J.P. Jacobsens malende stil

Af Kasper Støvring 6

 

 

Faaborg Museum viser for tiden en udstilling om den danske forfatter J.P. Jacobsen og billedkunsten – om vores store digters betydning for malerkunsten omkring slutningen af 1800-tallet og om det ”malende” i Jacobsens eget forfatterskab. Jeg har endnu til gode at se udstillingen, men jeg har læst den glimrende antologi, der ledsager den. Den hedder J.P. Jacobsen og kunsten og er redigeret af Anders Ehlers Dam og Gry Hedin. Antologiens tekster kredser netop om Jacobsens malende stil.

 

Allerede Georg Brandes var i 1883 på sporet af denne særlige stil: ”Dette er vor Nutids-Prosas store Kolorist. Sikkert har der aldrig før i nordisk Literatur været malet med Ord som ham.” Samme Brandes var i øvrigt utilfreds med, at Jacobsens hovedværk, romanen Niels Lyhne fra 1880, bar præg af (alt for) mange adjektiver. Rigtig er observationen – når Jacobsen anvendte mange adjektiver, skyldtes det netop, at han malede sceniske fremstillinger, sådan som ordklassen jo indbyder til – men ikke vurderingen. Jacobsens stil er fuldstændig enestående og næsten ubegribelig skøn – og melankolsk. I romanen dør de mange skikkelser først og fremmest af skønhedslængsel!

 

Også en anden tidens store forfattere, Herman Bang, var inde på den koloristiske, malende, impressionistiske stil, når han om Jacobsens stil skrev: ”En overvældende Rigdom af Billeder, en skiftende, stærkt malende Stil, der ophober Lignelser, sammenhober Farver, svælger i Kolorit, som er dristig i sin Farverigdom […]”, og det er ikke kun i Niels Lyhne, man ser dette. I debutnovellen ”Mogens” fra 1872 opleves et regnvejr på denne måde:

 

”Alting glimtede, gnistrede, spruttede. Blade, Grene, Stammer, Alting glindsede af Væde; hver lille Draabe, der faldt paa Jord, paa Græs, paa Stenten, paa Hvadsomhelst, splintredes og stænkedes bort i tusind fine Perler. Smaa Draaber hang lidt hist og blev til store Draaber, dryppede ned her, samledes med andre Draaber, blev smaa Strømme, blev borte i smaa Furer, løb ind i store Huller og udaf smaa, seilede bort med Støv, med Splinter og Løvstumper, satte dem paa Grund, gjorde dem flot, snurrede dem rundt og satte dem paa Grund igjen. Blade, der ikke havde været sammen, siden de laae i Knop, samledes af Væde; Mos, der var blevet til Ingenting af Tørke, bruste op og blev blødt, kruset, grønt og saftigt, og graat Lav, der næsten var blevet til Snuus, bredte sig i ziirlige Flige, struttende som Brokade og med Glands som Silke. Konvolvolusserne lod deres hvide Kroner fylde til Randen, klinkede med hinanden og hældte Vandet i Hovedet paa Nelderne.”

 

Eller læs, se, denne beskrivelse – hvor det imidlertid også er verberne, der står i centrum – af en brand fra samme novelle:

 

”Facaden var stærkt oplyst af Flammerne fra den brændende Fabrik, Røgen piblede frem mellem Tagstenene og væltede ud af første Sals aabne Vinduer; derinde buldrede og knittrede Ilden; der kom en langsomt bragende Lyd, der gik over til Rullen og Knækken og endte med et dumpt Drøn; Røg, Gnister og Flammer piintes voldsomt ud af alle Husets Aabninger, og saa begyndte Luerne at spille og smælde med dobbelt Styrke og dobbelt Klarhed.”

 

Stemningsscenerne

 

Anders Ehlers Dam giver i antologien et eksempel på en tysk maler, der arbejder med et motiv fra Jacobsens Niels Lyhne. Det drejer sig om maleriet af Otto Heinrich Engel, der har titlen ”Morild II” og er fra 1897.

