Tak for valsen, Leonard Cohen

Af Kasper Støvring 15

Løvet er faldet fra træerne, sneen har lagt sig på græsset, og sorte fugle trækker hen over himlen.

 

Leonard Cohen er død.

 

And I’ll dance with you in Vienna
I’ll be wearing a river’s disguise
The hyacinth wild on my shoulder
My mouth on the dew of your thighs
And I’ll bury my soul in a scrapbook
With the photographs there, and the moss
And I’ll yield to the flood of your beauty
My cheap violin and my cross
And you’ll carry me down on your dancing
To the pools that you lift on your wrist
Oh my love, oh my love
Take this waltz, take this waltz
It’s yours now, it’s all that there is

 

Hvilken sang kan være mere velegnet på denne dag end Take This Waltz, sangen om den afdøde elskede, sanger(ind)en, der ligger i kapellet, “in the gallery of frost”, hvor døden græder ud, og duerne lægger sig til hvile på korset. En sang om bristefærdig længsel og om at gå til grunde, at drukne sorgen i en cocktail ”of brandy and death”, mens man slæber sin lange, tunge hale gennem havet. Men også om ønsket om genforening på ”loftet”, i himlen, som i en drøm med ungarske lanterner ”in the mist of some sweet afternoon”.

 

 

Cohens sange har fulgt mig hele mit voksne liv. Der er så mange gode, for blot at nævne nogle få stykker, jeg mindes i dag:

 

Famous Blue Raincoat, sangen om et trekantsforhold mellem en mand, der en kold decembernat i New York skriver et brev til sin ”bror”, rivalen, der forførte mandens kone, Jane, og i samme ombæring forløste hendes smerte, gjorde altså det, manden ikke selv kunne. Men ”broren” selv blev efterladt tilbage i en manisk tilstand, i depression, armod, ensomhed og misbrug. Blot en af de mange sorgmættede sange, der udtrykker stærkt ambivalente følelser.

 

And what can I tell you my brother, my killer
What can I possibly say?
I guess that I miss you, I guess I forgive you
I’m glad you stood in my way

 

The Future, en apokalyptisk sang med mange frygtelige billeder af fremtiden, hvor selve sjælens orden er vendt om, Umwertung alle Werte. Den vestlige orden er brudt sammen, men ingen forstår, hvad det betyder at angre. Det er en fantomverden, og så galt står det til: Den hvide mand danser, og kvinden hænger på hovedet, måske korsfæstet, så lokkerne dækker hendes køn.

 

There’ll be the breaking of the ancient
Western code
Your private life will suddenly explode
There’ll be phantoms
There’ll be fires on the road
And the white man dancing
You’ll see a woman
Hanging upside down
Her features covered by her fallen gown

 

Tower of Song handler om den isolerede kunstner i elfenbenstårnet, en livs- og kærlighedsløs eksistens, men derfor kan han synge om kærligheden for alle os andre. Han digter om tabet af den elskede, om den kløft, der adskiller ham fra hende. Han selv er afskåret fra at udleve den kærlighed, han synger om, men som vi andre har desto større glæde af. Også her er der sort humor midt i tragedien: Jeget beder Hank Williams om et svar, men hører kun hans hosten længere oppe i tårnet.

 

Yeah, my friends are gone and my hair is gray
I ache in the places where I used to play
And I’m crazy for love but I’m not coming on
I’m just paying my rent every day in the Tower of Song

 

Who by Fire er en sang om døden og dens mange former, inspireret af jødisk mystik. Hvem kalder døden nu på, hvem kalder, hvem beslutter? Eller tag kærlighedssangen You know who I am om distancen mellem kvinden og manden: Hvem ser man, når man har set for længe ind i solen? Kan man overhovedet se den anden, ser man ikke sine egne drømme, og er det grunden til det skyggeliv, man lever, ensomme og uden at kunne nå den anden? Kvinden prøver at tage imod, manden prøver at give sig hen. Men forgæves.

 

I cannot follow you, my love,
You cannot follow me.
I am the distance you put between
All of the moments that we will be.

 

Der er mange andre. Take This Longing, længselssangen om Nico, Sisters of Mercy, hvor erotisk og platonisk kærlighed blandes sammen, hvor kvinderne både er prostituerede, men også nonner. Seems so Long Ago, Nancy, om Marilyn Monroe, den forførende kvinde, som ingen forstod, og som i sin dybe ensomhed tog sit liv, for ingen begav sin ind i ”the house of mystery”. Og så alle de andre: Can’t Forget, If It Be Your Will, Halleluja, I’m Your Man, Everybody Knows, Chelsea Hotel, Anthem, Bird on a Wire, Hey, that’s no Way to say Goodbye

 

Og farvel blev det. Det blev den sidste vals. Tak for den, Leonard Cohen.

 

 

 

 

15 kommentarer RSS

  1. Af Niels Juul Hansen

    -

    Kærer Kasper Støvrong,

    Hvor er det dejligt, når man kan blive enige om noget vigtigt, selv om man på andre områder kan være fuldstændig uenig.

    Jeg har altid været en stor fan af Leonard Cohen, en af de få singer/songwriters der efter min mening kommer i nærheden af Bob Dylan.

