Hold nallerne fra Syrien

Af Kasper Støvring 308

 

Trump har på Twitter truet med angreb på Assad-regimet, efter det angiveligt har anvendt giftgas mod oprørsgrupper i Syrien. Det er en klassisk Trump: Uden takt, men med tydelig tone. Giftgas er et de mest grusomme våben, der findes, og anvendelsen af dette våben bør fordømmes og straffes behørigt, især når det går ud over civile og ikke mindst børn. Men hvad vil behørigt her sige?

 

 

Offentligheden er delt. Nogle støtter Trump, andre kritiserer ham. Når Trump ikke gør noget, er det for galt; når han gør noget, er det åbenbart også for galt. Det er ikke nemt at være USA’s leder. Men hvis Trump gør alvor af sin trussel, slår han efter min mening ind på en forkert og farlig vej og bryder desværre med den ikke-aktivistiske politik, han blev valgt på. Assad kan på den korte bane måske straffes, men det risikerer snarere at ramme os selv og forlænge pinslerne i Syrien. Galgenfrist.

 

Vesten skal ikke blandes militært ind i den syriske heksekedel; vi har ingen store strategiske interesser i det, vi risikerer at bringe værre despoter til magten, vi risikerer alvorlige konfrontationer med Rusland, og så virker den aktuelle anledning, giftgasangrebet, temmelig uigennemskuelig: Hvem har gjort det? Med hvilket formål?

 

Det er sandsynligvis Assad-styret, der stod bag dette angreb, men de islamiske oprørsgrupper, bl.a. Al-Nusra, har angiveligt også anvendt lignende modbydelige våben. Og den gruppe, der blev angrebet for nylig, er den militante, salafistiske gruppe Jaish al-Islam (Den islamiske hær), der har bånd til Al-Qaeda og støttes af bl.a. Tyrkiet og Saudi Arabien. Denne gruppe er bl.a. blevet beskyldt for at have anvendt giftgas mod den civile, kurdiske befolkning.

 

Jeg har tidligere argumenteret for en realistisk udenrigspolitik. Lad os i lyset af den seneste optrapning se på, hvad realismen fordrer, at man gør – og ikke gør – i forhold til krisen i Syrien.

 

Obama truede med at angribe Assad-regimet, hvis det overskred den såkaldt røde streg, dvs. anvendte giftgas. Men efter et brutalt angreb på oprørerne i Aleppo, handlede Obama ikke, som han ellers havde lovet. Dermed begik han to store fejl: Dels ikke at følge ord med handlinger, dels at true med at intervenere militært.

 

Nogle kaldte Aleppo for den begivenhed, der skabt den nye verdensorden, hvor Vesten ikke længere dominerer. Men det er en fejlslutning. Aleppo har blot stadfæstet en udvikling, der længe har været i gang. Vesten har for længst mistet teten, og det skyldes indre krise og en fejlslagen udenrigspolitik, der har svækket Vesten yderligere. Denne udenrigspolitik kan man efter behag – for behag er, hvad det ofte handler om – kalde liberal, idealistisk, humanistisk eller aktivistisk. Og det var den politik, Trump blev valgt på at bryde med. Men som han altså nu synes at løbe fra – efter min mening kritisabelt. Hvorfor?

 

For en realistisk betragtning udgør Syrienkrisen, skønt humanitært forfærdelig, ingen vigtig trussel mod Vesten. Årsagen er bl.a., at det ikke-vestlige Syrien, selv under Assad, på ingen måde er en truende hegemon. Det kan Iran blive, men helt koldt må Vesten lade Rusland gør arbejdet færdigt i Syrien og lade Assad genvinde kontrollen; der er ingen realistiske alternativer. FN formår intet; der findes ganske vist ikke-islamiserede grupper, men de har ingen bred opbakning. Det er de islamiske grupper, der udgør oppositionen. Kommer de til magten, ser det endnu mere sort ud for de i forvejen trængte minoriteter i Syrien, herunder Assads egen gruppe, Alawitterne. For ikke at nævne de kristne, der har haft tålelige forhold under Assad-regimet.

 

Vesten bør ikke direkte støtte Assad, selv om han er det mindste onde. Man kan så håbe på, at Rusland vil nedkæmpe Islamisk Stat, selv om det næppe er hoveddrivkraften i deres intervention, men derimod at sikre Assad. Af samme grund skal man være forsigtig med at udråbe Putin som islamkritiker.

 

Forfatteren Robert D. Kaplan har kaldt Assad ”the devil we know”. Der er værre djævle. I Syrien-konflikten argumenterer idealisterne moralsk: Assad er en krigsforbryder og skal derfor fjernes. Idealisten Clinton ville, hvis hun var blevet præsident, håndhæve et flyveforbud over Syrien. Man ville altså have kunnet forudse en situation, hvor amerikanske fly nedskyder russiske fly. Clinton var derfor ret beset en større trussel mod verdensfreden end Trump – om end Trump nu som en slags Proteus-skikkelse desværre risikerer at blive en ny Clinton.

