Litteraturen mellem oplysning og romantik. Om Pontoppidan, Thomas Mann og Botho Strauss

Af Kasper Støvring 175

 

 

Rasmus Vangshardt er en ung litteraturforsker ved Syddansk Universitet og anmelder ved Kristeligt Dagblad. Han udgav for nylig en bog om den danske nobelprisvinder i litteratur Henrik Pontoppidan og den tyske ditto Thomas Mann – Livets febrile hemmeligheder hedder den glimrende bog, der er udgivet af forlaget Spring, og som er en nytolkning af et forfatterskab, mange danskere værdsætter og endnu flere kender.

 

Pontoppidan er en af de helt store forfattere i det såkaldt moderne gennembrud, der ville ”sætte problemer under debat”, og det vil især sige: problematisere den overleverede romantisk-konservative kultur for i stedet, i en realistisk form, at bane vej for et kristendomskritisk, hvis ikke ateistisk oplysningsprojekt. Gennembrudsforfatterne skulle gøre op med fortiden én gang for alle og frisætte mennesket til et sandere liv, befriet fra fortidens lænker, den gamle autoritet og alt det metafysiske nonsens. Men så enkelt er det i virkeligheden ikke – selv om det er den historie, de fleste af os har fået fortalt.

 

I vores tid skriver man ikke lærde breve til hinanden, man sender i stedet mails, når man gerne vil diskutere litteratur med ligesindede. Det har jeg (KS) så gjort med Vangshardt (RV). Jeg beder ham til en begyndelse at fortælle om sin nye bog.

 

RV: Min bog handler grundlæggende om, at vi for ofte taler om Henrik Pontoppidans forfatterskab på en skadelig måde. Vores litteraturhistorier er fyldt med beskrivelser af både hans tidlige noveller og af de store romaner som Lykke-Per og De Dødes Rige, som om det først og fremmest er realistiske værker, der giver et ‘virkelighedsbillede’ af datidens Danmark, og som sætter ‘problemer under debat’ i traditionen efter Georg Brandes. Men jeg mener, at det bærende i Pontoppidans kunst er langt mere metafysisk, og snarere handler om menneskets mulighed for at falde i tilværelsens afgrunde. Og om et stærkt allegoriseret kulturbillede, hvor en hel civilisation eksempelvis kan få konkrete sygdomssymptomer, fordi den nærer en udtalt febril dødslængsel på vej frem mod Første Verdenskrig.

 

KS: Din bog sammenligner Pontoppidans forfatterskab med Thomas Manns. Hvorfor?

 

RV: Jeg bruger sammenligningen mellem Pontoppidan og Mann til at få denne romantiske og metafysiske side af Pontoppidan frem. De fleste er klar over, at disse ting er afgørende momenter hos Mann, så hvis jeg kan godtgøre de overvældende mange motiv- og temafællesskaber, må man også medgive, at det er alt for ideologisk præget at ville gøre Pontoppidan til en realistisk brandesianer. Samtidig ved vi, at Thomas Mann beundrede Henrik Pontoppidans romaner. Mann fandt tilsyneladende alt andet end gennembrudslitteratur, da han læste Pontoppidan i tysk oversættelse. Eksempelvis var det under skrivning af Trolddomsbjerget (1924), at Mann blev fængslet af ‘Das Totenreich’. Og selvom det ikke er mange, der har bemærket det, foregår De Dødes Riges første bog netop i et dekadent sanatoriumsmiljø, hvor ens sygdom bliver et symptom på en åndelig krise i det enkelte menneske og i den vestlige kultur — præcis som Mann sublimerede denne tanke i mesterværket Trolddomsbjerget få år efter sin læsning af Pontoppidan.

 

KS: Ja, Pontoppidan er altid blevet sat i forbindelse med Det Moderne Gennembrud. Det har ofte undret mig, at forfattere, der i den autoriserede fortælling om den danske litteraturhistorie placeres i gennembrudsbåsen og nærmest gøres til elever af Brandes-brødrene, ofte afviger stærkt fra de idealer, der var bærende i “gennembruddet”. J.P. Jacobsen, f.eks., der var langt mere romantisk, stemningspræget, æstetisk og pessimistisk ift. det glade anti-metafysiske evangelium, Brandes & Co. prædikede. Brandes brød sig da heller ikke om f.eks. romanen Niels Lyhne. Det er nogenlunde den samme anke, du har?

