Frigørelsens tyranni

Af Kasper Støvring 23

 

 

Gymnasielever drikker sig fra sans og samling i Dyrehaven, sviner, ødelægger og stjæler på deres bersærkergang gennem skoven. I skolerne har lærerne mistet autoritet og har svært ved at skaffe ro og opmærksomhed, eleverne gider ikke læse eller lytte, for de har travlt med at være på de sociale medier. På flere skoler tilbyder man eleverne ørepropper for at beskytte dem mod larm i klasserne i stedet for at sørge for ro. Og lærerne? De underviser stadig i Rifbjergs ”Den kroniske uskyld”, som om den gamle autoritet stadig residerer uantastet og tabuiserer og forkrøbler de unge menneskers følelses- og seksualliv.

 

På lukkede internetforaer foregår der såkaldt ”roasting”, hvor drenge lægger nøgenbilleder op af piger, som man kappes om at svine til. Man konkurrerer også om at lægge de mest kvalmende billeder op, der f.eks. viser, hvordan man overskider og overpisser (undskyld tonen!) offentlige toiletter, eller man viser sædklatter, bl.a. på levende dyr, eller man opfordres til at et like opslag, som, hvis det får tusind linkes, vil medføre, at eleven vil narre sin lærer til at drikke urin. De tusind likes var inde på kort tid.

 

Hvad er alt dette udtryk for?

 

Autoriteten der vendte tilbage

 

En af vor tids store fortællinger er fortællingen om autoriteten, der forsvandt – men vendte tilbage, kom ind fra kulden, og det sidste blev værre for menneskene end det første. Frigørelsen blev en ny tvang. Kulturradikalismens, 68’ernes og lignende bevægelsers opgør med autoriteten beroede på illusionen, at man én gang for alle kan afskaffe autoriteten. Det kan man ikke. Autoritet og magt er altid til stede, det er bare et spørgsmål om, hvor autoriteten befinder sig, hvem der har den, og hvad den dikterer. Skyld forsvinder heller ikke, man genfinder den bare på nyt sted, det samme gælder uniformeringen, ensretningen og ritualerne.

 

Autoriteten er ikke længere vertikal, hierarkisk og autoritær, den er ikke en disciplinerende instans, der indstifter forbud og påbyder pligt og behovsudsættelse. Nej, vi lever i en kultur, hvor alt (tilsyneladende) er tilladt, og grænseoverskridelsen og den selviske hedonisme – nydelsen – derfor bliver den nye norm.

 

Den, der føler skyld og skam i dag, er den, der ikke tager del i grænseoverskridelsen, for det nye ritual bliver at tage del i overskridelsen. Ritualiseret grænseoverskridelse er den nye ensretning. Vi lever i det, der er blevet kaldt ”oplevelsessamfundet”. Under de gamle autoriteter tillod man også grænseoverskridelse – det havde en slags rensende effekt – men netop kun i det skjulte. Problemerne opstår, når de bliver åbenlyse og normsættende, mainstream. Det kan ses på alle samfundsplaner, man lad mig i det følgende forblive ved ungdomskulturen og især uddannelserne.

 

Frigørelsen i Dead Poets Society

 

Et af de bedste udtryk for den nye autoritet finder man i en af de mest populære film om læring og uddannelse, nemlig Peter Weirs berømte film Dead Poets Society fra 1989. Filmen og dens budskab har haft stor gennemslagskraft. Det er da også en vellykket film og derfor vigtig at tage alvorlig, ikke mindst som symptom, som Freud ville sige, og som eksempel på tilsløring af den herskende ideologi: frigørelsens tyranni.

 

Man bliver både glad for at se filmen og i anden omgang også særdeles skeptisk. Glad, for hvem vil ikke gerne forvandle den døde bogstavlærdom til levende poesi og indvie eleverne i en åndelig verden hinsides uddannelsessystemets instrumentalisme? Thi står der ikke skrevet, at ånden gør levende? Filmens popularitet skyldes utvivlsomt dens fortjenstfulde opgør med det, vi i dag kalder konkurrencestatsideologien: At uddannelse ikke er et mål i sig selv, men blot et middel til at optimere eleverne til at fungere i samfundet. Det er alt sammen meget godt.