 

Idealister ønsker at støtte den ”moderate” opposition til Assad, og dermed gør de i praksis Assad-styret til hovedfjenden. Men fjernes Assad, bringes den radikale opposition til magten, dvs. de islamister, der faktisk er Vestens hovedfjende. Det er den realisme, de humanitære aktivister ikke har med i deres kabale.

 

Det afgørende for realister er altså ikke, hvem der er de gode, men hvem der er de onde, dvs. (hoved)fjenden. Lad os antage, at Vesten skulle få held med at styrke den moderate opposition, de gode, ville det ændre magtbalancen og risikere at bringe Assad til fald. I praksis ville det sandsynligvis betyde, at Vesten ville have hjulpet sine værste fjender til magten. Den mindst ringe løsning er derfor ganske enkelt at undgå at involvere sig militært, undtagen med direkte angreb på Islamisk Stat, og acceptere Assad-regimet som Syriens enerådende ledelse.

 

Fred i Arabien? Den kan vi kun håbe på vil komme, når eller hvis de nuværende stater opdeles, grænserne tegnes på ny, så de følger de etniske og religiøse skillelinjer, og kludetæppet opløses, så grupperne kan komme fri af hinanden.

 

”Vi”, og det vil sige langt hovedparten af vores politikere og kommentatorer, er så stærkt drevet af ønsketænkning og projicering, at vi, nej, de, tager fejl igen og igen, hvad angår fremmede kulturer, særligt den muslimske. Den arabiske verden i totalt kaos, fremvæksten af islamistiske bevægelser, terror, massemyrderier, enorme flygtningestrømme – alt dette og meget andet af samme skuffe ser jeg som en direkte eller afledt konsekvens af det såkaldt arabiske forår, som mange i Vesten støttede. Igen en forfejlet idealisme.

 

Er der overhovedet kommet noget godt ud af revolutionerne for snart seks år siden? Altså som kan retfærdiggøre alle de store forventninger, som langt de fleste nærede dengang? Det er slående, når jeg ser tilbage, hvor mange prominente personer, der dengang tog fejl. Mogens Lykketoft, Michael Aastrup-Jensen, Søren Pind, Trine Pertou Mach kan nævnes blandt mange.

 

Lige så slående er den enorme skidtspand, der blev hældt ud over mig selv og de få andre, der fra dag ét var skeptiske. Jalving, Uhrskov, Messerschmidt, Farshad Kholgi. Prøv selv at læs min klumme fra 2013 og følg linket til mine tidligere klummer, hvor jeg holder politikere, forskere og meningsdannere fast på, hvad de sagde.

308 kommentarer RSS

  1. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt første gang jeg har set DR.dk nævne siten Infowars (formentlig udelukkende fordi det nu er en Trump bashing). Men i øvrigt helt enig. Kan blot håbe at DR vil henvise til Infowars oftere (nok tvivlsomt) desværre. Men læs artiklen her:

    ‘Donald Bush’ – Trump-støtter hader præsidentens bombetogt i Syrien
    Præsidenten er i strid med store dele af baglandet, når det gælder angreb mod Assad.
    https://www.dr.dk/nyheder/udland/donald-bush-trump-stoetter-hader-praesidentens-bombetogt-i-syrien

  2. Af R.H. Kristiansen

    -

    G u r
    Jeg ville have svaret dig i går vedrørende din tro på, at Tyrkiet kunne håndtere Syrien. Det bliver kort, jeg skal på arbejde.

    Der er løbet meget vand i floden siden det Ottomanske Riges storhedstid. Tyrkiets præsident viser på ingen måde de statslederevner og samarbejdsevner, som der er behov for i mægling af Syriens kludetæppe af mange trosretninger og interesser. Det bliver i hans tilfælde måske bare et nyt sunnidiktatur. Det går ikke i et land med så mange trosretninger. Det er her FN skal ind i et forsøg på at finde vejen frem. Assad burde verdenssamfundet og FN fjerne og forsøge at bygge området op med tanker på fremtidigt erhverv og hvad der kunne få landet på fode. Assad er en gemen krigsforbryder. Lande som Saudiarabien, Qatar mm. burde betale for opbygningen af landet. Vesten skal ikke blande sig, hverken fysisk eller økonomisk. Vesten skal holde sig væk. Jeg kunne forestille mig, at stor tyrkiske, russiske og kinesiske og nogle mellemøstlige entreprenørfirmaer øjner mange penge i genopbygningen af Syrien. Det bliver grimt og her vil det opstå korruption hvis det ikke bliver styret fornuftigt, som det gjorde i Østtyskland og særdeleshed i Berlin. Igen lad FN klare sagerne med muslimske lande som aktører. De syrere, der er flygtet til Danmark, bør rejse hjem for at være med til at genopbygge deres land, når der bliver fred evt. med en tidsbegræset økonomisk støtte. Der bliver brug for mange hænder.

