Dannelse og den nationale kultur

Af Kasper Støvring 62

 

 

Regeringen har fremlagt sit forslag til en ny gymnasiereform, og det viser endnu en gang, at borgerlig-liberale altså ikke forstår det dér med dannelse. Forslaget er allerede blevet kritiseret, blandt borgerlige især af konservative intellektuelle (og taler vi om partipolitik er De Konservative og DF da også skeptiske). Forslaget er, kort sagt, ren liberalisme, kulturløst og uden sans for almen dannelse, derimod råber det på mere globalisering, instrumentalisering, teknologi, it, modernitet, minimering af kristendom, religion, oldtidskundskab og historie til fordel for ”medborgerskab”. Sådan lyder det:

”Regeringen ønsker at modernisere gymnasiets tilgang til almendannelse og studieforberedelse, så den er i takt med samfundsudviklingen.

Regeringen foreslår derfor:

  • Styrket fokus på elevernes innovative kompetencer
  • Tydelige mål for elevernes digitale kompetencer
  • Styrket fokus på elevernes globale kompetencer
  • Styrket fokus på elevernes karrierekompetencer
  • Vægt på elevernes dannelse til demokratiske medborgere.”

 

Der er tre aspekter, jeg gerne vil fremdrage i tre indlæg: det nationale, det almendannende og det specifikt litterære.

 

Først om regeringens svigt på det nationale område. Kulturbærende fag bliver mere og mere nedprioriteret, og regeringen følger som sagt bare en allerede udstukken kurs, vi har kendt i årevis, der trækker på en uskøn blanding af liberalisme, kulturradikalisme og socialisme. Det vil i den grad svække den nationale sammenhængskraft.

 

Angiveligt er danskerne ved at forlade den integrationsmodel, der bygger på en fælles, nationalt forankret kulturarv, til fordel for en ”republikansk” model, hvor alene abstrakte politiske principper binder mennesker sammen. Det kan man læse om i sociologiprofessor Christian Albrekt Larsens nye bog Den danske republik, der undersøger danskernes nationale forestillinger.

 

Med baggrund i mange års erfaring med at undervise på alle niveauer – grundskole, gymnasie, universitet – kan jeg bekræfte tesen, at nationalkonservatismen er gået tilbage. Alt, hvad en konservativ holder mest værdifuldt: kultur, kristendom, litteratur – Kingo, Brorson, Ingemann, Oehlenschläger, H.C. Andersen, Kierkegaard, Grundtvig, J.P. Jacobsen, Pontoppidan, Bang, Johannes V., osv., osv. – alt dette har unge mennesker generelt overhovedet ikke noget personligt forhold til.

 

Som jeg har fremført i en diskussion med professoren bag undersøgelsen, er det efter min mening katastrofalt, hvis vi mister den fælles kultur som fundament for nationalt fællesskab. Vi oplever i disse år et massivt dannelsestab og en manglende forståelse for Danmark som et kulturfællesskab. Uden det, har vi intet positivt, ingen kærlighed til hjemmet, som vi vil passe på, og så får vi hadet til den eller de fremmede, et goldt, stygt, destruktivt og rent negativt had. Dér må vi altså ikke ende, men det er dér, vi er på vej hen.

 

Som jeg ser det, er det nationale kulturfællesskab helt afgørende, fordi alternativerne er så slette. Den samhørighedsfølelse, der er forbundet med kulturnationen, er ikke så kold som forfatningspatriotismen eller det republikanske, politiske fællesskab. Abstrakte principper og (politisk korrekte) appeller til “demokrati”, “tolerance”, “inklusion” osv. er ganske enkelt for svage til at binde mennesker sammen i et virkeligt fællesskab, hvor man ikke bare vil nyde, men også yde noget for andre, ikke bare nyde rettigheder, men også gøre sin pligt. Og i sin konsekvens bliver den republikanske model bare en ramme om et multikulturelt samfund – som så igen fører til parallelsamfund, i hvert fald i Europa. Mistillid, had, fjendtligheder, vold, man kan nævne en gradationslinje og plotte samfundet ind på en sådan linje alt efter, hvor galt det går og kommer til at gå.

 

Kulturnationens samhørighedsfølelse er heller ikke lige så varm som den følelse, den loyalitet, man har over for familien, slægten, stammen, klanen, den etniske gruppe, den religiøse menighed osv. Heldigvis, for hvis den var så varm, så var det godnat med retssamfundet og godmorgen til korruption og nepotisme.

