Sneens fygende vintervise

Af Kasper Støvring 71

 

 

Så faldt sneen endelig. Den nåede lige at falde, inden det blev forår. Og nu ligger den der, som et minde om vinteren, som den bør være. Det kalder på en besyngelse.

 

Vi kender sneen i stigende og faldende intensitet – som fygesne, bygesne, frostsne og tøsne. At sneen har mange former bør ikke undre, da vores land er et grænseland mellem frost og tø. Det har formet et ambivalent sindelag i det danske folk. Men det er sjældent, at der er snestorm i Danmark. Når der så endelig er!

 

Som med andre naturfænomener lærer vi et og andet af sneen. Men hvad?

 

Der er intet, der kan falde så blidt og tyst som sneen. Det skulle da lige netop være intet. Altså døden. Jeg tænker på det, når jeg ser den nyfaldne pulversne, der ligger så fint over det bølgende landskab som et nystrøget liglagen, der er lagt nænsomt over den dødes krop. Eller når jeg går ture på søens bundfrosne isgulv, der kan være dækket af et tykt, blåligt snetæppe og ligne en ørken af sne under de tunge, lavtliggende skyer.

 

Det er den hvilende natur, ånden, der endnu ikke er vågnet, romantikerne forestillede sig i det sneklædte landskab. Som på et maleri af det sovende vinterlandskab af J. C. Dahl med danske motiver, oldtidens gådefulde stendysser og de spredte, enligt beliggende bondehuse i det sydsjællandske landskab.

 

I en skyfri nat med snedække, når luften kommer til os fra det sibiriske fastland, kan kulden være så hård, at den føles levende. Den bider, suger og drikker, hvis man er så uheldig at få sneen på huden, og den kan svitse og slibe og ætse og skolde. Frosten slår ihjel, den udpiner, fortærer og lægger sig som mos på sit bytte. ”Fald aldrig i søvn i snedriverne!”, som min mor formanede, når jeg skulle hjem fra en våd bytur.

 

Jeg lærte at frygte sneen i mine unge år, den tid, hvor man kommer til skelsår og alder og for første gang gør sig sine livsvigtige erfaringer. Jeg havde netop fået kørekort og skulle nu tilbagelægge en længere strækning fra Randers til mit hjem. Jeg var nær aldrig nået frem i snestormen. Det begyndte med lav snefygning over vejene. Men efter få kilometer var jeg omgivet af den store, stejlende hvide tomhed. Det var som med jesuiternes ord: ”Praerit figura hujus mundi”. Denne verdens former forsvandt.

 

Snetykningen udgjorde et vildtvoksende vintervildnis, som truede med at tage mig. Jeg så, bogstavelig talt, ind i et stort, hvirvlende intet.

 

Det var skræmmende. Men det mærkelige er, at der også var noget befriende i denne tilstand uden de velkendte pejlemærker, som altid lagde fantasien i lænker, det formynderi, jeg altid skulle adlyde. Jeg forbinder denne vinterlige erindring med min første opdagelse af, at jeg skulle dø.

 

Det bedste sted at opleve det blide og tyste snefald er ikke for ingenting på en kirkegård. Du ånder den klare frostluft, mens du vandrer i gravenes by, indhyllet i et åndeagtigt blegt skær, som når haloen en kold vinterdag står med sin runde ring om solen. En glorie af stråler og krystaller. Her i de dødes have hersker et isnende dødstille. Det eneste, du hører, er den frostfine sne, der knirker, når du går. Og når solen stråler lavt mellem gravene, ser du, at sneen er ren og kysk og lyser som et perletæppe over kirkegården.

 

Sent på dagen er det selve sneen, der synger mig til ro med sin fygende vintervise. Så vil jeg glide ned i søvnen og forsvinde ind i det sidste mørke.

 

Friedrich: Vinterlandskab med kirke 1811. Den vandrende har smidt krykkerne og sidder med ryggen mod klippestenen og front mod grantræet, det kristne symbol, imens den gotiske katedral tårner sig op af tågen.

71 kommentarer RSS

  1. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Flemming Lau – 13:59

    Ja, rigtigt – i 1980 var det en kold omgang. Min mor døde den 9. februar det år, idet hun gik ud i dette 13 C minus kolde vejr i Sletten. Hun skulle på en visit denne eftermiddag nede i byen og skulle igennem en stiv kuling tillige fra øst, fra Sundet – men faldt altså om i dette lille fiskerlejes hovedstrøg, hjertet bristede.

