På afstand af verden (og dog tæt på)

Af Kasper Støvring 66

 

Forleden fyldte en af landets bedste litteraturforskere, Jan Rosiek, 60 år, og i den anledning blev der udgivet et meget interessant festskrift, Distancens patos, redigeret af Anders Ehlers Dam og Marianne Stidsen på forlaget U Press.

 

Bogen undersøger litterære og filosofiske distanceblændere, men forstået på den gode måde: Hvad der sker, når man trækker sig væk fra ”praktikaliteternes, synlighedens og interaktionernes geskæftige tumult i distanceret refleksion over tingene.” Redaktørerne motiverer valget af netop det tema ved at påpege, at Jan Rosiek selv på en måde inkarnerer denne patos, ikke mindst i sin kritik af universiteternes nedskrivning til ”korporative virksomheder” med forskellige ”varer på hylderne”. Ordene er redaktørernes, men Rosiek selv citeres for at ville bevare en tradition, der er gammel og ikke-innovativ, og som understreger ”fri tænkning, leg og glæde”. Rosieks ideal er tålmodighed og koncentration. Man kunne ikke være mere enig.

 

Jeg har ladet mig fortælle, at undersøgelser viser, at elever i dag kun kan koncentrere sig i sytten sekunder ad gangen. Det skal nok passe ud fra mine egne erfaringer som bl.a. universitetslærer, men især gymnasielærer. For eleverne skal hele tiden stå til rådighed for den næste besked på de sociale medier. Hyper-opmærksomheden styrer, modsat dybde-opmærksomheden i litteraturlæsningen. Som redaktørerne skriver, er distancens patos nærmest et tabu i vores ”hvileløse interaktions- og kommunikationsverden: tilbagetrækningen og den stille, indadvendte, stoisk rolige refleksion på afstand af tingene, hvor der et øjeblik slukkes for støjen; vita contemplativa kaldte Aristoteles og stoikerne det”.

 

Så til det fascinerende tema: Afstanden. Især digtere har dyrket afstanden og den tilbagetrukne kontemplation for at kultivere en særlig opmærksomhed eller finde en værdifuld autenticitet. Det kan være i form af en tilbagetrækning fra omgivelserne i et slags indre eksil. Og det er netop ikke en særlig dramatisk eksistens-modus, snarere en besindelse på et almindeligt liv, men altså i refleksionens dybsindige indadvendthed. Det kan også være en geografisk, fysisk distance, sådan som filosoffen Heidegger praktiserede den i sine hyppige tilbagetrækninger til sin hytte i skoven, eller som man så det hos Nietzsche, hvorfra udtrykket distancens patos er hentet. Her var der mere præcis tale om en slags åndsaristokratisk afstand til massesamfundet, til en nytte- og lykketænkning og en nivellering af betydningsbærende forskelle. Distancen er, med Nietzsches ord, en higen efter ”stadig højere, sjældnere, fjernere, mere vidtstrakte, mere omfattende tilstande.”

 

Jeg har selv været optaget af distancens patos i flere år. Både i den indre og ydre forstand. Jeg er, i lighed med bogens forlægger i øvrigt, selv flyttet fra ”centrum”, Hovedstaden, til periferien, udkanten, provinsen. Nemlig Sorø. Men jeg arbejder heller ikke længere i København og kommer sjældent derind. Talrige er de gange, jeg har sagt nej tak til sammenkomster, fester, debatmøder, tv- og radio-optrædener, osv. Og det har jeg, skal jeg være ærlig, et issue med, som det hedder. Jeg hader nemlig at gå glip, men jeg har efterhånden fundet ud af, at det er godt for mig.

 

Jeg er også barn af min tid og dens optimeringskultur, og også jeg er underkastet den sociale acceleration, der gør mennesker mere og mere forpustede og truer med at brænde dem ud. Udbrændthed, stress og depression er ikke for ingenting vores tid nærmest epidemiske sygdomsfænomener. Tidens dominerende personlighedstype er blevet diagnosticeret som det opportunistiske menneske. Mere vil have mere, og den, der hver dag går sin gang i den hedonistiske trædemølle, lider konstant af FOMO: Fear of missing out.

 

Men beslutningen om at være på afstand gør jo sjovt nok, at man kommer tættere på det, der virkelig betyder noget. Min egen erfaring behøver ikke at være tvingende almengyldig. Men det har virket for mig. Lad mig give et eksempel på distancens patos ved siden af litteraturlæsningen og – skrivningen, nemlig naturforbundetheden.

 

Jeg arbejder som bibliotekar på Herlufsholm, og hver dag kører jeg gennem det smukkeste, sydsjællandske landskab og gør ved hjemvejen ophold i skovene. Jeg går ture i skovene, og det er der vist heller ikke mange, der længere gør. Jeg møder i hvert fald ingen derude. Men det passer mig fint, for så har jeg skovene, som jeg helst vil have dem, altså for mig selv: Roen, langsomheden og stilheden til at være helt opmærksom – eller bare slentre tanke- og formålsløst omkring. Men hele tiden i mit eget tempo. Jeg er fuldt klar over omkostningen ved denne livsform: Ikke blot alt det, jeg hele tiden går glip af, men også, at jeg som bibliotekar ikke udvikler nogle af de nye kompetencer, der skal bruges for på et tidspunkt igen at komme ind i hamsterhjulet. Biblioteker lukkes på stribe, og bibliotekarer er som bekendt en truet art.