 

RV: Parallellen til Niels Lyhne er jeg enig i. Man skal dog huske, at for begges vedkommende betragtede de langt hen ad vejen sig selv som tilhængere af eller ligefrem soldater i det moderne gennembruds rækker. Derfor er det ikke så overraskende, at det også er sådan, man har modtaget deres værker. Men min bog handler også om, hvordan Pontoppidan er en af de største fortællere, vi har haft i Danmark, men at han var en forfærdelig læser af sine egne romaner. Pontoppidans breve og hans generelle udtalelser om eksempelvis De Dødes Rige afslører, at han var en forbløffende dårlig Pontoppidan-læser. Pontoppidan mente eksempelvis, at det var lykkedes ham at lave en naturidyl og en utopi på godset Favsingholm, hvor romanen slutter, men det har næsten intet belæg i selve teksten.

 

KS: Ser du din bog som et forsøg på at omskrive en del af litteraturhistorien?

 

RV: “At omskrive litteraturhistorien” lyder måske lidt voldsomt, men jeg mener, at vi skal begynde at tale på en anden måde om fx Lykke-Per og for den sags skyld også Niels Lyhne. Hvis vi gerne vil have, at vores gymnasie- og højskoleelever skal begejstres for forfattere som J.P. Jacobsen og Henrik Pontoppidan, er det efter min mening meget skadeligt, at man taler om Lykke-Per som en historisk roman, der skildrer den tids Danmark. Eller at hans romaner handler om at sætte politiske problemer under debat. Det gør de selvfølgelig også, men det er ikke det, der gør dem til stor litteratur. Både den europæiske kultur og den enkelte menneske, fx Lykke-Per, gennemlever metafysiske dramaer, som man til alle tider vil kunne spejle sig i, og derfor forsvinder forfatterskaberne ikke. Men det er disse universelle elementer, vi skal tale om, hvis vi vil genvække den brede begejstring for disse romaner. Nye læsere bør samtidig bemærke, hvordan det enkelte menneske på nærmest mystisk vis er forbundet med den europæiske kultur i Pontoppidans romaner. Det personlige og det fælles står i forbindelse med hinanden på symbolsk og allegorisk vis.

 

KS: Man kan vel sige det sådan, at en forfatter ofte er meget klogere i sit værk end i sine offentlige, personlige meninger. Det gjaldt i hvert fald Thomas Mann. Da han bekendte sig til den humanitære republik som offentlig kulturpersonlighed, kunne han samtidig stå i intim forbindelse med den dunkle romantik, som han øser af i alle sine romaner. Og så skrev han om Tysklands undergang i romanen Doktor Faustus fra 1947, en undergang, som netop skyldes, at den borgerlige humanisme – den oplyste civilisationslitteratur, jeg havde nær sagt brandesianismen – ikke havde blik for og forståelse for radikalkonservatismen, der gjorde sig gældende i det skjulte og således fik dybere næring. Ser du det samme hos Pontoppidan? Altså, at han trækker på nogle indsigter, som er af langt mere dyster-pessimistisk karakter end den nogle gange temmelig opbyggelige realisme og brandesianisme eller kulturradikalisme? Du skriver om det utopiske i din bog. Men det er du skeptisk over for.

 

RV: Jeg er enig i din udlægning af Mann på det område, og man kan i nogen grad sige, at jeg ser det samme hos Pontoppidan. Jeg mener ikke, at man på nogen rimelig måde kan kalde Pontoppidan konservativ, eller at konservatismen er en del af kernen i det i politisk forstand. Thomas Mann kaldte ham i øvrigt netop for en ”sand konservativ.” Men det er korrekt, at Pontoppidan netop trækker på det, du kalder indsigter af “dyster-pessimistisk karakter.” Jeg viser eksempelvis, hvordan De Dødes Rige nærmest er kalkeret over Nietzsche-traktaten Tragediens fødsel — en bog, Nietzsche selv senere beskrev som ‘fordærvet af Schopenhauer’ske formler og ødelagt romantik’. Den hensynsløse måde, hvorpå mennesker bliver flået i småstykker af livets dunkle strømme samt deres tendens til at falde i tilværelsens afgrunde, er det, jeg ville kalde en ‘mørk romantik’.

 

KS: Mørk romantik, skriver du. Romantik er et bredt og ofte misforstået begreb. Som om det kun har noget med patoral idyl, guldhorn og skønsang at gøre.

