Det er de rå børster, der skaber en fredelig verden

Af Kasper Støvring 306

 

 

Trump har trukket USA ud af atomaftalen med Iran. Det er en stor fejl. USA’s præsident synes at have omgivet sig med høge som sikkerhedsrådgiver John Bolton og udenrigsminister Mike Pompeo, der angiveligt ønsker at genopføre den unilaterale, aktivistiske udenrigspolitik, som allerede under Bush slog fejl. Irak- og Libyenkrigene som bedste – værste – eksempler.

 

Det kommer jeg tilbage til. Mit primære anliggende er dog det modsatte: At rose Trumps udenrigspolitik, eller i hvert fald et aspekt af det. Forleden blev Trump formelt nomineret til Nobels Fredspris for ”sit utrættelige arbejde for at skabe fred”, ikke mindst i forholdet mellem Nord- og Sydkorea. Sydkoreas præsident opfordrede også til, at Trump fik Fredsprisen, og i Deadline mente lektor Peter Viggo Jacobsen, at det, der sker på den koreanske halvø er 100 gange vigtigere end det, Obama i øvrigt uberettiget for prisen for, nemlig at virke for fred i Mellemøsten.

 

Måske vil historien bekræfte Søren Hviid Pedersens ord om Trump: ”Han er Guds gave til menneskeheden”. Sagt og ment spøgefuldt, selvfølgelig, men historien rummer en interessant pointe: Det er de rå børster, der skaber en stabil verdensorden. For kender man magtspillet og den realpolitiske pragmatisme på den store bane, storpolitikken, geopolitikken, ved man også: Det er de hårde drenge, der styrer spillet og får sejrene bragt i hus. Nixons og Kissingers tilnærmelse til Kina i 1972 er det gode eksempel i nyere tid.

 

Mao og Nixon

 

Pointen er ikke, at rå børster aldrig bringer ustabilitet og ufred ind i verden, men at det – generelt – er dem, der er bedst til at sikre stabilitet og fred, når det endelig sker. Jeg har ikke testet min tese empirisk, men baserer den på følgende: Det er lettere for dem at indgå aftaler og alliancer og spille magtbalance-spillet, fordi the bad guys ganske enkelt taler samme sprog. Verden uden for Vesten er ikke liberal, som jeg skrev i mit forrige indlæg.

 

Man kan også se omvendt på det: Når de liberale høge fører udenrigspolitik, så får du næsten endeløse krige. I hvert fald efter Murens fald. USA har været i krig 2/3 af årene siden den kold krigs afslutning, stort set forgæves, og det har gjort verden mere ustabil, ødelagt stater, skabt anarki, flygtningestrømme og anti-vestlige regimer har haft kronede dage. Vores universalisme er jo de andres imperialisme.

 

Dog har det nok lange udsigter med en egentlig Nobelpris. Mindre kan også gøre det. Fred, f.eks. Og så skal 90 pct. af medierne til at omstille sig i dækningen af Trump. De har jo været ret tavse omkring Trump som kandidat til Fredsprisen. Trumpdækningen er nu som før elendig, anført af Danmarks radio og flagskibet ”Jersild om Trump” på DR2, der paraderer den ene venstreorienterede Trumpkritiker efter den anden – fra Niels Bjerre-Poulsen til Jørn Brøndal – der kan sige noget grimt om Trump, igen-igen.

 

Men Trump er hadet. Mere end en håndfuld gange er min datter kommet hjem fra skole, bekymret, fordi hun har fået at vide, at Trump ville starte tredje verdenskrig. Børnene har hørt ting hjemmefra, og måske også fra lærerne. Men nu glimter freden altså, ligesom Nixon skabte tøbrud i forholdet til Kina og en tredje hård nitte, Reagan, var medvirkende til Sovjets fald.

 

Så langt, så godt. En rå børste er imidlertid ikke det samme som en høg. Problemet er, at Trump med opgivelsen af Iranaftalen synes at forlade den ikke-aktivistiske udenrigspolitik, han blev valgt på. I stedet for at føre en realistisk udenrigspolitik der besinder sig på, at Iran er en magt med betydelige nationale interesser – men som aldrig må blive en regional hegemon, hvilket da heller ikke vil ske.

 

Som bl.a. den amerikanske udenrigsanalytiker Stephen Walt har påpeget i en ny artikel i Foreign Policy, synes Trumps strategi mht. Iran at være, at Iran skal være en paria på den internationale scene. Derfor spøger ideen om et regimeskift i kulissen: De aktivistiske høge vil af med det nuværende iranske regime. Men så er det, man spiller et meget farligt spil.

 

Især to midler til regimeskift er oplagte. Det første er økonomiske sanktioner. Men de vil næppe virke, heller ikke i tilfældet med Iran. Det andet middel er knyttet til forhåbningen om, at Iran genoptager udviklingen af atomvåben, hvorefter USA og Israel vil få en anledning til et forebyggende militært angreb.

 

Hvis det mod forventningen fører til et regimeskift, vil man højst sandsynligt få endnu et anti-vestligt styre. Og det vil tilmed være ustabilt. Begge dele er dumt. Hvis man bomber Iran, vil man forsinke, men næppe forhindre fremstillingen af atomvåben. Og med sikkerhed vil man således skaffe sig en ny, mere aggressiv og mere anti-vestlig fjende. Og andre stater vil se sig endnu mere bekræftet i at anskaffe samme våben. For USA og Vesten kan man ikke stole på.