 

Men hellere det end at køre rundt i livsmulighedernes rundkørsel, som det er blevet kaldt (vistnok af Svend Brinkmann), hvor man aldrig vælger helt: Man ønsker at være tæt på naturen, men også på storbyens tilbud; man ønsker tryghed i parforholdet, men også frihed til at vælge den næste partner; man ønsker at være offline, men også at følge med i statusopdateringerne.

 

Jeg er lige ved at tro, at man kan bruge rundkørslen som et billede på moderniteten og storbyen: Det kunstigt anlagte, repetetive livsmønster, det rundtossede, halve liv, hvor hengivelsen hæmmes, relationerne bliver foreløbige, og aftalerne ofte brydes, fordi der hele tiden venter en ny mulighed ved den næste afkørsel. Omvendt kan den bugtende, smalle landevej, der følger det naturlige terræn i landskabet, ses som et billede på tilbagetrækningens landlige og højst usamtidige eksistensmåde: Afkaldets, men også hjertets renhed (der som bekendt er at ville ét). Længere væk, men alligevel nærmere.

 

Tilbage til bogen. Flere artikler handler om den konkrete distancering, fx i forhold til storbyen, man finder i 40’ernes og 50’ernes litterære strømning Heretica, som Rosiek også har skrevet så godt om. Det var den strømning, kultur- og nyradikalismen ringeagtende kaldte almuekulturens traditionalisme, den litteratur, der – sagde man – kun blev læst på præstegårdene og i lærerhjemmene, de læsere, der tilhørte den håbløst umoderne, agrart forankrede kristne kultur.

 

En af de bedste lyrikere i Heretica var Thorkild Bjørnvig, der trak sig tilbage til Kandestederne og Samsø for at komme i berøring med noget væsentligt, der ellers ville unddrage sig, noget elementært og mytisk: Naturen, det tidløse, grænsen, hvor mennesket står over for noget fremmed, det kan revitaliseres ved. For blæsten, sandet og havet lader sig ikke kultivere, som Bjørnvig skriver. Det øde klitlandskab ved Skagen og de vældige ”skår”, de kuplede bakker og dybe dale, på Samsø, var Bjørnvigs tilbagetrækningssteder (herunder har jeg indsat fotos, jeg har taget af både Bjørnvigs og Thorkild Hansens boliger på Samsø).

 

Bjørnvig skrev i et essay, vendt imod den teknologisk-civiliserede verden: I det, vi ikke kan beherske, ”genfødes vor uskyld og oprindelighed […] når jeg taler om vor Krisetilstand i forhold til Naturen, så ligger den fundamentalt deri, at vi ved ensidig Magtinteresse har forjaget Mysteriet i Naturen, det fremmede og frie”. En anden Heretica-digter, Ole Wivel, har også søgt denne afsondrethed, hvor det hårde, især kystnære landskab antager form af et eskatologisk, mytisk landskab, der igennem århundreder har fået mening af menneskers liv og skæbne. Som Wivel skriver: Afsondretheden er en sidste tilflugt, hvor jeg i ensomheden kan ”få at vide, hvem jeg er”.

 

Men distancen hos Bjørnvig er snarere et møde med det, der overskrider jeg’et, et forsøg på at få adgang til ”mysteriet”, paradoksalt nok gennem opgivelsen af dette jeg. Bjørnvig skriver i digtet ”Præludium”, der ikke er med i bogen, at jeg’et først får adgang til naturens ”lukkede skatkamre”, når det opgiver sig selv:

 

I denne sørgmodige purpurstenslette

i solnedgangsstunden

synker min sjæl som en kilde i ørknen

forsvinder sporløst i sandet […].

 

Hermed en anbefaling – af bogen og dens tema. Hvem tør gøre bevægelsen med?

 

Bjørnvigs hus på Samsø

 

Thorkild Hansens hus på Samsø

66 kommentarer RSS

  1. Af Flemming Lau

    -

    Kasper Støvring, udemærket gået! Og så lige til Sorø med Tystrup Bavelse sø i “baghaven.” En tur retur til Næstved ad Susåen i kano kan anbefales. Blot et tykt liggeunderlag i kanoen. Et par pils i en snor og så bare lade strømmen jer føre sydpå, medens i ligger og kigger på skyer på en dybblå himmel. Tillad jer selv, bare at frådse med tiden. Det er muligt at i får et par kommentarer fra dem der skulle have været i Næstved for flere timer siden og som nu ræser af sted med el påhængsmotorer, købt i BilTema. Carpe Diem.

    Et godt råd når i krydser Bavelse søen. Tag den lange vej langs bredden. Mange er gået til, når vinden med eet får bølgerne til at rejse sig til en større højde end selv meget erfarne kano sejlere kan magte, bare fordi de ville skyde genvej tværs over!

  2. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt – som vanlig – al ære og respekt til Kasper Støvring for et blog-oplæg, der appellerer lidt til de sølle rester af naturinstinkt, der er tilbage i TV-reality show mennesker. Desværre tror jeg ikke, der er ret mange debattører tilbage på Berlingske blogs debatspor, der er i stand til at kommunikere på det intellektuelle niveau. De er jaget ud af – diverse fakes, net trolls og andet junk – for længe siden. Så – personlig – gider jeg heller ikke længere indlæg . . . . blot denne bemærkning – god weekend !

  3. Af niels peter LEMCHE

    -

    Kære Kasper Støvring,

    Pas nu på med at gøre alt for meget opmærksomhed på disse oaser! Det kan gå som med Huaröd, som jeg bor udenfor i Skåne. Aldeles ukendt for andre — næsten — men så kom Lasse Stefanz, en svensk sangfugl af de lettere, med sin “Jag tog bussen till Huaröd”, og lige siden sangen kom ud for et halvt år siden, har vejskiltene været væk. “Huaröd” er blevet in!