 

RV: Hvis man med ‘romantik’ bare forstår en tiltro til menneskets indbildningskraft eller dansk nationalromantik, har det ikke noget med Pontoppidan at gøre. Men i skildringen af, hvordan det tilsyneladende er dunkle magter bag vores hverdagsagtige forestillingsverden, der styrer os mod døden og i sygdomsdyrkelsen, er både Thomas Mann og Henrik Pontoppidan sene pulsslag fra den mørke romantik. Og deri består slægtskabet.

 

KS: Og pessimismen? Og realismen?

 

RV: Der findes selvsagt også en pessimistisk realisme, som ikke er opbyggelig eller fremskridtstroende (tænk på Gustave Flaubert og delvist også Leo Tolstoy), men fordi den metafysiske side af livet træder så tydeligt frem i Pontoppidans romaner, giver betegnelsen realisme efter min opfattelse ingen mening i den sammenhæng. Det er væsentligt, fordi et af de vigtigste, men sværeste, elementer i det moderne gennembrud er en af-åndeliggørelse af livet og virkeligheden. Men mennesket har utvetydigt en åndelig bestemmelse hos Pontoppidan, som det er skadeligt at fornægte.

 

KS: Hvordan vil du karakterisere denne åndelige bestemmelse, og hvordan er det skadeligt at fornægte den?

 

RV: Jeg tænker indimellem på, om ikke en af dine helte, Johannes V. Jensen, måske har været tættest på at beskrive, hvordan mennesket er en åndelig bestemmelse hos både Mann og Pontoppidan: Ve alles haves vandringsmand! Urolig er hans færd, som tåge, vind og skum på vand og strøm og skjulte skær. Tænk bare på Lykke-Pers “urolige færd”, men særligt på, hvordan tilværelsen er indrettet med “strøm og skjulte skær.” Det enkelte menneske – mest mænd hos de to – er hele tiden i fare for at falde i tilværelsens metafysiske afgrunde og de dunkle magter, der driver bag den. Onde og syge kvinder, slægtsforbandelser, kulturers undergang, driftsverdenens kaos og sygdommens tiltrækningsevne allegoriseres som overnaturlige fænomener, som romanbeboerne står i direkte kontakt med, og som konstant truer dem med at gå under. Det faktum, at mennesket står i kontakt med disse overnaturlige og truende fænomener, kalder jeg menneskets åndelige bestemmelse hos de to. Mennesket er nok sygt, men det er ikke kun et dyr. Det har en åndelig bestemmelse, som det skal komme i det rette forhold til, hvis det vil overleve i løbet af en Mann- eller Pontoppidan-roman.

 

KS: Hvad sker der, hvis man ikke lytter til denne åndelige bestemmelse?

 

RV: Det skadelige i at fornægte den kommer bedst til udtryk i De Dødes Rige. Her er de berømte “Kravlere” i slutningen. Næsten alle i romanen er sygeligt optaget af deres sundhed, og det medfører de mest gakkede udskejelser. Fx den vissengule frk. Søholm, der drikker petroleum dagligt for at komme af med sine lidelser. Hun kan ikke se, at hun er fysisk syg, fordi hun lider af en åndelig sygdom, og derfor ender hun med at ligge med ondt i maven af at drikke petroleum. Og som den kloge læge Asmus Hagen svarer hende: Jeg tror, at du skal rådspørge en dyrelæge. Han ved, at hun har reduceret sig til noget, mennesket ikke er – et dyr – når hun tror, at åndelig sygdom kan kureres med biologi. Det samme gælder “Kravlerne”. Til sidst bliver hele det københavnske borgerskab overbevist om, at de vil blive raske, hvis de kravler på alle fire et par timer hver dag. Så det gør de. Det bliver en turistattraktion at se idioterne kravle omkring, og pointen er netop, at de har reduceret sig til dyr. De ligner nemlig ifølge fortælleren “en Flok Kæmpetudser.” Mennesket skildres som latter-ligt, når det fornægter sin åndelige bestemmelse og ikke kan se, at sygdom rummer åndelige hemmeligheder. Det er noget, Pontoppidan (og Mann) har tilfælles med den tyske mørke romantik.