    Sneen lå ligedan temmelig høj, kunne vi siden konstatere om aftenen, da vi kørte forbi – efter at politiet endelig fandt frem til, hvor jeg befandt mig denne lørdag.

    Huset var låst af – da politiet jo nøje ville vide om faldet på offentlig gade. At der ikke lå en forbrydelse bag. Ligedan, da min far år tidligere faldt om på Frederiksberg og lå imellem sin egen og en fremmed bil.

    Nådigt for dem på den måde og ikke mange års uvirksomt liv med sygdom. Det var min fars rædsel at tænke på, at skulle være afhængig af andre.

  2. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt al ære og respekt for at stille træskoene i 13 graders frost i en snedrive i Sletten, fremfor i en fyldt voksen pamper på et plejehjem, hvor “ældrebyrden” formentlig bare betragtes som en byrde !

  3. Af R.H. Kristiansen

    -

    Jeg kondolerer, selv om det er lang tid siden.

  4. Af Flemming Lau

    -

    Birgit Hviid Lajer.
    Ja uden varsel, og begge indenfor kort tid, den har været hård. Har prøvet det med svigermor. Ondt i maven om aftenen, næste morgen død af styrt blødning. Det var en tung og kold tur julen 04. Men for den der dør hurtigt, er det nådigt. Min gamle kraftkarl svandt ind fra 120 kg til 40 kg på 9 måneder i ’82 og det var hamrende hårdt for alle.

  5. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jan Petersen – 4. marts – 18:23

    Tak – det var nu midt på vejen, hun faldt, og hun havde en ret stor (gammeldags egtl nøgle p sig, så de først troede, at min mor måske kom fra et plejehjem. Men begge mine forældre havde hver i sær kun været én gang på hospital i hhv 2 uger, min mor med det dårlige hjerte, en sommer og sendt hjem med forkerte piller af lægen – hun kunne jo være kommet af dage da. Min far 6 uger på ryggen efter en blodprop i hjertet – men uden men, og han levede 5 år efter dette.

    Det var sommer – og han talte fluepletter på loftet, fortalte han i sjov. Det var i 1963, hvor man måske ikke vidste bedre. Alt for ung døde han – og alt for tidligt fra os; min mor døde 10-11 år efter min far. Også alt for tidligt – også for mig.

    Ellers havde de – altid betalt enhver sit – haft mere end rimelig fortjent en god behandling på et plejehjem; men de var særdeles selvstændige, så min mor rasede lidefrem over at have været indlagt. Så – det var aldrig gået for nogen af dem at være afhængige og svækkede i særlig grad. Min morfar og moster døde også af hjerteslag – men i hver deres hjem. Sorgen mildnes ved tanken om, at de formentig ikke led el i hvert fald ganske kort. Såvel som jeg hjalp min mor, der smukt og igen spekulerede på, om min far havde haft ondt, idet hun på forskelig vis ordnede det tøj, vi sammen havde hentet fra hospitalet. Altid mere tanke på andre end sig selv. Det er dejligt at tænke på i den forbindelse.

  6. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jan Petersen – 4. marts – 18:23

    Tak – det var nu midt på vejen, hun faldt, og hun havde en ret stor (gammeldags egtl nøgle p sig, så de først troede, at min mor måske kom fra et plejehjem. Men begge mine forældre havde hver i sær kun været én gang på hospital i hhv 2 uger, min mor med det dårlige hjerte, en sommer og sendt hjem med forkerte piller af lægen – hun kunne jo være kommet af dage da. Min far 6 uger på ryggen efter en blodprop i hjertet – men uden men, og han levede 5 år efter dette.

    Det var sommer – og han talte fluepletter på loftet, fortalte han i sjov. Det var i 1963, hvor man måske ikke vidste bedre. Alt for ung døde han – og alt for tidligt fra os; min mor døde 10-11 år efter min far. Også alt for tidligt – også for mig.

