På afstand af verden (og dog tæt på)

Af Kasper Støvring 66

 

Forleden fyldte en af landets bedste litteraturforskere, Jan Rosiek, 60 år, og i den anledning blev der udgivet et meget interessant festskrift, Distancens patos, redigeret af Anders Ehlers Dam og Marianne Stidsen på forlaget U Press.

 

Bogen undersøger litterære og filosofiske distanceblændere, men forstået på den gode måde: Hvad der sker, når man trækker sig væk fra ”praktikaliteternes, synlighedens og interaktionernes geskæftige tumult i distanceret refleksion over tingene.” Redaktørerne motiverer valget af netop det tema ved at påpege, at Jan Rosiek selv på en måde inkarnerer denne patos, ikke mindst i sin kritik af universiteternes nedskrivning til ”korporative virksomheder” med forskellige ”varer på hylderne”. Ordene er redaktørernes, men Rosiek selv citeres for at ville bevare en tradition, der er gammel og ikke-innovativ, og som understreger ”fri tænkning, leg og glæde”. Rosieks ideal er tålmodighed og koncentration. Man kunne ikke være mere enig.

 

Jeg har ladet mig fortælle, at undersøgelser viser, at elever i dag kun kan koncentrere sig i sytten sekunder ad gangen. Det skal nok passe ud fra mine egne erfaringer som bl.a. universitetslærer, men især gymnasielærer. For eleverne skal hele tiden stå til rådighed for den næste besked på de sociale medier. Hyper-opmærksomheden styrer, modsat dybde-opmærksomheden i litteraturlæsningen. Som redaktørerne skriver, er distancens patos nærmest et tabu i vores ”hvileløse interaktions- og kommunikationsverden: tilbagetrækningen og den stille, indadvendte, stoisk rolige refleksion på afstand af tingene, hvor der et øjeblik slukkes for støjen; vita contemplativa kaldte Aristoteles og stoikerne det”.

 

Så til det fascinerende tema: Afstanden. Især digtere har dyrket afstanden og den tilbagetrukne kontemplation for at kultivere en særlig opmærksomhed eller finde en værdifuld autenticitet. Det kan være i form af en tilbagetrækning fra omgivelserne i et slags indre eksil. Og det er netop ikke en særlig dramatisk eksistens-modus, snarere en besindelse på et almindeligt liv, men altså i refleksionens dybsindige indadvendthed. Det kan også være en geografisk, fysisk distance, sådan som filosoffen Heidegger praktiserede den i sine hyppige tilbagetrækninger til sin hytte i skoven, eller som man så det hos Nietzsche, hvorfra udtrykket distancens patos er hentet. Her var der mere præcis tale om en slags åndsaristokratisk afstand til massesamfundet, til en nytte- og lykketænkning og en nivellering af betydningsbærende forskelle. Distancen er, med Nietzsches ord, en higen efter ”stadig højere, sjældnere, fjernere, mere vidtstrakte, mere omfattende tilstande.”

 

Jeg har selv været optaget af distancens patos i flere år. Både i den indre og ydre forstand. Jeg er, i lighed med bogens forlægger i øvrigt, selv flyttet fra ”centrum”, Hovedstaden, til periferien, udkanten, provinsen. Nemlig Sorø. Men jeg arbejder heller ikke længere i København og kommer sjældent derind. Talrige er de gange, jeg har sagt nej tak til sammenkomster, fester, debatmøder, tv- og radio-optrædener, osv. Og det har jeg, skal jeg være ærlig, et issue med, som det hedder. Jeg hader nemlig at gå glip, men jeg har efterhånden fundet ud af, at det er godt for mig.

 

Jeg er også barn af min tid og dens optimeringskultur, og også jeg er underkastet den sociale acceleration, der gør mennesker mere og mere forpustede og truer med at brænde dem ud. Udbrændthed, stress og depression er ikke for ingenting vores tid nærmest epidemiske sygdomsfænomener. Tidens dominerende personlighedstype er blevet diagnosticeret som det opportunistiske menneske. Mere vil have mere, og den, der hver dag går sin gang i den hedonistiske trædemølle, lider konstant af FOMO: Fear of missing out.