 

Men på et andet plan er Dead Poets Society selv udtryk for en enorm konformisme, og heri ligger også en forklaring på dens popularitet. Dead Poets Society gør ikke kun op med den gamle ideologi, men bekræfter også tidens bærende ideologi, den nye autoritet. Den sælger pædagogikkens myte om den liberale eller kulturradikale frigørelse fra en sjæleligt forkrøblende tvang (”den sorte skole”). Moderne reformpædagogik baserer sig på det vitalistiske dogme om nedbrydelse af traditioner og autoritet, og derfor foregår filmen meget belejligt på en konservativ kostskole engang i 1950’erne, hvor alle gik i uniform og kollektivt reciterede skolens trosbekendelse.

 

Når pædagogen John Keating (spillet af Robin Williams) i sit første møde med eleverne indvier dem i poesiens verden, sker det som i denne scene ved at tømme historien og uddestillere et budskab om ”humanitas”: Den almene sandhed om mennesket, der hvisker til enhver på tværs af alle tider. Hvad hviskes der? ”Carpe diem”. Grib dagen, gør dit liv ekstraordinært. Det er John Keating som moderne selvudviklingscoach.

 

 

I dag ved vi, at denne myte har sine omkostninger. Kravet om konstant selvoptimering, om at følge sine lyster, udleve sine drifter, søge sin egen lykke osv. udmunder i sidste instans i tab af sociale dyder og pligter og hos den enkelte i stress, angst og depression. Og skolen? Uro i klasserne, manglende motivation og disciplin, lærerens tab af autoritet, udfasning af ritualer og faste rammer. Ikke: ”adlyd” den gamle autoritet, men: ”nyd” dig selv – sådan som den nye autoritet lærer dig.

 

Ægte frigørelse forudsætter myndighed og udfolder sig på baggrund af en tradition. Tilegnelse af kundskaber er også en historisk dannelse. I sine rene former er både konkurrencestatens, kulturradikalismens og 68’ernes ideologier falske. Dermed fortæller Dead Poets Society også kun en halv sandhed – og sælger os på maskeret vis en halv løgn.

 

I en vis forstand frisætter Keating sine elever, men de er frisatte til at drive omkring på må og få og på egen hånd med fatal konsekvens for i hvert fald én elev, Neil, der begår selvmord, da hans far – den gamle autoritet – forbyder ham at gøre det, han har mest lyst til, nemlig spille skuespil.

 

Dead Poets Society serverer en opbyggelig fortælling om Mr. Keating. Men Keating er i bund og grund en suspekt pædagog, ikke uden skyld i Neils selvmord, og han er en mand, der sidder fast i sine egne drengede pubertetsfantasier og udnytter eleverne til at udleve de drømme, han aldrig rigtig selv er kommet over. Man kan, måske lidt søgt, argumentere for, at filmen selv dekonstruerer sin egen ”gode fortælling”, men mit anliggende er her at diskutere filmen som ”myte”, dvs. som en krykke for en særlig type pædagogik, der sejrede i efterkrigstiden. Og det bekræftes til fulde af filmens receptionshistorie.

 

Lad mig prøve at uddybe det.

 

Den nye autoritet

 

Det geniale træk ved Keating, når han skal vinde elevernes ærefrygt og installere sig selv som den nye autoritet, er, at han giver sig ud for at være deres – og vores – ven. Han er på en måde ”én af vor egne”. Men moral – at eksponere sig selv som god og sympatisk – er netop også en effektiv magtudøvelse, fordi den virker skjult og listigt: Vi identificerer os med den gode. Mr. Keating støder med andre ord slet ikke på de forhindringer, de gamle autoriteter stod over for. Han skal ikke kæmpe for at få sine tilbedere, og de gamle autoriteter kan derfor slet ikke konkurrere med ham.

