Sheriffen i fængslet

Af Kasper Støvring 58

 

Jeg har tidligere på denne blog forsøgt at forklare justitsminister Søren Pind. Hans seneste angreb på ”højrefløjen”, dvs. Søren Pinds kritikere, i gårsdagens interview i Politiken, fortjener endnu en granskning. Lad os i dag se lidt på den myte, han indskriver sig selv i.

 

Når Søren Pind kalder sig ”sheriffen”, forlener han sit embede som justitsminister med ikke kun en politisk og retslig, men især en moralsk kvalitet. En sherif er en mytisk størrelse: Den ofte ensomme mand, der beskytter de svage – især kvinder og børn – mod det truende onde; en autentisk sherif er elsket af de gode og hadet og frygtet af de onde.

 

I virkelighedens verden udenfor fiktionens og mytologiens universer kan Søren Pind ikke opretholde dette megalomane selvbillede. Han kan ikke forhindre terror, bilbrande, overgreb på kvinder, stenkast fra vejbroer, illegale migranter får lov at krydse grænsen, og seriekriminelle udlændinge får lov at bo og til dels bevæge sig frit i landet. Den lille by i det vilde Vesten ligner et lovløst område.

 

Nu kunne Søren Pind gøre mere, end han gør, men abstrakte konventioner og overnationale institutioner, personificeret i Tysklands kansler – EU’s reelle leder – Angela Merkel, forhindrer ham i det. Den underkastelse er imidlertid ikke påtvungen, den er derimod selvpålagt. Så Søren Pind har ikke blot mistet autoritet i offentlighedens øjne, han har også mistet suverænitet: Handlings- og beslutningskraft udgår ikke længere fra ham selv.

 

De karaktertræk og heroiske egenskaber, der skaber en sherif, er altså væk. En sherif er et klassisk undtagelsesmenneske: Han besidder et nærmest overmenneskeligt mod og foretager sig dristige handlinger, så almenheden kan sove trygt om natten.

 

Hvad gør en mand, hvis mytologiske selvfremstilling krakelerer? Han bliver et almindeligt menneske som alle andre. Søren Pind udviser de klassiske tegn på forsvarsmekanismer, der tjener til at beskytte det sårede selv og sikre Søren Pind en identitet som en værdig justitsminister. Men reaktionsmønstrene bliver forvrængede. Søren Pind føler sikkert også frygt for det tiltagende kaos i vores samfund; han føler skam over ikke at have trådt i karakter; måske er han deprimeret over hele situationen og lider af skyldfølelse.

 

Vi ved det ikke. Men vi kan af hans forskellige forsvarsmekanismer se, at noget plager ham. At eksponere sig selv som en sherif er i sig selv et tegn på regression: Søren Pind vil lege noget, han ikke er, og han bliver fornærmet, når man bryder illusionen.

 

Fornægtelsen indtræder, når Pind imod faktiske kendsgerninger bliver ved med at påstå ting, f.eks. at kriminaliteten er faldende (ja, men hvilken?), og når han forklarer, at Gay Pride ikke går gennem Indre Nørrebro, fordi der er ”vejarbejde”. Her bliver fornægtelsen decideret komisk. Vi skal ikke mange år tilbage, før Pind talte om ”three strikes and you’re out”, om assimilation, hvor han roste Dansk Folkeparti, hvor han mente, at indvandringen ødelægger svensk kultur, hvor han og regeringen var fortaler for suspension af konventioner m.m. Men det er alt sammen fortrængt.

 

Ser vi nu på gårsdagens interview, møder vi to basale mekanismer. Den ene er projektion. Antager vi, at Søren Pind har det skidt med sin handlingslammelse, at han måske endda føler vrede eller en art selvhad, kan vi også bedre forklare, at han lægger dette kompleks af følelser over på ”højrefløjen”, der nu bliver de hadende – de islamhadende mennesker, som Pinds besynderlige sengekammerat David Trads skrev i et opslag på Facebook i går – og som Pind nu kan blive vred på. ”Højrefløjen” medvirker jo til at skabe en ny Breivik, som han siger.

