Så læser vi!

Af Kasper Støvring 54

 

Når man som jeg underviser i litteratur for både gymnasieelever og universitetsstuderende, møder man de samme modargumenter, som cirkulerer i offentligheden generelt: Hvad skal vi bruge det til?

Alt! Plejer jeg at svare. Og så går vi ellers i gang, for dannelse skal der til. Det diskuteres ellers vidt og bredt i disse tider, selvfølgelig fordi dannelsen er forringet. Men i stedet for at redegøre for nødvendigheden af litterær dannelse, og i særdeleshed for litteraturundervisning i uddannelsessystemet, vil jeg her skrive lidt om, hvad og hvordan jeg underviser med nogle eksempler hentet fra især romantikken. Det er jo historisk lærdom, og både litteraturen og historien er ikke i høj kurs – indtil vi kommer i gang.

Så lad os det, komme i gang, men først nogle anbefalinger af en række aktuelle bøger om litteratur (og en enkelt digtsamling). Professor emeritus Bo Hakon Jørgensen hører til landets absolut bedste nærlæser af lyrik. Hans bog Mastetoppe er intet mindre end fremragende læsning af 100 digte, og hans seneste bog om Sophus Claussen sejler i samme farvand, bogen er lidt mindre i omfang og ambitionsniveau, men meget anbefalelsesværdig. Det samme kan siges om Kristoffer Garnes og Johan Christian Nords antologi Efter Georg, der foretager et yderst tiltrængt eftersyn af den måske mest betydningsfulde skikkelse i dansk litteratur, Georg Brandes. Endelig vil jeg også anbefale professor i germanistik Søren Fauths formidabelt smukke – det gælder også boghåndværket – digtsamling Universet er slidt og Jacob Bøggild, Ane Grum-Schwensen, Torsten Bøgh Thomsens antologi H.C. Andersen og det uhyggelige, der er akademisk forskning og formidling, når det er allerbedst: intelligent og vedkommende.

 

H.C. Andersen

 

hyrdinden-skorstensfejeren

Om netop H.C. Andersen skal det først dreje sig. Eleverne møder blaserte op til undervisning i det, de formoder er en børnebogsforfatter – og efterlades stumme af skræk, næsten da, efter mødet med en gennemført uhyggelig og tragisk fortælling, berørte og bevægede over, at eventyr også handler om deres liv. ”Skyggen” er jo en klassiker, men andre eventyr fra mesterens hånd kan også gøre arbejdet.

”Hyrdinden og Skorsteensfeieren”, f.eks., et af de mest gribende stykke kortprosa, jeg nogensinde har læst. Et eksistentielt drama – på én gang naivt og dybt, fabulerende, ”unheimlich” og vittigt – om kærlighedens forlis, om vores nydelige porcelænspar, der flygter fra tvangsægteskabet, fra det harem, gedebukken – satyrskikkelsen – bogstaveligt talt gemmer i sit skab, der står midt i den dagligstue, hvor eventyret foregår.

Ved midnat, ”når skabet knager”, skal den sorte messe, det dæmoniske ritual, stå på, det har den gamle kineser bestemt med et nik. Men parret flygter, og det sker naturligvis op gennem skorstenen, ledt på vej af den lysende stjerne på himlen, indtil de når friheden på husets tag og kan skue den store, vide verden. Her ville andre eventyr slutte med ordene ”de levede lykkeligt til deres dages ende”. Men ikke her, og det viser, hvorfor Andersen er et geni.

Enhver ægte kærlighed bekræftes gennem overvindelse af fælles prøvelser, men den unge hyrdinde gribes af angst, mister modet, og det hele ender med en rejse tilbage i dagligstuens tyranni. Den magtfulde kineser, nikkedukken på øverste hylde, får klinket sine skår i nakken, den patriarkalske orden genoprettes, oprøret mislykkes og friheden forskertses, omtrent, for tyrannen kan ikke længere nikke. Det unge par får ganske vist hinanden, men som de står dér på deres lille bord ”under spejlet” – for de er ikke blevet rigtige mennesker – vrisser de allerede ad hinanden som et gammelt ægtepar i et kærlighedsløst ægteskab. Der levede de så, ”til de gik i stykker”.

Det er fanme ikke for børn, eller ikke kun for børn!

 

 

Oehlenschläger

 

Guldhornene!

Det virker hver gang. Poesi af Oehlenschläger, musik af Hartmann, oplæsning af Reumert. Se og hør selv.

Det er klangfuldt, tungt, mørkt og dybt rungende som malmen fra mulden, dramatisk som et uvejr i naturen før gudernes møde og gådefuldt som mystiske tegn på et gyldent fortidsminde.

Det er dansk litteraturs arvesølv, det her, og synes eleverne, at det er kedeligt og gammeldags, så skal verden jo genfortrylles! Selv et nok så kedeligt klasseværelse bliver en frodig have, der vandes med billeder, så man næsten kan smage poesien. Det sker, når ordet bliver levende, når historien omplantes, og der inddrages årstider, duft, regn og stemning.

 

Kingo, Grundtvig, Sarvig

Så er der undervisningen i komparativ litteraturlæsning: Kingo – Grundtvig – Sarvig. Barok, romantik, modernisme. De mimer jo hinanden, dum-da-da-dum-da-da-dum-da-da-dum, daktylernes faldende rytme.

Kingo er ren party killer. En vandring fra den tomme, opsminkede verden fyldt med vanitassymboler – bobler, skinnende glas, kroner og kranse – ud af det jordiske fængsel med al dens forfængelighed, skarn og fortræd, op til Abrahams skød, til Jesus og de mægtige basuner i englenes talrige skare. Den sande ven, der aldrig svigter. Svært at forstå, at verden kan opleves så antitetisk. Men det er vilde billeder, et storladent drama, en afskedshilsen uden lige, festabe eller ej. ”Far, Verden far vel”.

Måske er det lettere at kapere den store gamle, Grundtvig, når kristentroen slår en hvælvet bro over tårernes dal, og livet siger, at landet er himmel OG jord. Fra dødningehjem til ”de levendes land”. Det er muligt, at mælken er sur, kaffen er kold, og der ikke er mere SU til resten af måneden, men glæd dig alligevel, for verden er et godt sted. Det er opbyggelig tale klokken kvart over tolv en tirsdag middag i marts.