    Ellers havde de – altid betalt enhver sit – haft mere end rimelig fortjent en god behandling på et plejehjem; men de var særdeles selvstændige, så min mor rasede ligefrem nærmest fornærmet over at have været indlagt. Så – det var aldrig gået for nogen af dem at være afhængige og svækkede i særlig grad. Min morfar og moster døde også af hjerteslag – hhv i eget hjem og på arbejdsplads for min moster, der var oversygeplejerske på Bispebjerg.

    . Sorgen mildnes ved tanken om, at de formentig ikke led el i hvert fald ganske kort. Såvel som jeg hjalp min mor, der smukt og igen spekulerede på, om min far havde haft ondt, idet hun på forskelig vis ordnede det tøj, vi sammen havde hentet fra hospitalet. Altid mere tanke på andre end sig selv. Det er dejligt at tænke på i den forbindelse.

  7. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Flemming Lau – 4. marts – 21:21

    Ja, den slags er hårdt at skulle forholde sig til og leve med i – min søn var således udsat i en del måneder for nogle år siden med sin far, som jeg mange år tidligere var skilt fra, og han ville ikke, at jeg skulle vide noget. Det var et chok så siden at få at vide uden varsel, at han var død – og i vel 5-6 dage var jeg ikke helt mig selv og tænkte, at det må være sådan at blive enke. Det var hårdt selv efter mange års adskillelse.

    Men alt mildnes med tiden og den evne vi har til ret hurtigt at tænke på de gode og sjove minder.

  8. Af Kasper Støvring

    -

    Jan, det er noget af det vigtigste, jeg til dato har skrevet på denne blog.

  9. Af Maria Due

    -

    Birgit Hviid Lajer – 5. marts 2018 8:02. Det har jeg også prøvet, og det tog 1½ år, skønt jeg ved, at jeg gjorde det rigtige, da jeg søgte skilsmisse. Det var et spørgsmål om en eller tre skulle ryge ud med dragsuget. I dag undrer jeg mig tit over, hvor meget de mennesker, man holdt af i barndommen og ungdommen stadig fylder i ens bevidsthed med gode tanker og værdifuld ballast, der fuldstændig udkonkurrerer det mindre gode. Det er mange år siden, min far døde, men hvis nogen nævner ham, får jeg stadig tårer i øjnene, inden de kan nå at tælle til tre. Når man kan holde så meget af, er man udsat, men på den anden side var livet ikke meget værd, hvis ikke man kunne føle sorg. Så var det bare brug og smid væk.

    Der er faldet nysne, og den mangler det uskyldsrene, ser våd og træls ud. Typisk marts, og heldigvis kan man også købe nye viola canuta og stedmoderblomster til blomsterpotterne, de plejer at tåle lidt frost. Og ellers er pelargonierne jo på vej.

  10. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    Men lysets gang ændrer sig jo henover vinteren, så vi nu er i den lyse vintertid, hvor vinteren dag for dag mister sit greb for inden længe helt at overgive sig til foråret. Vinterens tungsindighed opretholdes kun svært her på Sydfyn, hvor den snarere opleves som blot forbigående kedsomhed. Så lad nu Ambrosius Stub varsle vinterens snarlige nederlag::

    Den kiedsom vinter gik sin gang,
    den dag så kort, den nat så lang
    forandrer sig
    så lempelig;
    den barske vind, den mørke sky
    må fly

  11. Af Jan Petersen

    -

    AF KASPER STØVRING – 5. MARTS 2018 10:56
    Jan, det er noget af det vigtigste, jeg til dato har skrevet på denne blog.

    OK Kasper – Sneens fygende vintervise – er ikke lige min kop the, men sådan er vi heldigvis så forskellige 😉

  12. Af Maria Due

    -

    https://da.wikipedia.org/wiki/Caspar_David_Friedrich

    Jeg kendte i forvejen flere af Friedrichs billeder, men det er alligevel umagen værd at læse lidt om hans liv og kunst, hvor mennesket fylder meget lidt i den store stille natur. Det er også interessant at læse, hvad dette senere har betydet for synet på hans kunst. Den er ikke nationalromantisk men åndeligt søgende, og i det afbildede værk har den søgende fundet befrielse og smidt krykkerne ved mødet med kristendommen.

