Justitsministeren forklaret

Af Kasper Støvring 105

 

 

Professor emeritus Ole P. Christensen skrev om justitsminister Søren Pinds seneste indlæg, at hans sprog var dårligt og hans diagnose af terror uklar. Ministeren gør det nemlig ikke klart, hvem det er, vi er i krig med. For han tør ikke tale rent ud om islam.

 

Man burde lave en stilistisk og ideologikritisk analyse af justitsministerens forskellige indlæg, sådan som bl.a. Rune Selsing har været inde på i denne retoriske analyse.

 

Lad os uddybe denne analyse, for det kan måske forklare ministerens egentlige bevæggrunde. Karakteristisk for Sørens Pinds retoriske appelform er anvendelsen af patos, og hans udsagn er som regel holdt i et abstrakt leje. ”Min generations krig” hedder det om kampen imod den islamiske terrorisme; vi kæmper imod ”mørket”, mod ukontrollable ”kræfter”; ministeren ønsker at bekæmpe ”et monster”. Osv.

 

Sproget er, foruden stærkt patosladet, af og til meningsløst (”vi ser fløjene forskubbe sig parallelt”), men ofte diffust: Det mystificerer læserens bevidsthed og måske også Pinds egen, og det er, som Christensen påpeger, ikke betryggende, når nu Pind er øverste chef for efterretningstjenesten, der skal sørge for vores sikkerhed.

 

Retorikken tjener ydermere til at afpolitisere. Den foregår i det moralske, eksistentielle, ja, mytiske register, dvs. den har sjældent at gøre med de aktuelle og konkret foreliggende samfundsproblemer, der kalder på politisk handling. Og det vil jo sige tiltag imod al den vold og terror, som vi oplever så meget af for tiden, og som regeringen, før den kom i regering, havde så mange gode forslag til at bekæmpe: grænsebevogtning, opsigelse af konventioner, udvisninger, værn om statsborgerskab, fintmaskede pointsystemer og meget andet.

 

Altså alt det, politikerne burde gøre, for Pind og regeringen er politikere, dvs. tjenere, og de skal først og fremmest tjene danskerne, ikke verden. Det er danskernes sikkerhed, Pind bør bekymre sig om, ikke at pleje sin egen humanitære følsomhed med sukkersød sentimentalitet, tyk patos og rørstrømske falbelader.

 

Alt dette – hensynet til danske borgere nu og her – forsvinder i ministerens universalistiske, almenmenneskelige og ahistoriske retorik, der er fyldt med et klichepræget billedsprog. Det er et sprog, der sømmer sig for (spekulative) filosoffer og (dårlige) digtere. Men når man er politiker, pådrager man sig kritik.

 

Ved at afpolitisere fordunkler Pind ikke bare tanken, men hans eget ansvar mistes også af syne. Det bliver til gengæld åbenlyst, at ministerens egentlige dagsorden er at kritisere regeringens kritikere, der har påpeget regeringens handlingslammelse. ”De ikke-velforvarede smitter hinanden og skaber dyb bekymring og sine steder panik”, skriver Pind advarende.

 

Andre gange efterlades man decideret mystificeret. Pind skriver f.eks., ”at de danske asyltal nu er lavere end i flere år.” Men igen får vi ingen forklaring, i hvert fald ikke en god forklaring, for de lave tal skyldes jo primært, at migranternes foretrukne rute er lukket af netop de Balkanlande, der ellers var udsat for fordømmelse for deres inhumanitet, og at Østrig i praksis har suspenderet flygtningekonventionen. Altså gjort det, regeringen ikke vil. I stedet tilbyder ministeren abstrakte løsninger, som man kan lægge i, hvad man vil. Krisen skal, skriver Pind, besvares ”med kultur og ånd. Og med frihed og demokrati.”

 

I Pinds indlæg finder vi også en del stråmænd. Han advarer imod ”at vi ikke endnu en gang – i denne tredje bølge af ekstremisme, startende med kommunisme over nazisme til det, man må kalde islamisme plus – falder for påstanden om den stærke mand eller kvinde, der kan løse det hele med et fingerknips.” Som om kritikerne kalder på en stærk mand, en ny Hitler?

 

Det er et typisk associationstrick. Pind skrev tilsvarende i sidste måned, at Katrine Winkel Holm, en af Pinds fremmeste kritikere, mente, at man skulle internere op mod 270.000 muslimer. Pind er ligeledes berygtet for at antyde, at Trykkefrihedsselskabet ønsker, at togvogne med fordrevne fremmede skal køre igen (husk nu Holocaust!).

 

Justitsministeren søger også at bortrelativere migrationskrisen ved at tale om ”kompleksiteten”: ”Oven i dette forskubber fløjene sig og gør de enkle sandheder mere komplekse. Det er kommet frem, at angrebet i Bayern var højreradikalt i sin natur.” Men den iraner, der myrdede indvandrere i München, er jo blot endnu et eksempel på, at Europa importerer Mellemøstens konflikter. Det har altså også at gøre med den katastrofale indvandring, akkurat som islamismen.

 

Det er i øvrigt ikke en ny konflikt, vi ser her, for nazismen er ikke en upopulær ideologi i Mellemøsten, Mein Kampf storsælger som bekendt i regionen, og det etniske, ofte racistisk baserede fjendskab mellem grupperne er velkendt, bl.a. mellem perserne, araberne, afrikanerne og tyrkerne indbyrdes (også det har vi importeret), ligesom den ideologiske forbindelse mellem islamisme og nazisme er veldokumenteret.