Men hvad så med vores egen tid, kan vi – de – overhovedet få et forhold til kristendommen? Ole Sarvig prøver, skriver en salme, men det bliver mærkværdigvis til en ”frostsalme”. Det gør ham ikke mindre kristen, men for pokker hvor er det svært for ham – og for de studerende. Hvis de har vanskeligt ved at forstå vores digtere, især de store romantikere, fordi der ikke længere rigtig findes sådan noget som tilbageholdt, sublimeret seksualitet og dermed længsel, så er det endnu sværere at forstå kristen litteratur. For hvad ER kristendom i det hele taget for noget mærkeligt noget?

En fragt kostbar næring er gået tabt uden for byporten, som Botho Strauss skrev.

Nu vi er ved Grundtvig, den gamle: Eleverne synes de dér julesalmer er meget søde, tilforladelige og måske lidt barnlige. Indtil de tænker over de kilometervis af stenede veje af tvivl og anfægtelser, der måtte tilbagelægges, de ørkener af refleksion, der måtte krydses, før digteren kunne nå frem til så enkel en formulering i de mirakuløse linjer:

”Deilig er den Himmel blaa / Lyst er det at see derpaa”.

 

Blicher

Portræt af Blicher med det distante, skeptiske og melankolske udtryk.
Portræt af Blicher med det distante, skeptiske og melankolske udtryk.

Så er turen nået til St. St. Blicher, mere af det gamle skidt, tænker de studerende. Jo, da, det er da en meget underholdende historie, om utroskab, et trekantsdrama, en mordhistorie, vi har læst så mange gange før. Men hov! Hvad er nu det? Fortællingen synes at være i modstrid med det, vores fortæller siger.

Måske er Elise ikke et forfærdeligt, forførende, halvt dæmonisk kvindemenneske, måske er skytten på Aunsbjerg ikke noget hædersmenneske. Måske lyver fortælleren, ikke bare over for andre, men også over for sig selv, og måske får vi aldrig sandheden at vide om mordet, som skytten ”afslørede”, fordi vi kun har adgang til sandheden gennem fire-fem fortællerled.

Ja, den upålidelige fortæller virker altid overrumplende på naive læsere, der vågner sildigt til ny indsigt, og Blichers sindrige æskesystem af fortællere efterlader altid noget gådefuldt til sidst. Frustrerende, måske, men sådan er menneskene og livet jo. Blicher er ikke forældet, han er heller ikke kun moderne. Hans fortællinger er menneskelige, og hans fortællere er alt for menneskelige.

”Er ikke al vor Kundskab herneden stykkeviis? er ikke al vor Viisdom dunkel?
og Størstedelen af vor Erfaring – jo lad det kun staae her – sørgelig?”

 

Aarestrup

 

Skal man have studerende til at forstå Emil Aarestrup – dansk litteraturs førsteelsker, måske kun overgået af Bjørnvig – skal man begynde med at vise billeder af den organiske naturs formålsløse og forvirrende slyngninger: ranker, kranse, stilke, slyngplanter, men også en kvindes lange, løse hår, fletninger eller bølgende lokker, mørke og svulmende. Bare se jer om i undervisningslokalet!

Det handler nemlig om arabesken, om den vilde, kaotiske frodighed som i selve skabelsens nat. Det er skønhedsdyrkelse på et andet plan, i naturen, i kvinden – og i digtet, ikke mindst. Den højere, ”anden nydelse”. Det er blevet sagt, at kroppen hos Aarestrup sanses og nydes som en antik marmorstatue, der er splintret – her en næses krumning, dér et smilehul, her en nakkes kurve, dér en skønhedsplet. Eller et øre:

 

Det lille Rosenøre

En Labyrinth af Ynde,

Hvori to Slanger præke,

At der er sødt at synde.

 

”Det interessante” kaldes denne erotiserede fascination af skinnet, af detaljen. Det er et kunstigt paradis, det er ikke sjælens inderste, det er alt det, der omgiver kvinden, der pirrer: Håret, der slører en sødme, den gådefulde skat bag kjolen, som liljer der ses under vand. Bedst som drengenes sind er ”occuperet”, som Aarestrup ville skrive – i dag ville vi sige: spændt op til lir – kommer så opdagelsen: Det er ikke undertøjet eller kroppen, der nydes, men det flygtige aftryk, korsettet afsætter på huden som et slags ornament.

Bag denne virvar og flygtighed gemmer sig tomheden og sanselighedens, det æstetiskes, trofaste følgesvend: melankolien – som vi kender fra det mest kendte digt af Aarestrup, ”Angst”. Vi er så isolerede som hækkens bær, der snart visner, vi er så forgængelige som de glimrende bobler i bækken.

Skønhedsdyrkelse og tom transcendens – blandt alle romantikerne har studerende i dag lettest ved at relatere sig til Aarestrup.

Lad mig slutte her med denne gennemgang af almendannelse i praksis ved at henvise til Kristeligt Dagblads udmærkede præsentation af ti danske digte.

Selv tak, det var så lidt!

 

 

Liste over mine blogindlæg om litteratur (og tilgrænsende emner):

 

Stilistisk analyse af et essay af Søren Ulrik Thomsen

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/05/28/soren-ulrik-thomsens-stil/

 

Om Kingos salme Far, Verden, far vel og Grundtvigs De Levendes Land

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/08/22/kingo-og-grundtvig-mellem-himmel-og-jord/

 

Analyse af Morten Nielsens digt Døden

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/08/29/doden-og-morten-nielsens-dod/

 

Analyse af Sarvigs digt Drømmekærne

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/01/31/lille-digtanalyse/

 

Om Kongens fald og klassikerne

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/05/15/hvorfor-vi-skal-laese-klassikere/

 

Analyse af en sang af Bowie

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2016/02/04/bowies-bedste/

 

Om Søren Ulrik Thomsens digt Afsked og et digt af Sophus Claussen

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/11/20/novemberpoesi/

 