    Selv om det går tilbage med Folkekirkens medlemstal, er der alligevel i disse år mange tegn på noget af det samme, der gjorde Friedrich til sin tids største kunstner, i øvrigt efter en læretid hos fremragende danske kunstnere i Danmark. En journalist gjorde for eksempel lidt undrende opmærksom på det i sit referat af prins Henriks bisættelse, og jeg havde også lagt mærke til det. Pludselig stod alle gæsterne i kirken herunder statsministeren og deltog tydeligt i en fælles fremsigelse af “Fadervor”. Ceremonierne og reaktionerne ved dette dødsfald havde i det hele taget det fælles træk, at de greb videre om sig og kom til at handle om det at miste i videre forstand. Man så det samme efter Utøya, et stort antal mennesker søgt i dagene derefter til kirken. Europas befolkninger er klar over, at de er ved at miste noget væsentligt, og at processen allerede er så fremskreden, at den er reversibel. Hvor de som flest vil finde deres nye autoritet, er ikke godt at vide, og i vor tid er kirken jo også en splittet autoritet.

  13. Af Maria Due

    -

    Rettelse:

    “der gjorde Friedrich til sin tids største tyske kunstner”,

  14. Af Maria Due

    -

    Undskyld, endnu en rettelse.

    “at den ikke er reversibel.”

  15. Af Maria Due

    -

    Apropos Utøya og den norske befolkning, der er mindre end den danske.

    “Ved årsskiftet var der 916.625 personer med indvandrerbaggrund i Norge. Dette er 17,3 procent af befolkningen og en stigning på godt og vel 32.000 siden i fjor.”

    Fundet i dag på document.dk. Vi danskere udgør nu en lille bizar enklave mellem tre langt større lande med en kolossal indvandring.

  16. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Maria Due – 13:31

    Ja, udover familie, der ikke er længere, så tænker jeg ganske tit, nærmest ugentligt på vel omkring 7-8 mennesker fra min tidlige barndom og ungdom i Danmark samt 2 pennevenner, en i Israel og en i Hamburg, som jeg mødte, da jeg var hhv 15 og 16 år. Vi skrev i en årrække på hhv engelsk og tysk. Det var berigende – men vi fik åbenbart andet at se til, og jeg ser, at jeg selv ophørte med at skrive til Hamburg – efter at han var blevet gift, selv om jeg et par gange havde truffet hans dejligt intelligente hustru, mødt hans mor, han søster og svoger i Hamburg, da de siden også inviterede min mor og min først mand samt baby derti – i en stor kasse af en villa, de havde fået siden ved Alsteren. Så gæstfrie mennesker, og tidligere ved et besøg havde min penneven vist mig elegant rundt i Hamburg, et moderne kunstmuseum, en cabaret med spisning samtidig med optræden … utroligt gæstfri og med god humor tillige. De var opr flygtet fra øst i forb med WWII og boede først til leje i en lille lejlighed med resterne af nogle store, smukke møbler, de havde fået med sig (forladt en fabrik østpå), og jeg kunne endog sove der, såvel som moren lavede den dejligst spise til os hver dag med hvis skøn dug på bordet og en levende due under bordet, den hed Julle – og så den elegant høje far, der var advokat, siddende i en af de store stole, der minder om disse i Rosenborgstole i egetræ. og så en smuk høj skænk/bogreol med glasdøre for. Det var vidunderligt, og jeg var de 17 år – glemmer det aldrig og slet ikke disse mennesker, der kom og besøgte mine forældre og mig i også Sletten. Herligt.

    Men Maria – uden at kunne føle ægte sorg, så vil man heller ikke kunne føle ægte og livgivende glæde. Sådan hænger den slags sammen – men det blev faktisk lidt svært i forhold til, at jeg nu skulle huske hel tilbage fra jeg var vel de 15 år og tiden da .. i særlig grad, fordi min søn også spurgte, og jeg så da havde lyst til at fortælle – men det var faktisk vanskeligt til en start, da meget var sket siden – jeg først enlig mor, så gift igen, så mange andre ting og endnu en skilsmisse, der trak i langdrag på forskellig vis og en del ubehageligheder, der sled på mig også før; men jeg overlevede da. Og begge skilsmisser var rigtige – men særligt en sorg ved den første, fordi jeg ikke så tæt skulle se far og søn under dennes opvækst som jeg ellers havde kunnet.