 

Engel Morild 2

 

Den stemning og situation, Engel søger at indfange, har reference til morild-motivet, der skildres i denne passage i Niels Lyhne, hvor kunstneren Erik og hans hustru Fennimore er sejlet ud på fjorden:

 

”Sagtelig gled Baaden frem, og den glansløs glatte Flade rifledes op i bortglidende Linier og Kredse af et mildt, hvidt Lys, der lige lyste den Linie, det gik, og kun, hvor det var stærkest, sendte et fint, mat Skjær, ligesom en Lysrøg, fra sig henover Omgivelserne. Hvidt skar det op om Aarerne, og gled bagud i sitrende Ringe, der voksed sig svagere og svagere, og i lyse Draaber stænked det frem fra Aarens Blad i en Fosforregn, der sluktes i Luften, men tændte Vandet, Dryp ved Dryp.”

 

Som Ehlers Dam påpeger, er passagen karakteristisk for Jacobsens detaljerige, arabeske stil, der her maler en ”fortryllet lysende nattestemning” frem, der opfanges af Engels i det pågældende maleri: ”Billedet er holdt i blåviolette og mørkegrønne stemningsfulde nattetoner, og lysene på himlen, på vandet og fra husene på kysten står klart frem”. Men ansigtstrækkene er ikke helt klare at skelne, for manden synes at forsvinde i halvmørket, imens kvinden vender ansigtet bort mod vandet. Men natten lyser, og det skaber en helt særlig stemning – og netop stemning er, hvad det ofte drejer sig om hos disse malere og hos Jacobsen.

 

Paula Modersohn-Becker, der tilhørte kunstnerkolonien Worpswede, har i sin dagbog noteret det stærkt sanselige hos Jacobsen, det fortryllende, som om ”sjælen vandrer i blomstrende lindeallér ved middagstid”, når man læser den danske digter. ”Livet med glødende farver, med solskin og nattergalenætter, derimellem en fin, susende musik, som menneskets ører hører, aner og ikke forstår.” Det sidste er vigtigt, for det er, hvad der gør Jacobsen moderne og netop ikke romantisk. Der foregår hos ham en stadig længsel mod sammensmeltning med naturen i en nærmest mystisk enhedsoplevelse, men den fuldbyrdes aldrig. Deraf det melankolske i Jacobsens værker, som jeg kommer tilbage til.

 

Om Jacobsens stemningsskabende passager har den tyske oversætter Marie Herzfeld i øvrigt bemærket, at den bygger på en rigdom af form og farve, det, hun kalder en rig og fin nuancering af tonerne, farvernes spil, den sitrende virkning af det flydende lys, og især den sjælelige antydning i den ydre verden – kort sagt: stemning.

 

Udnyttelsen af farvespektret

 

Annegret Heitmann har til antologien bidraget med en artikel om Jacobsens brug af farver, der netop fortjener et, ja, kapitel for sig. Se blot disse udvalgte eksempler: Blegrød, mathvid, bronze, perlegrå, purpurblodigt, egebrunt, blomsterhvidt, søgrønt, gyldenmat, bleggul, blegrød, løvbrunt, mælkehvid, lerblå, røgrød, ravblond, sherrygyldent, fregneblond, blåhvid (der ifølge Jacobsen karakteriserer den overskyede, melede, røgagtige farve på en dansk himmel), aftenblå, blågrå, bronzebrunt.

 

Farvespektret udnyttes fuldt ud, fra det lyse til det mørke, det matte til det lysende, ligesom manglende entydighed (der ifølge Heitmann meget præcist skyldes ”perceptionens glidende og famlende fremgangsmåde”) er dominerende, og det er især farvesammensætningerne med uvante accenter, som vist ovenfor, der er så overdådige, og som bidrager til at skabe den særlige stoflighed og fornemmelse for materialitet, der præger Jacobsens værker. Endelig benyttes også et stort antal differentieringer. Heitmann giver et eksempel med farven rød, der bl.a. differentieres ud i blegrød, blodigrød, skarlagensrød, matrød, rødmende rød, røgrød, brandrød, blodrød, purpurblodigt, vinrød, solrøden, ildrød. Det hele bunder naturligvis i Jacobsens fuldkommen eminente sproglige variationsdannelse.