Om Grundtvigs sang Langt højere bjerge

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/08/12/geertsen-grundtvig-og-det-saerlige-ved-danmark/

 

Analyse af Sarvigs Frostsalme

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/12/22/dab-og-advent-i-ole-sarvigs-frostsalme/

 

Om Malinovskis digt Myggesang

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/06/03/i-juninatten-dette-digt/

 

Om Yahya Hassans digtsamling

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/11/17/poesi-i-november/

 

Analyse af Villy Sørensens Det ukendte træ

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/10/24/myndighedsproblemet-i-villy-sorensens-gendigtning-af-syndefaldsmyten/

 

Om bl.a. H.C. Andersen, Blicher, Oehlenschläger, Emil Aarestrup

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2016/04/20/saa-laeser-vi/#comment-47833

 

Om J.P. Jacobsen og L.A. Ring

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/11/07/naturbilledet-hos-l-a-ring-og-j-p-jacobsen/

 

Analyse af digtet Paaske af Ole Wivel

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/04/19/paaske-om-et-digt-af-ole-wivel/

 

Om T.S. Eliots Four Quartets

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/06/08/pinseilden-hos-t-s-eliot/

 

Analyse af Rilkes digt Efteraar

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/10/10/faldet-i-et-efterarsdigt-af-rilke/

 

Om Botho Strauss’ essay Tiltagende Bukkesang

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/02/08/det-vigtigste-essay-siden-murens-fald/

 

En ideologikritisk analyse af Bornedals 1864

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/10/22/kunst-og-ideologi-i-bornedals-1864/

 

Om danske salmer

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/03/27/den-danske-salmeskat/

 

Om kanonundervisning i skolen

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2015/03/06/kanonundervisning-i-skolen/

 

Om den litterære dannelse

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/10/08/styrk-den-litteraere-dannelse/

 

Om J.P. Jacobsen som ”moderne”

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/09/19/kristendommen-er-et-stillads-ikke-en-stige/

 

Anmeldelsen som genre

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/03/24/den-gode-anmeldelse/

 

Litteratur og teori og Blicher

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/06/04/nar-teori-abner-litteraturen/

 

 

54 kommentarer RSS

  1. Af Niels Peter Lemche

    -

    Tal for bloggen! Bare en lille ting: Sophus Clausen skrives med et ’s’ i efternavnet. Men du lavede nok bare en slåfejl.

    Jeg følger gerne dine vejledninger, selv om min private favorit er guldalderdigter er Ludvig Bødtcher, måske fordi hans digte i den grad minder om Horats, min favorit blandt de romerske.

  2. Af Knud Bjarne Gjesing

    -

    Sludder og vrøvl, Niels Peter Lemche – Claussen staves sandelig med to s’er. Jfr. DSL’s store Claussen-udg. v. Jørgen Hunosøe: Sophus Claussens lyrik.

  3. Af Birger Nielsen

    -

    Støvring – har du en skjult agenda om udbredelse af en religiøs præget litteratur? Glimrende klassiske forfattere, som jeg også nyder, men hvad med Holberg, I.P. Jacobsen, Pontoppidan, Bang, Wied, Johannes V.J. osv, Rifbjerg, Benny Andersen og Dan Turell ? Min erfaring siger mig, at de færreste er til religiøse digtere.
    De fleste danskere læser sjældent bøger mere og hvis, er det stort set kun krimier. Når jeg fortæller, at jeg lige har nydt 800 siders “Lykke Per” for anden gang i mit liv, tænker de fleste :”Det gad jeg godt nok ikke”.
    Et af de sidste år, jeg optrådte som underviser og skolebibliotekar, skulle jeg rådgive en sød ung kollega og foreslog en titel, hvortil hun svarede:” Jamen Birger, jeg læser jo ikke såd’n bøger”.

  4. Af Niels Peter Lemche

    -

    KNUD BJARNE GJESING – 20. APRIL 2016 16:57: Jep, shame om me!

  5. Af Jørn Lybech

    -

    For en gammel bibliotekar er det det virkelige guld som du har fundet frem til os. Desværre er det for sjældent at jeg skal ned i bibliotekets magasin for at hente dem. 🙂

  6. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Host, host, host.

    Ja støvet står op fra de ældgamle bøger, der hentes op fra de vælvede kældre under de snart ikke længere eksisterende folkebiblioteker.

    Jeg læser bestemt ikke krimier. Kun Homer på oldgræsk, Robert Musil på tysk og Henry James på engelsk.
    Fransk litteratur læste jeg kun, da jeg var tåbelig og ung.

    Kun på Berlingskes Blog skriver jeg på dansk.

    Desuden er det kun tåber, der skriver noget her.

  7. Af Allan Hansen

    -

    @ AKJ.

    ” kun tåber skriver her,, ja, det kan vi se
    så hvad fanden skriver/lavder du så her?

    Skriv til dig selv – salami perker.

  8. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Så læser vi:

    Kingosgade, Grundtvig og Sarvig MIMER på hinanden. Gad vide hvordan det ser ud. De gør åbenbart nogle bevægelser. DA DA DUM og så videre.
    Man skal godt nok være genial abstrakt teaterkunstner for at kunne mime det.
    Eller er det fordi koret i græske tragedier mime-dansede ordenes betydning, når de fremsagde deres vers?

    Så er der det lille rosenøre. Der er der to slanger, der prædke, at DER er godt at synde???
    I øret???
    Hvad foregår der her???
    Her kan Kathrine Blauenfeldt måske forklare, hvad det er for en slags sex???

  9. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Allan Hansen.

    Tak for din kommentar.

    Hvis man læser den korrekt, så står der, at jeg IKKE er en tåbe.

    Kingosgade kom der til at stå. Jeg mente kun Kingo.

  10. Af Allan Hansen

    -

    På mange måder var H. C Andersen et meget underligt og
    gådefulde menneske,,, en ensom Ulv ,, ( her ligner han Søren Kierkegård).

    En lille anekdote om Hans Christian Andersen.

    Hans Cristian Andersen var en af de første dansker, som
    fik gebis. Det var et meget spekulativ gebis – noget med
    en fjeder, der skulle hjælpe ham med at spise.