 

Men beslutningen om at være på afstand gør jo sjovt nok, at man kommer tættere på det, der virkelig betyder noget. Min egen erfaring behøver ikke at være tvingende almengyldig. Men det har virket for mig. Lad mig give et eksempel på distancens patos ved siden af litteraturlæsningen og – skrivningen, nemlig naturforbundetheden.

 

Jeg arbejder som bibliotekar på Herlufsholm, og hver dag kører jeg gennem det smukkeste, sydsjællandske landskab og gør ved hjemvejen ophold i skovene. Jeg går ture i skovene, og det er der vist heller ikke mange, der længere gør. Jeg møder i hvert fald ingen derude. Men det passer mig fint, for så har jeg skovene, som jeg helst vil have dem, altså for mig selv: Roen, langsomheden og stilheden til at være helt opmærksom – eller bare slentre tanke- og formålsløst omkring. Men hele tiden i mit eget tempo. Jeg er fuldt klar over omkostningen ved denne livsform: Ikke blot alt det, jeg hele tiden går glip af, men også, at jeg som bibliotekar ikke udvikler nogle af de nye kompetencer, der skal bruges for på et tidspunkt igen at komme ind i hamsterhjulet. Biblioteker lukkes på stribe, og bibliotekarer er som bekendt en truet art.

 

Men hellere det end at køre rundt i livsmulighedernes rundkørsel, som det er blevet kaldt (vistnok af Svend Brinkmann), hvor man aldrig vælger helt: Man ønsker at være tæt på naturen, men også på storbyens tilbud; man ønsker tryghed i parforholdet, men også frihed til at vælge den næste partner; man ønsker at være offline, men også at følge med i statusopdateringerne.

 

Jeg er lige ved at tro, at man kan bruge rundkørslen som et billede på moderniteten og storbyen: Det kunstigt anlagte, repetetive livsmønster, det rundtossede, halve liv, hvor hengivelsen hæmmes, relationerne bliver foreløbige, og aftalerne ofte brydes, fordi der hele tiden venter en ny mulighed ved den næste afkørsel. Omvendt kan den bugtende, smalle landevej, der følger det naturlige terræn i landskabet, ses som et billede på tilbagetrækningens landlige og højst usamtidige eksistensmåde: Afkaldets, men også hjertets renhed (der som bekendt er at ville ét). Længere væk, men alligevel nærmere.

 

Tilbage til bogen. Flere artikler handler om den konkrete distancering, fx i forhold til storbyen, man finder i 40’ernes og 50’ernes litterære strømning Heretica, som Rosiek også har skrevet så godt om. Det var den strømning, kultur- og nyradikalismen ringeagtende kaldte almuekulturens traditionalisme, den litteratur, der – sagde man – kun blev læst på præstegårdene og i lærerhjemmene, de læsere, der tilhørte den håbløst umoderne, agrart forankrede kristne kultur.

 

En af de bedste lyrikere i Heretica var Thorkild Bjørnvig, der trak sig tilbage til Kandestederne og Samsø for at komme i berøring med noget væsentligt, der ellers ville unddrage sig, noget elementært og mytisk: Naturen, det tidløse, grænsen, hvor mennesket står over for noget fremmed, det kan revitaliseres ved. For blæsten, sandet og havet lader sig ikke kultivere, som Bjørnvig skriver. Det øde klitlandskab ved Skagen og de vældige ”skår”, de kuplede bakker og dybe dale, på Samsø, var Bjørnvigs tilbagetrækningssteder (herunder har jeg indsat fotos, jeg har taget af både Bjørnvigs og Thorkild Hansens boliger på Samsø).