    Tænk hvis alt for mange fik samme idé som dig!

    Og Jan Petersen, jo, men godt hjulpet af blogskrivere, der ikke vil have “begavede” kommentarer. Det oplever jeg lige nu på Stefanis blog, hvor han øbenbart hellere vil høre på Sørensen.

  4. Af Kasper Støvring

    -

    Lemche, hæ! Ja, det er bestemt en risiko.

  5. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt Lemche, hvad der er ægte versus ikke så ægte på Berlingske blogs, er ofte rimelig svært at vurdere. Jeg tænker f.eks på Tom Jensen bloggen – “Jo, Danmark har brug for udlændinge. Masser af udlændinge.” Et citat fra bloggen:

    “En af udlændingene hedder Brooke Harrington. Hun er amerikansk professor og underviser ved CBS, og hun er sådan en udlænding, Danmark har brug for. Hun er en internationalt førende forsker i global skattesnyd, og hun har boet og arbejdet i Danmark i otte år.

    Men snart skal hun afhøres af politiet, for hun har formastet sig til at lade sig invitere af Skat, Erhvervsstyrelsen og Folketingets skatteudvalg til at gøre nøglepersoner i det danske samfund klogere på sin ekspertise.

    Det må hun bare ikke. For udenlandske forskere må kun arbejde præcis det sted, der er angivet i deres arbejdstilladelse. Så Brooke Harrington risikerer en bøde. Og dertil i mange år frem at miste sin mulighed for at få permanent opholdstilladelse.”

    Hvordan kan Brooke Harrington lade sig invitere af Skat, Erhvervsstyrelsen og Folketingets skatteudvalg til at gøre nøglepersoner i det danske samfund klogere på sin ekspertise . . . . og samtidig gøre noget ulovligt? Jeg har påtalt dette i et par indlæg på Tom Jensen blog – som sjovt nok ikke er blevet vist.

    Så, hvad er egentlig real news versus fake news versus real fake news eller bare noget usammenhængende ævl – som aldrig burde være publiceret ? 🙁

  6. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Kasper Støvring

    Når du bevæger dig væk fra dine nationalistiske grøftegraverier, så har jeg ingen problemer med at følge dig – og til Lau, så kan jeg kan være helt enig med hensyn til den lange kanotur ad Susåen til Næstved (bare det ikke stormer for meget!). Den tur har jeg taget mange gange.

    Jeg deler din glæde over bøger, Kasper. Læser selv to-tre bøger om ugen, og regelmæssige vandreture rundt om Lyngby Sø, Bagsværd ø og langs Furesøen sørger for, at man får tænkt tingene igennem og batterierne ladet op (så man kan kommentere dine indlæg med forhåbentlig relevant input). Jeg er nu glad for, at man fra naturskønne Lyngby kun skal køre 15 minutter i tog for at være midt i Danmarks hovedstad, og de mange kulturelle tilbud der.

    Og tak for din henvisning til Brinkmann, som også har fattet, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt i livet.

    Du kan jo godt, Kasper.

  7. Af Henning Svendsen

    -

    Ja her på Bloggene har vi da et par stykker af samme karat som A.P.Møller -spiser havregrød hver morgen går lange ture i al slags vejr læser bøger og har et hjerte der banker for de små i samfundet
    Disse typer er børn af den Franske revolution-!en ideologi hvor man hengiver sig til selvudslettelse og ofre sig med hovedet på Blokken hver eneste dag ,så Bødlen har frit spil
    Her har menneskeheden nået den absolutte højde -nu mangler det kun at de selv kommer til lommerne og betaler regningen.

  8. Af Helge Nørager

    -

    Ak ja, det med at værdsætte de små ting, er ikke let Henning.
    Men det er nu de gratis glæder som ofte fryder sjælen mest, det der med naturen medmenneskelighed og andet billigt skrammel.
    Sagt med andre ord, når de materielle evner er små, må glæden ved livet findes i andet end mammon.
    At nusse en kat, eller læse en bog, måske begge på samme tid, og den slags tidsspild kan anbefales hvis naturperler er fjerne.

  9. Af jens Hansen

    -

    En flot blog skrevet af Kasper Støvring.
    Hvilket viser, at han har en anden side end den nationalkonservative. Heldigvis.
    Jeg går selv lange ture i omådet omkring Nørreskov på Tåsinge. Når jeg er i Danmark.
    Her er der skov, historie, strande og søer. På hverdage er her sjældent andre mennesker. Så deler området med dådyr og stjøjende fasaner.
    Her får man ro i sindet, fredsommelighed og ydmyghed.
    Her har vi Ambrosius-Egen. Det hedder den, fordi digteren Ambrosius Stub ofte sad og blundede under den. Efter frokost på Valdemar Slot.
    Heller ikke jeg savner større byer. Men de er jo ikke længere væk, end man kan køre til dem om nødvendigt.
    I denne uge overværede jeg Copenhagen Phil på Vejle Musikteater.
    Der er også kulturoplevelser uden for København og Aarhus.