 

Men også en beslægtet mekanisme, nemlig forskydningen, træder her i kraft: Når man ikke kan redde byen fra de onde, kan man opdigte en anden årsag til problemerne, som man tror er lettere at overvinde, og altså rette sin vrede mod dem. Nu er ”højrefløjen” pludselig den skyldige. Det mærkelige fantom ”højrefløjen” bliver en beholder for alt det onde, som sheriffen ikke kan, eller ikke vil, gøre noget effektivt ved. ”Højrefløjen” bliver, for nu at sige det med en anden velkendt mytisk figur, en syndebuk for al den opsparede, uforløste vrede. Sådan forsøger Søren Pind at leve med sig selv og at undgå konfrontation med den ubehagelige virkelighed.

 

En sherif fængsler forbrydere og vogter over dem i sit fængsel, så de ikke slippes fri. Men vores situation er mere speget.

 

Verbet ”vogter” har to betydninger: At holde nogen indespærret eller at beskytte nogen. Man kommer i tvivl, om Søren Pind er den fængslede, i betydningen: selv er indespærret, så han ikke formår at beskytte danske borgere (hvad enten fængslet er reelt eller forestillet).

 

Man kommer også i tvivl, om de virkelige forbrydere er bevogtede, i betydningen: beskyttede af lovens lange arm og får lov at gå frit omkring, imens de indbildte forbrydere søges fængslet eller dog inddæmmet. Søren Pinds forslag til indskrænkning af ytringsfriheden synes jo især at gælde den ”trussel”, der kommer fra den såkaldte nationalkonservative højrefløj. Om det har min medblogger Mikkel Andersson allerede skrevet om.

 

Imens fortsætter afbrændingen af biler rundt omkring i København.

 

58 kommentarer RSS

  1. Af René Bergqvist

    -

    Du har utvivlsomt ret.
    Desværre er der nok mere til historien.
    Højrefløjsmanien fra Hr. Pind er nyopfunden og fremtvungen efter en lang defensiv i en position uden faktuelt og argumentativt dække.
    Han er en presset mand – en mand der tidligere har taget selvstændige rationelle men ikke ukontroversielle standpunkter.
    Mange har respekteret ham for netop det – det er hans politiske trademark – raison d’etre.
    Min hypotese – og det må det jo blive – er at Pind oprindeligt er ’sendt i byen af far’ (som løjtnanten). Når han så havner i problemer kommer far ikke til hjælp – han har travlt med at kurtisere en tysk skjoldmø.
    Pind står nu alene med en sag han ikke selv har preppet – han ved nærmere eftersyn ikke kan se sig selv i og er desparat – hans trademark og forfængelighed sætter ham i en umulig situation – så han starter en afledningsmanøvre. Den skal ikke have for lidt så Politiken inklusive tegner hidkaldes som de villige ukritiske nyttige idioter de er når det kommer til usaglig intern tilsværtning i blå stue.
    Den får så lidt for meget – for den ivrige politiken journalist ænser selvfølgelig muligheden for at de ikke-stuerene lige kan tages med i halløjsa’et .
    Det er lidt noget skidt og efter en kammeratlig samtale med far og i lyset af at DF skal bruges til 2025 – må Pind renoncere på TV i forhold til DF. Den venlige studievært byder skam både på whiskey og manglende kritiske eller opfølgende spørgsmål.
    Problemet henstår så med befolkningen og det faktum at han har lagt sig ud med en stor del af kundegrundlaget. Fortsættelse følger.

  2. Af Carsten Høi

    -

    Fremragende KS, tak!
    Ja, Søren Pind i en parodi
    som Gary Cooper i High Noon-
    han er sgu ret skæg og latterlig.
    Hvis ikke situationen i DK var så
    alvorlig ku man grine-vi må have
    voksne mennesker ind på Borgen.

  3. Af Flemming Lau

    -

    Historien gentager sig så sandelig. Han ligner mere og mere Buhl der under 2 verdens krig, opfordrede danskerne til stikkervirksomhed mod sabotørerne! Nu har han rettet skytset mod de nationalkonservative, med myndighedernes velsignelse. Men han stikkeriet undlader han at opfordre til, hvorfor ? Fordi vi nationalkonservative kæmper med “åben pande”. Men nu er vi altså kendt medskyldige, hvis der sker et terrorangreb. Hvor er det usselt!