    Ved et hofbal hos kongen kaster den gode Hans
    sig ud i en lystig “spjætbazurka,, med et ungt fruentimmer
    hvor han taber gebisset – han får dog hurtig overblik over
    situationen og får samlet gebisset op og får pust
    savemult af.

    Et var, at tabe bukserne foran kongen – men gebisset
    det var dog for galt og pinligt.

    N.B Det forlyder, at Andersen levede “lykkeligt,, til sine
    dages ende – med både gebis og bukserne på!

    Kilde: Tandlægehøjskolen.

  11. Af jørgen nielsen

    -

    23.25 er da endnu et fjoget indlæg. Og hvad kan vi bruge dagdrømme og fin intellektuel snak til når DK er under besættelse?

  12. Af Allan Hansen

    -

    Undskyld mig men måske har Støvring overset
    George Brandes (1842-1927), samlede værker (12 bind).
    Måske har Støvring ikke læst Brandes, hvilket er svært at tro på (?).
    Nuvel, jeg har også fundet fejl hos Brandes ( men dem kan man finde hos alle).’
    – jeg er jo “fejlfinder,, det er nu engang mit job,,,,,,,
    Ikke desto minder efterlader Brandes en kulturskat, der også blev læst
    i hans samtid. Han fortæller om den europæiske historie i hans samtid.
    ( Han talte fem sprog).

  13. Af jørgen nielsen

    -

    Prøv at søge under “WHY WOMEN DESTROY NATIONS AND CIVILISATIONS”. (snaph)

  14. Af Kurt Dejgaard

    -

    Danske klassikere? Glimrende!

    Bare lidt synd at man vil henvise dem til gymnasiet, hvor denne “almendannelse” i dansk literatur skal forbeholdes de forholdsvis få der har noget at bruge en gymnasieuddannelse til, videre.

    What’s the agenda? får man lyst til at spørge.
    Skal “almendannelse” forbeholdes en fremtidig kulturelite?
    Her gik man og troede at det var det modsatte de selvudråbte kultur/national-konservative skulle foregive at agitere for.
    Men sådan kan vi jo alle blive klogere…

  15. Af Henning Svendsen

    -

    Skulle jeg som arbejdsgiver godkende en ny medarbejder,så ville sikre at jeg får den rette og dem der læser bøger og går i Biografen-ja deres navne må jeg selvfølgelig strege over!-jeg ønsker en medarbejder som kan den lille tabel.

  16. Af Niels Peter Lemche

    -

    ANDERS KIRKEGAARD JAKOBSEN – 20. APRIL 2016 22:43: Ja, Homer på græsk, det har jeg også læst, og tragediedigterne ligeså; men også latinske klassikere, og så lige oveni også Dante på italiensk, osv. osv. Men det skal ikke forhindre mig i at sætte pris på dansk guldalderdigtning.

    Og fransk: Måske noget om snakken: Jeg har i mange år kæmpet med at komme i gang med Proust.

  17. Af Niels Peter Lemche

    -

    KURT DEJGAARD – 21. APRIL 2016 2:35: Hvad skal vi bruge alt dette til? Jo, til at forstå, hvem vi er, og hvorfra vi kommer. Det synes at være et alvorligt problem for temmelig mange her.

    Det var og er i essensen meningen med folkehøjskolerne, som desværre ikke har den opbakning længere, som man kunne ønske: At forstå , hvem vi er!

  18. Af Niels Peter Lemche

    -

    ALLAN HANSEN – 21. APRIL 2016 0:25: Interessant; men regnes Brandes egentlig ikke for faderen til kulturradikalismen? Men den retnings foretrædere sætter du jo også stpor pris på, eller …?

  19. Af Ulf Timmermann

    -

    Tillykke med Det liberale Demokrati – og Jeres permanente krige, tak.

  20. Af Harald Kristensen

    -

    Robert Kirkegaard Jakobsen
    Der er en del mennsker, der læser Robert Musil og selvf. mange andre udenlandske forfattere. Jeg har hentet Mursil i kælderen til udlån mange gange. Kierkegaard er også meget i udlån. Proust er også populær, ofte til ældre mennesker. H. C. Andersen, Karen Blixen og Rifbjerg er også meget populære. Til gengæld er der ikke stor rift om mange af de forfattere, som Støvring nævner, foruden H.C. Andersen. J. V. Jensen, H. Pontoppidan, H. Kirk mm. de står også noget stille.

    Endnu flere låner Goebbels’s dagbøger. Vi har en original Mein Kamp, den er meget slidt og ofte udlånt. Disse lånes mere ud end Koranen. Den findes i forskellige oversættelser, dels på dansk, dels på arabisk og dansk og på arabisk.

    Folk læser meget ny litteratur og krimier. Der er underholdning, der hitter.

    Min datter læser en del klassikere. Det står ikke så galt til i alle gymnasier.

    Jeg læser ca. en til to boger om ugen, hvis jeg ikke har for travlt.

  21. Af P Christensen

    -

    Selvfølgelig skal man bruge litteratur.
    Se fx. bare hvorledes mussierne bruger koranen
    til at se hvor de kommer fra, befinder sig og skal hen….
    ……..ingen steder.

  22. Af Philip Pedersen

    -

    Fuldstændig enig i det overordnede synspunkt vedr. dannelse og tak for de mange referencer til at gå videre med

  23. Af Allan Hansen

    -

    Kære Kasper, jeg har bad news

    GUD ER DØD ,,,
    nu må vi klare os foruden – hvis røven ellers holder
    – hvem ved.

    https://www.youtube.com/watch?v=jF49nZ1ydJg#t=298.98

  24. Af Kent Andersen

    -

    Kære Kasper Støvring: Alle taler om “dannelse”. Hvad er din definition af dette ord?

  25. Af Niels Peter Lemche

    -

    KENT ANDERSEN – 22. APRIL 2016 3:20 skriver
    “Kære Kasper Støvring: Alle taler om “dannelse”. Hvad er din definition af dette ord?”

    Mit bud: Alt det, der er fraværende på disse blogs!