 

Bjørnvig skrev i et essay, vendt imod den teknologisk-civiliserede verden: I det, vi ikke kan beherske, ”genfødes vor uskyld og oprindelighed […] når jeg taler om vor Krisetilstand i forhold til Naturen, så ligger den fundamentalt deri, at vi ved ensidig Magtinteresse har forjaget Mysteriet i Naturen, det fremmede og frie”. En anden Heretica-digter, Ole Wivel, har også søgt denne afsondrethed, hvor det hårde, især kystnære landskab antager form af et eskatologisk, mytisk landskab, der igennem århundreder har fået mening af menneskers liv og skæbne. Som Wivel skriver: Afsondretheden er en sidste tilflugt, hvor jeg i ensomheden kan ”få at vide, hvem jeg er”.

 

Men distancen hos Bjørnvig er snarere et møde med det, der overskrider jeg’et, et forsøg på at få adgang til ”mysteriet”, paradoksalt nok gennem opgivelsen af dette jeg. Bjørnvig skriver i digtet ”Præludium”, der ikke er med i bogen, at jeg’et først får adgang til naturens ”lukkede skatkamre”, når det opgiver sig selv:

 

I denne sørgmodige purpurstenslette

i solnedgangsstunden

synker min sjæl som en kilde i ørknen

forsvinder sporløst i sandet […].

 

Hermed en anbefaling – af bogen og dens tema. Hvem tør gøre bevægelsen med?

 

Bjørnvigs hus på Samsø

 

Thorkild Hansens hus på Samsø

66 kommentarer RSS

  1. Af Helge Nørager

    -

    Jeg føler selv at det er sundt for sjælen når naturens storhed opleves på nært hold.
    Men når en voldsom tordenskylle er det nærmeste de sidste når.
    Kan det glæde at naturen sniger sig ind på mig.
    Hjorten der listede rundt i baghaven.
    Ræven der kom på afveje på det isglatte halvtag, og sad der i 2 timer indtil lidt kød fik den lokket ned i tagrenden og i sikkerhed.
    Harer og pindgrise som tilpasser sig.
    Mange gange kan alle de voldsomme storslåede indtryk som nogle mennesker konstant er udsat for, måske få dem til at glemme det helt nære.
    Føler ofte at mange mennesker “ser uden at se”, deres øjne opfatter alt, men deres sind lukker af for stort set 99 % af alt de ser, for det er svært at se alt.
    Måske lidt tåget men nogen forstår det nok.
    Naturen er helt tæt på, den er også kommet ind i storbyen tætter på end jeg selv havde forventet.
    Men det er stadig nok ikke helt det samme som at miste pusten over den ægte vare, når den opleves så synet ikke kan filtrere de fleste indtryk væk.

  2. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg faldt nylig og uforvarent ind en udsendelse, hvor Bavelse sø netop var emnet, og hvor en dérgoende kvinde gik med journalisten. Andede intet om dette sted, der så dårende dejligt ud, og hvor det netop fortaltes af den pågældende kvinde, at kano-roere skulle passe meget på, fordi det for os at skue rolige vand kunne få ganske store bølger. Det viste sig, at kvinden selv havde mistet sin mand på søen, da han fiskede.

    Der er utroligt mange smukke steder i det ganske land, som mange føler sig knyttet til på hver deres måde, litterater ikke mindst, når de har store projekter i støbeovnen – eller bare er blevet ældre – men stadig produktive.

    Bjønrvig nævnes – jeg mener, at han en overgang boede i Humlebæk; men vel skyndsomt en dag forlod for Samsø for at komme væk fra de komplekse forhold med kone, elskerinde og så ikke mindst Karen Blixen – som denne asexuelle hetære, kunne jeg forledes til at kalde hende, selv om hun sikkert gjorde, hvad hun formåede på den led. Årsaen var vel, at hun troede at have eller have haft syfilis, hvilket med (et foredrag, jeg for nogle år siden hørte på stedet for hendes aldrende udfoldelser af Christian Braad Thomsen, som havde undersøgt sagen nærmere med også nyere lægeudsagn).

    Jo skønne, spildte kræfter for Karen Blixen, hvis hun har været i den tro.