 

KS: Din bog er både et eksempel på en original, men også tekstnær læsning, jeg havde nær sagt livsnær læsning, der ikke bare viser, hvordan du selv er blevet klogere af at læse littetur, men at al god litteratur evner dette: at gøre menneskene klogere på det nogle gange forbandede, men i hvert fald forbandet svære liv. Måske i modsætning til meget af det, der skrives på universiteterne, hvor man er forpligtet til at skrive i internationale fagfælletidsskrifter, som kun – måske af gode grunde – meget få læser, og hvor artiklerne og bøgerne har været igennem en redaktionel vridemaskine, der ofte fjerner både originalitet, men også det almene, vedkommende, der ligger i en god læsning. Du er selv påvirket af germanisten og Thomas Mann- og Pontoppidan-forskeren Børge Kristiansen, som havde det lidt svært på det moderne universitet med al dens teorifetichering og omdannelse af litteraturstuder til kulturstudier.

 

RV: Uha, tak for de pæne ord. De rammer i hvert fald i den forstand, at det netop er mit ideal, du beskriver. Børge Kristiansens bøger om Mann, Pontoppidan og Julien Green har i hvert fald lært mig det meste af det, jeg ved om, hvad god litteraturvidenskab er. Man skal huske, at Børge Kristiansens tilgang slet ikke er teoriløs eller lignende, men er en nøje udviklet vekselvirkning mellem idehistorie, filologi og hermeneutik, og den kræver en nærmest uhyrlig idéhistorisk viden at praktisere. Men det er korrekt, at den slags ikke er på mode inden for mit fag, litteraturvidenskaben. Det er ekstremt svært at finde jævnaldrende ligesindede, der som mig er ansat på universitetet. Og Børge Kristansens påpegninger af, at man tilsyneladende interesserer sig for alt andet end litteratur på sprog- og litteratur(!)fagene er korrekt.

 

KS: Hvad er det mere præcist, en litterat som Børge Kristiansen kan?

 

RV: Børge Kristiansen er altid på jagt efter metafysiske skabeloner, der kan siges at udgøre plotstrukturen i romaner. Det var han den første til at gøre på verdensplan i tilfældet Thomas Mann med sin disputats om Trolddomsbjerget. Jeg ved ikke, om han selv vil være enig, men jeg mener, at det også er her, der kan forløses et eksistentielt og personligt potentiale af litteraturen – ud fra vores akademiske fag. Netop fordi det aldrig stivner i litteratur som historiske tidsbilleder, den politiske mode eller for den sags skyld identitetspolitik. “Race” eller “køn” i Shakespeare vil være studier, der snart er glemt igen. Kærlighed, krig, tilgivelse eller undergang i samme forfatterskab vil vedblive at være relevante, selvom tiden ikke kan eller vil se det. Det samme gælder med Pontoppidans forfatterskab.

 

KS: Tilbage til den romantisk inspirerede, “kulturkonservative” digtning. I en dansk sammenhæng er denne strømning i høj grad blevet fortrængt i den type litteraturhistorieskrivning, der har fundet sted i det tyvende århundrede, linjen fra Brandes over kultur- til nyradikalismen, eller “modernismekonstruktionen”, som det er blevet kaldt i de senere år. Man har set, at f.eks. de digtere, der var knyttet til kredsen omkring tidsskriftet Heretica (der udkom 1948-1953), polemisk er blevet afvist som reaktionære, tilbageskuende almuedigtere, forankret i en kristen-agrar tradition, altså alt det, som ikke kan rummes i en opbyggelig oplysnings- og, jeg havde nær sagt, saneringsfilosofi, som kulturradikalismen stod for: På historiens mødding med alt det metafysiske affald, ind med lys og luft! Men i 80’erne genoptog de såkaldt sorte romantikere, f.eks. Søren Ulrik Thomsen, dele af denne tradition, f.eks. blev Ole Sarvig genlæst og var en stor inspiration for mange. I f.eks. Tyskland skrev digteren Botho Strauss et essay, ”Tiltagende bukkesang”, hvor han trak på samme romantisk-pessimistiske tradition. I dag er det præcis 25 år siden, hans meget indflydelsesrige og kontroversielle essay blev trykt. Strauss advarer om den kommende tragedie – bukkesangen, der anes som en rumlen et sted nede i dybet – og forudsiger, at vores oplyst fremskredne civilisation vil komme i en dyb krise. Kun hvis vi genetablerer et forhold til det mytiske, til den “lange ubevægede tid”, kan ånden revitaliseres. Tanken hos digtere som Botho Strauss og dem, han forbinder sig med, f.eks. Ernst Jünger, som også er ved at blive genopdaget, er, at særligt indviede digtere, visionære enere, har adgang til et autentisk dyb, som er spærret for almindelige mennesker, der forbliver på oplevelsessamfundets overflade af trivialkultur. Det er jo interessant i forhold til det, vi har talt om.