  4. Af hektor heimlich

    -

    http://www.expressen.se/gt/ett-barn-i-8-arsaldern-har-dott-i-explosion/

    For 2 dage siden dræbres en somalisk dreng af en håndgranat, som blev kastet ind ad et vindue i Gøteborg -nogle måneder inden var en lille pige blevet dræbt af de samme mennesker.
    I Danmark bliver mennesker dræbt, når cementblok kastes ned fra motorvejsbroer -ingen tør længere køre. Regeringerne snorksover og er totalt ligeglade. Selv om de godt ved hvem, som er gerningsmændene, så mørklægger de alle forbrydelser.

  5. Af hektor heimlich

    -

    33-årig tysk mor dræbt af nedkastet betongflise på fynsk motorvej -ægtefællen dødeligt såret -og bliver aldrig til menneske igen. Men hans mayonnæs Pinden er rystende ligeglad -forsæt bare med jeres narrestreger. Nu ville skæbnen at den dræbte person er tysker -tak for mad til Merkel, som er en endnu værre killer end Pinden!

  6. Af hektor heimlich

    -

    Bilbrande i Malmø, bilbrande i København! Men for f….. mand det gider vi sku da ikke gøre noget ved –det er jo bare nydanskerne, som fejrer deres kultur hjemme fra islamistan.
    En justitsminister har sgu da andet at lave, som er vigtigere- som for eksempel at skrive tåbelige blogge, som tydeligt viser en høj grad af manglende vilje , hvilket hænger sammen med manglende evner!

  7. Af Henning Svendsen

    -

    Det kan undre at Pind ikke udgyder sig på Berlingske hvor Venstre har sin højborg og det tyder på at han stopper med sin blok!-og det har da også været den rene jammer Og nu vil han sende indbrudstyve til afsoning i sommer halvåret-friske og udhvilet kan de så træde ud i friheden og sysle med deres beskæftigelse i Den mørke tid af året og komme Julen ihu

  8. Af Maria Due

    -

    Undskyld, at jeg afbryder, men jeg synes, at dette skal med. Professor Anders Klostergaard Petersen har også fået nok, og tænk, han nævner min yndlingspolitiker Alexander Hamilton og understreger, hvor vigtigt det er at kunne sin historie. Her tror folk, at liberal= Hillary Clinton og hjerneblæst globaliseringsfascisme. Og at DF er borgerlig. Rofl!

    ”Det er tankevækkende, at en vulgær socialdemokratisme, som Dansk Folkeparti historisk som aktuelt repræsenterer, overhovedet kan opfattes som udtryk for borgerlig politik”
    ”Det er bemærkelsesværdigt, at Liberal Alliance kan tages alvorligt som et egentligt borgerligt parti, skønt de kun i yderst beskedent omfang har evnet at forholde sig til andet end økonomi.”

    ”Det er pinligt og udtryk for intellektuelt armod, når selv borgerlige politikere i interviews og debatter ikke har andet og mere at byde på end henvisning til følelsesliv og peristaltiske fornemmelser som bevæggrund for standpunkter. Er det for meget at forlange, at der fremføres argumentation? ” Denne bemærkning har kurs mod dem, der kalder sig nationalkonservative, og som minder forbløffende om DF’s vulgær socialdemokatisme.

    ”Det drejer sig hverken om nedskæringer i det offentlige, skattelettelser, hjemstavnsbeskyttelse i puslingelandet, eller et opgør med islam. Vorherre bevares. Borgerlig tænkning har aldrig været udtryk for smålighed, behagesyge eller manglende mod til at tænke stort. Men det forudsætter, at man kender sin historie. Og det er måske her, en del af problemet i aktuel borgerlig politik stikker. Det er meget sjældent, at man hører borgerlig politik begrundet med henvisning til konservativ og liberal historie. Det er der ellers god grund til. Ikke sådan at forstå, at en Hamilton, en Madison, en Locke, en Montesquieu, en Burke, etc. har et direkte omsætteligt bud på nutidens udfordringer. Men har man ikke historisk ballast at trække på, kan man ikke orientere sig i forhold til traditionen og er derfor heller ikke i stand til at føre borgerlig politik, der hæver sig over dagen og vejen.”

    jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE8940592/borgerlige-visioner-tak/

Kommentarer er lukket.