    Jeg læste engang i 70’erne Thorkild Bjørnsvigs bog om forholdet: “Pagten” – skuffende for mig – ‘der sker jo ikke noget’, hvis det forstås, som da jeg for en del år siden ligedan læste Marel Proust – uden på forhånd at vide, at han var homoseksuel. Men så aldeles forrygende skriver han. Ja, sådan er der så meget — man begynder med en vis interesse for personen, som da jeg også dengang læste Judith Thurman’s biografi om Blixen og så “Pagten”, som naturligvis er meget velskrevet; men så heller ikke mere. Bjørnvigs fortælling om deres formentlig kun venskabsforhold.

    Så forfatterskabet har jeg læst mindre af, da jeg indtil nu i hv f ikke har orket at læse hende mere kryptiske værker. Dog fik jeg langt tidl igen læst hendes bog ‘Gengældelsens veje’, skrevet under pseudonymet Isak Dinesen, og da ligedan ‘Babettes Gæstebud’, som jeg også så den gode filmatisering omkring af Gabriel Axel. Forrresten har Braad Thomsen lavet en formidabel fortælling om Karen Blixen, set på tv for en del år siden.

    Digte har jeg selv forsøgt mig udi – og det kræver koncentration som andet arbejde – og så da tilbagevenden til det øvrige liv med familie og arbejde; men også koncentreret tid i dage ad gangen. Fra morgen til aften – men ikke de fleste gange. Men – der er procdurer at se til for at samle sådanne i en mulig konkret rækkefølge, så det kan udgives.

    Heldigvis er Støvring da ikke gået hele vejen og har isoleret sig som en Bjørnvig og en Thorkild Hansen muligvis gjorde det … der kan jo have været andre årsager, og jeg ved ikke,om det har været tidsbestemt eller en vekslen, da de jo var en slags offentlige personer tillige.

    Klogt med en vis vekselvirkning mellem land og by, fordi det kan være martrende hele tiden at skulle være på. Er man læse- og skrivehest, så kræver det også disse reflektioner og fravær fra sådant arbejde, for at nå sig selv både som person og udvikling og ligedan i tid. Men – ganske alm dødelige har også tit brug for naturen som aflastning for sindet, for at finde ro igen.

    Men – at Bjørnvig helt fordufter i sin rus over en solnedgang – og at jeg’et ligefrem siges at mistes. Den køber jeg ikke helt, jeg vil snarere tro at jeg’et tilbyder en åbenhed for at sanse nu’et. Det er vist ellers så at sammenligne med en erotisk affære, denne oceaniske følelse, som Bjørnvig på en eller anden og for ham vel også nærmest ubeskrivelig måde at havne i, oplsugt vel af et ovenud ‘dramatisk’ velvære.

    Aner det ikke – den slags naturoplevelser kan væe svære at sætte ord – i hv f så de kan være interessante for andre at følge og måske opleve på samme måde som digteren.

    Nr jeg skriver at åbne sig for naturen, så mener jeg, at den ligedan kan komme bag på én med sine mange omskifteligheder, bare på en ganske almindelig tur jeg deltog i nær Folehaveskoven i Hørsholm for at samle gran, og hvor jeg blot vendte mig om for at ’studere’ udsigten bag kirken i Hørsholm, hvor jeg tit tidligere har gået .. meget mystisk for mig stadigvæk, så svært at redegøre for, selv om jeg fulgtes af nogle ord (fra mig selv) på stedet – men måtte tillægge dette noget mere i forhold til et konkret natursyn, der viste sig for mig.

    Strandvejen og den lange kyststrækning med de mange havne og de forrygende forskellige, individuelt byggede store som små huse blev så mit sted for udfoldelse, såvel som nogle få kilometer ind i land på cykel som endog mindre barn, en konkret bondegård med så dejlige dyr. Skov, sund, landet og havnen i mest Sletten blev en meget stor del af mine oplevelser i de første 20 år af mit liv og stadig senere igen som i dag. Og – så med et par museer også i nærheden som mere voksen.

