 11:59
    Bismarck startede sin karriére som diplomat i København, så han vidste hvorledes man bedst manipulerede danskerne. De “gunstige forhandlingstilbud” var kun gunstige på skrømt.
    Bismarck ville have Slesvig på den ene eller den anden måde, ligegyldigt hvad danskerne sagde tak til. Han fremprovokerede krigen 1864 ved hjælp af et uopfyldeligt utimatum. Krigen var basis for hans senere ydmygelse af Østrig og etableringen af det prøjsiske imperium.
    Ved afstemningen i 1920 fik danskerne 75 pct. i zone 1 og 20 pct. zone 2. Resultatet i zone 2 skyldtes overvejende at tyskerne organiserede en ulovlig tilstrømning af tysksindede såkaldte slesvigere fra hele Tyskland til Flensborg og omegn lige før afstemningen.
    Fra 1864 til 1920 var Nordslesvig dansksindet trods den tyske terror og brutale mobning af alt dansk.
    Hvis danskerne var nationale, var tyskerne fanatisk ultranationale i det spil.

  9. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Svend Jensen – 12. februar 2016 16:43
    Folk siger ofte ondskabsfuldt, at Danmark udnyttede 1. verdenskrigs ulykker til at negle Sønderjylland tilbage i 1920 ved sejrherrernes hjælp.
    Jeg er ikke enig.
    For det første var der danskere som faldt i krigen 1914-18. Det er en tragedie, at danske frivillige i Ententens tjeneste kom til at kæmpe mod deres sønderjyske landsfæller, fordi de sidstnævnte blev tvunget til tysk krigstjeneste.
    For det andet fik Danmark ikke Sønderjylland gratis. Det var ganske vist sket et halvt århundrede tidligere, men man havde kæmpet og lidt for sagen.

  10. Af Hektor Heimlich

    -

    Jeg vidste på forhånd hvilken drejning en film lavet af DR ville tage og har ikke set et eneste afsnit. Bornedal er en naiv spillevink, som intet ved om krig! og specielt intet om forholdene i Sønderjylland, -men men det afholdt ham ikke fra at forsøge at udnytte og fordreje historien med propaganda for egen politisk holdning som mål. At det så gik ud over nogle mennesker med rødder i Sønderjylland var han såmænd da ligeglad med.

  11. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    God filmteknik er et vigtigt fundament, og som sådan er det en lønsom langtidsinvestering i sig selv.
    Øvelsen og videreførelsen kan ikke ske alene som undervisning, beskyttet værksted eller mindre forpligtende projekter. For at få det bedste frem i folk, også filmteknikerne, skal der tænkes stort og laves vovede satsninger.
    For at en film skal gribe fat om mig som tilskuer, er det dog ikke nok med en flot oplevelse i rent filmteknisk forstand. Afgørende er skuespillet, samspillet mellem skuespillerne, karaktertegningen, situationsforløbet, indvendig logik i manuskriptet, m.m.
    Hvis de ting fungerer fint, men filmteknikken halter, er det stadig en god film for mig, samlet set. Hvis filmteknikken også er god, understøtter alting hinanden, og filmen kommer op på et højt plan.
    Et eksempel på en vellykket af slagsen er filmatiseringen fra 1954 af Jules Vernes roman En verdensomsejling Under havet. Den foregår i 1868, og derfor finder jeg det relevant at nævne den her.
    Med venlig hilsen.

  12. Af J Nielsen

    -

    Som skuespil betragtet kan automatvåbenreaktionerne på Bornedals TV-serie med lethed måle sig med serien selv.

    Det samlede kunstværk, som efterhånden har udspillet sig over en årrække, er nærmest sublimt.

  13. Af Per Torbensen

    -

    Hvor er det , at Bornedal har svigtet så fundamentalt i hans filmmatisering af 1864,at han næsten betegnes som forræder og det værste gang lort ?
    Serien er ikke historisk autentisk og hvilke serier er for øvrigt det?
    I min optik laver Bornedal en kobling med 1864 til Danmark og landets deltagelse i krigene i
    Afghanistan og Irak,set udfra den menige soldats synsvinkel og godt set hvis det er den rigtige
    opfattelse blandt mange andre tolkninger.
    Indrømmet mine egne forventninger til serien lidt mere i helikopter perspektiv fra Ejderen og frem til slaget ved Dybbel med den internationale baggrund som reference -London konferencen etc.-men sådan blev det ikke-men fortællingen er god nok blandt mange.
    Bornedal fortjener ikke den nedrakning,han er en hædersmand som flere af hans produktioner også viser.

  14. Af Jens Hansen

    -

    Af Per Torbensen – 13. februar 2016 1:31

    I Danmark er det jo for øjeblikket DF`s alternative “danmarkshistorie” som tæller.
    Den som ikke tier og samtykker med DF, de udsættes som Bornedal for nedrakning.

  15. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    J Nielsen – 13. februar 2016 0:48
    Jeg skal sent glemme Ulf Pilgaard i “Nattevagten”. De sidste overlevende rester af naturlig menneskelighed i figuren bevidst anvendt som facade til at narre omverdenen, men også adgangen til at tilskueren kan få en fod inden for skurkens mentale univers, så man ‘forstår’ hans panikreaktion, da tingene tager en uventet og uønsket drejning for ham.

Kommentarer er lukket.