  10. Af Erik Carlsen

    -

    Hej Kasper
    Mange tak for denne rigtig spændende kronik. Du har helt ret i, at livet i hovedstaden er livet i rundkørslen. Her kører det hele rundt i en evig gentagelse. Og hvem vil bliver med at gentage sig selv.
    Jeg fik selv nok af at bo på Vestegnen, hvor livet leves i den evige rundkørsel. Jeg flyttede til Vestsjælland, med skove, Storebælt og åbne vidder. Her leves livet i et helt andet tempo, og livet får et helt andet indhold samt et helt andet perspektiv.
    Fortsæt venligst dine spændende skriverier.
    EC

  11. Af Flemming Lau

    -

    Jeg har prøvet at bo på vestegnens Herlev i et engang idyllisk kvarter ved Gladsaxe fortet. Områdets 4 små veje blev indrammet i en trekant af Ringvejen, Hareskovvejen og vestvolden der få år efter blev til motorvej. Der var en bager, købmand, slagter og børnehave til at betjene de få huse og rækkehuse.

    I 1965 begyndte de at ødelægge den bevoksede Vestvold med den ny motorvej. Godt var fx trafikken så behersket på Hareskovvejen at vi børn kunne bruge den til at afprøve vores James Bond bolde. Der kom måske en forkølet WV hvert kvarter.

    I ’66 rykkede familien sydpå. Jeg er tit kørt forbi området med Herlev Sygehus tv og og mit tidligere kvarter th. Det er idag uden sammenligning landets mest trafikerede hotspots. Hvergang kommer Disneys tegnefilm frem, med Anders, Mickey og Fedtmule og deres Campingvogn i et skønt beliggende område. Men natur sceneriet er kun en kulisse der som en vifte automatisk krølles sammen da de køre videre, og efterlader et stærkt rygende industrielt område til sig selv.

  12. Af Martin Jørgensen

    -

    Storbyen ånder og lever , den ændrer sig i takt med de krav og udfordringer den bliver stillet overfor.
    Således også med byens omegnskommuner hvor drømmen om parcelhuset og bilen i carporten, har betydet inddragelse eller ekspropriation af naturområder, for at kunne følge med befolkningstilvæksten og de øgede trafikale behov.
    Og apropos Vestvolden bliver der gjort meget fra de tilstødende kommuners side i at skabe og bevare et rekreativt grønt åndehul .
    Eksempelvis kan man cykle fra kystagerparken ved Kalvebodløbet langs med Avedøre sletten med græssende får, og ud til Utterslevmose som tidligere udgjorde den nordligste del af Vestvolden -en dejlig tur hvor tanker og ideer kan flyde frit.

  13. Af Maria Due

    -

    Hvis man kun går efter det bedste, bliver man hurtigere mæt og ender ikke i ”rundkørslen”. Som provinsbo med en opvækst i et af landets smukkeste skov- og strandlandskaber lider man heller ikke af det københavnerkompleks, der dikterer, at man skal holde omverdenen orienteret om, at man har læst de rigtige bøger, har spist de rigtige steder og set de rigtige teaterstykker, som alle andre også har læst, spist og set.. Jeg bor midt i en dyrebar stilhed med tilgang til rent vand, kronvildt i haven og grævlinger som naboer men kort vej til byen. Mit hjerte, hvad vil du mere.

    Tilfældet ville, at jeg aldrig mødtes med den kendte udenlandske forfatter, fordi vi samtidigt var på vej henholdsvis ind og ud af den samme familie. Begge for fuld skrue og under stort drama. Jeg vidste, at hans livs kærlighed var et romantisk barn, der plyndrede sine forældres dybfryser for at holde ham i live, og at han var mere end almindeligt fotogen og elsket af medier og anmeldere. En helt var han også, og hans tunge nærmest konservative bøger stod i intelligentsiaens reoler, næppe læst af mange og komplet utidssvarende.

    Jeg har for nylig kæmpet mig igennem første del af en diger biografi om ham og især hæftet mig ved tip-eller tiptipoldefaderens forhold til Danmark, opgør med nationalskjalden, og at alle de voksne i hans familie kæmpede bravt for fædrelandet, når de ikke passede deres betroede tjenestemandsjob, advokatvirksomheder, blev skilt, komponerede eller spillede på deres dyre instrumenter, for talenter og penge var der rigeligt af. Det var lidt tilfældigt og underordnet, hvor barnet befandt sig, og om nogen lagde mærke til det. Men ungen fandt formler til at råbe andre op, som da han en dag ankom midt i skolens undervisningstid, flåede døren til klasseværelset op, fór igennem rummet, slog et vindue op og hoppede ud fra tredje sal. I modsætning til læreren og kammeraterne havde han nemlig pga. det sene ankomsttidspunkt set, at der udenfor var blevet sat et stillads op, som man med lidt held kunne lande på. I dag ville Svend Brinkmanns kritikere have givet drengen en diagnose og dopet ham, men få år senere lå det største forlag i den grad på maven for badutspringeren, at forundring over det fylder flere kapitler i biografien.

    Han fandt også sin store kærlighed og mange andre, men døde tidligt og alene på et husmandssted Far Far Away i et land bag høje bjerge. Ikke som en vis mand men på skift ubegribelig dårende og ondskabsfuld, excentrisk og med et mistet greb om det realiserbare, siger biografien. Nu står der et eksemplar af den på Det Kongelige Bibliotek. Alt for lang og snagende og leflende, og det forsømte langbenede barn er blevet en støvet tryksag i stift bind på kilometerlange hylder. Af og til ser jeg på brudebilledet, og når altid frem til, at det er samlingens mest lykkelige af de lykkelige. Og hver gang spørger jeg også mig selv, om brylluppet burde have fundet sted, for vi var kun to, der kendte til det. Sorrig og glæde de vandre så sandelig til hobe, men selv midt i den smukkeste natur bliver stor kunst ikke til med en skrigende baby, og der skal også mere til end talent og patetisk ensomhed og selvoptagethed. Udvikling foregår i spring på grænsefladerne.