 

Den berømte sidste scene viser, at Keating har vundet den kulturkamp, der fandt sted i 50’erne og 60’erne. I scenen har eleverne fået den gamle autoritet tilbage, men da Keating kommer ind i lokalet for at hente sine ting og skal gå igen, rejser eleverne sig op for at hylde ham med deres valgsprog ”Oh Captain, my Captain”, imens de bogstaveligt talt står på deres borde.

 

 

Man kan sige, at dér hvor Dead Poets Society slutter, begynder klassetimerne i dag. Med larm og uro og en kamp for læreren om at få opmærksomhed, som jeg skrev om i indledningen. Keating vinder autoritet ved at appellere til elevernes længsler. Han er den, der frisætter, ikke tvinger, han repræsenterer ikke forbudskulturen, men den kultur, hvor det er tilladt at nyde. Dermed fremstår han tilsyneladende som en langt mere sympatisk skikkelse.

 

Men Keating udøver den skjulte magt, og derfor fremstår han præcis som et uskyldigt offer, som skolens syndebuk i forbindelse med Neils selvmord, og som Dead Poets Society fremstiller som en konsekvens af faderens forbud. Hverken Keating eller Neils far er uden skyld her, men pointen er: Keatings autoritet fremstår ikke som en autoritet, men som det modsatte, for Keating repræsenterer det gode, netop ikke som det, han i virkeligheden er: en rival til de gamle autoriteter. For Keating frisætter jo blot – skal vi tro – det, eleverne allerede har i sig og inderst inde gerne vil. Netop derved bliver Keating en magtfuld autoritet for eleverne – og for os, der ser filmen og hylder oprøret og glemmer dets negative konsekvenser.

 

Keating ligner ikke en autoritet, han går rundt forklædt som en af vor egne, den, der er på vores side. Vi er derfor fanget i en situation, hvor vi ikke er på vagt: Vi er nemlig ikke mistænksomme over for den autoritet, der ikke ligner en autoritet.

 

Deraf kommer også filmens uerkendte selvmodsigelser. Filmens måde at vise, at man ikke skal lade sig ”diktere af omgivelserne”, kommer så fint frem i den afsluttende scene. Eleverne lærer, de dikteres netop, at de skal stå på bordet, så er de for alvor frigjorte. Det er ikke blot selvmodsigende, men også drivende sentimentalt.

 

Der er efter min mening ingen levedygtig frigørelse i Dead Poets Society eller i dens tilsigtede budskab. Selv om den rummer gode og sande budskaber om litteratur og læsning, så er den netop i bedste fald en halv sandhed, men dermed også en halv løgn.

 

23 kommentarer RSS

  1. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt apropos “frigørelsens tyranni”, så savner jeg sgu bloggere a la – Henrik Day Poulsen, afdøde Mads Holger og ikke mindst Jacob Mchangama – der alle var i stand til at spotte dagligdags begivenheder og starte en interessant debat. I Dag er Berlingske blogs hærget af ligegyldige MSM propagandister, hvis eneste formål tilsyneladende er, at promovere sig selv. Det er – efter min mening – et ret patetisk show at være tilskuer til 🙁

  2. Af Flemming Lau

    -

    K Støvring når frigørelse ender i tyrani, er det det vel fordi at man glemmer at “Med måde er alting godt!” En ting er man vil frigøre sig fra de herskende tonemestre og den medfølgende konformitet og blive en original fremfor en kopist, men når det selvstændige individs tankegang ender op med perversionen ” individualisme” (Læs hensynsløs egoisme) er man fra ethvert samfunds side, nød til at sætte rammer, for at styre disse katalyserende kræfter, så de også bliver en gevinst for nationen. Kommunismen med dens snævre bånd såvel som neoliberalismen uden bånd, har hver især spillet fallit med 20 års mellemrum. Sidstnævnte ikke mindst ved den udtalte mangel på at værne om om vores værdier, på det åndelige, samfunds mæssige, familie mæssige og personlige plan. Vi er mao blevet reduceret til en tomme eksistenser i et vekselliv mellem arbejde og forbrugerisme i et koldt “alle mod alle” miljø. Meningsløst!