 

Heitmann skriver om Jacobsens særlige stil og opregner de vigtigste retoriske stil- og klangmidler, der bl.a. tjener til at gengive sanseindtrykkene, til at suggerere lys, farve, bevægelse, duft og lyd. Hertil kommer de lange, slyngende, hypotaktiske – underordnende – sætningskonstruktioner, som frembringer en ”bølgende” sprogrytme; den hypertrofe, overdrevne detaljerigdom tjener til at frembringe en sproglig ”ornamentalisering” med betoning af ord som vugge, strømme, bølge, glide osv. Dertil kommer eksplicitte klangmidler som assonans (søgrønt, blågrå) og rytme, sådan som vi hører den i daktylerne perlegrå, gyldenmat og mælkehvid.

 

Niels Lyhne

 

Lad os se lidt nærmere på romanen Niels Lyhne. Den handler som sagt først og fremmest om længsel mod at blive forenet med naturen og den attråede elsker. Når der optræder passager med naturskildringer, handler det om længsel, om sammensmeltning, og den uforløste længsel. For livets love tager ikke hensyn til drømme, som det hedder.

 

At naturen fremkalder en længsel, der ikke tilfredsstilles, ses f.eks. i scenen med Niels’ mor, Bartholine, der drømmer om skønheden i Schweiz, en drøm, der er vakt gennem læsning, men da hun endelig i sine sidste dage besøger landet med de smukke søer, skove og bjerge, kan hun ikke gribe skønheden, blive ét med den, men er konstant på afstand af den. Og også hun dør af længsel.

 

Denne længsel efter at blive ét med naturen er udtryk for en ubevidst dragning. I virkeligheden opnås der ingen sammensmeltning med omverden, og det skyldes netop, at bevidstheden gang på gang træder ind, så at sige, og ødelægger sammensmeltningen. For bevidsthed er lig med afstandsbevidsthed: Øjeblikket kan ikke fastholdes, og bevidstheden sønderdeler omverdenen i isolerede enkeltheder. Det ses tydeligt i beskrivelsen af måneskinsnatten, hvor der hersker kølig klarhed, hvor tingene er fastfrosne i enkelthedernes statiske ubevægelighed, hvor planterne holder på deres dufte, kort sagt: Hvor der ikke er nogen strømmen, og hvor omverden unddrager sig tilegnelse. Og hvor naturen i bl.a. Bartholines skønne drøm er diset, samlet og stabil, er den i den skuffende virkelighed, hun møder i Schweiz, klar, spredt og urolig.

 

Målet for længslen, uanset om den altså er erotisk eller rettet mod naturen, er enhed. Men driften mod at forenes forløses aldrig. Det er livets lov, og på tærsklen til døden erkender man, hvis ikke før, afmagten. Længslens stræben retter sig mod modsætningernes ophævelse, en enhed uden bevidsthed, som næsten er uskelnelig fra døden. For den absolutte væren er det forestillingsløse. Alt dette tjener Jacobsens stil til. Derfor skaber Jacobsen alle de uforglemmelige, stillestående stemningsscener, de tableauagtige situationer, hvor drømmen om enhed er ved at fuldbyrdes, og derfor er han måske den af vores forfattere, som bedst formår at udnytte sprogets mange muligheder – rytme, klang, metaforik, syntaks og her især de lange, hypotaktisk opbyggede, bølgende sætninger, der synes at fortsætte i det uendelige, indtil de brydes af bevidsthedens stopklods. En af virkningerne af disse sætningskonstruktioner er at skabe selvforglemmelse, afspænding, fortabelse, ja, selve stilen stræber mod enhed og modsætningernes ophævelse.