  14. Af Maria Due

    -

    Indlæg i filter.

  15. Af Jens haNsen

    -

    En ting må man indrømme.
    Uanset om man er enig med Kasper Støvring eller ej. I andre blogs end denne.
    Så er bloggen sober og ordentlig.
    Det forpligter også deltagerne.

  16. Af Andfers Kirkegaard Jakobsen

    -

    Jeg må indrømme, at Støvring har skrevet et udmærket indlæg.
    Men jeg giver nu Lemche ret.
    Tænk hvis alle trak sig tilbage til den ensomme natur.
    Som Sorø for eksempel. Ensomt beliggende i naturen.
    Langt fra det kulturradikale københavn.
    Hvor bønderne omkring Sorø tjener pengene og understøtter det fattige København.
    Hvor poeter er et med den danske natur og kulturarv.
    Den lige vej. Hvor et ord er et ord. Hvor man kender sin plads.
    Hvor man længes tilbage til enevælde og stavnsbånd.
    Hvor man er tvunget til at gå i kirke hver søndag.
    Hvor alle er ens.
    Hvor der kun er en, og kun en kultur. Den kernesunde danske kultur.
    Suk hvor romantisk.

  17. Af niels peter lemche

    -

    JENS HANSEN, enig. Kasper Støvring viser faktisk, hvordan det skal gøres.

  18. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt meget enig med såvel Jens Hansen som Lemche. Blot utroligt at andre Berlingske bloggere ikke kan finde ud af, hvordan WordPress settings skal sættes – for at undgå diverse – fake navne, net trolls og andre debat sabotører. Såvel Kasper Støvring som Tom Jensen blog kører tilsyneladende OK – og tak for det 🙂

  19. Af Henning Svendsen

    -

    Det er utrolig som alle nu pludselig er natur og dyrevenner men til Juleaften har i alle. De mest beskidte dyredrab på samvittigheden
    Jeg husker Jens Hasen der fortalte at han deltog i generalforsamlingen hos Greenpeace men når hansamtidig berømmer Svend Aukens miljøpolitik -ja så er der ikke meget kød på historien
    Undertegnede er indtil nu den eneste der enkelte gange bringer miljøet på banen?
    I går en tur i skoven og hvad skuer i ?ved i at træer er levende væsner at alt levende er mennesker der opholder sig i en anderledes krop !- har man gjort disse to skarpsindige iagttagelser så træder vi ind i et nyt univers og en skovtur er ikke længere Rasteplads hvor tiden skal slåes ihjeld et par timer medens man venterpå TV avisen eller lillemor der skrubber gulve.
    Så hvis den kristne religion have gjort Julen Til en højtid med kødfrie gryder så var Jesus forlængst dukket op som han lovede og ført os videre ud af rundkørslen

  20. Af Jan Petersen

    -

    OK – WordPress filter fanger ikke alt usammenhængende junk 🙁

  21. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    Igen et velskrevet og eftertænksomt indlæg, Støvring. Og eftertænksomheden bliver jo en del af at leve herude i udkanten, som for min kones og mit vedkommende er nær vandkanten ved Helnæs Bugten. Og samklang med dagens og årstiderens gang, når man som os her har kastet os ud i drift af et lille hobbylandbrug, hvor vi efter et langt liv som bymennesker og megen færden ude i verdens udkanter nu er vendt tilbage til vores sydfynske rødder. Vi kikker nu – som vanligt for bønder – modsat hidtil hyppigere på vejrudsigten end klokken, og vores dagsrytme er desuden bestemt af dyrenes behov for at blive lukket ud og ind samt fodret når det henholdsvis dæmrer og tusser. Og bl.a. forårets håndsåning og senefterårets plovning op og nedad de lange markfurer giver gode muligheder for eftertænksomhed. Som når man sidder i sin sejlbåd for vind og vejr, og bare ikke kan gøre andet end at blive siddende. Selvom livet herude måske for nogen kun bliver en eftertænksom pause i bylivets kamp mod uret, så er det en anbefalelsesværdig pause.

  22. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Maria Due

    ” Som provinsbo med en opvækst i et af landets smukkeste skov- og strandlandskaber lider man heller ikke af det københavnerkompleks, der dikterer, at man skal holde omverdenen orienteret om, at man har læst de rigtige bøger, har spist de rigtige steder og set de rigtige teaterstykker, som alle andre også har læst, spist og set”.

    Som ‘omegnkøbenhavner’ – uden københavnerkompleks – vil jeg meget gerne vide, hvilke bøger, du tænker på, hvilke restauranter, der kan anbefales – og hvilke teaterstykker, der er værd at se, når du fortæller, at ‘alle andre’ (inklusive dig selv, går jeg ud fra) allerede har gjort deres erfaringer.

    På forhånd tak!

  23. Af Rosa Harald Kristiansen

    -

    Uden den store smukke gamle by, fyldt med travle mennesker og larm, ville landets skønhed og ro med dyre og fugleliv, blive til kedsomhedens spændetrøje. Det ene udelukker ikke det andet og begge oplevelser beriger hinanden. Jeg har valgt at kombinere by og land.

  24. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Jeg bliver nødsaget til at indrømme det.
    Tak for et velskrevet og eftertænksomt indlæg, Kasper Støvring.
    Og tak fordi du forstår at holde orden på din blog.
    Det giver faktisk mulighed for en god debat.

    Men hvad I al verden er der galt i, som Rosa Harald Kristiansen også skriver, at by og land ikke udelukker hinanden?
    Er du ikke også online, Støvring, men vælger at være offline en gang i mellem?