  3. Af Andreas D.

    -

    Jan Petersen: “Det er – efter min mening – et ret patetisk show at være tilskuer til.”

    Så kunne du jo forsøgsvis prøve at lave noget andet.

    Tja, filmen er sentimental og lidt oprørsk som mange af de drengebøger, jeg engang læste og sikkert blev præget af. Jeg må nu indrømme, at jeg ikke husker ret meget af filmen og synes, at Walt Whitmans digt er helt til den klassiske konservative side, hvor man flokkes om helten og bærer ham på skjolde:

    O Captain! my Captain! our fearful trip is done,
    The ship has weather’d every rack, the prize we sought is won,
    The port is near, the bells I hear, the people all exulting,
    While follow eyes the steady keel, the vessel grim and daring;
    But O heart! heart! heart!
    O the bleeding drops of red,
    Where on the deck my Captain lies,
    Fallen cold and dead.

    O Captain! my Captain! rise up and hear the bells;
    Rise up—for you the flag is flung—for you the bugle trills,
    For you bouquets and ribbon’d wreaths—for you the shores a-crowding,
    For you they call, the swaying mass, their eager faces turning;
    Here Captain! dear father!
    This arm beneath your head!
    It is some dream that on the deck,
    You’ve fallen cold and dead.

    My Captain does not answer, his lips are pale and still,
    My father does not feel my arm, he has no pulse nor will,
    The ship is anchor’d safe and sound, its voyage closed and done,
    From fearful trip the victor ship comes in with object won;
    Exult O shores, and ring O bells!
    But I with mournful tread,
    Walk the deck my Captain lies,
    Fallen cold and dead.

  4. Af I. Hansen

    -

    Der findes ikke total frigørelse.
    Alt er i relation til noget.
    Alt måles i relation til noget andet.
    Man kan frigøre sig fra EN relation……for så at indgå i en anden.
    Angsten for at være HELT alene vinder altid……derfor har en såkaldt leder/en ener/ en what ever…..altid et kor af medløbere, kuglestøbere og klakører (og servicerende ånder) liggende i baghjulet……og de er gensidigt afhængig af hinanden.

    Reklamebranchen har spillet på det i årevis.
    Politikere og medier har spillet på det i årevis…”vil du virkelig være uden for normen”?
    …..tænk blot på hvordan de med held har udstillet og hånet ledige og syge……i en blanding af “better you than me”….
    …en blanding af illusionen om at det er en relation de selv aldrig kommer i…..en illusion om deres eget evige gode helbred og held i øvrigt.

    En søgen efter en gruppe at relatere sig med…hvor man håber på applaus.

  5. Af Jan Petersen

    -

    @ ANDREAS D. – 19. OKTOBER 2016 20:42

    I øvrigt nok en meget god idé – som pendant – til det hovedløse ævl man præsenteres for her 🙂

  6. Af Birgitte Nymann

    -

    Og den manglende autoritet fortæller netop psykolog Finn Korsaa om i sine indlæg i disse dage. Han bliver derfor kaldt gammel og sur fordi selve debatten om forældrenes roller som autoriteter åbenbart er uforståelig for nutidens forældre

  7. Af Mehmet Sami Gür

    -

    Idealet om demokrati og frihed blev iværksat af forhenværende vestlige ledere til formål at undgå blodtørstige autoritetstro diktatorer som Hitler, Mussolini, Franco osv. og dermed nye krige og katastrofer i europæisk jord, ikke sandt?

    Og på grund af disse beslutninger har man idag samfundsproblemer som total frigørelse, fri porno, fri abort, aktiv dødshjælp, kritisk og spørgende sans, oprør, svækket kernefamilie, svækket tro og tillid, øget individualisme, stigende alkohol, stigende hasardspillelysten, stigende stofmisbrug, øget ligegyldighed, svækket nåde, tolerance, samvittighed og kærlighed, forværret tone og retorik, stigende grådighed, egoisme, arrogance, selvgladhed, selvforhøjelse, fremmedhad, fascisme, faldende udholdenhed, venskab, fødselsrater, svækket disciplin, respekt osv.