 

RV: Pontoppidans romaner, særligt De Dødes Rige, indeholder en klar kritik af trivialkultur og lignende. Eksempelvis datidens maniske trang til at læse aviser, hvor den storlæsende Zaun, der har travlt med at læse om økonomien og politiske forhold i Ungarn og Portugal (så vidt jeg husker), bliver kaldt “abe-agtig” (der er reduktionen til dyret igen) samt et ‘nervemenneske’. Samtidig henviser titlen på bogen netop til en kultur, der både er åndeligt syg og dyrker forfladigelsen. Men hos Strauss og hos Mann ligger der en ubestridelig åndsaristokratisme, som ikke er særlig Pontoppidan’sk. Pontoppidan var dybt skuffet over, at det såkaldt folkelige gennembrud ikke var lykkedes. Samtidig kan man sige, at selvom indholdet af romanerne hælder mod den mørke romantik, er stilen ganske realistisk og klar, hvor Botho Strauss’ smukke essay er langt mere æsteticistisk. Fællesmængden skulle nok mest bestå i en kulturs (eller måske bedre: en civilisations) evne til at gå under samt det enkelte menneskes næsten mystiske forbindelse til dets kultur.

 

KS: Jeg ved, du har læst den debutroman af Botho Strauss’ søn, Simon Strauss, der udkom for få måneder siden. Den blev skandaliseret i tysk presse som et dybt konservativt, måske endda radikalkonservativt værk. Kan du her til sidst sige lidt om den? Hvad den handler om og dens eventuelle kvaliteter. Følger han i farmands fodspor?

 

RV: Simon Strauss’ debut har vakt skandale i Tyskland, ja. Men det siger nu mere om den tyske offentlighed end om bogen. Den er slet ikke så kras som Bothos essay, Men der er helt sikkert den samme hældning mod de mørke romantik og det, fortællerstemmen kalder “den store sammenhæng.” Romanen hedder Sieben Nächte og henviser til hovedpersonens oplevelser af de syv dødssynder på syv nætter efter indgåelsen af en djævlepagt. Her hører du nok de romantiske motiver. Pointen er, at disse dødssynder er ekskluderet eller ligefrem umuliggjort i det moderne samfund. Så det, læseren tror, vil blive en vanvittig rejse gennem mørket, tit ender i forfladigelse. For eksempel at det skulle være en dødssynd (gæt selv hvilken) at æde sig overmæt på en pæn restaurant. Det er ikke særlig mørkt. Her ser man kritikken af det overfladiske samfund, der forsøger at ignorere egen latente dæmoni og dødslængsel. Og der ved vi fra både Pontoppidan, Mann og Botho Strauss, at det er en meget dårlig ide. Uanset konkrete politiske forskelle og temperament: Europa skal lære at elske sin romantik for, at den ikke skal tage overhånd. Ligesom alle fires læremester, Nietzsche, skulle elske Wagner, før han kunne overvinde ham.

 

 

175 kommentarer RSS

  1. Af niels peter lemche

    -

    Nå nu dukkede den gamle JAN PETERSEN op i diskussionen igen. Så skal der nok snart lukkes ned. Din påstand er ikke engang forkert, det er noget forbandet sludder. Det er så ærgerligt for disse mystikere med deres mystiske ideer, at der undertiden er rigeligt med kilder, der fortæller alle andre end dem (øjensynligt), at de er ude i hampen.

    Nu skriver du den moderne kristendom. Jeg håber ikke, at Konstantin var årsag til den. Det er gået 1800 år. Mon ikke, at der er sket noget siden? Du kunne måske som protestant sige Luther og Calvin; men ikke engang dem vil jeg regne for “moderne” i den betydning.

  2. Af Jan Petersen

    -

    Jeg har i øvrigt haft flere indlæg i diskussionen – blandt andet et par om en teologi fessors mærkværdige statements. Debatten lukker formentlig ikke pga af mine indlæg, men jeg kan da huske noget om, at bloggen lukker automatisk efter fire dage 😉

  3. Af Rosa Haralds. K.

    -

    Jan Petersen sorry.
    Jeg drillede bare. Du kalder alt fake news. Jeg kunne ikke lade være.
    Hav en god aften Rosa.