    Jeg så ham første gang til koncert i Newcastle upon Tyne i 1972, hvor han fortalte, at det nok var hans sidste koncertturné. Sidste gang jeg så ham var i København i 2012 – 40 år senere!

    Han har betydet meget for millioner af mennesker. På trods af hans ’selvmordsstemme’ var han i stand til at skabe både håb og glæde hos sine fans. Både troende og ikke-troende kunne finde noget i hans tekster, som de kunne relatere til.

    Han fortalte engang i et interview, at han en dag havde en snak med sine gode ven, Bob Dylan, om hvor lang tid de brugte på at skrive sange. Han selv brugte måneder (“Halleluja” tog flere år), hvor Dylan sagde, at det godt kunne tage flere timer!

    Han vil blive savnet, men heldigvis har vi alle hans sange, som aldrig vil forsvinde.

  2. Af Niels O

    -

    Rundt omkring på nettet ser jeg nationalister misbruge “First we take Manhattan…” efter nationalpopulisten Trumps sejr. I øvrigt tydeligt, at de ikke forstår teksten…

    Dette får jeg kvalme af. Det er liiige før, det samme sker ved at se en nationalist som Støvring “næsten” gøre det samme her.

  3. Af Steen Raaschou

    -

    Misbruget er af ordet “nationalist”, Niels O. Du ved selvfølgelig, det er et mildt skældsord i det danske sprog, og derfor bruger du det. Eller du ved det ikke? Jamen så læs her, hvad forskellen er på en patriot og en nationalist.

    George Orwell Notes on Nationalism

    http://orwell.ru/library/essays/nationalism/english/e_nat

    Endnu har masseindvandringen og aggressiv islam ikke skabt nationalisme i Danmark, men man må da alvorligt frygte, det kan nås endnu

  4. Af P Christensen

    -

    Cohen betegnes desværre ukorrekt som popsanger.
    Han var poptaler.

  5. Af Jan Petersen

    -

    Jeg er bare en meget stor fan af Leonard Cohen – elsker alle hans helt vidunderlige kompositioner . . . ikke mindst denne:

    Leonard Cohen – Dance Me to the End Of Love
    https://www.youtube.com/watch?v=Ki9xcDs9jRk

    Rest in peace dear Leonard 🙂

  6. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Niels O

    “Rundt omkring på nettet ser jeg nationalister misbruge “First we take Manhattan…” efter nationalpopulisten Trumps sejr. I øvrigt tydeligt, at de ikke forstår teksten…”

    Helt enig.

    http://www.leonardcohen-prologues.com/democracy.htm

  7. Af Jan Petersen

    -

    Hjernevasket ind i MSM propaganda / mis- og disinformation 24/7 – er der vel i øvrigt ikke mange, der forstår en meter af, hvad der lige pt foregår i USA . . . overhovedet? 🙁

  8. Af Niels Juul Hansen

    -

    Donald Trump:

    »Hvis jeg skulle stille op som præsident, så ville jeg gøre det for republikanerne. De er den dummeste gruppe vælgere i landet. De tror på alt, hvad Fox News siger. Jeg kunne lyve, og de ville æde det råt. Jeg er sikker på, at jeg ville klare mig godt i statistikkerne.«

    Democracy is coming……….

  9. Af Niels Juul Hansen

    -

    Beklager ovenstående – så kun overskriften – først senere, at det var ‘fake’. Sorry!

  10. Af Per Torbensen

    -

    Ja tak for valsen Leonard Cohen og en smuk artikel Kasper Støvring.

  11. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    En stor poet og kommunikator på sin egen dejlige facon. 🙂

  12. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Ja, vi kan da kun sige én stor tak til Leonard Cohen.

    May he be blessed as he wanted.

  13. Af Elisabeth Lindhardt

    -

    Som NielsO

  14. Af Erik Carlsen

    -

    Hej Kasper.
    Cohen var en stor sangskriver. Respekt for ham og hans kunst. Men jeg vil alligevel fremhæve Hank Williams som en af de helt store for alle de andre som kommer efter. Hank skrev mange sange om den umulige kærlighed imellem de to køn. Hør hans sang og blive meget klogere på Kærlighedens mange vanskeligheder.
    Bob Dylan er min klare favorit. Intet overgår han sangskrivning. LIKE A ROLLING STONE, som er verdens bedste sang. Hør den lige.
    THEY STONE YOU WHEN YOU TRY TO MAKE A BUCK, THEY STONE YOU AND WISH YOU GOOD LUCK..
    EC

  15. Af T HA

    -

    Med al respekt : Hypen er lidt overgearet. Man kunne tro det var århundredets største musiker, der var gået bort.
    Leonard Cohen skrev nogle tankevækkende tekster, de var også tidvis sjove men hyppigt præget af melankolsk resigneret endda småbitter selvironi.
    Ingen havde dog formentlig bidt mærke i dem uden sangene, der rent musikalsk antager dværgvækst med henhold til den laveste fællesnævner, der har banet vej for alskens kopiversioner af ligeartet popmusikalsk karakter.
    Selv kunne han dårligt hverken synge eller spille

Kommentarer er lukket.