 

Det nationale kulturfællesskab er ikke noget instrumentelt, noget, der er godt, fordi det giver mulighed for at opbygge noget andet, f.eks. solidariske velfærdsstater, sådan cirka. Og det er ofte svagheden ved centrum-venstre-intellektuelle, der måske en gang i mellem kan tale for det nationale fællesskab, også i mere kulturel forstand. Man beslutter sig jo heller ikke for at blive ven med et menneske, fordi dette menneske kan hjælpe én med at få et godt job – det bliver i hvert fald aldrig venskab, højst et interessefællesskab eller arbejdsfællesskab. Altså et slags republikansk fællesskab. Man bliver derimod ven af fælles sympati, måske endda kærlighed, og fordi man glædes over at være sammen, at høre til. Altså som i den nationale kultur.

 

Så jeg ville foretrække, at man bygger sit fællesskab op om den nationale kultur, arven og traditionerne, der er overleverede, om end under stadig, langsom og gradvis forandring. Selvfølgelig, ellers ville jeg være ideolog. National kultur er ikke statisk.

 

Jeg vil også foretrække fællesskab om Grundtvig og de store poeter m.m., ikke populærkultur. Ved semesterstart spørger jeg altid mine elever om deres favoritbog. En sådan kan de fleste naturligvis ikke nævne, for de læser ikke. Derimod kan de nævne film, og det er sådan noget som Fast and Furious nummer fire eller fem eller seks. Og det er just forskellen på vores fælles danske kultur og denne importvare, højnelse af ånden over for elendige film, der dyrker vold, store biler og et halvt-misogynt kvindesyn.

Heldigvis lykkes dannelsesprojektet nogle gange, men der skal dæleme kæmpes imod et stort tab. Herom i det næste indlæg.

 

(Opdatering med små ændringer den 9/4).

 

 

62 kommentarer RSS

  1. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Om den liberale Dr. Dampe, 1790-1967, kaldet “Livstidsfangen på Christiansø”, citat fra internet-lesikonet:

    “Som forløber for forfatningsbevægelsen i Danmark og som den første martyr for den politiske liberalismes sag modtog Dampe i den sidste del af sit liv en årlig statsunderstøttelse (ATS: efter enevældens ophør i1848). I 2003 blev der på Christiansø rejst en mindesten til ære for J.J: Dampe.”

    Men i den danske demokrati-kanon fra 2008 finder man ikke Dr. Dampe nævnt.
    Dermed finder man heller ikke den detalje nævnt, at Dr. Dampe havde fået sin doktortitel på at skrive en videnskabelig afhandling om Koranen, noget dengang ret usædvanligt.

  2. Af Ulf Timmermann

    -

    Ved godt, at emnet her ikke er social dannelse, vores måde at gebærde os på hinanden imellem. Vores høflighed, evne til at tale og lytte, vores hensynsfuldhed, vores agtpågivenhed i “det små”. Vores evne til tilstedeværelse i det hele taget. Muligvis også på tværs af stands- og klasseskel. Men altså, er glad for, at jeg i sin tid i folkeskolen/gymnasiet blev introduceret til bemeldte, danske forfattere, har aldrig sluppet dem, genopdager dem til stadighed. Har netop færdiglæst Blicher’s A-noveller for jeg ved ikke hvilken gang – og fortsætter med genlæsning af Pontoppidan’s erindringer – og ser denne læsning i lyset af at lære mit land, dets landskaber og steder og dets mennesker, inklusiv mig selv, bedre at kende. Folks kår, den materielle kultur på et givet tidspunkt. Tilegner mig Danmark. Og i lyset af at mine forældres og bedsteforældres generationer holdt kortene ret tæt til kroppen, de var ikke så “åbenmundede”, skal ikke misforståes som at de var så tabuiserede, som danskerne er i dag, smuglæser jeg mig til, hvilke paradigmeskift, i Danmark, skyllede ind over Danmark – herunder i forbindelse med “De store Krige – de gennemlevede. Hvem var de, hvad formede dem?

    I forhold til min egen generation – skønt vi altså blev introduceret til alle disse forfattere – kender jeg knap nok andre fra min generation, der siden hen har fulgt op på dem. Og det må jo egentlig være meningen. Og jeg mener ikke at have konstateret, at der nødvendigvis er nogen sammenhæng mellem, hvad jeg indledte med at kalde “social dannelse” og “boglig dannelse”, benævnt almendannelse. Synes måske vi er i allerstørst bekneb for førstnævnte. Og at sidstnævnte er ligegyldigt foruden.

    Fortsat God Fornøjelse og Good Luck i “Det liberale Demokrati”. Og Good Luck i Syrien. “Aldrig mere en 9. april”.

  3. Af Jens Hansen

    -

    Af Anders Thornvig Sørensen – 9. april 2016 19:45
    Om den liberale Dr. Dampe, 1790-1967,

    Det var sandelig en høj alder, som Dr. Dampe opnåede.
    Det er nok de færreste af vi andre som bliver så gamle.

  4. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Ulf Timmermann – 04:45

    Så glimrende med dit indlæg, hvor du nævner “social dannelse” – og det ligegyldige i en boglig ditto, hvis denne, altså den sociale, ikke er til stede. Og – ligedan forståelsen af det samfundsmæssige og politiske tidligere.