    Har jeg ret?

    Hvad skal man gøre ved det?

  8. Af Andreas D.

    -

    Nej, du har ikke ret. Du er historieløs, digter ud af den blå luft og har intet begrebet. Er uvidende om elementære forhold og sammenhænge. Gør sådanne platituder lykke i ghettoen?

  9. Af finn andersen

    -

    Et strålende debatoplæg, bare synd at det er blevet mindre indlysende og mere besværligt at komme hen til disse debatter, hvorfor der nok ikke vil være nær så mange læsere fremover. Det er synd, for når den demokratiske debat svækkes, vil mulighederne for at Danmark kan overleve tidens totalitære trusler mv. også svækkes.

    Kulturradikalisternes, 68’ernes, rødstrømpernes og feministernes bevægelse var et opgør med vanetænkningen, autoriteterne, professorvældet, forældede familiemønstre, forstenede traditioner og mændenes påståede undertrykkelse af kvinderne….hed det sig. Men er sandheden ikke at det var marxister og kommunister som førte sig frem med bagtalelse af alle folkelige og nationale værdier og med påstande om at for at være et oplyst, moderne, frigjort, agtværdigt, humanistisk og helstøbt menneske måtte man være marxist, ateist og revolutionær. For ellers var man indskrænket, bagstræberisk, ligusterfascistisk og stod i vejen for udviklingen af det ideelle samfund.

    Idag kan de fleste vel se at marxisterne bare har nedbrudt familieværdierne og hjemmets fred, og har sendt samfundet ud på et skråplan hvor alt med moral, respekt, ære, velfærd, privatliv, erhvervsliv, privatøkonomi, kultur, tryghed og sikkerhed er under angreb. Statens nævenyttige og emsige formynderi og hersen med alt og alle, er blevet en landeplage. Der er blevet længere mellem de glade familier og de frie selvhjulpne borgere. De røde partier dominerer politikerborgen, men trods den megen snak om humanisme og social solidaritet er velfærden, infrastrukturen, postvæsnet, forsvaret og sundhedsvæsnet m. m. m. nærmest i frit fald. Og antallet af tabermænd, taberfamilier og taberbørn/rodløse unge sætter rekorder i disse år. Oveni kommer alle problemerne med EU og hærskarerne af migranter.

    Danmark må væk fra rød politik, hvad enten den er blårød eller rødblå, ellers ender det rivende galt/fuldstændig katastrofalt.

  10. Af finn andersen

    -

    Indlæg i filtret

  11. Af Jan Petersen

    -

    OK, så startede da i det mindste – en rimelig fornuftig debat 🙂

  12. Af Henning Svendsen

    -

    Frigørelsens tyrani -egentlig er det bare de unge som kasserer de snærende bånd fra 68?? Og det tager man så til efterretning i skolens ledelse og går nu selv i spidsen og dette oprør mod fortiden ser vi overalt se bare Rådhuset i København og på Borgen og se bare på avisens forside stof
    Og egentlig er det jo bare historien som gentager sig !-en civilisation der har toppet og nu kælker nedad bakken

  13. Af Ulf Timmermann

    -

    Er lidt træt af, at vi spejler også i bevægelser og eksempler fra U.S.A. Dødtræt af det. Og synes, at Henrik Pontoppidan har skrevet noget smukt om netop “frigørelse”, nemlig: ” … jeg gjorde en Række Aar min Skyldighed som menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp”.

    Så, nu hvor alt skal gå via U.S.A., tror jeg der her må være tale om en typisk oversættelsesfejl: Emnet her er ikke “frigørelse”, men “selvrealisering” (bevægelsen hentedes til Danmark i 1970 og fra U.S.A. selvfølgelig), hvad jeg da også tror, at blogoplæggeren og de efterfølgende kommentarer lider af. 🙂

  14. Af j nielsen

    -

    Frihed er tvang.