    Karen Blixen’s have har jeg også gået romantisk tur i og lidt til – og dette lidt til kunne jeg da have undt komtessen, også senere i livet. Men – hun er vist det man kommer nærmest på en heks, en gammeldags, veluddannet hetære – men .. med visse undladelser. Hun blev ikke reelt en kurtisane. I hv f minder hun mig om en af disse kvinder, der altid og til hver en tid og i ethvert selskab nærmest skal se, om hun lige kan få et blik fra hver af de tilstedeværende mænd, så hun kan føle sig tryg ved, at hun snat sagt kan f dem allesammen.

    Nok i dag ellers gammeldags ord om en kvinde i denne stil, valgt af mig her, vil jeg tro, da ordet hetære snarest dukkede op for mig ved navnet Karen Blixen, omend en kvinde i det koldere nord med luftige erfaringer sikkert fra de varmere himmelstrøg tidligere. Her med filmen om hende med udgangspunkt i hendes bog: Den afrikanske Farm.

    Blixen gjorde da, hvad hun kunne – for ikke at kede sig og tilmed blive beundret for sin fortid i Afrika og siden med sit litterære virke.

    Så ikke så trist igen som i Henrik Pontoppidans bog “Lykke-Per”, hvor den mandlige hovedpersonen ender i egen ’selvvalgte’ isolation, idet han snart sagt forlader alt og alle, og ender som landmåler med alle ungdommens drømme bag sig, uopfyldte.Ganske vist en roman … men alligevel. Trist affære. Derfor faktisk kedelig – hvis det ikke var for samtidsbeskrivelsen af DK da. – Ikke noget at komme efter eller identificeres sig med – for mig at se; men enhver kan jo alt efter temperament har jeg siden erfaret, tolke, hvad de vil om en sådan slutning.

    Det hele – og anstrengelserne ved 800 siders læsning – kan jo blive for trist med en for sørgelig tolkning til slutningen af Pers liv. 🙂

  3. Af niels peter lemche

    -

    BIRGIT HVIID LAJER, du vil elske historien om professor Aage Kabell fra Aarhus Universitet, der for mange år siden blev inviteret til Rungsted Lund og blev modtaget af damen på trappen: “Mine venner siger, at jeg er 2000 år!” Kabell: “Nej, frue, nej, ikke en dag over 200!”. Han blev aldrig lukket ind.

  4. Af Jesper Lund

    -

    Niels Peter Lemche
    Jeg har lige lavet en gpx-fil med en cykelrute fra Åhus, der går rundt om Hammarsjön og Råbelövsjön og så tilbage til Åhus. Det smarte er, at jeg kan afspille filen med Google Streetview player. Den gennemløber ruten ved at skifte stillbilleder med en fast frekvens, så man får fornemmelsen af hvordan det er at køre ruten. Meget flot rute. Der skal så nogle justeringer til, så jeg kommer til at køre mere på mindre veje.

    Det skader ikke at planlægge sine turer i naturen. Især hvis det drejer sig om ukendte områder

  5. Af Maria Due

    -

    “Han blev aldrig lukket ind.”

    Det tror jeg ikke på. Karen Blixen var et dannet menneske og ikke uden humor. Kabell var derimod uforskammet på den fladpandede danske jantelovsfacon. Som en gymnasieelev, der ikke har læst på lektien. Hun skulle ikke tro, at hun var noget.

    Tåbelighederne med de unge digtere, der det ene øjeblik fedtede for den gamle dames verdensberømmelse og excentricitet og det næste bagtalte hende, fandt lige så meget sted på deres premisser som på hendes, og flere af dem var ikke så lidt selvoptagede og til tider hysteriske uden jordforbindelse.

  6. Af Orla Guude

    -

    Når man ligger som foster i sin moders mave, er man på afstand af verden og dog tæt på.
    Når man ligger nedkulet i en kiste, er man på afstand af verden og dog tæt på.
    Imellem de 2 tilstande er man tæt på verden og dog på afstand.