  4. Af Jan Petersen

    -

    Når man daglig bliver fedtet til af fake news, er det vel OK at bruge betegnelsen . . . fake news. Bortset fra det, så – selv godaften 😉

  5. Af Flemming Lau

    -

    Mennesket har som Barmenerklæringen fastslår, alene Guds Ord i skriften at holde sig til. Dertil har mennesket Helligånden, som det fik i Dåbsgave som tolk. Her taler vi kun om do ding, Uno duo. Det er faktisk ikke så svært. Og så alligevel prøver man at fatte Jesus i en historisk kontekst. Man graver og graver i Israels støvede jord for at finde Jesu tømrerværksted, og evt en træ ding, som han har snittet sine initialer i.

    Hvorfor gå over åen efter vand…? “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift” Det eksludere ingen, og det kræver bare at man samler sine fedtede poter i bøn. Jesus er den samme igår, idag ja til evig tid…!

  6. Af niels peter lemche

    -

    Gode Lau, du er i en sådan diskussion lidt som en hund i et spil kegler, fordi du simpelthen ikke er i stand til at forstå, at der kan være andre opfattelser af, hvad der står i Bibelen end din egen. Dvs. du udelukker alle andre opfattelser. Det har været kendetegnende for “troende” mennesker af snart sagt alle religioner. Man tager patent på “sandheden”.

    Nu handler debatten herr om fortolkning, nemlig af to forfatterskaber, Manns og Pontoppidans. Ville du benytte samme tilgang hertil, som du gør til din Bibel, som vel for dig er ipsissima verba Dei? Selvfølgelig må det være nemt for dig; men du lukker dig ude fra ethvert “godt” selskab.

    Da jorden ifølge Bibelen er flad, så må jo al nyere videnskab siden (der var såmænd allerede gamle grækere, der vidste, at det ikke var rigtigt) være forkert.

    Sødt med dine bekendelser, men man kan ikke rigtig bruge dem til noget anno 2018.

  7. Af niels peter lemche

    -

    Gode Lau, du er i en sådan diskussion lidt som en hund i et spil kegler, fordi du simpelthen ikke er i stand til at forstå, at der kan være andre opfattelser af, hvad der står i Bibelen end din egen. Dvs. du udelukker alle andre opfattelser. Det har været kendetegnende for “troende” mennesker af snart sagt alle religioner. Man tager patent på “sandheden”.

    Nu handler debatten herr om fortolkning, nemlig af to forfatterskaber, Manns og Pontoppidans. Ville du benytte samme tilgang hertil, som du gør til din Bibel, som vel for dig er ipsissima verba Dei? Selvfølgelig må det være nemt for dig; men du lukker dig ude fra ethvert “godt” selskab.

    Da jorden ifølge Bibelen er flad, så må jo al nyere videnskab siden (der var såmænd allerede gamle grækere, der vidste, at det ikke var rigtigt) være forkert.

    Sødt med dine bekendelser, men man kan ikke rigtig bruge dem til noget anno 2018.

  8. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt nogen her der har en email- Facebook- Twitter . . . eller anden form for mulighed for . . . at kommunikere med ham der “øjet i det høje” – GUD?

  9. Af Birger Nielsen

    -

    Lemche
    Tyk eller ej – det er mere tanken.
    Ang. “Krig og fred” er min yndlingsroman. Jeg har læst den uforkortede udgave 3 gange, dog ikke på tre dage. Der er godt nok mange sider. Sergei Bondarchuks filmatisering har også present, først som 2 firetimersfilm i sluttresserne i biografen, men nu har jeg den på min optager, da Dr K sendte den fra et par år siden.
    Ang. Napoleonskrigene er du inde på min hjemmebane. Har studeret emnet siden barneårene og har godt 200 bind i min samling, samt godt 500 bind i pdf.format.
    Det siges at filmene Waterloo og og Krig og Fred, begge af Bondarchuk og Mosfilm, er de dyreste film i filmhistorien, hvis nan regner i nutidskroner.
    Filmen Waterloo ligger i øvrigt på Youtube i HD .

    Tilbage til Thomas Mann

  10. Af Flemming Lau

    -

    Under en snak, salig Lindhardt havde med en udviklings hæmmet, spurgte han denne om, hvor langt i troen denne var kommet.

    Svar: SYNDERNES FORLADELSE!

    Lindhardt kvitterede så med at sige, at hvis han skulle være ærlig, så var han selv ikke kommet længere. Evangeliet er sammenfattet i disse to ord. Det var bare det jeg ville sige… Hej!