    Den gyldne mellemvej (eller mellemtingen, så jeg ikke får Lemche på nakken), som Aristoteles skriver om i sin Etik, er vel en meget god holdning at have til forskellige spørgsmål og problemstillinger her i livet.
    Både inden for politik, etik og moral og mere almindelige problemstillinger.

  25. Af jEns hansen

    -

    AF ANDERS KIRKEGAARD JAKOBSEN – 26. NOVEMBER 2017 6:32
    “Men hvad I al verden er der galt i, som Rosa Harald Kristiansen også skriver, at by og land ikke udelukker hinanden?”

    Skriver han, at der er noget galt i det?

  26. Af jeNs hAnsen

    -

    AF JAN PETERSEN – 25. NOVEMBER 2017 22:23
    “OK – WordPress filter fanger ikke alt usammenhængende junk”

    Jeg bemærker, at indlægget er skrevet sidst på aftenen.

  27. Af niels peter lemche

    -

    JAN PETERSEN, jeg har egentlig på fornemmelsen, at Berlingske blogs er hackede, således at et par trolde reelt kontrollerer, hvad der skal igennem filtret. Men tilsyneladende mangler der en IT-kyndig person til at køre systemet, for når jeg har klaget, får jeg altid at vide, at jeg ikke er bandlyst, forså kort efter at se, at bandlysningen stadig virker.

    Kasper Støvring rydder ud med så hård hånd, at troldene jages væk. Hurra for det.

  28. Af Maria Due

    -

    Niels Juul Hansen. Hvorfor så fornærmet, jeg tager jo blot tråden op. Det er ikke tilfældigt, at Svend Brinkmann skriver fra Jylland, og forleden skrev en ung studerende fra Kolding et læserbrev om at flytte til hovedstaden og blive overfust af københavnske cyklistmoppere iført Burberry, hjelm og racer. Læs Støvring en gang til og især om rundkørselsmentaliteten og “FOMO: Fear of missing out”, der trives bedre i store end i små byer og på landet.

  29. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Maria Due

    “Hvorfor så fornærmet….”

    Jeg er ikke spor fornærmet. Jeg holder meget af at blive gjort opmærksom på ting, jeg kan have overset.

    “Læs Støvring en gang til…”

    Jeg er da glad for, at du kan oplyse mig, hvad FOMO virkelig drejer sig om – og at dette intet har med ‘flugten’ blandt unge fra land til by at gøre. Det troede jeg havde en betydning. Det jo ikke et specielt dansk fænomen. De fleste lande oplever, at mange (især unge) flytter til storbyer, både for at uddanne sig, søge arbejde – og deltage i kulturlivet.

    Jeg bor både i Lyngby og på Bornholm, så jeg mener, at jeg følger med i udviklingen både i hovedstaden og ‘ude på landet’, men man bliver heldigvis ikke for gammel til at lære nyt.

    Tak.

  30. Af Kasper Støvring

    -

    Jeg havde mange, gode år i Kbh., som er en god by at bo i, især måske når man er yngre. Hver ting til sin tid, som man siger.

  31. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Jens Hansen.
    Hvis det ikke ligger som et af de underliggende temaer i Støvrings indlæg, at der er en mere eller mindre konsekvens skillelinje mellem “landet/naturen” og “storbyen”, så tager jeg fejl.
    Det handler om en person, der bevæger sig mellem ekstremer. Det splittede menneske der siger “naturen” kontra “storbyen”.
    Jeg læser Støvrings indlæg, som om det handler om et menneske, der har svært ved at orientere sig i en moderne globaliseret kosmopolitisk verden. Det drejer sig om et enten/eller. Enten naturen eller byen. Enten det sakrale eller det profane.

    Men det ene udelukker jo ikke det andet.
    At mennesket har valgmuligheder, behøves jo ikke at betyde, man bliver forvirret og konfus.

    ”fri tænkning, leg og glæde” kombineret med “tålmodighed og koncentration” er jo også en balancegang mellem to ekstremer.

    En balancegang det enkelte menneske selv må finde frem til.

  32. Af Jens haNSen

    -

    ANDERS KIRKEGAARD JAKOBSEN

    Du anfører Støvrings betragtninger således:
    Det drejer sig om et enten/eller. Enten naturen eller byen.
    Jeg tror nu, at han kan rumme begge dele. Men har valgt naturen og roen for øjeblikket.

    Støvring skriver:
    “Roen, langsomheden og stilheden til at være helt opmærksom – eller bare slentre tanke- og formålsløst omkring. Men hele tiden i mit eget tempo. Jeg er fuldt klar over omkostningen ved denne livsform”

    Jeg lever stort selv på samme måde for øjeblikket. Men føler ikke, at der er nogen omkostninger ved det. Tværtimod.
    Jeg kommer stort set aldrig i København. Ikke fordi at jeg har fravalgt det.
    Men har ikke rigtig nogen grund til at besøge København.

  33. Af Jesper Lund

    -

    Jeg bor i “provinsen”. På Frederiksberg. Man skal faktisk ikke så langt uden for det centrale København, før at trafikken ikke er stressende. Jeg har tidligere boet tættere på det centrale København. I Kartoffelrækkerne. Dengang satte jeg pris på lange gåture på Langelinie, Nyhavn, det indre København og i københavnske parker. Nu bryder jeg mig ikke så meget om det indre København pga. den tætte trafik.