    Har jeg hørt det før et sted?

  15. Af Steen Piper

    -

    En fin, fin analyse af kultfilmen døde poeters klub. Kasper Støvrings kulturkonservative kritik er af meget høj kvalitet og bør kunne vitalisere, hvad der er tilbage af de konservative. Vi trænger i den grad til et ikke-liberalt alternativ. Og overhovedet til et opgør med liberalismen. Støvring er, viser hans klummer, om nogen leveringsdygtig.

  16. Af Andreas D.

    -

    Ulf Timmermann, du modsiger dig selv. I Hansens indlæg supplerer mit, der tog udgangspunkt i det, som filmen handler om og ender med. Poesien som en forløsende mulighed i et sind i tumult, her en flok pubertsdrenge på vej til at blive voksne.

    Da den første dreng tager en stor beslutning og stiller sig op på bordet, udtaler han den første linje af Walt Whitmanns digt: “O Captain! my Captain!”, og dermed får han ved hjælp af digtet sat ord på mindst tre forhold. Ved at gå mod autoriteten demonstrerer han mod til at tænke selvstændigt i en rådden sag og bevæger sig dermed et stort skridt mod at blive voksen. Han hylder en lærer for at have hjulpet ham på vej og appellerer til sammenhold om at sige et ordentligt farvel til denne lærer. Man kan måske stramme det til at sige, at en ny leder bliver født.

    For mig er det som sagt et tema, der er oldgammelt og gentages igen og igen, som også Pontoppidan havde fat i. Når nutidens gymnasieelever opfører sig som svin, er vi ovre i noget andet, en perverteret ungdomskultur, som er resultatet af svigt. Jan Petersen har hverken forstået det ene eller det andet.

  17. Af Ulf Timmermann

    -

    Andreas D., hvad jeg oponerede imod var brugen af ordet “frigørelse” som et negativt begreb. Og gav så et eksempel på brugen af det, som er noget ældre end ’68. Husker iøvrigt godt det år, fyldte 18 i slutningen af det. Og gik i gymnasiet, var indkaldt for “Riber Ret”. Ser dog stadig året 1970 som langt mere skelsættende år og faktisk ikke alene som en modreaktion imod “68”, men med årets budskab om “selvrealisering” en modreaktion imod simpelthen alt. Og derved er det blevet.

  18. Af Andreas D.

    -

    Ulf Timmermann: ” hvad jeg oponerede imod var brugen af ordet “frigørelse” som et negativt begreb”

    Det gjorde jeg også, man misforstår nemt hinanden. Jeg mindes ikke, at jeg blev forarget over filmen og kan ikke følge Kasper Støvrings tankegang om hvad, der er konservativt eller liberalt=ondt. For mig er begge begreber tæt og uløseligt knyttet til det personlige ansvar og mange gode minder og respekt for både dygtighed, driftighed og dristighed. Det man på gammelt dansk kaldte vindskibelighed.

    Støvrings borgerlighed og konservatisme er ikke den samme som min, som jeg heller ikke genkender ret tit på disse blogge. Jeg står også helt af, når Kristian Ditlev Jensen omtaler sig selv som højborgerlig for slet ikke at tale om de mange andre, der skifter politisk parti som vinden blæser. Sandt at sige er jeg nået dertil, at jeg ikke synes, at noget parti er værd at stemme på, og at det alene handler om damage control. .

  19. Af Jan Petersen

    -

    Her er i øvrigt et meget godt eksempel på en af de venstrefløjs tvetungede debattører (Camilla Schwalbe), hvor “frigørelsens tyranni” pludselig står som en – uforklarlig åbenbaring. Iflg JP.dk:

    “Jeg skammer mig. Jeg lader mig kue af terrorister! Frygten ændrer min adfærd
    Terroristerne har fået greb om mig. Jeg er bange og ændrer adfærd. Jeg skammer mig over, at jeg siger et, men gør noget andet. Det gør mig til en hykler.”

    http://jyllands-posten.dk/debat/blogs/camillaschwalbe/ECE9091564/jeg-skammer-mig-jeg-lader-mig-kue-af-terrorister-frygten-aendrer-min-adfaerd/

  20. Af finn andersen

    -

    Hos you tube kan man nu se afslørende film og reportager om gammelkommunisten “merkels migrant crisis” og hendes fremadskridende ødelæggelse af Tyskland.