  11. Af Knud Henningsen

    -

    Tre af Thomas Manns børn blev homoseksuelle. Det var Thomas Mann også, men han praktiserede det aldrig. Til gengæld afslører Thomas Manns dagbogsoptegnelser, at hans seksuelle begær også omfattede hans egen søn Klaus. Henrik Pontoppidan var sandsynligvis også skjult homoseksuel.
    I det hele taget var homoseksualitet ret udbredt i europæiske litterære kredse i sidste halvdel af 1800 tallet og derefter. I England havde man Oscar Wilde, i Danmark Herman Bang.
    Det aspekt skal man lige huske at have med, da det helt sikkert har haft betydning i en eller anden udstrækning.

  12. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt apropos litteratur og en bog der absolut er værd at læse, kan jeg helt bestemt anbefale . . . . . Verden af i går – en europæers erindringer – af Stefan Zweig. Lidt mere “down to earth” og nærværende end udlægning af “Litteraturen mellem oplysning og romantik”. Stefan Zweig er hardcore oplysning og knap så romantisk, men bestemt værd at læse 😉

  13. Af niels peter lemche

    -

    Birger Nielsen,

    Rousselot + Knötel …

    Den tiårige knægt lå foran fjernsynet, da Svend Titi Achen var oppe i kvit og dobbelt i emnet Napoleon, og besvarede spørgsmålene hurtigere end Achen. Der var min far vist ret imponeret.

    Speciel periode .

    Apropos Manns og Pontoppidans homosexualitet, tja, men find den så i deres litteratur. Det nærmeste er vel Døden i Venedig. Men hvad betød det egentlig. Mærker man det i Wildes The Importance of Being Earnest?

    Det er faktisk en anden diskussion, der kommer op her, om kendskab til kunstnerens personlighed er afgørende for forståelsen af værket? Hvis jeg husker ret fra min fortid, så stod den i 1800-tallet mellem Hipolyte Taine og Sainte-Beuve, og den diskussion er vist ikke afsluttet endnu.

    Men hvad glæde har man af digterens personlighed, når det handler om Shakespeare, om hvem vi kun ved ganske lidt. Så forklarer Manns personlighed Troldomsfjeldet?

  14. Af Flemming Lau

    -

    “Europa skal lære at elske sin mørke Romantik, for at den ikke skal tage overhånd!”

    Nu er det beskrevet hvordan det gik Heretica i 1950 ‘erne, som blev afvist for at være reaktionær almue digtning. Og pt kan man læse hvordan Bothos Essay om dødssynder er blevet modtaget af den overfladiske tyske offentlighed, væmmelse!

    Det åndelige sprog, er ekskluderet mange steder, og kan ikke tåles af de oplyste”sanerings filosoffer”. Der sandelig en verden til forskel, når man frekventere kirkens fællesskab. Der vil man heldigvis stadig være Jesus Kristus bekendt, som de “børn” vi er…!

  15. Af Rosa Haralds. K

    -

    Oskar Wilde sad 2 år i fængel for homoseksualitet. Han var oprindelig fra Irland. The Picture of Dorian Gray er en ganske interessant bog. The Importance of being Earnest var et fast pensum på mit gymnasium. Han blev kun 46 år og døde i Frankrig. At være homoseksuel var ikke nemt dengang. Manns bog Døden i Venedig var hans fortælling, om at være homoseksuel og det var kendt, at han havde homoseksuelle/biseksuelle tendenser. Som jeg skrev i min første kommentar var flere af hans børn homoseksuelle.

  16. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt apropos udtrykket – “The Importance of Being Earnest” – så er det vel netop det helt store problem, der dækker såvel fortid som nutid – stort set – uanset emne . . . . !

  17. Af Rosa Haralds. K.

    -

    Jan det er ju dobbelttydigt, fordi han var Jack in town. Earnest betyder ærlig og han spillede et dobbeltspil og var slet ikke ærlig. Du har sikkert læst bogen/skuespillet. Jeg læste hans samlede værker lige efter gymnasiet. Hans biografi er også intressant at læse.

  18. Af Jan Petersen

    -

    Kære små Rosa, læs hvad jeg skrev – jeg hæfter ikke “The Importance of Being Earnest” op på nogen speciel person eller hændelse – for mig er det blot udtryk for noget helt generelt 😉

  19. Af niels peter lemche

    -

    Selvfølgelig skulle trolden markere sig da diskussionen lakkede mod enden.

    Selvfølgelig fjerner Kasper Støvring troldens indlæg, når han har fået sin formiddagskaffe. Men så er der nok også lukket her.

