Politikernes skrappe, men tomme retorik

Af Kasper Støvring 251

 

 

Hvem trykker på knapperne i Folketingssalen? Et godt spørgsmål, der alt for sjældent belyses. Medierne er ofte mere interesseret i retorik. I en god debat.

 

Der er stor forskel på, hvad politikerne siger, og hvad de gør. De fleste partier er retoriske strammere på udlændingepolitikken, som nu senest Socialdemokratiet. Men handlingen udebliver.

 

DF er en undtagelse, og som Martin Henriksen skriver: Med formandsskabet i Europarådet havde regeringen en rigtig god mulighed for – som lovet – at arbejde for at reformere menneskerettighedskonventionen. Men det blev kun til et forkølet forslag om at reformere domstolens praksis. Resultatet er bl.a., at kriminelle udlændinge bliver i Danmark i stort antal.

 

DF er ene om at ønske asylstop og permanent grænsekontrol, ligesom DF har stillet forslag om bl.a. forbud mod minareter; inddragelse af opholdstilladelse, hvis man er under offentlig forsørgelse; loft over tildeling af indfødsret; statsborgerskab som betingelse for at kunne stemme til kommunalvalg.

 

Men man kan så spørge, hvorfor DF støtter en regering, der svigter på så mange vigtige områder. Svaret er som bekendt det pragmatiske: DF får andre forslag vedtaget. Men det er klart, at med den indstilling ligger banen også åben for et parti som Nye Borgerlige, der er anderledes konfrontatorisk.

 

Nogle gange er politik anskuelsesundervisning. Som da justitsminister Søren Pape ikke ville arbejde på at udvise bandelederen fra LTF, der har begået dødsvold og orkestrerede skyderierne i Københavns gader. Ministeren siger ellers gerne, at man vil gøre alt.

 

Nye Borgerlige har fremsat forslag om udvisning af alle kriminelle udlændinge, men regeringen vil ikke for alvor gøre noget. Virkeligheden er, siger ministeren, at konventioner og domstole forhindrer det. ”Det bliver umuligt at sparke ham til Pakistan”, som justitsministeren udtalte.

 

Det passer naturligvis ikke. Juraprofessor Mads Bryde Andersen har foreslået måder at omgå menneskerettighedsdomstolen. Man kunne også opsige konventionerne, hvis man ville.

 

For tiden diskuteres sagen om den danske soldat i Islamisk Stat, der befinder sig i et tyrkisk fængsel. Men liberale politikere som Venstres Jan E. Jørgensen vil have ham tilbage til Danmark. Lad os håbe, at landsforræderen mister sit danske statsborgerskab og forbliver hele livet i et tyrkisk fængsel.

 

Det store tema, der vil dominere i fremtiden, er imidlertid spørgsmålet om hjemsendelser. Ikke blot om udvisning af kriminelle udlændinge, men altså om hjemsendelse – gerne med en million kroner i kufferten – af ikke-integrerede udlændinge, herunder danskere med dobbelt statsborgerskab. For selv om vi lukkede grænsen hermetisk, vil andelen af bl.a. muslimer stadig stige på grund af demografien.

 

Læren af alt dette? Der mangler vilje, som også Rune Selsing er inde på i dagens JP.

 

Politikernes største bedrag klæder sig ofte i disse to formuleringer:

 

Vi vil gøre alt.

Vi kan intet gøre.

 

Det første udsagn følges ofte øjeblikkelig af tilføjelsen: Vi vil ikke føre symbolpolitik. Det andet udsagn følges ofte af ord som: Vi kan ikke stramme udlændingeloven, for vi er bundet af konventionerne.

 

Når politikere siger, at de vil gøre alt, behøver man kun at se på, hvordan de stemmer i Folketingssalen. Der gøres i virkeligheden meget lidt.

 

Når de siger, at man intet kan gøre, skal man altid være mistænksom. For der findes intet bedre middel til at sløre sin ideologi end at sige, man er bundet af nødvendigheden. Siger man, at man intet kan gøre, afslører det i virkeligheden interessen: Man ønsker ikke at gøre noget.

 

Men i politik kan alt lade sig gøre, selv jura er underkastet politik, som Carl Schmitt skrev. Om man så skal gøre noget, er en anden sag.

 

Ville, kunne, ønske, skulle. Hvem stoler du på?

251 kommentarer RSS

  1. Af J Frederiksen

    -

    Er det ikke lidt underligt, at næsten ingen af de forskellige debat-deltagere skriver om hvad der foregår i EU-landene af angreb og overgreb på borgerne, selvom mange netaviser er fyldt med dramatiske film og fortællinger om Europas katastrofale undergangskurs. Ligesom jeg vist er den eneste som udtrykker bekymring over at der er kommet alt for mange feminister ind i politik. Radikale kvinder der foragter, hader, misunder og hetzer mænd og familier, og som går ind for at fremtidens samfund skal være et kommunistisk totalitært eller helt islamiseret samfund. Hvor demokratiet, den oprindelige kultur og MR er totalt afskaffet. Kan den manglende debat om netavisernes afsløringer skyldes at mange gode bloggere, Bjarne Munk Christensen, von Cappelørn osv. har opgivet at være med?

Kommentarer er lukket.