  3. Af R.H. Kristiansen

    -

    PS
    Den statstøtte, der blev smidt ind i Østtyskland, blev i mange tilfælde misbrugt af tyske eventyrere. For de findes også. Det var mange penge, der gik til i korruption i byggeboomet, desværre.

  4. Af Niels Larsen

    -

    R.H. KRISTIANSEN

    At Tyrkiet og Erdogan er totalt uegnede til at herske over mindretal viser behandlingen af kurderne med al ønskelig tydelighed.

    Men hvad kan man forvente af halvbarbarer?

  5. Af jan ulrik friis

    -

    Kristiansen,……….. Assad fremstår vel nærmest som en helgen om du sammenligner Assad med nogle de andre konger – præsidenter – reliøse overhoveder, og andre militære overtosser vi presenteres for i Mellemøsten: Saudi Arabien . Israel – Tyrkiet – Iran – Irak – Libanon – Ægypten….you name it…….uden tvivel at i den sammenhæng fremstår Assad som den mest liberale præsident i Mellemøsten, uhyre populær blandt sit eget det syriske folk, lovligt valgt præsident, Assad er ingen landsforrædder, han var aldrig nogen landsforrædder, tværtimod liberal i ordets oprigtige forstand, inden dansk politik gjorde ordet liberal til skamme i løgtebrud, i landsforrædderi og løgn, i svigt imod sit eget det danske folk!

    “De syrere, der er flygtet til Danmark, bør rejse hjem for at være med til at genopbygge deres land”

    Enig men ikke nok med det, her og nu hjem i forsvaret af Syrien, alt andet er vel at betegne som landsforræderi om først dukker op med halen imellem benene når røgen har lagt sig, og den efterfølgende genopbygning af eget land, altså dags dato fuld hjemsendelse i forsvaret af Syrien og til 100%…… USA – England – Frankrig krigsliderlige, de kommer uden tvivel snart igen, altså fuld syrisk hjemsendelse i forsvaret og genopbygningen af Syrien.

  6. Af Mehmet Sami Gür

    -

    AF R.H. KRISTIANSEN – 16. APRIL 2018 9:55:

    Jeg er stort set enig med dig, men FN fungerer ikke mere som den skal. FN er fuldstændig fastlåst af 5 permanente medlemmer i sikkerhedsrådet. Derfor bør FN reformeres til at være forenelig med dagens verden og dens realiteter.

    Der er ingen tvivl om, at Erdogan er en kontroversiel leder set med europæiske briller, men han spiller stadigvæk en stor nøgle-rolle ift. flygtningekrisen, verdensfreden og mægling mellem konflikt landene. Senest skulle han mægle mellem USA, Storbritannien og Frankrig på den ene side og Rusland, Iran og Kina på den anden side i angrebet mod syriske mål efter det mistænksomme kemiske angreb fandt sted i Douma i Syrien. Som et vestligtorienteret NATO land har Tyrkiet også gode forbindelser til russerne, iranerne, kineserne og m.m.

  7. Af Niels Lemche

    -

    Problmet er, at det egentlig er en 2/3 god løsning, der aftaltes mellem Rusland, Iran og Tyrkiet i Sotji. Den dårlige del er Ruslands deltagelse.

    Skal der forsøges en løsning skal Iran og Tyrkiet være med, men også Saudiarabien … og så er dern løsning umulig. Lige nu er Israel et sideshow. Opgøret i Syrien kommer før eller senere til at stå mellem Rusland og Iran. Jeg forstår godt Erdogans forsigtighed.

  8. Af Mehmet Sami Gür

    -

    AF NIELS LEMCHE – 16. APRIL 2018 12:54:

    Kan kun være enig.

    Saudiarabien har lavet en u-vending med den nye kronprins Muhammed Bin Salman, som ser ingen problemer med at være allieret med Israel.

    Den nye alliance mellem Ægypten, UAE, Saudiarabien, Israel og USA gør det mere kompliceret og vanskeligt for Rusland, Tyrkiet og Iran.
    Og nu er Storbritannien og Frankrig også med på toget.
    Det bliver spændende at se, hvad der kommer til at ske i de kommende dage med stormagterne i i det østlige middelhavsområde med Assad som undskyldning til at være tilstede i krigszonen.

Kommentarer er lukket.