  21. Af R. Harald Kristiansen

    -

    Mehmet Sami Gür
    Jeg har via frivillighed stor kontakt til muslimske unge. De er søde og jeg kan lide dem, men størstedelen af dem, som jeg omgås mangler alt, hvad der minder om kultivering og kultur. Disse unge mennesker går for lud og kold vand, uden ordentlig opdragelse. Deres tøj bliver ikke vasket og madpakkerne er så usunde, at man må tage sig til hovedet. De er de mest uhøflige unge, som jeg har med at gøre. De talet ikke ordentligt dansk og de bliver tvunget af forældre ind i en ide om, at de skal kun respektere “eget folk”. I en flok på 16 har vi med at gøre unge, hvoraf vi har 3 af muslimsk tro. Tro flytter ikke bjerge, det gør omsorg og sammenhold imellem folk af forskelligt ophav. De unge, som jeg har med at gøre er bestemt ikke kriminelle, vil jeg bare påpege.

    Vi ser både unge etniske danskere og unge indvandrere gå for lud og koldt vand rent mentalt. Ingen fortæller dem hvad der er korrekt og ikke korrekt i deres dagligdag.

    I går var jeg hos læge og måtte tage toget, efterfølgende havde jeg købt ind og på vej op mod toget gik jeg op ad en trappe med to tunge poser. En skoleklasse med børn og to tyrkiske lærere kom ned ad trappen. Lærerne var begge to af tyrkisk afstamning. Det kan man altid høre på deres ts lyde. De bad ikke børnene om at tage hensyn til andre på stationen og de to lærere valgte at gå direkte ind i mig og tvinge mig til side med poserne, selv om der var masser af plads på trappen for de to madammer. Dette kunne sagtens have væres danske kvinder vil jeg tro, jeg har dog aldrig oplevet det før med danskere. Pli og hensyn er mangelvare i vores samfund.

    Hvorfor er det, at alle kiosker, der bestyres af muslimske indvandrere har porno på hylderne? Hvorfor fjerner de ikke pornoen, når nu troen er imod det?

    Man kan læse ud af dine kommentarer, at demokratiet ikke er din kop te. Du insinuerer, at det fører med sig porno og alt muligt skidt. Her er jeg uenig med dig. Hvis Danmark ikke havde været demokrati, havde du nok måttet kvitte din tro og du havde nok været fuldblodskristen.

    Vi skal ikke blande tro og kultivering sammen. Jeg kender masser af både danskere og muslimer, der er dybt kultiverede mennesker. Og jeg et ikke racist, men jeg tillader mig at svare dig.

    Racisme og trokortet skal ikke trækkes frem hver gang. Det holder op med at virke, det bliver ulv ulv historien, hvis du kender den.

    Jeg hører meget ofte i min frivillige ageren, at “mor” siger, at danske piger ikke er gode nok. Vi taler uafbrudt i en gruppe af 16 mennesker, hvoraf 3 er muslimsk troende om Ramadanen, Eid og s.videre. Det ville være helt i orden, engang imellem. En af dem beder højlydt i denne gruppe 5 gange om dagen. Han kunne sagtens gå ind i et møderum for det samme, men vælger ikke at gøre det. Hvorfor skal vi andre høre på ham bede. Vi andre har lært at gøre det i vores stille sind, hvis vi er troende. Hvorfor denne larm. Jeg ledes hen til at kalde det reklame, jeg har det også sådan med religiøs påklædning af al slags, ikke blot muslimsk. Det er ganske enkelt reklame, det siger, se på mig jeg er religiøs. Jeg synes ikke denne påklædning skal forbydes, men den irriterer dig, idet jeg ved at det er for størstedelen et socialt “landsbykrav”.