    Jeg er så heldig, at jeg har en kæreste, som bor lige ud til Hareskoven med direkte adgang til skoven via en hjulsporsvej, så her løber jeg nogle af mine løbeturer.

    Jeg kører også en del på racercykel. Jeg foretrækker at køre på bugtende, smalle landevej i naturskønne omgivelser. Det er ikke let at finde sådanne områder tæt på København. Der findes lidt øst for Roskilde Fjold og omkring Ganløse. Derfor opnås de bedste naturoplevelse på racercykel på ferier på Bornholm, Vestsverige og Østsverige. Her kan man planlægge cykelruter, hvor der det meste af tiden cykles på smalle veje i naturskønne omgivelser.

  34. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Jens Hansen.

    Så er vi jo enige.

    Det moderne menneske kan sagtens rumme begge dele.

    Der er ikke kun den lige vej mere.
    Der er rundkørslen.
    Hvad enten vi kan lide det eller ej.
    Lige meget hvad vi gør, kommer vi hele tiden tilbage til rundkørslen.

    Hvor mennesket er overladt til sig selv.

    Men vi er jo ikke alene.

    Valget handler om tilegnelse. Hvor vi indser, vi ikke er alene men sammen med andre mennesker. På godt og ondt.
    Hvor vi ikke er overladt til en eller anden Guds tilfældige nåde, men er sammen om at skabe rammerne for et samfund og en tilværelse, hvor der er plads til forskellighed.
    I gensidig respekt for hinanden.
    I et moderne sekulært demokratisk samfund.
    Præget af humanisme, oplysning og omsorg for næsten.

  35. Af niels peter lemche

    -

    JESPER LUND, du kan også prøve nogle af de “slingrer”, der krydser igennem skåne, ikke mindst i den østre del. De smalle skånske veje er ikke helt uproblematiske, fordi de lokale kører som sindsyge på dem. Det var som for et par år siden, da politiet lavede fartkontrol i Huaröd — den første i mere end ti år. Man spurgte indsatslederen , om der var nogle, der gik i fartfælden. Svaret kom prompte: Der var ikke én, der slap!

    Voksede op i Charlottenlund, boede i et aarhusiansk villakvarter, derefter på en ejendom i Gurre, til vi købte gården på Linderödsåsen og en lejlighed inden for søerne. Den sidste er forlængst solgt. Til gengæld er der fra hoveddøren på gården ca. 30 m til skoven. Skåne er så småt ved at blive opdaget af københavnerne, men regeringen i Stockholm forsøger at bremse den udvikling så meget som muligt. Derfor stadig grænsekontrol (talte med en politimand, der har noget med det at gøre, om det igår. Han var enig).

  36. Af Jan Petersen

    -

    Lemche, den der med hacking tror jeg ikke rigtig på. Det er faktisk uendelig svært at hacke en PC. Når medierne taler om hacking, er det – der foregår – phising, hvilket er noget helt andet.
    Problemet med Berlingske WordPress blogs er, at den enkelte blogger styrer egen blog. Hvilket nogle er gode til (Kasper Støvring), og andre er elendige til. WordPress blogs er et meget simpelt værktøj, som enhver kan få op at køre på 5-10 minutter. Men skal det køre problemfrit, kræver det korrekt indstilling af diverse filtre, og tilføjelse af et par ekstra plug-ins. Alt det kræver selvsagt lidt ekstra indsats. Og det er nok det sidste, der er problemet 🙂

  37. Af Maria Due

    -

    Anders Kirkegaard Jakobsen, du er meget romantisk.

  38. Af Maria Due

    -

    Lemche, du er ikke den eneste, der ikke får dine kommentarer vist. Af de kvindelige bloggere er det kun Kathrine Lilleør, der vil modtage mine, og af de mandlige Støvring, Tom Jensen, Uffe Ellemann og Leif Donbæk.

  39. Af Helge Nørager

    -

    Ak ja Jan, det er det med hesten og vandtruget.
    For det er vel ikke det med noget, der kæmpes forgæves imod. ?

  40. Af Anders Kirkegaard Jakobsen

    -

    Maria Due.
    Det forstår jeg simpelthen ikke. Du skriver da rimeligt intelligente indlæg.
    Men har I lagt mærke til det morads af usaglige svinerier, der huserer på Caspar Stefani’s blog (Konservativ reaktion)?
    Jeg er chokeret.
    Er drengebarnet (Stefani) da slet ikke i stand til at udvise ansvarlighed?

  41. Af jEnS HanseN

    -

    AF MARIA DUE – 26. NOVEMBER 2017 15:25

    Status her:

    Kasper Støvring, Majbritt Maria Nielsen, Sørine Godfredsen, Leif Donbæk og de to ungdommelige soldater. Ingen hindringer.
    Lakajerne og Ellemann. Nogle hindringer.
    Tom Jensen. Indlæggene offentliggøres med 12-24 timers forsinkelse.
    Søren Pind. Ingen hindringer. Men der lukkes for indlæg når to personer har indsat indlæg.
    Øvrige bloggere. Har opgivet.

  42. Af Jan Petersen

    -

    “Ak ja Jan, det er det med hesten og vandtruget.
    For det er vel ikke det med noget, der kæmpes forgæves imod. ?”

    Ovennævnte fatter jeg godt nok ikke en brik af – forklar venligst nærmere !