  26. Af Birger Nielsen

    -

    Mener hr. Lemche, at dannelse har kun mennesker med en akademisk grad, fx. bibelstudier på oldgræsk? Jeg kender flere “lærde”, som synes temmelig blanke på mange andre områder.

  27. Af Kasper Støvring

    -

    Kent Andersen:
    Dannelse? Jeg skriver et længere indlæg på fredag om netop det begreb, mhp især litterær dannelse.

  28. Af thomas larsen

    -

    Hej Kasper, Hvis du virkelig mente at det var dannelse og litteratur der var det vigtige ville du anbefale at læse noget helt andet. De digtere og forfattere du nævner er der bestemt ikke noget galt med. De er dygtig og læseværdige. De er bare ikke så gode som nogle fra den europæiske kulturarv.

    Jeg læser Dante, Milton, Shakespeare, Stendal, Austen, Eliot, Balzac, Joyce, Woolf, Gothe, Mann etc. Og dem ville du også anbefale da de er langt bedre og mere favnende end dem du nævner.

    Men da din dagsorden ikke er litteraturen eller dannelsen men det nationale og kristne ofrer du den gode litteratur for din ideologi og “nøjes” med mindre litteratur da det passer ind i dit ideologiske ståsted, Kasper.

    Det er en skam for litteraturen fortjener at læses og især den bedste kan fortælle noget om mennesket som andet ikke kan men du ofrer den gode litteratur på dit ideologiske og politiske bål.

  29. Af Kasper Støvring

    -

    Thomas Larsen: Jeg er cand.mag. og ph.d. i litteraturvidenskab, altså international litteratur, så jeg ved, hvad du taler om. Jeg er ikke enig i, at det er bedre at læse den litteratur, du nævner – der er bl.a. sproget til forskel: en oversættelse kan som regel ikke blive lige så god, og fremmedsprog kan aldrig forstås lige så godt , medmindre man er afsindig dygtig til dette fremmedsprog. Det bedste ville jo være at læse begge dele. Når jeg begrænser mig til dansk litteratur, skyldes det, som jeg skriver øverst, at det er det, jeg har undervist i.
    Jeg har suppleret med en liste over indlæg om litteratur.

  30. Af John Laursen

    -

    Anders Kirkegaard Jacobsen – 20 April 2016 22.43

    Du er et fremragende eksempel på de tåber der skriver noget her på b.dk. Hold du dig bare til dit Se og Hør og dine tegneserier, for bloggene på b.dk ligger adskillige etager over hvad du er i stand til at forstå noget af.

  31. Af Harald Kristensen

    -

    Bibliotekerne står åbne for jer alle. Hvad med at læse det hele. Dansk som international litteratur. Kasper Støvring har ret i, at oversættelser kan både være gode og dårlige. Det er en fordel at læse på originalsproget, det kan selvfølgelig ikke altid lade sig gøre. Mange oversættelser af udenlandske klassikere findes i flere oversættelser.
    Her kan man spørge på biblioteket, eller gå på Internettet.

  32. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Jeg synes ikke, at europæisk eller international litteratur er bedre at læse end dansk.
    Det samme gælder for alle kulturområder: maleri, bygningskunst, m.fl.
    Enhver må finde sit eget personlige ståsted i det spørgsmål. Men når det gælder undervisningen, synes jeg, at skal dansk litteratur og kultur have en stærk stilling, overordnet set.
    Til gengæld er jeg ikke enig i, at den sproglige eller kulturelle barriere skulle være et argument imod at læse udenlandsk litteratur.
    For en nutidsdansker kan være besværligt at læse og virkeligt forstå danske tekster fra 1500-eller 1600-tallet. Sproget, mentaliteten og hele den kendte verden har forandret sig så meget i mellemtiden, at der er en stor afstand.
    Det er et helt kristent-teologisk sprog, som stort set er gået i glemmebogen, ikke kun i Danmark, men i hele Norden og Vesteuropa. Når nogle stærkt bagudskuende præster og teologer – ingen navne nævnt – i dag argumenterer offentligt med de gamle teologiske begreber, er der næsten ingen tilbage længere som rigtig forstår dem. De kommer til at fremstå anakronistiske og antikverede, og det er en let sag for deres politiske modstandere at gøre grin med dem.
    Rent formelt betragtet findes det kristent-teologiske sprog stadig. Ordene er næsten de samme som dem en nutidsdansker anvender. Men den kollektive, indre meningsforståelse er gået tabt.
    Naturligvis vil der gå ting tabt i oversættelsen til dansk. Men hvad indholdet i teksterne angår, tror jeg, at en gennemsnitlig nutidsdansker meget nemmere kan forbinde sig med f.eks. med Isabel Allende end med Peder Palladius.
    Jeg siger ikke, at det er godt sådan. Jeg ville nok egentlig hellere have foretrukket, at det forholdt sig modsat. Men det er vilkårene, som man må arbejde ud fra, hvis man ønsker tingene anderledes.

  33. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Men samfundet kunne godt investere mere i undervisningen i fremmedsprog og europæisk kulturelt samarbejde, ved siden af dansk og litteratur. Det har jeg skrevet om andre steder og vil ikke gentage mig selv.

  34. Af D. Santina Matias Marcelino

    -

    @ ANDERS THORNVIG SØRENSEN
    Det syntes jeg ikke er korrekt. Som italiener holder jeg utrolig meget af Herman Bang, og især Kierkegaard på originalsprog. Jeg har Søren Kierkegaards samlede værk (1901), som jeg med fornøjelse genlæser gang på gang. En fornøjelse af, hvordan Kierkegaard filosofisk leger og danser med ordene.

    @ Kasper Støvring
    Danskernes læsevaner rækker ikke længere end til ligegyldig overfladisk journalistisk. Når jeg læser en journalistisk overskrift gider jeg ikke engang at læse indholdet, fordi det er så forudsigeligt.

    Dette er en lyrik jeg holder af i dansk litteraturhistorie:
    Foragtet elskov vender
    Sig såre snart til had.
    Tit læben bittert rynkes,
    Hvor smilet nylig sad.
    Sit bytte grumhed fanger
    Tit ud i listens væv. –
    Når ulv går på rov,
    lusker bagefter ræv.
    – Chr. Winther.