    Endelig fik vi sne her i Nordsjælland, det var meget tyst og smukt til at begynde med – men så snart de fejer, så den mørke asfalt ses og det begunder at tå, så er det kun fugtigt at føle, når luftfugtigheden samtidig stier. Uhyggeligt glat, så jeg tog en taxa i dag.

    Jeg kigge også på forårsblomster – og der var ligedan meget andet smukt og Camelia-planter så smukt rødt i blomst – enkelte ordidéer – og så endog disse lyseblå have-forglem-mig-ej og søde små stedmoderblomster i blå og lys lilla mm.
    Azalier naturligvis også og enkelte kodrivere, tror jeg, at det var ..herligt, og jeg kigger som regel altid. forleden havde de skønne roser i potter, men jeg købte 2 mindre azalier, jeg aldrig havde set før, de er hvide og rødlige i kanten, nærmest dannebrog-røde – meget fine til mit køkkenvindue.

    Håber at du har det vel og har undgået influenzaen – selv har jeg haft en virus i halsen – det varede 4-5 uger. Aldrig haft sådant før end for 2 år siden, hvor den varede i 6 uger. Den kan vare op til 8 uger. Men – alt er vel nu.

    Og – jeg håber da, at alle vore venner på bloggen her inkl Støvring har undgået infektionerne. Min lille familie har – pånær den yngste, han fik lidt forkølelse og lidt feber. Og – de siger at vinteren vil vare et pænt stykke tid endnu – og vist med sneen.
    Det var hyggeligt, Maria at se dig igen og høre fra dig her på bloggen. 🙂

    Vi må høre mere til Støvrings dejlige ture i Sorø og omegn – med fotos derfra. 🙂

    Jeg er nok ikke helt med på, hvad Støvring skriver til Jan P om, at “..det er noget af det vigtigste jeg til dato har skrevet på denne blog.”

  17. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt apropos – “Jeg er nok ikke helt med på, hvad Støvring skriver til Jan P om, at “..det er noget af det vigtigste jeg til dato har skrevet på denne blog.” Det er jeg egentlig heller ikke selv med på.

    Bortset fra det, så er det eneste, jeg umiddelbart forbinder med Caspar David Friedrich – at nazisterne brugte hans arbejder til at fremme det nationalistiske Blut und Boden.

    Men sådan er der så meget mystisk her i livet – med eller uden sneens fygende vintervise !

  18. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jan Petersen

    Aner det ikke – det med nazisternes evt. brug – men det er naturligt at blive nysgerrig på, hvad Støvring meddeler om sit eget, selv om det måske er helt privat for ham, dette vigtigste. Desuden holder jeg meget af, når folk, der kan, fortæller.

  19. Af Kasper Støvring

    -

    Birgit, det er et personligt essay, ikke mange andre fænomener er vel lige så betydningsfulde som døden at beskæftige sig med. Desuden har naturen i allerhøjeste grad været med til at forme os til dem, vi er. Som individer og som folk. Jeg skrev en hel serie sidste sommer i Kristeligt Dagblad om “den danske naturkanon”.

  20. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt er jeg fuldstændig enig med Kasper i ovennævnte udlægning. Døden er vel det mest dødsikre her i livet. Langt mere sikkert end Lotto. Alle uden undtagelse bliver udtrukket som vinder 😉

  21. Af Maria Due

    -

    Kære Birgit, tak for dine venlige ord; jeg ville gerne have fortalt dig, hvad jeg har oplevet i de senere måneder, men det må jeg foreløbig lade være med. Influenza har jeg også haft.

    Ja vist, glæde og sorg kan ikke adskilles, som Kingo skrev, og selv om du og jeg kun har vor egen “religion”, kan vi sagtens låne lidt af den kristne kulturskat, som jo også er vores, selv om vi ikke deler troen på den sidste linje i dette vers. Desværre. Jeg må endnu en gang skrive som Karen Blixen en gang udtalte, at de mennesker, der siger, at de gerne vil leve deres liv om, har slet ikke levet.

    Man skal leve, så at man kan dø.

    Sorrig og glæde de vandre til hobe,
    lykke, ulykke de gange på rad,
    medgang og modgang hinanden tilråbe,
    solskin og skyer de følges og ad.
    Jorderigs guld
    er prægtig muld,
    Himlen er ene af salighed fuld.

Kommentarer er lukket.