 

Dertil gør ministeren sig skyldig i flere fejlanalyser. Rødderne til den aktuelle krise tilskrives f.eks. Vestens manglende militære intervention i Syrien. Men ret beset har interventionen i f.eks. Irak og Libyen ikke forhindret den aktuelle krise, tværtimod. Vesten har medvirket til at slippe anarkiet løs, og nu undgælder vi i Europa. Libyen-interventionen var en regulær katastrofe – Venstres daværende udenrigsordfører Michael Aastrup lod ellers meddele, at 99.9 procent af Libyens oprørere var sekulære…

 

Når diagnosen er forkert, er lægemidlet sandsynligvis også mangelfuldt. Pind mener, at vi nu skal føre meget mere krig i stedet for at gøre det helt oplagte: at lukke Europa af og skabe Fort Europa, som historikeren Uffe Østergaard taler om, efter at han er kommet til klarhed over situationens alvor. Situationens alvor? Ja, ikke blot Uffe Østergaard taler om risikoen for borgerkrig i Europa, det samme hører vi fra den franske efterretningschef.

 

Sådan ser Europa ud – islamister massemyrder, asylansøgere voldtager, vi ser vold og utryghed i stor stil, fordi politikere som Søren Pind ikke for alvor vil tage ansvar, ikke vil gribe ind, men i stedet tilbyder falske, i bedste fald mangelfulde, løsninger på fejlanalyserede problemer, og det sker i et sprog, der mystificerer både hans egen og andres bevidsthed. Dermed forværres problemerne.

 

Søren Pinds falske bevidsthed kommer til syne i det ubehjælpsomme sprog, i klicheerne, fraserne, stråmændene, overdrivelserne (”Syriens sammenbrud har udløst de største rystelser, vi kommer til at se i min levetid i Europa”), i uvidenhed, historieløshed og meget andet fra ”sheriffens” dunkle indre.

 

Søren Pind er en ideologisk bevidst minister, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at der er noget tvungent over det besynderlige sprog, som om det er et symptom på noget, der nager ministeren. For dum er han bestemt ikke, og han har tidligere udtrykt forståelse for dansk kultur og kristendom, ligesom han har forstået truslerne imod vores livsform, ja, han har endda talt om nødvendige tiltag (f.eks. om assimilation).

 

Men nu viger justitsministeren tilbage, han har måske dårlig samvittighed over ikke at gøre det rigtige, måske har han fået storhedsvanvid, måske er han grebet af vildrede og handlingslammelse eller ren og skær panik. Vi ved ikke, hvad der er galt, men at der er noget galt afslører sig i de mange indlæg, i stilen, sproget, argumentationen, i moralismen og den politiske korrekthed. Vi skal ikke så meget forstå ministeren og det, han skriver; vi er derimod nået dertil, hvor vi må søge at forklare ham, dvs. de bagvedliggende årsager til hans adfærd.

 

I Romerbrevet hedder det: ”Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! For ’hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? […]’”

 

 

 

105 kommentarer RSS

  1. Af ytringsfriheden en nedgroet negl

    -

    Søren Pi nd er naturligvis ikke interesseret i at straffe sig selv og kammeraten fogh, via at oplyse om deres skyldighed i irak kommiteeen..Den skal regeringen genåbne så snart de får magten, såvel som skærpe straffen for landsforræderi her, mht. deres viden om at der ikke fandtes masseødelæggelsesvåben der, og at irak så absolut ingen trussel udgjorde mod DK.

    mvh JM

  2. Af ytringsfriheden en nedgroet negl

    -

    AF HEKTOR HEIMLICH – 7. AUGUST 2016 0:45
    Det er nærmest risikofritt for horder af asylansøgere at omringe danske kvinder og angribe dem sexuelt -dvs voldtage

    Samme ses tit af det karseklippet df segment på landets diskoteker mv…

  3. Af Carl-Erik Pedersen

    -

    Søren Pinds egne interesser er fuldstændigt underordnet!
    Hans embede som landets justitsminister er, at varetage landets og befolkningens interesser!
    Det er hvad han er betroet, og betalt for!
    Og når han nu beviseligt ikke magter, at udfylde sit embede, så skal han selvfølgeligt udskiftes med en person som kan klare jobbet!

    Manden taler om diffuse mørke magter som truer landet, uden han vover, at sætte navn på vore fjender, samt erkende, hvem vore fjender er!
    Uden denne erkendelse kan vi jo heller ikke bekæmpe dem! (Islam)!
    Så det er nu bevist, at vores justitsminister er en “karklud” af hidtil uset format!
    M.v.h.
    .

  4. Af ytringsfriheden Martine

    -

    En indenrigsminister har naturligvis immunitet for indenrigsmæssige og udenrigsmæssige forbrydelser begået…Såvel som en statsminister som Fogh……

    Straf ift. samfundsomkostninger tak…Også for borgerlige..

  5. Af Sheriffen i fængslet | Kulturkamp

    -

    […] har tidligere på denne blog forsøgt at forklare justitsminister Søren Pind. Hans seneste angreb på ”højrefløjen”, dvs. […]

Kommentarer er lukket.