    Capito signore, di Danimarca 😉

  35. Af D. Santina Matias Marcelino

    -

    @ ANDERS THORNVIG SØRENSEN
    Det syntes jeg ikke er korrekt. Som italiener holder jeg utrolig meget af Herman Bang, og især Kierkegaard på originalsprog. Jeg har Søren Kierkegaards samlede værk (1901), som jeg med fornøjelse genlæser gang på gang. En fornøjelse af, hvordan Kierkegaard filosofisk leger og danser med ordene.

    @ Kasper Støvring
    Danskernes læsevaner rækker ikke længere end til ligegyldig overfladisk journalistisk. Når jeg læser en journalistisk overskrift gider jeg ikke engang at læse indholdet, fordi det er så forudsigeligt.

    Dette er en lyrik jeg holder af i dansk litteraturhistorie:
    Foragtet elskov vender
    Sig såre snart til had.
    Tit læben bittert rynkes,
    Hvor smilet nylig sad.
    Sit bytte grumhed fanger
    Tit ud i listens væv. –
    Når ulv går på rov,
    lusker bagefter ræv.
    – Chr. Winther.

    Capito signore, di Danimarca? 😉

  36. Af Harald Kristensen

    -

    T.Santina
    Jeg hørte en oplæsning af Inger Christensens Sommerfugledalen for en del år siden. Jeg hørte den læst op på P1. Den kan lånes på biblioteket, både som lydbog og som digte i bogform. Jeg læste ellers mest digte, da jeg var yngre. Sommerfugledalen er noget af det smukkeste, som jeg har hørt og læst på nyere dansk. Da jeg gik på Kunstakademiet gik Poul Borum i kropsnært sort lædertøj med sikkerhedsnåle i ørene, malet sort omkring øjnene. Jeg var meget ung dengang og kom direkte fra provinsen. Jeg kunne ikke helt forstå denne mundering. Han var meget ældre end min egen far. Det forstod jeg først, da jeg hørte Sommerfugledalen og læste den bagefter. Inger gav ham simpelt hen baghjul. Han måtte gøre sig til. Jeg vidste, at han havde en forfatterskole for unge forfatterspirer. En af mine venner fra KA prøvede at komme ind på hans forfatterskole. Det var svært.

  37. Af Niels Peter Lemche

    -

    BIRGER NIELSEN – 22. APRIL 2016 10:31, som skrev ;”Mener hr. Lemche, at dannelse har kun mennesker med en akademisk grad, fx. bibelstudier på oldgræsk? Jeg kender flere “lærde”, som synes temmelig blanke på mange andre områder..”

    Det sagde jeg ikke noget om, og det ville også have været forkert. Hvad du ellers pådutter mig, står for din egen regning. Jeg havde f.eks. ikke nævnt et ord om NT på græsk og GT på hebraisk, som jeg selvfølgelig har læst på de respektive sprog. Vi kan sagtens hver især give os til at prale — hvad med Gongora på spansk, Petrarca på italiensk osv osv — med det er ærlig talt ikke det, som bloggen handler om. Den handler om at sætte sig ind i sit eget lands kultur for derigennem at have et ståsted for tilegnelsen af anden kultur, så at sige noget at sammenligne med.

  38. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Jeg havde ellers afskrevet tvungen skolelæsning som brugbart formidlingsredskab, men Kasper Støvrings indlæg kan godt give mig anledning til fornyet overvejelse i så henseende. For omvendt, hvad hjælper det at have dygtige og engagerede lærere, hvis eleverne frit kan vælge det krævende stof fra på forhånd som det passer dem.
    I teorien bryder jeg mig ikke om den analysemetode, hvor man blander tekstforfatterens personlige liv sammen med indholdet af hans eller hendes litteratur. De to ting burde adskilles, så man ikke kører i ring. Men for en uindviet i emnet er det en fristende måde at gå til det på.
    Det er spørgsmålet, hvad man prioriterer højest: tekstanalysen og tekstkendskabet for disses egen skyld, eller skabelsen af rent menneskelig interesse for den gamle litteratur som helhed hos flest mulige modtagere.
    I enhver skoleklasse (også på de højere læreanstalter, men faktisk allerede i skolen) vil der være nogle elever, som har naturlig begavelse og interesse for tekstanalyse. Dem svigter man, hvis man alene prioriterer formidlingen på bekostning af fagligheden. Mens der vil være andre elever, som mere bliver tiltrukket af det menneskelige drama “bagved” og “omkring” teksten, “perspektivet”, som det vist nok også kaldes.

  39. Af Kurt Dejgaard

    -

    NIELS PETER LEMCHE Re:21. APRIL 2016 9:29)

    Jeg er helt enig.
    Jeg mener bare ikke at det er i gymnasiet at man skal introduceres for vores kulturarv.
    Det kan ikke være rigtigt at indsigt i den danske kulturarv skal forbeholdes de forfoldsvis få som har kompasset sat efter en lang videregående uddanelse.

    Det er i folkeskolen “almendannelse” skal effektueres, hvis man faktisk mener noget med ordet “almen”.

  40. Af Niels Peter Lemche

    -

    KURT DEJGAARD – 23. APRIL 2016 4:00: Bestemt ikke uenig.

    Og når vi er ved det, å er det i dag 400 år siden, Shakespeare døde. Han skrev bestemt ikke sine dramaer med eksklusiv sigte på en dannet elite, og egentlig synes jeg, at man ikke kan sige, at hans mange arvtagere gør det. Man skal nok først og fremmest tænke på teater og film; men fjernsynet har i dag en kolossal opgave. Og så lige ordet: Kvalitet, kvalitet, kvalitet. Vi taler ikke om finkultur; den har alligevel ikke en chance, men om noget, som almindelige mennesker har glæde af (og jeg siger med vilje ikke “kan forstå”, for det er ikke det, der er på spil).

    Og så er der, når vi nu taler om dannelse: en gylden regel hos fru Gad: Hvis man er færre end syv til bords, spiser man først, når alle har fået serveret; er der flere, spiser man med det samme, for maden skal ikke blive kold. Hvis jeg ikke helt har fået hende ret, så undskyld. Det siger også noget om dannelse, der også handler om skik og brug.