    Unge mennesker i dag et underlagt store krav, danske eller af en anden afstamning. Især dem der må kæmpe med to kulturer. Man gnider de unge om næsen, at nu kommer kineserne og tager deres job. De skal alle være superstuderende, fordi nu kommer kineserne og fremfor alt alt skal de være utrolig smukke og ikke for tykke.

    VI som FORÆLDRE må gå ind og fortælle vores afkom, hvordan de skal opføre sig og stille krav til dem om, at de opfører sig ordentligt og holder mund, hvis de skal. De får immervæk noget mere ud af undervisningen, hvis de holder mund og lytter, fremfor kun at gøre hvad de selv synes, uagtet hvilken tro de har. Og hvis de forstår sproget med tilhørende begreber bliver de også mere oplyste. Vores samfund er ved at blive et kulturløst og uoplyst samfund, fordi vi ikke gider blive oplyst. Luk din Facebookprofil en stund og dyrk kunst og kultur, ikke bare Facebooklandsbysladderen.

  22. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg har set filmen – men har den ikke så present igen; men der vil i en sådan flok elever sikkert for nogles vedkommende være tale om en egentlig frigørelse, før en selvrealiseering kan komme tydeligere på tale, og for andre en selvrealisering, hvor de sidste vil have det nemmere ved at kunne få deres selvrealisering. Deres jeg er mere på plads og robust nok til at møde en fremtids udfordringer fra pubertet til ung mand og videre frem.

    Jeg tror nu, at Pontoppidans udsagn, citeret ovenfor af Ulf Timmermann, gjaldt en udtalelse fra ham om hans lange forfatterskab. Men – har Pontoppidan udvirket nogen frigørelse .. det lavede man vist ikke undersøgelser af på den tid, så nok meget individuelt – og måske lidt småt med det for mig at se. Det kan kræve temmelig meget for nogle af hans forfatter-figurer vil jeg mene.

  23. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Mit ovenstående indlæg skal forstås på den måde, hvorfor jeg mener at forstå Støvrings udtryk om filmens intensioner som halv sandhed, halv løgn, idet den slags egentlig ikke kan gøres kollektivt – i filmen en klasse.

    Forældre til børn i skolerne idag, hvor poderne er uvorne i lange baner, de har ikke sat sig for at udøve en voksen adfærd og dermed autoritært i hjemmet, familien, for at kunne vejlede deres børn.

    Pædagogerne er rådvilde, fordi de ikke – eller hvis de ikke – har lært at sætte grænser og skelne i forhold til, hvad der kan og bør accepteres i forhold til skole og undervisning. Det skader eleverne, at de er uden retning og ikke motiveres til at lære og dermed forstå at det går ud over dem selv og deres fremtid.

    Har kun ganske få gange undervist skoleelever for mange år siden – og jeg havde en klasse, og de skulle have tysk. Jeg havde fået at vide at der var 2 af eleverne der havde skizofreni. Den ene sad oppe foran og lidt til højre for mig – men uanset hvad, så havde jeg besluttet, at jeg var kommet der for at undervise, hvorfor og uanset hvad blot underviste videre og inddrog eleverne og kommenerede kort de sjove tiltag, der forsøgtes – men fortsatte ufortrødent.

    Da timen var slut, så kom den ene, som jeg mente kunne være en af de to drenge og sagde:

    Det er den bedste time, jeg har haft.

    Så – det handler om autoritet og respekt, der går begge veje – og det kan faktisk også læres via indsigter på forskellig vis, som jeg heldigvis havde en del af dengang, også intuitivt. Men det må være hårdt at være lærer i en skole, hvis autoriteten går helt fløjten og dermed skal tilkæmpes – og hver dag Jeg ville nødig.

    Det kan nemlig være ganske muntert, når der er respekt og lydhørhed – det er faktisk også frihed og ikke mindst respekt. Det mærker elever, og lærdom kan føles ganske frivilligt i en tilegnelses-situation – også voksne, som jeg har undervist tidligere.

Kommentarer er lukket.