  7. Af Maria Due

    -

    præmis.

    Apropos Sverige har De konservatives talsmand Naser Khader meddelt på facebook, at det skal være slut med at kalde svenskerne vort broderfolk, og at de i stedet populært sagt skal have kniven. Det har kastet en selvkritisk JP-kommentar af sig 27.ds. i “Danmark holder af Norden, men ikke så meget, at der sker noget”.

    I modsætning til Khader definerer jeg aldrig danskhed, og efter han er begyndt at gøre det, foretrækker jeg meget at blive betragtet som ikke-dansk. Vi har intet tilfælles. Absolut intet.

  8. Af jeNs haNSen

    -

    AF MARIA DUE – 28. NOVEMBER 2017 13:17

    http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6225290/St%C3%B8jberg-har-f%C3%A5et-sat-danskheden-p%C3%A5-verdenskortet-og-nu-m%C3%A5-vi-alle-lide-under-det

    Derfor kommer Det Europæiske Medicinalagentur ikke til at ligge i Danmark..

  9. Af jEns haNsen

    -

    AF MARIA DUE – 28. NOVEMBER 2017 13:17

    Ja. Hvis Khader, Støjberg, Jarlov, Martin Henriksen og Pia Kjærsgaard står for danskhed.
    Så kan det være lige meget.

  10. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Maria Due – sikkert rigtigt med de unge digtere, der i de grad blev fascineret – men en også spændende åndssnob på sin vis, der forstod at gøre sig, sælge sig selv forogså eftertiden, hvor jeg altså står af, når det bliver nærmest ’sakralt’.

    Jeg kendte engang en ældre, nu afdød, litterat – han udgav engang i 80’erne en lille bog om haven og dens fugle i Rungstedlund. Så – rigtig mange har igennem tiderne interesseret sig for komtessen og hendes levned og dermed forfatterskabet – nogle også gjort sig ligefrem til.

    Jeg er nok mest så ganske pragmatisk anlagt i forh til store ånder.

    Men jeg har da holdt af at se hendes hus hver gang jeg passerer stedet på Rungsted Strandvej, såvel som jeg har været til et par foredrag dér om KB – ét med Lasson, da han udgav en bog om hendes efterladte breve tror faktisk, at han måske dårligt el slet ikke havde mødt hende) og så Braad Thomsens foredrag dér for nogle år siden omkring nye undersøgelser el viden, der skulle godtgøre, at det slet ikke var syfilis hun havde haft.

    Så – udenom hende er det svært at komme, i hv f hidtil, såvel som der stadig sker ting og sager på stedet i forhold til både hendes køkken og klædedragt, forstod jeg ved et foredrag her hos de stedlige boghandler, hvor en af de ansatte kvinder højt på strå fortalte.

    Det er tillige til en vis grad også meget lokalt. Men – hidtil har jeg ikke orket hendes fortælliinger, hendes univers. Men – det kan komme en dag, at jeg læser disse fantastiske, er det 7, fortællinger. 🙂

    En af mine forfædre i det ‘Hviid’ske var forresten en overgang bestyrer på dette Katholm, hvor Karen Blixen kom som yngre. Det må have været i 1940’erne – plus/minus. Jeg har en avisartikel om et vist kalkbrud nær Grenå, hvor det er nævnt, vist fra 1949. Min moster fik en del slægtsforskning gjort, prof. og endog håndskrevet i store folieark. Rigtig sjovt såvel som mange gamle håndskrevne breve fra også omkring 1850 o.a.

    Det er faktisk meget nær, når jeg har hørt så meget om familien fra Jylland igennem mange breve og julehilsner igennem min barndom og ungdom. Min mor var nok også årsagen – en utrolig tro natur. Det takkedes hun ofte for. Heldigvis.