  41. Af Niels Peter Lemche

    -

    ANDERS THORNVIG SØRENSEN – 23. APRIL 2016 1:07: For den gode litteratur gælder det vist, at man ikke behøver tekstanalyser for at forstå den. Behøver man tekstanalyser for at forstå dagens jubilar, Shakespeare (døde i dag for firehundrede år siden), f.eks. Romeo og Julie? Behøver man tekstanalyser for at læse Dostojevskis “Forbrydelse og Straf” (Raskilnikof), behøver man tekstanalyser for at forstå H.C. Andersen? Læsning først og analyse siden. Det same gælder for musik og billedkunst. Eller igen: Hvis der ikke er nogen, der gider læse, hvem gider så analysere?

  42. Af Harald Kristiansen

    -

    N.P.Lemche.
    Du skriver, det ikke handlet om finkultur. Det er jeg enig i. Finkultur er noget, som vi alle er blevet enige om, er kultur. Finkultur er for dem, der vil være sikre på, at den udstilling de går på er accepteret. Finkultur er accepteret kunst. Ikke nødvendigvis epokegørende kunst. Det har den evt. været i den tid, den opstod. Derfor kan der være mange tidligere epokegørende bøger, der er blevet finkultur og de kan være særligt læseværdige.

    I virkeligheden handler det om oplysning og glæden af at læse og blive klogere på andre meninger end ens egne. En bog beskriver altid den tid, den er skrevet i. Jeg tilbragte mange somre i Island, alene som barn hos mine besteforældre, uden fjernsyn, men med bøger. Jeg nåede at læse alt hvad de havde, de islandske sagaer på orginalsprog, Balzac, Voltaire, de nordiske ridderhistorier, bog om fåreavl og sygdomme, H.C. Andersen, Rifbjerg, Pontoppidan, Wied, Halldór Laxness, Gunnar Gunnarsson, Hemingway, Tolstoj, Sholokhov, Th. Mann, Stefan Zweig, Simon de Beauvoir, filosofi, bøger om billedkunsk og et væld af andre klassikere. Jeg var også ude at gå i bjergene, nede ved havet og hjalp med at vende hø til fårene. Mine besteforældre var oplyst bondefolk. Nu er jeg ikke så gammel, selv om det lyder sådan.
    Børn og voksne i dag er er trætte når de kommer hjem, derfor er det ikke bøger, men tv, der lokker. Jeg læste meget for mine børn. Det er først nu at de selv læser i 16-18 års alderen. Tv er i virkeligheden en tidstyv, dog særligt egnet til at uddanne, men hvis man bare viser damebladsjournalistik som aftenshowet, er vi lige vidt. Fordi det også handler også om tid. Jeg har dog altid læst, på grund af min baggrund. Jeg har vænnet mig til det.

    Alle disse perspektiveringer og analyser, gør, at de unge ikke læser nok, de bruger al deres tid på at analyse og til perspektivering. Det er ikke fordi jeg ikke synes at det også er vigtigt. Det er lige som i det offentlige, vi dokumenteter hele tide, istedet for f. eks. at behandle syge og passe de gamle. Vi er blevet værre end tyskerne. Tænk på Goebbels, hyldemeter af dagbøger fra Goebbels, men omvendt ved vi meget om krigen på grund af dette halvvejs syge ønske om dokumentation, dog som subjektiv information.

  43. Af Harald Kristiansen

    -

    analysere beklager, der vist flere mangler, beklager.

  44. Af Niels Peter Lemche

    -

    HARALD KRISTIANSEN – 23. APRIL 2016 11:44: Det meste af det, du skriver, er helt korrekt. Bare én ting. TV betyder overhovedet ikke det samme længere for ungdommen. Det handler om evindeligt mobilsnak og selfies. TV vælger de i større og større mængder fra. Det er for kedeligt, og reklamerne kan jage enhver væk, ung som gammel.

    Man skal derimod nok til at se på medier som netflix, og for den sags skyld på kvalitetsserier à la — tror jeg nok — games of thrones. Så i dag en sammenligning med Shakespeare og denne serie, og med god grund, fordi der gives frit løb for dramaet, der sker noget. På samme måde som da Spielberg saboterede hele den fise-fornemme franske filmskole og fortalte alle, at drama faktisk handler om, lige netop drama og ikke snak.

    Dvs. serier som Starwars (den oprindelige trilogi) og Indiana Jones lever af at være kvalitet, der er ikke tale om tom underholdning for underholdningens skyld.

  45. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg finder Støvrings litt. forståelse en smule sjov- jeg kan slet ikke læse Aarestrup på den måde, opfatte ham som tomhed p gr a det sanselige. Han var trods alt en mand på de 46 i 1800-tallet, da han kom med sine første digte. Det var på sin vis allerede gammelt, at være 46 år.

    Men Støvring skal jo forstås ud fra en noget kraftig forankring i det religiøse som det eneste og sandeste ånderige at ty til og ser ikke en passende sublimering i vore dage .. nej gud da være lovet ..det har gjort megen skade i forholdet mellem to.

    Aarestrup er jo også berømmet for netop det sanselige, såvel som der er dybde af følelser, hans, i digtene .. og netop digtet:

    “Til en veninde

    Der er en Trolddom paa din Læbe,
    Der er en Afgrund i dit Blik,
    Der er i Lyden af din Stemme
    En Drøms ætheriske Musik

    Der er en Klarhed paa din Pande,
    Der er et Mørke i dit Haar,
    Der er en Strøm af Blomsteraande
    Omkring dig, hvor du staaer og gaaer

    Der er en evig Skat af Viisdom
    i Smilehullet på din Kind,
    Der er en Brønd, en Sundhedskilde
    For alle Hjerter i, i dit Sind.

    Der er en Verden i dit Indre,
    En sværmerisk, chaotisk Vaar –
    Som jeg umulig kan forflemme,
    Som jeg tilbeder og forstaar.”