    Men god samtale har det været.

  20. Af niels peter lemche

    -

    ROSA HARALDS. K, Oscar Wildes The Importance er det morsomste, der nogensinde er skrevet. Bare Cecilys protest mod at skulle lære tysk er hele forfatterskabet værd: I hate German; it makes me look ugly!

    Har du nogensinde hørt ham læse sin beretning om en henrettelse i Reading op (The Ballad of Reading Gaol)? Den findes på en af de tidligste lydoptagelser. Han lyder fuldstændig som sine hovedpersoner: Snobbish ud over enhver grænse. Men fantastisk. Du kan finde den via wikipedia-artiklen om ham.

  21. Af Rosa Haralds

    -

    J e n s H a n s e n
    Vi taler om litteratur her på bloggen. Værket The Importance of being Earnest er en bog/skuespil skrevet af forfatteren Oscar Wilde. Den handler om en man, der lever et dobbeltliv og hverken om dig eller Jan Petersen.Han bærer navnet Earnest på landet og kalder sig Jack i byen, hvor han lever det glade liv. Læs den, den er sjov. Du må føle dig truffet, siden du kommenterer mine indlæg til Jan Petersen. Jeg ved bare at du skriver under flere navne. Når personer i frustration over, at deres kommentarer ikke kommer igennem, skriver de under flere navne. Jeg har identiske kommentarer fra dig under forskellige navne. Hav en god dag. Jeg skal arbejde. Rosa Haralds.

  22. Af niels peter lemche

    -

    ROSA HARALDS, ja, JH blev nok ikke fundet i a handbag på en jernbanestation i London!

  23. Af Rosa Haralds

    -

    Tak for tippet Lemche. Det vil jeg se. Mine engelsklærere i gymnasiet havde begge studeret i Oxford og de holdt meget af Oskar Wilde, jeg havde engelsk på højt niveau, derfor læste vi en del god litteratur, også Shakespeares Macbeth. Efterfølgende læste jeg hans biografi og købte mig alle hans værker på engelsk. En familieven oversatte en del litteratur på engelsk og amerikansk til islandsk, deriblandt, Oskar Wilde og Edgar Allan Po, bl.mange. Jeg kan huske, at jeg var lidt fascineret af digtet The Raven.

  24. Af Rosa Haralds. K.

    -

    Lemche jeg må vist genlæse den. Han opfandt navnet navnet Earnest for bekvemmelighedens skyld.

  25. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg tror, at man skal passe på med al den snak om homoseksualitet, at alle i den europæiske litteratur var det. Det siges om Mann, at han havde en tendens – men ikke husker ikke sådant nævnt om hele 3 af hans sønner. Kun, at den ene var narkoman.

    Pontoppidan inddrages nu også i den henseende af en debattør her som fakta! – Jeg har ikke hørt om det. Og – den slags skal man ikke udslynge om nogen, hvis det ikke er fakta og officielt bekendt.

    Men latent (ubevidst) kan de mange være det i en eller anden grad altså i den passive form, som mange heteroseksuelle i øvrigt kan være det. Det kan fx læses i en analyse af Ingmar Bergmans ægteskabsserie, skrevet af den nu afdøde psykoanalytiker Nina Thymark under titlen “Ægteskab Partnerskab Samliv”, hvor det bliver afdækket i forhold til de forskellige karakterer og deres adfærd indbyrdes.

    Rosa Harald: Hvis man vil analysere en forfatters værker, så kan det være vigtigt at kende dennes personlige baggrund for ikke at ende op i de rene postulater.

    Mange kunstnere anvende også psykoanalysen – og Polanski blev engang spurgt til et sådant kendskab og svarede bla: “Som enhver dannet person”. Han – såvel som også Bergman – afslører naturligvis ikke noget i den henseende – en ren forretningshemmelighed. Ikke alle skjuler det – tror, at det er de fransk filmmagere fra tidligere, der ikke er kede af at udbrede sig om sådant.

    Woody Allen er kendt – og ganske forfærdelig med hans lange jeriminader i forhold til at vise sit kendskab til psykoanalyse i sine første film. Jeg krummede i hv f tæerne og tænkte, at han ligefrem skader psykoanalysen, som om den var en kunstart i at formulere sin viden, fremfor at leve med den for at ændre sine problematikker. Sådan virkede disse film på mig. Ikke name-dropping – men ord-dropping, hvis der er noget, der hedder sådan, i en særlig karakter. Hjælp

Kommentarer er lukket.