  43. Af Helge Nørager

    -

    Man kan trække en hest til truget, men ej tvinge den til at drikke.
    Mod dumhed kæmper selv guder forgæves.
    Fungere den lidt langsomt i dag. 🙂

  44. Af Jan Petersen

    -

    OK Helge, den fes ind på lystavlen – forsat god søndag – og debat 🙂

  45. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt lidt apropos til – “På afstand af verden (og dog tæt på)” – lidt “breaking news” fra DR. En overskrift fra DR.dk/nyheder:

    “Migranter på vej til Europa bliver solgt af smuglere i Libyen
    DR-dokumentar viser menneskesmugleres handel med migranter i Libyen.”

    For ikke så forfærdelig længe siden – betegnede DR smuglervarerne for – asylansøgere . . . derefter flygtninge – og nu endelig rette betegnelse . . . migranter. Fake mainstream news minder unægtelig om leg med ord . . . lidt politisk korrekt kryds-og-tværs. 🙁

  46. Af Jesper Lund

    -

    Niels Peter Lemche
    Tak for rådet. Min kæreste og jeg cykler i Sverige på vores sejlferier. Vi har fjernet det oprindelige kahytsbord for at gøre plads til en racercykel og elcykel i kahytten under sejlads. Det giver os mulighed for at cykle en loop på ca. 60 km ind i baglandet til de havne, som vi gæster. Det bevirker også, at vi ikke kommer helt ind i det indre Sverige. Jeg kan se, at hvis skal besøge området omkring Huaröd, så ville det være en mulighed, hvis vi gæstede Åhus med vores båd. Det tætteste på dette område, vi hidtil har været er Simrishamn, som vi besøgte på hjemturen fra bl.a. Karlshamn, Hanø og Øland.

  47. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Jan Petersen

    “For ikke så forfærdelig længe siden – betegnede DR smuglervarerne for – asylansøgere . . . derefter flygtninge – og nu endelig rette betegnelse . . . migranter.”

    At der findes forskellige betegnelser for flygtninge har intet med fake news at gøre.

    Der findes krigsflygtninge og forfulgte som har retskrav på beskyttelse og asyl. Så er der ‘fattigdomsflygtninge’ eller migranter, som ikke har krav på asyl.

    Man kan have forskellige holdninger til løsningen af flytningeproblemer, men det værste er at tingsliggøre mennesker af kød og blod. F.eks. ved at kalde dem smuglervarer.

  48. Af Jan Petersen

    -

    “Man kan have forskellige holdninger til løsningen af flytningeproblemer, men det værste er at tingsliggøre mennesker af kød og blod. F.eks. ved at kalde dem smuglervarer.”

    Hvis jeg ellers læser nævnte DR artikel korrekt:
    “Migranter på vej til Europa bliver solgt af smuglere i Libyen
    DR-dokumentar viser menneskesmugleres handel med migranter i Libyen.”

    . . . . så benævner DR selv “mennesker af kød og blod” . . . som simple smuglervarer. Hvilket jeg i øvrigt er helt enig i. Kald en spade for en spade – og asyl/flygtning for smuglergods. Det er korrekt betegnelse. Eller om man vil – moderne form for slavehandel !

  49. Af Rosa Harald Kristiansen

    -

    Kasper Støvring nævner i sit fine indlæg unge og deres evne til at koncentrere sig, eller deres mangel på samme. Jeg har igennem længere periode undervist unge mennesker på en lang videregående uddannelse og ligeledes har jeg har børn omkring tyveårsalderen. Der er ingen tvivl om, at sociale medier har indvirkning på unges konsentrationsevne. Vi forældrene er heller ikke altid bedre selv. En anden ting, som jeg samtidigt vil nævne er, at næsten alle børn går i institutioner. Jeg har ikke gået i en børneinstitution, det har min mand til gengæld. Der er en stor forskel i et barneliv at gå hjemme, og at være blandt mange børn, hvor der er fremmede pædagoger, der opdrager og sætter rammer for vores børn. Pædagoger er selvfølgelig ligeså forskellige, som de er mange. Mit erinde er ikke at kritsere, at børn går i børneinstitutioner, men de omgivelser vi byder vores børn på. Der er for lidt plads til hvert barn, derfor ofte for megen støj. Der er kun nogen gange grønne områder ved institutioner. Institutionerne bliver ofte bygget, hvor der er megen traffik og på restgrunde, som kommunerne ikke kan sælge. Det vil sige, samfundet ofte vælger at bygge institutioner på traffikerede, ikke grønne arealer. Den lille plads og støjen er med til at skabe grobund for manglende koncentration. Ydermere bliver vores børn konstant aktiverede. De får ikke lov til at kede sig og selv finde på, fordi for der også er for få ansatte i institutionerne. At kede sig er begyndelsen på selv at kunne finde på noget og bare tænke en god tanke. For bybørn er det derfor en gave at få lov til at komme ud i naturen. Selvfølgelig findes der skovbørnehaver. De er desværre også underlagt pladsproblemet, når vejret er for dårlig. Vi kan kun konstatere, at barnelivet er meget forskelligt, fra det det var for relativ kort tid siden. I må bære over med mig, hvis der er alt for mange fejl i teksten. Jeg er en fremmedarbejder, som er vokset op i et landskab med høje bjerge og glitrende eller voldsomt hav, hvor jeg har fået lov til at kede mig.

  50. Af niels peter lemche

    -

    JESPER LUND, ja, det kan anbefales. Men I kan også cykle lige nord for Kristianstad op til Ivösøen, der er utrolig smuk. I det hele taget er hele egnen fuld af naturoplevelser. Hammarsøen lige uden for Kristianstad er således et besøg værd især i marts. Det synes mellem 5000 og 10000 traner også hvert år!

    Kasper Støvrings fine oplæg er virkelig noget at bygge videre på.

Kommentarer er lukket.