    Digtet “Angst”

    Det er da ret jordnært, da vi alle kan kende dette at skilles – også når døden af den anden forekommer .. som boblerne i bækken, væk!

    Jeg er slet ikke enig – men enig i, at vi bør kende klassikerne, de gamle fætre, som Støvring nævner – og Guldhornene, aner ikke, hvad han taler om – vi havde dem i løbet af de første 9 skoleår, dvs fik teksten udleveret og historien fortalt .. såvel som der hang en tro kopi på hovedtrappen – den var bred.

    Og – om digtet eller andre smukke digte af Emil Aarestrup har været nemmere end salmedigteens: Dejlig er den Himmel blå .. det ved jeg ikke, om det er en opfattelse hos Støvring, at sådan må det være, dette svære liv med Gud og Kristus for en præst .. fremfor hos en Aarestup.

    Men da dejligt, at man stadig kan læse andet end: “Hende kunne jeg godt lige tænke mig at kneppe”. At der er en vis ære hos en mand og hos en kvinde, for en mand og for en kvinde.

    Bjørnvig blev for mig en tørvetriller med “Pagten” – hans forhold til Karen Blixen..rent platonisk, så uendelig kedelig.

    Jens August Shcade var lidt af en mester – ganske vist kun læst få af hans digte..omend måske lidt for meget bohemian efter min smag.

    Enkelte så jeg nævne Marcel Proust – netop hørt om ham nylig i Pontoppidanselskabet og ugen efter lidt oplæsning v/ Neil Ashley Conrad, der har lavet en afhandling om ham, hvor Master Fatman var med og skulle sætte relevant musik på til en opfattelse af Proust. Det gjorde han elegant – og Neal Ashley Conrads afhandling vil være af stor interesse, vil jeg mene. Må købe den siden.

    Proust læste jeg, kan jeg på nogle notater i de 7 Bind, jeg har i en billigbogsudgave med den gamle oversættelse, i juni-aug 2002 (godt 2 af bindene i denne i denne udgave) samt en enkelt bog om ham .. fascinerende miljø- og personkarakteristikker ..psykologiske indsigter .. ellers kun hørt et foredrag i 2013 af den tidl formand fra Proust-Selskabet på Nivaagårds Malerisamling, hvor der taltes om 12 af de billeder, som Proust nævner og beskriver i: På Sporet efter den tabte tid”

    Han skriver formidabelt og impressionistisk vil jeg mene – men hvad ved jeg om litteratur mere indgående .. ha, ha .. men har da fået læst lidt af og til.

  46. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Ups! Jeg fik skrevet ånderige i 2. afsnit, 2 linje – det skal naturligvis stå åndrige. Beklager. BHL

  47. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Niels Peter Lemche – 23. april 2016 8:40
    Så vidt mig ved, behøver man ikke at være trænet tekstanalytiker for at læse klassikerne med udbytte.
    Jeg er ikke selv en af slagsen, men jeg har overværet skrappe tekstanalytikere i funktion, og det gjorde varigt indtryk på mig. Dermed er vi nok egentlig forbi spørgsmålet om at have læsning af gamle danske klassikere som obligatorisk stof i folkeskolen, hvor jeg nok bevæger mig i retning af at gå ind for det.
    Tekstanalyse – uafhængigt af hvilken konkret tekst der læses – er i sig selv en teknik og et håndværk, som det er i samfundets interesse at holde i hævd. Så meget mere grund er der til at have de gamle værker som obligatorisk stof i folkeskolen, sådan at de elever der har talentet til tekstanalyse, kan få noget at rive i.

  48. Af Niels Peter Lemche

    -

    ANDERS THORNVIG SØRENSEN – 24. APRIL 2016 3:56: problemet er nok bare, at de er få, dine begavede elever, mens resten sikkert løber skrigende bort, når de hører ordet kultur (frit efter Göring: Når jeg hører ordet kultur, spænder jeg hanen på min pistol!).

  49. Af Harald Kristensen

    -

    Jeg gik på gammeldag skole. Vi skulle lære digte hver dag fra 4. klasse, foruden det andet vi havde. Vi fik 1-2 vers for hver dag. For at læreren var sikker på, at vi havde lært dem udenad, lod han os sige dem højt, på skift. Jeg vil ikke sige, at jeg synes det er vejen frem i dag, men på tre år havde vi været igennem de mest historisk interessante digte. Hver digters liv blev så gennemgået ganske kort. Vi har en helt anden dagligdag i dag. Min søn går i gymnasiet, her havde de S. Kierkegaard og, V. Stuckenberg i efteråret. Alle valgte emner handlede om ungdommen og unge mennesker. F.eks. Stuckenbergs noget tragiske og komplicerede ægteskb, repræsenteret med digte og “eventyr” . I forbindelse med S. Kierkegaards lømmel og kvindebedårer Johannes fra Forførerens dagbog drøftedede de de unges liv dengang. De læste også mere åndeligt af Kierkegaard. Året inden havde de bl. anden og Villy Sørensen og P.Seberg.
    Her hjemme drøftede vi, hvorvidt børn kunne begå selvmord, hvis det så var det de gjorde, i forbindelse med en Sebergs novelle. Jeg håber på, at gymnasiets lærere kan blive ved med at bidrage med bolig kultur til de unge, gammel som ny. Jeg selv færdes indenfor kunst og arkitektur. I disse fag er der ingen undervisning fra skolernes side, hverken i folkeskoler eller på gymnasier og har aldrig været, andet end en lille smule formning. Derfor er det, at alle er selv specialister i arkitektur og kunst. Med Anders Fogh blev alle specialister suspenderet og nu kan vi alle selv. Eksempel Sørine Gotfredsens indlæg om kirker. Smag er ikke det samme som viden. Venstre og DF døder kultur, fordi de forstår ikke vigtigheden af at have kultur. Ikke bare finkultur. Der skal også være ny og epokegørende kultur i dag, for at vi kan bevæge os. Det skal ikke alt sammen være copy og paste, som Internettet gør overfor de unge. De skal selv finde på ikke bare kopiere.

  50. Af Harald Kristensen

    -

    Rettes til “havde de blandt andet Villy Sørensen” og etc.

Kommentarer er lukket.