Så nær, og dog så fjern

Af Kasper Støvring 160

 

En epifani

 

Vi kommunikerer med alverdens virtuelle venner, vi aldrig har mødt. Vi rejser til fremmede lande, vi har oplevet mange gange før. Vi ser nyheder om krige blandt folkeslag, vi aldrig havde skænket en tanke. Og vi spiser eksotisk mad, hvis smag vi dog for længst har vænnet os til.

 

For nogle er globaliseringen den virkeliggjorte utopi om den globale landsby. Jeg synes, den er rædselsfuld. Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide at rejse, og jeg er også på Facebook, holder af indisk mad og er optaget af borgerkrigen i Syrien. Men kommunikationsmidlerne, transportmulighederne, den multikulturelle basar og fjern-synet (med bindestreg) gør det paradoksalt nok svært at få et eksistentielt forhold til alle disse ting.

 

Det fjerne rykker tæt på, men forbliver underligt abstrakt. Verden forekommer os bekendt, uden at vi virkelig kender den; den er endelig slået med lighed, som Adorno skrev.

 

Men sådan var det ikke helt i gamle dage. I min ungdom rejste jeg med interrail tværs gennem Europa og var til sidst havnet i Syden. En dag havde jeg siddet i solen på en bar ved Adriaterhavet og drukket egnens gode vin. Mod aften var det så, at jeg blev vidne til det mest forunderlige og fremmedartede skue af sol, ild og lys, jeg nogensinde havde set.

 

Jeg sad lidt hævet over havet på et gammelt fæstningsanlæg og iagttog solnedgangens guld og gløden. Gennem en dis af kraftigt lysende kromgule farver viste der sig på utydelig vis noget, jeg skelnede som nogle både på havet og fjerne mure og tårne fra en by, der lå og bryggede langt ude i solbranden.

 

Himlen og havet var ladet med stråler fra solen, som hang der et fritsvævende bål højt oppe og dampede hele den lummerhede atmosfære gylden. Hvor havet sluttede og himlen begyndte var umuligt at afgøre, for selve synet antog karakter af ét stort, lysende uendelighedshav. Så fuldkomment havde lyset bemægtiget sig denne fjerne verden, jeg sad midt i, at alting syntes på nippet til at blive opløst i det åbne ildsvælg i himlen.

 

Det var et lys, jeg slet ikke kendte fra Norden, hvor nætterne om sommeren er anderledes blege. Der var så stille og højtideligt i luften i denne solnedgangsstund, hvor dag blev til nat, og hvor månen var på vej op derude, imens den på ejendommelig vis dryssede myldrende lysblink af kølige, blålige farver over havet.

 

Jeg blev ikke alene opløftet af det sublime syn, men også forundret. Det var netop ikke en af dens slags lykkelige oplevelser, hvor man ligesom får verden igen ved at opleve den på ny, når vanen brydes, og man pludselig for alvor får øje på det, der ellers er så velkendt i sit hjemlige dagligliv. Det var noget andet.

 

En følelse af at være tæt på, at få hold på noget, der i samme moment er forsvindende langt væk.

 

Når det fjerne forbliver fjernt, men bliver nærværende i fantasien, er vi tæt på det, Walter Benjamin kalder det auratiske: ”Et sælsomt spind af rum og tid: den enestående fremtoning af noget fjernt, hvor nær det end er.”

 

Men globaliseringen ophæver auraen og gør alting bedragerisk nært. Det er nok derfor, jeg savner min ungdoms rejse dengang i oldtiden i 1993.

 

Den besynderlige procession af små både bevægede sig langsomt gennem vandet mod den flimrende by i horisonten, der havde fået et rødgult skær af sunken sol. Den fjerne by syntes forvandlet til et forunderligt, himmelsk citadel. For det forekom mig, at ikke blot bådene, men selve byen slet ikke havde forbindelse med jorden og dens faste tyngde. Det var, som om den var født ud af havet og hævet op til et svævende luftsyn af en anden, en ny verden. En gylden stad i himlen!

 

En utopi, med andre ord, og hvis globaliseringen er den negative utopi, måtte dette altså være den positive. Og det hele foregik lige neden for mig, men alligevel uendelig langt ude, i et gådefuldt intetsteds.

 

Så nær, og dog så fjern.