    Igen apropos naturen, skønne, skønne områder på Djurland og ved Silkeborg. Tur med mine forældre som barn .. man skal kende sit eget land, før man tager ud, var min fars holdning. J, havde jeg råd, så kørte jeg gerne Jylland tynd i dag. 🙂

  11. Af Henning Svendsen

    -

    Danskhed er ikke defineret af Khader-! Intet er vel mere dansk end Løkke iført rødhvid trikot og sykler i mål side om side med Bjarne Riis
    Og med den nye Landsbrugspakke vil de uddøde kildevæld blive vækket til live og Lærken vil igen hænge i sin snor og slå triller

  12. Af niels peter lemche

    -

    MARIA DUE, han var engelskkommandosoldat under krigen og ikke bange fornogen som helst. Men, ja, han var flabet. I 1968, da studenterne krævede, at al undervisning skulle være samfundsrelevant, forelæste han over bankbogen og krævede derfor, at hver student først fik en for at kunne deltage. Berygtet var også hans reaktion, da studenterne det år besatte hans kontor på universitetet. Ambulancerne gik den eftermiddag i pendulfart mellem universitetet og kommunehospitalet i Aarhus. Han gik simpelthen til angreb på dem og ryddede hele bulen ud.

    Din beundring for damen siger måske mere om dig selv(sagt i bedste mening) end om damen.

  13. Af Maria Due

    -

    Niels Peter Lemche.

    Jeg ved ikke af, at jeg har ytret beundring for Karen Blixen på dette sted. Om Aage Kabell ved jeg dog, at han var meget optaget af forfatterskabet og udgav en god bog på tysk om Karen Blixen. Men også at han havde en særpræget form for humor, som ikke var almindeligt værdsat, og det var da helt fint, at han fik sendt nogle af de banditter på skadestuen. Jeg tror, at Karen Blixen måske behandlede ham, som dronningen behandlede Ulla Terkelsen under et interview, da hun pludselig rejste sig gik bort fra kameraet og kom tilbage med en pude, som hun insisterede på, at journalisten fik i ryggen, så at hun kunne rette sig op og tilbage i stolen i stedet for at sidde med hovedet stukket frem, hvilket dårligt kan undgå at virke anmasende på den, der sidder overfor. Der ligger nogle videoer med dette optrin på youtube.

  14. Af Maria Due

    -

    Birgit Hviid Lajer.

    “men en også spændende åndssnob på sin vis, der forstod at gøre sig, sælge sig selv forogså eftertiden, hvor jeg altså står af, når det bliver nærmest ’sakralt’.”

    Ja bestemt en stor krukke, men til sidst klar over, at intet er så værdifuldt som at få børn. Fortællingerne giver mig åndenød, jeg læser dem sjældent. Der løber en stor og ubønhørlig rød tråd af grusomhed i dem, og det var altid brevene fra Afrika, der interesserede mig mest. I dem er Karen Blixen gennemgående mere naturlig, men selv i Kenya blev hun betragtet som en original. Hvad mænd angik, var hendes ungdom præget af en stor og ulykkelig forelskelse i Bror Blixens tvillingebror Hans, og da hun ikke kunne få ham, tog hun den anden. Han havde titlen, og hun havde pengene til at understøtte en fælles ny start far far away. Den baronessetitel var meget værd i samtiden og sikkert også for nogen i dag, hvor der er mange, der omgiver sig med pompøse titler især engelske.

    Jeg ved ikke, hvilke forudsætninger Braad Thomsen har for at bedømme Karen Blixens helbred. Professor Mogens Fogh satte sig ind i sygdomsforløbet og mente, at der var tale om alvorlig og smertefuld sygdom, og i alle tilfælde var det ikke Karen Blixen selv, der stillede diagnosen og ordinerede behandlingen. Hvordan hun end havde det med mænd, formåede hun ganske længe at holde på Denys Finch Hatton, og han kunne sikkert have fået hvem som helst, han ønskede. Du godeste hvilken pragtfuld mand men trods alt heller ikke rigtig livskraftig. Drømmere der rejste far far away.

  15. Af Maria Due

    -

    Storvildtjægere i filteret.

Kommentarer er lukket.