 

Man kunne nævne adskillige passager, hvor bevægelser gentager sig, lyset skifter, objekter og lyde fjerner og nærmer sig, dufte kommer og går – alt sammen for at give indtryk af spontan strømning. Lad mig slutte af med et eksempel på en naturbeskrivelse. I denne passage er Niels lige ved at forsvinde hen i sansningen af forårsluften, men forgæves. Passagen viser både drømmen og skuffelsen:

 

”Den lune Foraarsluft var fuld af Dufte, ikke mættet med dem, som en Sommernat kan være det, men ligesom stribet af Duft, af krydret Balsamduft fra unge Popler, sene Violers kølige Aande, Hægebærs lune Mandelvellugt, og Alt det kom og blandtes, gik og skiltes, blussed enkeltvis frem et Øjeblik, sluktes med Eet, eller løstes langsomt op i Natteluften. Og ligesom Skygger af Duftenes lunefulde Dans jog luftige Stemninger hen gjennem Sindet. Og ligesom Sansen gjækkedes af Duftene, der veg og kom, som selv de vilde, saadan higed ogsaa Sindet forgjæves efter, blideligt hvilende, at blive baaret hen i stille Flugt paa en Stemnings sagte, viftende Vinger, men det var nu ikke Fugle med Vinger, der kunde bære, Dun og Fjer kun, der bares for Vinden, sneede ned og blev borte.”

 

 

 

Liste over nogle af mine indlæg om litteratur (og tilgrænsende emner):

 

Stilistisk analyse af et essay af Søren Ulrik Thomsen

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/05/28/soren-ulrik-thomsens-stil/

 

Om Kingos salme Far, Verden, far vel og Grundtvigs De Levendes Land

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/08/22/kingo-og-grundtvig-mellem-himmel-og-jord/

 

Analyse af Morten Nielsens digt Døden

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/08/29/doden-og-morten-nielsens-dod/

 

Stilistisk analyse af Tom Kristensens essay ”Katedralen”

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2016/06/08/ind-i-katedralen/

 

Analyse af Sarvigs digt Drømmekærne

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/01/31/lille-digtanalyse/

 

Om Kongens fald og klassikerne

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/05/15/hvorfor-vi-skal-laese-klassikere/

 

Analyse af en sang af Bowie

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2016/02/04/bowies-bedste/

 

Om Søren Ulrik Thomsens digt Afsked og et digt af Sophus Claussen

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/11/20/novemberpoesi/

 

Om Grundtvigs sang Langt højere bjerge

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/08/12/geertsen-grundtvig-og-det-saerlige-ved-danmark/

 

Analyse af Sarvigs Frostsalme

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/12/22/dab-og-advent-i-ole-sarvigs-frostsalme/

 

Om Malinovskis digt Myggesang

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/06/03/i-juninatten-dette-digt/

 

Om Yahya Hassans digtsamling

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/11/17/poesi-i-november/

 

Analyse af Villy Sørensens Det ukendte træ

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/10/24/myndighedsproblemet-i-villy-sorensens-gendigtning-af-syndefaldsmyten/

 

Om bl.a. H.C. Andersen, Blicher, Oehlenschläger, Emil Aarestrup

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2016/04/20/saa-laeser-vi/#comment-47833

 

Om Martin A. Hansen og novellen ”Agerhønen”

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2016/04/30/martin-a-hansen-og-gammellivet/

 

Om J.P. Jacobsen og L.A. Ring

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/11/07/naturbilledet-hos-l-a-ring-og-j-p-jacobsen/

 

Analyse af digtet Paaske af Ole Wivel

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/04/19/paaske-om-et-digt-af-ole-wivel/

 

Om T.S. Eliots Four Quartets

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/06/08/pinseilden-hos-t-s-eliot/

 

Analyse af Rilkes digt Efteraar

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/10/10/faldet-i-et-efterarsdigt-af-rilke/

 

Om Botho Strauss’ essay Tiltagende Bukkesang

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/02/08/det-vigtigste-essay-siden-murens-fald/

 

En ideologkritisk analyse af Bornedals 1864

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/10/22/kunst-og-ideologi-i-bornedals-1864/

 

Om danske salmer

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/03/27/den-danske-salmeskat/

 

Om kanonundervisning i skolen

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2015/03/06/kanonundervisning-i-skolen/

 

Om den litterære dannelse

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/10/08/styrk-den-litteraere-dannelse/

 

Om J.P. Jacobsen som ”moderne”