  5. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Jens Hansen – 10. april 2016 6:51
    Ja, det skal rettes til: 1790-1867.
    Ingen dårlige undskyldninger fra min side – fejlen lå ikke hos kilden, det var ikke nogen test af folks læseevne og heller ikke noget formidlingstrick, der var ikke tidspres, og det var ikke teknikkens skyld.
    Tak for korrekturen og med venlig hilsen!

  6. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Med demokrati-kanonen fra 2008 er det vel en rimelig diskussion, hvad sådan én skal bruges til. Man får lidt indtrykket af, at der er en fare for at sætte sig mellem to stole, når der skal prioriteres nationalt og internationalt stof.
    En dansk demokrati-kanon kan være “dansk” i to forskellige betydninger af ordet.
    I det ene tilfælde består det rent danske element alene i, at der laves en begrundet udvælgelse blandt de udenlandske giraffer, ud fra en vurdering af den internationale sammenhæng på dennes egne præmisser.
    I den andet tilfælde er det dansk demokrati som en del af Danmarks nationale historie og kultur, der er hovedemnet. Den udenlandske inspiration anerkendes, men får i øvrigt ingen nærmere behandling ud over, hvad der er strengt nødvendigt for at forstå den datidige danske stillingtagen til den.
    Jeg tror, at man er nødt til at træffe et klart valg og forfølge det konsekvent. Ellers ender man der, hvor Locke og Dr. Dampe skal kæmpe indbyrdes om de ledige linjer.

  7. Af Ulf Timmermann

    -

    Fremragende, at vi nu dyrker det danske demokrati. I Pontoppidan’s “Lykke-Per”, der foregår i perioden, og skrevet i samtiden, hvor det gradvist blev indført, omtales det overhovedet ikke – synes slet ikke at have nogen eksistentiel betydning i romanen – og bortset fra i en enkelt af hans “Himmerlandshistorier”, en besk en, omtaler Johannes V. Jensen det ikke i de øvrige 33.

  8. Af John Laursen

    -

    Ja, inkludér det hele, alt inklusive – mordere, voldtægtsforbrydere, gangstere, røvere og svindlere, kulturfjender. Ih hvor vi altså elsker helvede på jord – hvilket herreliv.

  9. Af georg christensen

    -

    Dannelse og den nationale kultur?. Et udsagn, hvor jeg vil udelukke “dannelses problematikken”, fordi den alt for ofte udtrykker magtbegærdets undertrykkelse af folket.

    National kultur, er besat af nationale “samfundenes forståelse” for hinanden indenfor som udenfor. Her bør hverken troens som andre magtbegærligheder overhovedet få betydning. Her bør LIVET i forståelse med og for hinanden finde sammen med hinanden. Det er hvad jeg vil kalde national som international “kultur sammensmeltning”, på fredelig vis. Det vil være så let, hvis bare ikke magtbegærdet længere kun blokerede, men “åbnede sig” , klar til at optage nye udfordringer..

    Dannelse, er ikke andet, som magtbegærdets værdiløse “ord” forbrug. Husk at sige “det rigtige” på det rigtige tidspunkt, og værdiløshedens dannelses principper er overladt i værdiløsheden.

  10. Af georg christensen

    -

    Dannelse giver kun mening , hvis den internationale kultur forstås, og ikke forsøger at beskytte sig selv bag “mure” eller med kanoners torden forsøger at isenesætte sig selv.

  11. Af Jørn D.

    -

    Er de højttravende højt ravende
    eller
    er stræben efter et Kult ur bedre end en Kul tur
    ja
    er der overhovedet noget kultur der dur
    måske
    men i hvert til fald ikke de synagogale radikales multi kulti koster kassen kaos
    men
    Kjøbenhavnere mener, at det forøger BNP, at gå på cafe og latte
    og
    mener at provinsens produktions Danmarks millioner, er at pjatte
    men
    hvis vi ikke slår pjalterne sammen
    ja
    så ender alt uden for Sjælland i fryd og gammen
    og
    Sjælændernes afsløres, som en stor sniffende plattende pjaltehær
    men
    de kunne jo tage tørklæde på
    og
    håbe på, at få invaliderente eller førtidspension af Wammen
    som
    en rigtig tidligere Århushistorie, der endte i “fryd og gammen” !
    ja
    grundet Wammen, der ikke var tam, men stor islam

    ironi.mus

  12. Af Jørn D.

    -

    Paven siger, som Israelerne og de synagogale radikale
    at
    man skal bygge bro og ikke mure
    og
    det samtidig med, at de prøver, at fremstå, som “freds duer”
    ja
    så så gemmer de sig selv bag tykke høje mure

    ironi.mus

Kommentarer er lukket.