 

 

Note: En epifani er et teologisk udtryk for en guddommelig åbenbaring. Jeg anvender dog udtrykket i en sekulariseret forstand, hvor det henviser til en pludselig tilsynekomst, en genfortryllelse eller indsigt i ofte hverdagslige sammenhænge. Jeg har oplevet eller lært noget, der forekommer vigtigt, men præcis hvad, det er, er straks vanskeligere at sige. Det gådefulde er en del af genren.

160 kommentarer RSS

  1. Af Maria Due

    -

    http://www.nivaagaard.dk/samling-da/giovanni-bellini-1/

    Først på dagen sendte jeg dette link til et Bellini-billede af en ung venetianer, der netop fascinerer ved at have denne aura af både noget nært og fjernt.

    Jørgen Villy Madsen – 19. maj 2018 13:08
    Er det for meget at bede dig om læse andre blogge i stedet for at håne os, der har fundet denne interessant? Alt kan jo ikke være skræddersyet til den enkelte.

  2. Af Niels Lemche

    -

    Kære Kasper Støvring, men så vil du også medgive, at det er en engangs åbenbaring. Du kan tage tilbage til samme sted og drikke samme vin på samme tidspunkt, men det er så “kun” en gentagelse. Eller oplevelsen, epifanien er tronsponeret til en erindring. Derfor lever den med os, så længe vi lever.

    Jeg var også lidt inde på, at vi skal passe på, at de utrolig mange oplevelser, vi får i vor tid, ikke blokerer for den særlige oplevelse.

  3. Af Kasper Støvring

    -

    Lemche: Fuldstændig rigtigt. Med alderen – og dermed med den stærkere evne til at erindre – er jeg blevet langt mere bevidst om det uerstattelige.

  4. Af Jesper Lund

    -

    Niels Lemche
    Jeg kunne provokerende sig, at jeg elsker gentagelsen, det velkendte. Næsten som Dan Turèlls ‘jeg holder af hverdagen’.

    Vi skal passe på altid at søge efter det unikke, det ukendte. Det kan blive så stressende.

    De særlige oplevelser kan alligevel ikke målrettet opnås. De opstår spontant.

    Som børn og unge er oplevelserne intense. Det aftager med årene. Derfor har minderne fra barn- og ungdommen så stor betydningen for os.

  5. Af Maria Due

    -

    “Som børn og unge er oplevelserne intense. Det aftager med årene.”

    Nej! Det er en fordom. Hvis det forholder sig sådan, har man sikkert aldrig haft evnen til at opleve det intense i andet end svage afskygninger af, hvad andre oplever.

  6. Af Niels Lemche

    -

    JESPER LUND, slet ikke uenig.

    Jeg ved heller ikke, hvor mange åbenbaringer i denne stil, jeg har fra et helt liv.Og måske er det snarere, som også Kasper Støvring også antyder, at svaret ligger i erindringen. Vi ved det ikke, når det sker; vi bliver klar over det siden, måske mange år efter. Og så render vi af sted for at genfinde det tabte, men det er ikke mere. Jeg mener, at Kasper selv nævnte Proust som en af sine favoritter. Eller hvad med en af mine Stefan Zweigs Die Welt von Gestern (jeg har haft Proust værk i over halvtreds år og er aldrig nået længere ind end til de første halvtreds sider af Vejen til Swann, uden tvivl min egen skyld). Som Lucien Febvre (en af les annales historikerne) sagde det: Vi ved ikke noget om fortiden. Vi rekonstruerer den altid, hvilket jeg har omskrevet til “vi konstruerer den altid”. Derfor bliver vi også ofte så uenige, når vi taler om fortiden, og det er alle historikere glade for.

    Men det tabte: Jeg har flere gange oplevet solnedgangen over ørkenen ved Palmyra oppe fra den osmanniske borg på bjerget bagved. Fuldstændig bjergtagende oplevelse, med solens lys, der langsomt viger for mørket og indhylder den gamle by i mørket. Nu har IS jævnet det meste med jorden. Oplevelsen kan ikke gentages.

    Det her er sådan noget, som en kreds af forstandige mennesker kunne skrive en hel bog om.

    Men det er godt, at ballademagerne nu har fået en ny Kasper Støvring blog, hvor de kan smide sten efter hinanden. Jeg prøver at holde mig i ro, og du har trukket dig ud.

    Forresten, findes der i dansk litteratur et større epifani-digt end “Den blå anemone”?