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/09/19/kristendommen-er-et-stillads-ikke-en-stige/

 

Anmeldelsen som genre

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/03/24/den-gode-anmeldelse/

 

Litteratur og teori og Blicher

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/06/04/nar-teori-abner-litteraturen/

 

Forsvar for Danskfaget og litteraturlæsning

http://www.b.dk/kommentarer/et-forsvar-for-litteraer-dannelse

 

Om J.P. Jacobsens ”malende” stil

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2016/06/20/1918/

 

 

 

 

6 kommentarer RSS

  1. Af Javier Martinez

    -

    Et flot billed der! Smukke farver!
    🙂

  2. Af Kaj Vilhelmsen

    -

    Jeg begriber ikke, hvordan et så kultiveret og begavet menneske som Kasper Støvring i artiklen Poesi i november kan kalde Yahya Hassans forrykte udgydelser digte. Hvordan kvalificerer denne samling ubeherskede prosasætninger sig til at være digte? Der er end ikke tale om prosadigte, for dette forudsætter trods alt en vis meningsfuld rytme i udtrykket, der på en eller anden måde står i forbindelse med indholdsplanet. Men indvandreren Yahya rabler jo bare nogle ord af sig, og det bliver aldrig litteratur.

    Jo, Yahyas såkaldte digtsamling sælger godt, men hvad siger det andet end et politisk publikums leflen for indvandrerne. Der findes desværre mange danskere, der takker og bukker, når indvandrerne nedlader sig til at sparke dem bagi.

  3. Af Erik Carlsen

    -

    Du er en fantastisk skribent Kasper. Jeg holder meget af at læse dine meget seriøse indlæg om litteratur, kunst og dine debat oplæg. Jeg vil derfor gerne opfordrer dig til, at fortsætte i denne gode ånd, med mange spændende læsninger, kommentarer, og debat oplæg, til tidens store .spørgsmål. Vi borgere i Vestsjælland interesserer os også for kunst, litteratur, og musik. Livet består som bekendt af andet end, uløselige evige politiske/økonomiske debatter hele tiden.
    Hilsen EC

  4. Af Niels Peter Lemche

    -

    ERIK CARLSEN – 21. JUNI 2016 9:51:

    Hør, hør! og i øvrigt hører J.P. Jacobsen til mine absolutte yndligsforfattere. Men i det hele taget, hans tid er et spændende emne med den melankoli, som præger den.

  5. Af Niels Juul Hansen

    -

    NIELS PETER LEMCHE – 21. JUNI 2016 13:40
    ERIK CARLSEN – 21. JUNI 2016 9:51:

    Enig, men spørgsmåler er, om det hører hjemme i kultursektionen og ikke debatsektionen.

    Kasper får hundrede gange større respons og debat, når han skriver om muslimer og integration.

    Ikke at jeg savner den type indlæg. 🙂

  6. Af Birger Nielsen

    -

    Jeg synes også, at Støvrings artikel er fremragende. Mødte første gang de store danske forfattere i realen og især i gymnasiet i 60’erne. Vi havde dengang mange timer med litteraturhistorie og læste hele værker af lige fra Holberg, Shakespeare og Oehlenschlæger til Rifbjerg og Benny Andersen. Vi havde en fantastisk lærer i salig lektor Sigvald Hansen også kaldet Mini-Hansen.
    Har senere i mit arbejdsliv forsøgt at efterleve salig Hansen ved selv at forsøge at bibringe senere tiders umælende sjæle store oplevelser. Det var ofte svært.
    Jeg har iøvrigt inden for det sidste år genlæst “Fru Marie Grubbe”, samt læst “Niels Lyhne” og Pontoppidans “Lykke-Per” med stor glæde.

    Hvordan har Kasper Støvring det iøvrigt med sin “kristne” livsholdning (?) med ugudelige folk som
    Georg Brandes og I.P. Jacobsen ? Jeg så forleden Søren Karup TV på vanlig arrogant og nedladende måde nedgøre Brandes.

    Men Støvring, som sagt spændende artikler og links. Mere af det.

Kommentarer er lukket.