 

Husk blot, hvordan Vesten forsikrede Libyens diktator Gaddafi om, at hvis han opgav sit program for udvikling af masseødelæggelsesvåben, ville man lade ham være i fred. I dag er han som bekendt død og begravet efter vestlig intervention.

 

Det er især de rå børster, der har mulighed for at skabe fred eller i det mindste stabilitet – men selvfølgelig kun, hvis de fører den rigtige politik!

 

Mao og Kissinger

 

 

306 kommentarer RSS

  1. Af jeNs haNsen

    -

    AF LEIF SINDAHL – 15. MAJ 2018 8:54
    “Jo. Sultanen af Oman er uddannet i vesten og har gennemført store reformer (i modsætning til nabolandet Yemen som de facto var et sovjetisk protektorat – og se hvad det førte ti).”

    Du kender jo intet til historie.
    Yemen var opdelt i to lande. Nord og Syd.
    Nord var som Saudi Arabien. Syd havde en form for socialisme.
    Sydyemen blev tvungent til at blive en del af Nordyemen.
    Herefter startede problemerne.
    Men Sindahl synes åbenbart godt om Saudi Arabien.

  2. Af Jens haNsen

    -

    Hvad var der galt med mit indlæg Kasper Støvring?
    Kan du ikke lide Yemens historie?

  3. Af Kasper Støvring

    -

    Sorry, troede du lagde det på et andet indlæg, uden for emne. Det er gendannet nu.

  4. Af jan ulrik friis

    -

    Der er brug for en stærk mand i Danmark, en ligesom Støjberg, giv dog Støjberg helt frie hænder i kampen imod islamisk multi-kulti, at Danmark igen kommer på ret kurs, stil ikke flere hindringer ivejen for Støjberg, hverken forældede selvdestruktive konventioner eller pladderhumanisme, hvorfor bagbinder vi hænder og fødder på Støjberg nu hun forsøger at hjemsende islamisterne?

    Her gælder det nationen Danmark, det danske folk, vores ve og vel, ren overlevelse, nu gælder det om at værner det danske folk fra flere overgreb, vi tåler ikke mere pladderhumanisme, Danmark har brug for den stærke mand der udfører justits, at politiet slår hårdt ned imod islamisk bandekriminalitet, at de islamiske indvandrebander totalt knuses, politiet skal igen begynde at opklare forbrydelser, beskytte danskernes frihed, fjerne alle islamiske no-go zoner, et opgør med volden som islam har bragt ned over Danmark, bandekriminalitet, hjemmerøverier, indbrud, drab, voldtægt, politiet skal bruge langt langt færre ressourcer på at kontrollere cykellygter eller sidde i fotovogne, det er også nu ved at være allersidste udkald for Danmark!

    Vi venter på denne stærke mand der udfrier Danmark, men ingen garanti han nogensinde dukker op, altså her og nu må vi nøjes med Støjberg, giv derfor Støjberg HELT FRIE HÆNDER overfor islam, overfor konventioner og andet pladder der kun undertrykker og udrydder det danske folk!

    HELT FRIE HÆNDER imod islam!

  5. Af jan ulrik friis

    -

    Merkel og EU brød med konventionerne da de ikke passede ind i deres egne islamiske multi-kulti planer, i deres etniske udrensning af folket, og deres islamisering af EU.

    Derfor skal Danmark også bryde med konventionerne at de passer til Danmark, og kun til Danmark, vi skal beskytte det danske folk, slut med konventioner og andet pladder der kun er til for at undertrykker og udrydder det danske folk!

  6. Af svend jensen

    -

    Den franske præsident Macron holdt tale i Aachen for nylig, da han modtog “Charlemagne” prisen for sin vision om et nyt Europa. Han benyttede lejligheden til at opfordre ‘Bruxelles’ til at sætte fuld fart på den monetære union, fælles udenrigspolitik og forsvar.
    Han fordømte den nationalistiske musik som i øjeblikket gav genlyd over hele Europa. Han opfordrede Eurofile. der ønskede al magt koncentreret i Bruxelles, til at gå fremad for fuld kraft så hurtigt som muligt med integrationsplanerne således at nationalister og demagogers stærke røster blev overdøvet.
    Alle steder i Europa poppede pigtråd op, mente han; også i folks bevidsthed. Han ville på -intet punkt overgive sig i kampen mod Ungarn og Polen om de såkaldte EU-værdier.

    Man kan så i sit stille sind undre sig over, at EU-nationalisme ikke er ond, men god. Man spørger sig selv hvad det er, som udmærker EU-nationalisme frem for enkeltstaternes individuelle nationalisme.
    Når mange lande har deres egen nationalisme får man da mere multikulti for alle pengene, da de fleste EU medlemsstater er højst forskellige fra de andre på mange parametre. EU’s topdogs går da også ind for multikulti for fuld musik når musikken bare spiller arabisk.
    De gloende EU fanatikere skylder os enfoldige lokal-nationalister en forklaring på, hvad der gør EU-nationalisterne til bedre mennesker end os andre dansksindede provinsbønder, som også mener at lokal-monokulti er mindst lige så god som islam-monokulti.
    De demagogiske ‘bløde børster’ Merkel og Macron tænker måske råt, men de udtrykker sig kun usødet.

Kommentarer er lukket.