  7. Af Niels Lemche

    -

    MARIA DUE, helt enig. Oplevelsen forstærkes med årene, i erindringen.

    Vi skal bare ikke forfladige det. Det her handler ikke om oplevelser, men om epifanier, og der er måske ikke mere end en eller måske to i løbet af et langt liv.
    Synd for JVM, som åbenbart ikke har en erindring om en sådan oplevelse. Ellers kunne han ikke skrive sådan om dette emne, som han gør.

  8. Af Jesper Lund

    -

    Maria Due
    Som Niels Lemche rigtigt skriver, så forstærkes oplevelserne i erindringen med årene. Men de fleste oplevelserne som åbenbaringer har man fået i sin barn- og ungdom. Af den simple grund at verden er ny for en. Den skal til at tilegne sig. F,eks. med hensyn til døden. Hvilket tidspunkt i ens liv bliver man bekendt med døden? En af mine legekammeraters storesøster døde af lungebetændelse. Jeg kan huske, da de bar kisten forbi mit soveværelsevindue. Vi var så tit over ved graven. Min legekammerat savnede sin storesøster.

  9. Af Maria Due

    -

    Niels Peter Lemche. Oplevelser kan forstærkes i erindringen, det ved jurister en hel del om, men det behøver ikke at være sådan, nogle af dem huskes netop pga. deres usædvanlige intensitet. Og nogle mennesker er mere modtagelige for den slags end andre.

    “Det her handler ikke om oplevelser, men om epifanier, og der er måske ikke mere end en eller måske to i løbet af et langt liv.”

    Om en sekulær epifani, har vi fået at vide, og jeg kan sagtens forestille mig, at Støvring oplever flere, og at det måske allerede er sket. Men man skal nu ikke gøre sig blind for hverdagens små mirakler.

    . Og så er der de tilsyneladende tilfældige og komplet usandsynlige sammentræf, som nogle af os synes disponeret for. For slet ikke at tale om de skæbnefortællinger, der afsluttes på forunderlig vis, og på den måde kommer til at virke meningsfulde og “styrede”.. Sådan en har vi netop oplevet i min søns familie. Jeg tror, at Karen Blixen ville have elsket den, for den har alle de kendte ingredienser fra fattigdom til rigdom, fra tragedie til kærlighed, fra ensomhed til et rigt familieliv, to verdenskrige samt drama i store mængder og endda en happy ending efter et langt forløb, der udspandt sig i fire lande og ude på Nordsøen. Den slags fortællinger har vi oplevet flere af, og jeg tror, at det afhænger af øjnene, der ser, om man får bundet en sløjfe mellem fortid og nutid.

  10. Af Maria Due

    -

    Jesper Lund:

    “Hvilket tidspunkt i ens liv bliver man bekendt med døden?”

    Det kan betyde meget for et menneske. Min mor var seks år, da min morfar døde uventet, og min forholdsvis unge mormor døde 13 måneder senere af en sygdom, der formodentlig skyldtes chok og sorg. Jeg har deres kærestebreve, som fortæller meget om tiden og stedet og en uventet stor kærlighed. Min mor tilgav aldrig sine omgivelser, at hun skulle se sine døde forældre, førend kisterne blev lukket, og i lang tid gik hendes lege ud på at begrave sine dukker i haven. Der blev taget et billede af hende sammen med familiens hund, og hun sidder der i sin sorte kjole med blikket rettet mod noget langt borte og et udtryk i sit lille barneansigt, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal beskrive, men resigneret, fortabt på en afklaret måde og uendelig ensom er de ord, der først falder mig ind. Billedet har åbenbart grebet andre, som ikke kendte noget til forhistorien, for jeg fandt en kopi på nettet, og det var ikke familie, der havde lagt billedet der men en historiker, der på en eller anden måde var kommet i besiddelse af det. Jeg synes aldrig min mor kom sig helt, selv om hun var meget aktiv og påtog sig en masse, og hun kom sig da slet ikke over min fars død, selv om hun var vant til at tage sig af mange ting. Så sent som i forgårs talte jeg med en dame, som havde mistet sin mand for et år siden, og som beklagede sig over, at hun hele tiden får at vide, at hun skal “videre med sit liv”. Det er en frygtelig floskel, der ligner en flugt.

Kommentarer er lukket.